Menu
Forrige artikel

Coco Chanel - Historiens Aktører Nr. 58

Kategori: Artikler
Visninger: 1564

 

I 1800-tallet var moden for kvinder dikteret af mænd. De måtte lide for skønheden påstod man, og lide måtte man, hvis man skulle spændes ind på forskellige leder og kanter for at passe til de idealer, moden krævede, hvepsetaljen og snærende korset hørte sammen. Men efterhånden som kvinderne fik tilkæmpet sig mere indflydelse i politik og erhvervsliv, så begyndte kvinderne selv at bestemme, hvad de ville have på. Reformdragten i kvindebevægelsens første tid var et resultat af reaktionen mod viktorianismens tvang og umyndiggørelse af kvinder, også når det gjaldt påklædningen.

Paris var og blev modens hovedstad og i begyndelsen af århundredet dukkede en kvinde op, som kom til at ændre mangt og meget, hvad angik moden. Hendes navn var Gabrielle Bonheur Chanel. Hun blev født uden for ægteskab i 1883 i byen Saumur ved Loire floden. Hendes far solgte klæder på torvet og moderen arbejdede dels i en lingeributik og dels i et vaskeri. Faren blev af familien tvunget til at gifte sig med moderen. De slog sig ned i Issoire, en by i Auvergne. Familien bestod efterhånden af forældrene og fem børn. Det var ikke et velhavende hjem og allerværst, der manglede kærlighed og omsorg, især fra faderens side. Da Gabrielle var tolv år gammel døde hendes mor af tuberkulose, og hjemmet blev opløst i marts 1895. Faren sendte hendes to mindre brødre ud på en gård, mens Gabrielle og hendes to søstre blev sendt til den religiøse Mariahjerteorden, som drev et hjem for forældreløse piger i det gamle cistercienserkloster i Aubazine. Faren forsvandt og dukkede aldrig op på besøg. Da hun fyldte 18 år, forlod hun Aubazine og kom i lære som syerske på Notre-Dame instituttet i Moulins. Men hun spejdede efter at slippe ud af sine udsigtsløse kår som syerske og fandt arbejde som sangerinde på cafeen "La Rotonde" og senere på en café i Vichy. Det var en farlig balance mellem anstændighed og prostitution. I Vichy mødte hun kavalleriløjtnanten Etienne Balsan, som blev hendes kæreste. Han var søn i en velhavende familie, der ejede en tekstilfabrik, som producerede uniformer til hæren. Nu tog hendes liv en anden retning.

Hun flyttede ind på hans slot i Royallieu i Compiegne og begyndte at designe hatte nærmest for sjov. Hun levede pludselig i en helt ny verden befolket af velhavende og modebevidste unge. Da Balsan fandt en anden kvinde, flyttede hun til Balsans lejlighed i Paris og fandt en ny elsker og protegé i omgangskredsen, nemlig den engelske polospiller Arthur "Boy" Capel. Takket være ham fik hun i 1910 åbnet en hattebutik, "Chanel Modes", nummer 21 i Rue Cambon i Paris.

Det var tiden med de store damehatte med fjer og kniplinger og blomster. Men Gabrielle, som havde kælenavnet Coco fra barnsben, foretrak en enkel stil næsten uden pynt. Hendes hatte blev populære blandt kvindelige skuespillere. "Boy" Capel introducerede også Coco for kunst og litteratur og tog hende med til badebyen Dauville, hvor overklassens sønner og døtre levede det søde liv. Det var en historie omtrent som for Eliza i Pygmalion. Coco blev dannet og kom i kontakt med mange indflydelsesrige personer.

Hendes succes med den enkle stil i hattemoden overførte hun til sit tøj. Hun syede selv sit tøj, og mange spurgte, hvor hun havde det tøj fra. På den måde blev hun klar over, at hendes tøjsmag havde interesse for andre.  Med en omgangskreds, der favnede kunstnere fra Igor Stravinski, Diaghilev og Jean Cocteau til Jean Renoir og Pablo Picasso, kunne Coco Chanel krydse grænserne for, hvad en designer kunne præsentere. Hendes mission blev et opgør med den indsnørede og overpyntede mode.

 Modedesigneren Coco Chanel fotograferet i 1920-erne, pinterrest.

Hun begyndte at sælge sportstøj i en butik i Dauville, og Coco Chanel var en af de første kvinder, som lod solen brune sin krop. Noget hidtil uset, idet velhavende kvinder skulle være hvide i huden og derved adskille sig fra de lavere sociale lag. Chanel var også tilhænger af en kort ny hårmode: pagehåret og lagde vægt på rollen som sporty og uafhængig kvinde. Hun blev aldrig gift, men havde affærer med forskellige indflydelsesrige mænd. Verdenskrigen kom og lagde en dæmper på det søde liv. "Boy" Capel forlod hende til fordel for en kvinde fra det engelske aristokrati. De blev gift, men han døde i en bilulykke i 1919.

Hendes tøjstil tog udgangspunkt i det enkle og praktiske. Hendes modestil ramte tiden. Det gik hastigt fremad for hende. I 1915 åbnede hun en modebutik i badebyen Biarritz, og hun lancerede sin første "haute couture" kollektion. Efterhånden beskæftigede hun 300 medarbejdere i sin modeforretning. Som noget nyt begyndte hun at anvende jersey i sin konfektion. Stoffet og det nye snit gav kvinderne bevægelighed og elegance. Chanel foretrak enkle ensfarvede nederdele og jakker. Berømt blev "den lille sorte", en elegant knækort kjole, som Chanel skabte i midten af 20-erne. Hun var også en af de første som begyndte at sy lange bukser til kvinder. Hun udtrykte sin holdning således: Mode er blevet en vittighed. Designerne har glemt, at der er kvinder inde i kjolerne. De fleste kvinder klæder sig til mænd og ønsker at blive beundret. Men de skal også være i stand til at bevæge sig, komme ind i en bil uden at sprænge deres søm! Tøj skal have en naturlig form.

Mærket "Chanel" var dyrt. Mademoiselle Chanel havde også talent som forretningskvinde og vidste, at eksklusivitet betød høj pris på modemarkedet. Det var dog den jødiske forretningsmand Pierre Wertheim, som høstede frugterne af hendes arbejde. Selv ejede hun kun 10 % af modehuset i en lang periode.

I 1921 kom også hendes første parfume på markedet, "Chanel nr. 5". Hun var optaget af to ting: moden og betydningsfulde mænd. Familie, børn og hjem interesserede hende ikke. Barndommen havde givet hende slemme ar på sjælen. En stor del af sit liv boede hun på Hotel Ritz, som lå i nærheden af Rue Cambord.

Under anden verdenskrig lukkede modehuset, men parfumen blev fortsat solgt og gav indtægter, som gjorde det muligt efter krigen at genåbne modehuset. Hun havde i øvrigt som mange andre velhavere i Paris omgang med besættelsesmagtens officerer, og de sikrede, at overklassen kunne fortsætte sit behagelige liv, skønt Europa stod i flammer. Da krigen i 1945 spidsede til, forlod hun Paris og flyttede til Schweiz. Efter krigen glemte pariserne ikke Chanels omgang med de tyske officerer og hendes nye kollektioner i 1950-erne blev ikke venligt modtaget. Til gengæld fik de rosende omtale i Amerika.

 Coco Chanel arbejder på en af de elegante sorte kjoler, hun blev berømt for. Den tilpasses på mannequinen med knappenåle, glamour.com

Coco Chanel var ingen tam papegøje. Hun havde næb og klør og var skarp i sin kritik af andre modedesignere. Hendes største konkurrent blev fra 1929 italieneren Elsa Sciaperelli. For denne var mode en kunstart, mens Chanel skabte tøj, som skulle være enkelt, funktionelt og smukt, og demonstrere kvindelig selvbestemmelse. Chanel og Schiaperelli blev livslange fjender. Også den feterede Christian Dior fik sin bekomst, idet hun kaldte ham en homoseksuel, som klædte kvinder som transvestitter og ikke anede, hvad rigtige kvinder ville. Hun var modstander af de store, eventyrlige og utilnærmelige rober, som Dior skabte. Det var en tilbagevenden til kvinder som påklædningsdukker.

Chanel var i 50-erne og 60-erne stadig et verdensnavn, hvad mode angik. Hun fortsatte med at arbejde og levede alene, men var omgivet af mennesker, tilbedere, kunder og mannequiner, aldrig ensom. Og om alder sagde hun: "Min alder varierer alt efter dagene og de mennesker, jeg tilfældigvis er sammen med". I januar 1971 døde hun på Hotel Ritz og blev begravet fra Madeleine kirken i Paris i overværelse af mange mennesker og ikke så få berømtheder bl.a. Yves Saint Laurent og Salvador Dali. Hendes jordiske rester blev ført til en kirkegård i Lausanne, hvor hun havde tegnet sin egen gravsten. Huset Chanel fortsatte med at spille en stor rolle for tidens mode. Efter Coco overtog fra 1983 tyskeren Karl Lagerfeld den kunstneriske ledelse i huset.

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien ”Historiens aktører” her.

[Historie-online.dk, den 16. februar 2022]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Ernest Shackleton - Historiens Aktører Nr. 44
K.K. Steincke - Historiens Aktører nr. 59
Bjørn Karbo - Historiens Aktører nr. 18