Menu
Forrige artikel Næste artikel

Tårnby

Kategori: Bøger
Visninger: 1124

Af Mogens Bo Henriksen, museumsinspektør, Odense Bys Museer.

Da posten afleverede den 3,8 cm tykke bog ”Tårnby. Gård og landsby gennem 1000 år” til anmeldelse, gav det et ordentligt bump i skrivebordet. Efterfølgende fik de 3 kg papir rygsækkens remme til at gnave sig godt ned i skuldrene på cykelturen hjem, men belastningen var til at overkomme, for bogens ankomst havde længe været imødeset. I det sidste tiår er der nemlig blevet serveret flere appetitvækkere i form af publikationer af foreløbige resultater fra de udgravninger, der blev foretaget i Tårnby i 1993-94 forud for etableringen af den faste forbindelse over Øresund. Disse artikler har både omhandlet arkæologiske og naturvidenskabelige analyser, og de har givet et håb om, at man for første gang kunne vente at se en publikation af noget så sjældent som en fuldstændig udgravet og grundigt analyseret gård med kontinuitet fra overgangen mellem vikingetid og middelalder og frem til 1800-tallet.

Tårnby-bogen er skrevet af et forfatterkollegium på 16 personer, omfattende personer med fagkundskab inden for forhistorisk arkæologi og middelalderarkæologi, zoologi, numismatik, historie, skibs- og agrarteknologi, botanik og forskellige former for materialer og håndværksteknikker. Mette Svart Kristiansen, adjunkt ved lærestolen for middelalderarkæologi ved Århus Universitet, der havde ansvaret for Tårnby-udgravningen, har koordineret og redigeret – og sammenfattet hovedresultaterne af de enkelte bidrag i bogens første, meget informative og velskrevne kapitel. Dette er – som bogens eneste – oversat til engelsk i fuld udstrækning. Nogen ville måske vælge at slå ned på dette, men jeg mener faktisk, at det er en fornuftig prioritering, for bogen er allerede meget omfattende. Endvidere er ikke-skandinaviske læsere godt hjulpet på vej med det fuldt oversatte kapitel og de ligeledes fuldt oversatte illustrationstekster i øvrige kapitler.

Forfatterne fremlægger og diskuterer det kolossale materiale, der fremkom ved udgravningen af et ca. 7500 kvm stort areal med indtil 0,7 m tykke kulturlagsaflejringer og tusindvis af nedgravninger i undergrunden. Ved komplekse og velbeskrevne analyser har man været i stand til at udskille seks hovedfaser, hvoraf den ældste kan dateres til 950-1050/1150 og den yngste til tiden omkring 1856, hvor en omfattende brand i den centrale del af Tårnby medførte en omstrukturering af bebyggelsen. På trods af et utal af forstyrrelser fra især nyere tid (f.eks. kældre) er det lykkedes udgraverne at påvise hele 43 bygninger eller dele heraf i det, der bedst kan beskrives som en gennemhullet, kulturhistorisk sandwich. I de 7-800 års aflejringer kan man følge udviklingen i bygningsmassen i én af landsbyens gårde og dens tofte, samtidig med, at man via de tusinder af genstandsfund får et sjældent detaljeret indblik i beboernes dagligliv, eksistensgrundlag, erhverv og forbindelser til den nære og fjerne omverden. Således ser man en udvikling i bygningskonstruktionen fra huse med jordgravede stolper i ældre middelalder frem over huse på rækker af mindre syldsten – til introduktionen af større syldsten, som vi kender det fra endnu stående bindingsværkshuse. Ligeledes kan forskellige reguleringer i gårdens nærmeste tilliggende – toften – følges gennem de første hovedfaser, hvorimod det er langt vanskeligere i de sene faser. Det er utvivlsomt et rent arkæologisk problem, der skyldes, at toftegrænsen i middelalderen tilsyneladende ofte har været markeret med grøfter, som vi kender det beskrevet i samtidens lovstof, mens jorddiger, lette hegn eller stendiger kan være foretrukket i nyere tid. Sådanne konstruktioner kan imidlertid være vanskelige at påvise arkæologisk, og det giver jo anledning til at fremhæve, at man som arkæolog skal være yderst påpasselig med at konkludere noget på baggrund af negative vidnesbyrd. Det har forfatterne heldigvis været gode til, for flere gange ser man overvejelser over misforholdet mellem det, man kunne forvente at finde, f.eks. fordi man kender det fra skriftlige kilder eller kort – og det, man rent faktisk har iagttaget under muldlaget. Alene det forhold, at Tårnby nævnes første gang i skriftlige kilder fra 1135, mens de arkæologiske levn jo kan følges flere hundrede år længere tilbage i tiden, er et eksempel herpå. Generelt må man sige, at hvis man skulle skrive Tårnbys historie udelukkende på baggrund af de skriftlige kilder, ville afsnittet om tiden før Christian den V’s matrikel fra 1688 blive en tynd kop te, men her kan man så nu supplere med iagttagelser fra de arkæologiske undersøgelser. Jo længere, man når ind i middelalderen og renæssancen, tiltager kildernes mængde og udsagnsværdi betydeligt, og herefter er der på flere områder mulighed for at sammenholde de arkæologiske levn med udsagn fra skriftlige kilder. Først fra Christian den V’s matrikel fra 1688 (og markbøgerne fra 1682) har de skriftlige kilder dog en sådan detaljeringsgrad, at man kan foretage direkte sammenligninger. I den sammenhæng er man godt hjulpet på vej af, at bl.a. landbrugshistorikeren Karl Erik Frandsen tidligere har publiceret detaljerede studier af landsbyen Tårnby, og disse arbejder får nu et helt nyt perspektiv.

I Tårnby-bogen fremlægges ikke kun resultater, men også reflekterende beskrivelser af, hvordan man er nået frem til konklusionerne. I to kapitler beskrives de anvendte udgravnings- og analysemetoder med glimrende redegørelser for de nødvendige prioriteringer, valg og fravalg, der er foretaget undervejs. For den almindeligt interesserede læser er disse afsnit måske nok lidt for nørdede – og det samme gælder ikke mindst de appendikser med fundoversigter, som afslutter bogen. Derimod giver disse kapitler meget væsentlige oplysninger til den fagmand, der vil efterprøve forfatternes metoder og resultater – eller som vil lære noget af det imponerende arbejde, der er udført.

En stor andel af bogens sider rummer detaljerede beskrivelser af konstruktioner i form af bl.a. hegn, brønde, grøfter og ikke mindst bygninger samt af det omfattende genstandsmateriale. Fra sidstnævnte kategori må der fremhæves fund fra brønde, hvis våde og iltfattige miljø har sikret, at organisk materiale har kunnet bevares frem til i dag. Her er således fundet skibstømmer, som må stamme fra et skib af koggetypen. Antagelig har Tårnby-bønderne været med til at ophugge et fartøj, der forliste i de lavvandede, men i middelalderen stærkt trafikerede farvande omkring Amager. En såkaldt bordklemme, en slags skruetvingens forgænger, der anvendes ved skibsbygning, viser, at man også havde kontakt til et sted, hvor skibe blev fremstillet. I det umiddelbare nærområde af Tårnby har ”skibsværftet” næppe ligget, men måske i København? Fra brøndenes våde dyb stammer også en ard, et simpelt pløjeredskab uden muldfjæld. Selv om man fra bl.a. kalkmalerier var klar over, at arden endnu var i brug i middelalderen, er Tårnby-fundet det første håndgribelige bevis på, at dette også var tilfældet. Også når det gælder rekonstruktionen af husenes overjordiske dele, har brøndenes indhold hjulpet arkæologerne, idet brøndkasserne ofte er fremstillet af genbrugstræ. Således blev der fundet en planke, der menes at have indgået i en højremskonstruktion, og med en datering til tiden omkring 1435 skulle det være det ældste eksempel på dette bygningstekniske element.

Det er også gennem genstandsmaterialet, at man er i stand til at sætte gården i relation til landsbyen – og landsbyen i relation til omverdenen. Mønter, glas, keramik og hvæssesten giver indtryk af handel med store dele af Nordvesteuropa, mens man gennem fund af korn samt knogler af husdyr og fisk (sild!) får et indtryk af, at folkene på Tårnby-gården producerede fødevarer til afsætning i hovedstaden og måske på Dragør-markedet. Den primære fødevareproduktion fylder imidlertid ikke meget i fundstoffet, hvis man ser bort fra det store knoglemateriale. Fiske- og landbrugsredskaber er der fundet meget få af, selv om knoglematerialet afslører, at fiskeri og landbrug har været de vigtigste erhverv. At dømme ud fra antallet af forskellige håndværksredskaber, skulle man tro, at Tårnby-bønderne først og fremmest havde været håndværkere, og det er et godt eksempel på, at man skal være forsigtig ved tolkning af et arkæologisk materiale.

De naturvidenskabelige kapitler i bogen omhandler analyser af h.h.v. knogler og makrofossiler (korn, frø og plantedele). Knoglematerialet fra h.h.v. fisk og pattedyr/fugle er intensivt behandlet i to særskilte kapitler. Fiskeafsnittet er selvfølgelig væsentligt, fordi analyserne viser, at man drev intensivt sildefiskeri, antagelig med henblik på afsætning, men også fiskeri efter torskefisk. Analyser af knogler fra husdyrene viser, at man opdrættede kvæg, svin og fjerkræ med henblik på afsætning af kød eller sekundære produkter som ost, uld eller dun. Det er med til at understrege det forhold, som man kender fra skriftlige kilder i nyere tid, nemlig at Amager var Københavns fadebur. Væsentligt er det også, at man kan dokumentere jagt på strandens fuglevildt incl. svaner. Tårnby-bønderne var ikke kræsne! Havpattedyr, f.eks. sæler, ser derimod ikke ud til at have faldt i smagen – mærkeligt nok, da dette dyr jo rummer andre ressourcer end lige netop kødet, ikke mindst tran og skind.

Analyser af makrofossiler viser, at man havde et bredt udvalg af afgrøder på gårdens marker, at man både såede vinter- og vårsæd, at man bl.a. dyrkede ærter og sennep, samt at man samlede vilde bær og frugter. Analyser af husdyrfækalier indikerer, at dyrene græssede på strandengene, der, som det også kendes fra skriftlige kilder i nyere tid, har været en meget væsentlig ressource. Gennem fund af huse fra såkaldte posthornsorme kan man se, at ålegræs har været høstet i det lave vand omkring Amager – eller evt. opsamlet på strandbredden. Ålegræsset kan være anvendt til tækning, men har nok snarere fundet anvendelse som gødning på de intensivt dyrkede marker. Det er ikke småting, man kan finde ud af, når man går helt i detaljer med de mindre spektakulære fund fra en udgravning – eller simpelthen kigger på jorden mellem oldsagerne i et mikroskop!

Nu til dags er det ikke ualmindeligt, at man sparer på korrekturlæsningen ved udgivelsen af faglitteratur, men det har man – som det er kutyme for Jysk Arkæologisk Selskabs publikationer – ikke gjort i dette tilfælde. Der er meget langt mellem skønhedsfejlene, og den for anmelderen mest ophidsende må vist være, at kongenavnet Christian ses stavet både med C og K! Det er til at leve med, men mindre acceptabelt er det, at bogen mangler et afsnit om Tårnby-områdets geologi og historiske topografi. Amagers nuværende udstrækning og kystforløb er jo et moderne fænomen, der ikke mindst skyldes inddæmning. For at forstå det landskab, som både de forhistoriske og den middelalderlige og senere bebyggelse var placeret i, ville det have været en stor hjælp med en detaljeret beskrivelse af egnens jordbundstyper, kystforløb og –karakter m.v. Sådanne forhold er jo væsentlige for forståelsen af de ressourcer, som Tårnby-gårdens beboere har haft adgang til. Især når der i flere af bogens afsnit lægges stor vægt på at belyse subsistensøkonomien, er fraværet af et geologisk-topografisk afsnit uforståeligt. Havde Tårnby-bønderne f.eks. adgang til større eng- og skovområder, hvor kreaturerne kunne græsse, og hvor landsbyen kun forsynes med tømmer og brændsel? Hvor langt var der til nærmeste sø eller å? Den fiskeriinteresserede anmelder undrer sig i hvert fald over, hvor udgravningens ferskvandsfiskeknogler kommer fra, for på Laurids de Thurahs kort over Amager fra 1758 (s. 22) spotter man ikke umiddelbart gode aborresteder! Skulle man virkelig helt over til Sjælland for at fange den lille, benrige, men lækre fisk?

Bogen har hård indbinding og er fantastisk flot og rigt illustreret med fotos, tegninger, overskuelige udgravningsplaner samt gengivelser af ældre kortmateriale. Som arkæolog kunne man dog godt have ønsket sig nogle flere fotos af den store mængde keramik, der er fundet ved udgravningerne – især fordi potteskårene er så væsentlige, når man skal datere bebyggelsens enkelte elementer samt når man skal forstå landsbyens kontakter til omverdenen. Måske kunne det også have været sjovt med et par fotos fra ”det gamle Tårnby”, hvis sådanne findes. Til gengæld må man rose de faktablokke, som bringes i det indledende kapitel. Sammen med gennemgangen af bebyggelsens enkelte faser er der indsat tekstblokke, der beskriver samtidige historiske begivenheder i den nære og fjerne omverden. Det sætter virkelig de arkæologiske data i perspektiv – især hvis man ikke har middelalderens historie helt present. 

I betragtning af, at langt hovedparten af Danmarks befolkning i middelalder og renæssance levede på landet og ernærede sig ved landbrug, er det påfaldende, at udforskningen af landbebyggelsens levn hidtil har stået så meget i skyggen af studier i købstæder, klostre og kirker. De jordfaste levn fra middelalderens landsbyer, hvoraf mange har henligget slumrende siden 1800-tallet, er i disse år truet som aldrig før af byggeaktiviteter. Flere steder er der faktisk gennemført og gennemføres ret omfattende udgravninger af spor efter de nuværende landsbyers tidligste faser, men det halter med publikationen af resultaterne. Det er sikkert et ressourcespørgsmål, fordi man let kan lide datadøden i de fund- og anlægsrige kulturlag fra middelalder og renæssance. Derfor er det særdeles imponerende, at det er lykkedes at få bearbejdet og publiceret materialet fra Tårnby til den standard, som vi har set her. Man kan håbe, at nærværende bog kommer til at skabe standard for, hvorledes en langstrakt og kompliceret udgravning kan publiceres!

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Frederik Visbys Århus
Jægersborg Allé i 300 år - en billedkavalkade
Vesterlandets konge - Christen de Linde