Menu
Forrige artikel Næste artikel

Dødens Teater

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 150

Af Winnie Maria Bak-Vidriksen

”Dødens Teater” starter med beskrivelsen af den første officielle obduktion i Danmark i 1645. Men hvor langt var lægevidenskaben egentligt nået på dette tidspunkt, spørger forfatteren? Han udgav i 2007 bogen Ve og Velfærd sammen med historikeren Kurt Jacobsen – en stor succes. Han syntes dog, der manglede noget, og dette blev afsættet til nærværende bog.
Og hvor langt var lægevidenskaben nået? Ja, læser man bogen, finder man ud af, at før der bliver tale om en moderne lægevidenskab, skulle patienterne så grueligt meget igennem.

 ”Dødens teater” er en bog man ikke bare skimmer. Man læser den fra start til slut, imens man griner, væmmes og græmmes. Det er en utrolig velskreven, lettilgængelig og informativ bog om Danmarkshistoriens spæde lægekunst. Om medicinernes uindskrænkede magt og datidens totale mangel på viden om, hvordan man helbredte noget så banalt som en halsbetændelse og om de utrolige bedrifter og fremskridt, der trods dette alligevel blev gjort.

Man griner, når Klaus Larsen fortæller om 1600-tallets behandlingsmetoder – selvom det nok bestemt ikke har været morsomt at være dem underlagt. Al sygdomsbestemmelse udgik fra troen på, at sygdom var en ubalance i kroppens væsker. Kroppens egne sekretioner – så som udflåd fra næsen ved forkølelse – blev derfor opfattet som kroppens egne forsøg på at komme sygdommen til livs, hvorfor behandlingen blev at forsøge på at hjælpe kroppen på vej og bringe balance i dens væsker. Nogle læger – fortæller forfatteren – gik forsigtigt til værks og lod stort set sygdommen gå sin gang, mens andre gik mere ihærdigt til værks. Der blev givet kviksølvholdige midler for at sætte gang i spytafsondringen, vanddrivende midler og omslag for at fremkalde kraftig sved. Især åreladning og anvendelse af klystre blev nærmest obligatoriske ved de fleste sygdomme, og selvom man i nogle tilfælde tømte patienten så meget for blod, at de besvimede - eller ligefrem døde af det – var det ikke ualmindeligt at lade sig årelade et par gange om året for at holde sig rask. Således blev også et morgenklyster almindelig praksis for det bedre borgerskab, og som forfatteren skriver: ”De svedende, blødende, savlende, brækkende, tissende og skidende patienter kunne mærke, at hér var en læge, som kunne skaffe resultater i en fart”.

Som han også skriver, havde de mange udtømninger ingen behandlingsmæssig værdi – snarere tværtimod.

Medicinerne havde som nævnt retten til at kalde sig læge. De talte latin og blev uddannet på Universitetet. De simple kirurger fik deres uddannelse på barberstuerne. Men det var kirurgerne, som måtte tilkaldes, når der skulle foretages en af de utallige åreladninger, klystre eller foretages en amputation – det nedlod lægen sig ikke til. Han anviste kun kuren og gav sig af med medicinsk behandling.

I 1600-tallet var Danmark tilsyneladende fuldt ud på højde med omverdenen, men i 1700-tallet var medicinen iflg. forfatteren på vej ind i en lang nedgangstid.  Barberfaget – eller kirurgien - udviklede sig dog fortsat. Faktisk var det lykkedes danske kirurger at gennemføre 3 kræftoperationer i 1658, hvor der blev fjernet knuder. Og selvom det er utroligt imponerende læsning - for alle tre patienter overlevede selve indgrebet, og en kom sig oven i købet og levede efterfølgende adskillige år - får man det også en smule dårligt.  For det foregik jo altså fuldstændigt uden bedøvelse.

Men kirurgerne var foran. Det var jo også altid dem, der blev tilkaldt og tog sig af den tekniske og manuelle del af behandlingen. Desuden havde de færreste råd til at konsultere en mediciner, så almindelige mennesker kontaktede næsten altid kirurgen – eller bartskæren.  Det var kirurgerne, der var med i felten under de utallige krige, hvor de opnåede enorm erfaring. Kirurgerne vandt desuden anseelse for deres virke som pestlæger, for det var dem, der blev tilbage i byerne under pestangrebene, mens de fine medicinere skyndte sig ud på landet for på sikker afstand at instruere kirurgerne. Alligevel tog det mange år før kirurgerne endeligt løsrev sig fra barberfaget og blev anerkendte. Først i 1785 blev Det Kgl. Kirurgiske Akademi oprettet.

Lægevidenskaben har haft megen modgang. Der var utrolig dårlig hygiejne især i byerne, hvor gaderne flød med udkastede natpotter, dyreekskrementer, affald fra byens mange svinestier, gammel sengehalm, husholdnings- og slagteaffald osv. osv.  Folk boede meget tæt, lægevidenskaben var stadig under kraftig indflydelse af overtro og gamle paradigmer og den gode læge holdt sig derfor til det gode princip om at blande sig så lidt som muligt. Vandet var forurenet, man kendte ikke rigtig til bakterier og i det hele taget havde sygdom glimrende vilkår i den beskrevne periode.

Alligevel græmmes man ofte, når man læser bogen. For mange opdagelser, som havde kunnet betyde kæmpe fremskridt for medicinhistorien, fik lov til at ligge og samle støv.  Tusinder af sømænd døde før medicinerne erkendte, hvad de sejlende havde vidst i århundrede, nemlig at skørbug kunne både forebygges og kureres med citronsaft. Og der skulle gå 30 år fra en østrigske læge(Semmelweis 1818-1865) opdagede sammenhængen mellem den dødbringende barselsfeber og fødselshjælpernes beskidte hænder – til hans billige og enkle princip om at vaske hænder og instrumenter fik praktiske konsekvenser på de europæiske fødeafdelinger. Og i mellemtiden nåede lægevidenskaben at håne og nedgøre ham i adskillige artikler. Denne arrogance – skriver forfatteren – kom også i Danmark til at koste tusinder af kvinder livet.

Jeg vil slutte med forfatterens forord. Den moderne lægevidenskab begyndte i 1800-tallet med en række banebrydende opdagelser. Kirurgerne blev fra 1845 i stand til at bedøve deres patienter, i 1860’erne fik de den antiseptiske svovl, og fra 1870’erne kom bakteriologiens gennembrud. Men inden da, skulle patienterne - som jeg startede med at skrive - så grueligt meget igennem.

Bogen er klart anbefalelsesværdig.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Ole Bang
De Psykiatriske Plejeanstalter på Djursland
Det Medicinske Politi