Menu
Forrige artikel Næste artikel

Da skolen tog form

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 635

Af Henrik Gjøde Nielsen, ph.d.stipendiat, Aalborg Universitet

Af den pressemeddelelse, der er vedlagt Da skolen tog form, Dansk skolehistorie, bd. 2, fremgår det, at der er tale om et nyt storværk om skolens historie i Danmark. Og det er præcist, hvad der er. Det er en stor fornøjelse at få bd. 2 i hænderne; en hånd er nemlig ikke nok, og man skynder sig at placere bogen på benene. Der er tale om meget fint boghåndværk. 432 sider i hardback, naturligvis, format 24,5 x 22,5 cm., trykt på kraftigt papir, 135 g. Tatami Ivory, intet mindre, og forsynet med en rigdom af illustrationer, gengivet i absolut bedste kvalitet. Op mod 200 stk., af hvilke mange ikke tidligere har været publiceret. Værket må kandidere til de bedste priser for boghåndværk. Jørgen Sparre har stået for tilrettelægningen, Charlotte Appel og Anette Stoffersen for billedredaktion, sidstnævnte tillige for forlagsredaktion, og hele værket er redigeret af Charlotte Appel og Ning de Coninck-Smith. 

Samlet behandler værket Dansk Skolehistorie bd. 1-5 skolens historie fra middelalderen og frem til 2014. Hensigten er at bringe læseren tæt på skolehverdagen i den danske mangfoldighed af såvel private som offentlige skoler, og på de skiftende tiders debat om undervisningen af børn. Der er, fremhæves det i pressematerialet, ikke tale om systemets, politikernes og filosoffernes skolehistorie, men for første gang om børnenes, forældrenes og lærernes historie. For en gangs skyld må man konstatere, at pressematerialet lover mindre end det holder. Der er nemlig tale om det hele. Det gjaldt for Da læreren holdt skole, Før 1780, Dansk Skolehistorie bd. 1, 2013, som bl.a. er blevet anmeldt af Jakob Ørnbjerg på historie-online, http://ho.deltaserv.dk/nyt/bogfeature/b511306.htm, og det gælder for værkets bd. 2, Da skolen tog form, 1780-1850, så mon ikke man kan stille lignende forventninger til de kommende tre bind, der vil dække tiden 1850-2014. Fælles for værkets fem bind er, at de alle behandler de samme otte lokalområder, og inkluderer også Norge og hertugdømmerne samt de danske kolonier i Nordatlanten, Asien, Afrika og Vestindien, men bringer samtidig eksempler fra mange andre områder, betinget af kildematerialet, forskningssituationen og de gode historier (s. 363).

Da skolen tog form, 1780-1850 er skrevet af Christian Larsen, Erik Nørr og Pernille Sonne i fællesskab, som det oplyses (s. 357), men således, at de enkelte forfattere angives som hovedforfattere til bestemte dele, og andre dele angives som skrevet af alle tre forfattere. Der har tilsyneladende været tale om et meget tæt samarbejde; i hvert fald bemærker læseren ikke, hvornår den ene forfatter holder op og den anden tager over. Sprogligt fremstår værket lige så helstøbt, som det gør grafisk. Værket er skrevet i et flydende og klart sprog, som nærmest bærer læseren igennem de mange sider, uden at være forfladiget eller bedrevidende. Vigtige begreber, baggrunde og forhold forklares løbende som en integreret del af teksten, der elegant skifter mellem sådanne overordnede forklaringer og specifikke cases, der illustrerer netop f.eks. den i tiden dominerende eller fornyende pædagogiske retning. Teksten brydes ikke af et videnskabeligt apparat, hvilket i en vis forstand også ville være forfejlet i et værk af denne karakter, men det betyder nu ikke, at man ikke kan kontrollere forfatterne. I reglen er basisoplysningerne vedr. f.eks. de lokale cases elegant inkorporeret i teksten, så den nysgerrige læser kan uden stort besvær finde frem til de relevante kilder.

Forfattertrioen lægger kraftigt fra land og kaster læseren lige ind i det univers, der er emnet for bogen, med den velfortalte redegørelse for skolegang i Magleby Sogn i henholdsvis 1780 og 1850 (s. 13-16), dvs. værkets yderår. Et fint, pædagogisk greb. Ingen indledende falbelader, vi går lige på. Og det har sine gode grunde. Forfatterne vedgår villigt, at de bygger videre på den foreliggende forskning, men at indgangen her på flere måder adskiller sig fra tidligere, skolehistoriske traditioner og baserer sig på nye undersøgelser, idet hensigten med værket bl.a. er at betone skolernes regionale og sociale mangfoldighed og vise skolen som arena for nationale og lokale forhandlinger og konflikter. Og endelig har forfatterne ønsket at skildre skolens hverdag, ikke for at måle om idéer og paragraffer slog igennem, men for at indfange, hvad skolen konkret betød for de, der befolkede skolen til hverdag, nemlig børnene og lærerne. Der er ikke nogen fælles formel for udviklingen, ud over forskelligheden i udgangspunkt og resultat (s. 19-20). Det lys, i hvilket forfatterne da undersøger skolens og skolernes historie i Danmark og i de centrale lokalområder, og mange andre, hvor det nu er relevant for denne eller hin problemstilling, indkredses tematisk af det, som forfatterne betegner som fem fortællinger, nemlig fortællingerne om hvorledes skolerne tog fysisk form, hvorledes lærerne tog form, og hvorledes undervisningen, eleverne og tilsynet tog form (s. 26-31).

Og der var da også meget, der skulle tage form i den danske skole i tiden 1780-1850. De mere kvalificerede udgaver af præst og degn, der gerne så en oplagt elev fortsætte på latinskolen, måtte kæmpe med forældre, der mente, at det var mere skadeligt end nyttigt at lære at skrive (s. 38), ligesom den i slutningen af 1700-tallet stadigt mere udbredte tanke om oplysning til gavn for den enkelte, Gud og fædrelandet, fik sin tilbørlige begrænsning i konservative kredses advarsler om, at skolereformer medførte en fare for, at samfundsbærende normer kunne blive undergravet (s. 67).

1814 er en centralt år i dansk skolehistorie, og Da skolen tog form har da også helliget skolelovene af 1814 et selvstændigt kapitel (s. 126-148). Med skolelovene af 1814 blev i den herskende tradition den danske folkeskole grundlagt, og det er på mange måder ganske rigtigt. 1814 var imidlertid også et år, hvor landet var mærket af nederlaget i Napoleonskrigene, geografisk decimeret og økonomisk bankerot. Ikke desto mindre tog man dette år fat på etableringen af et i princippet ensartet, landsdækkende skolevæsen (s. 128-129); et særdeles ressourcekrævende projekt. Det er lidt af en genistreg, at forfatterne som forsats til dette kapitel viser J. P. Møllers kendte maleri af Gråbrødre Torv efter englændernes bombardement af København 1807. Bombardementet gik bl.a. ud over en drengeskole i Nyboder, som endnu i 1813 ikke var blevet repareret. Det var, som forfatterne skriver, alt andet end opgangstider, da Danmark og hertugdømmerne fik nye, ambitiøse skolelove i 1814, der betød, at børnene nu, ud over læsning og kristendom, også skulle lære at skrive og regne (s. 126-127, 147). Et tankevækkende perspektiv. Problemerne med at implementere de nye ordninger antydes af, at da man skulle fastlægge skoledistrikterne på Holmsland, den smalle landtange mellem Vesterhavet og Ringkøbing Fjord, måtte kancelliet i København overlade denne opgave til lokalkendte folk, fordi distrikterne ikke omfattede lokaliteter, der kunne findes på et kort (s. 161), men selv i det yderste Danmark ville man have de nye ordninger gennemført.

Også den berømte og berygtede metode for indbyrdes undervisning helliges et særligt kapitel (s. 214-232), hvilket er rigtigt godt. Så får vi ordentligt styr på den meget omtalte og af misforståelser omgærdede historie. Metoden var økonomisk og militært inspireret; børnene skulle under streng disciplin undervise hinanden, de større og dygtigere de mindre og de mindre dygtige. Tidens syn på børn illustreres af, at børnene ganske vist fik korte frikvarterer, hvor de måtte gå uden for, men de måtte ikke lege (s. 217). Mindre omtalt er de grupper, der ikke er som de fleste eller som bare er uheldige; fattige, forbrydere og den slags. De bliver behandlet i kapitlet ”Med marginalerne i skole” (s. 250-267). Med 1814-anordningernes undervisningspligt måtte man også sikre, at børn af marginaliserede grupper fik den fornødne undervisning; dvs. børn under fattigvæsnet, adfærdsvanskelige, kriminelle og handicappede. Det kunne bl.a. ske ved, at børn, hvis forældre eller plejeforældre ikke kunne sikre dem den fornødne skolegang, af den lokale fattigkommission blev udliciteret til plejeforældre, som så skulle tage sig af det pågældende barns forsørgelse og skolegang. Udliciteringen skete ved auktion over de pågældende børn, hvor den, der fik ansvaret for barnet, var den lavestbydende (s. 265). Det var fattigkommissionen, der skulle betale, så det gjaldt selvsagt om at få det hele arrangeret så billigt som muligt, så i modsætning til gængs auktionspraksis, var det altså her den lavestbydende der fik hammerslag.

Det er en central pointe i Da skolen tog form, at skolen som sådan i perioden 1780-1850 fik defineret sine rammer centralt, men at indholdet blev udfyldt lokalt, under indflydelse af mange forskellige aktører, således at det samlede billede af skoler i det danske rige var en farverig mosaik, med næsten lige så mange skoleordninger som der var skoler (s. 340). Ganske vist havde skolelovene af 1814 udstukket rammerne for undervisningen, men lovgivningen havde ikke skabt skolerne; den havde reguleret mangfoldigheden således, at skolegangen tog en mere fast form, skønt ikke på én, men på mange måder (s. 355).

Da skolen tog form afsluttes med en række ”Kilde- og litteraturessays” (s. 356-401). Skulle man rejse en indvending mod værket ville det være, at mere systematisk-oversigtligt indstillede læsere ville foretrække (også) at blive præsenteret for det anvendte kildemateriale og den anvendte litteratur i de traditionelt opstillede fortegnelser, der giver det umiddelbare overblik, men i sagens natur ikke diskuterer materialet. Egentlig kunne man godt gøre begge dele, men her har man altså valgt de mere besværlige essays, hvilket for så vidt også harmonerer bedst med, at værket er uden egentligt videnskabeligt apparat. ”Kilde- og litteraturessays” er relateret til de enkelte kapitler, og introducerer læseren til den forskning og det kildemateriale, som fremstillingen bygger på. Der ligger et betydeligt arbejde bag disse essays, som har tvunget forfatterne til eksplicit at tage stilling til og diskutere de traditioner, for ikke at sige kanoniseringer, der findes i dansk skolehistorisk tradition. Det er sundt, også for læseren. Alle har jo en mening om skolen, i fortid og nutid, og hvis man har publiceret skolehistoriske arbejder, vil man i mange tilfælde også vide, at man uforvarende kan finde sig selv i spinat til halsen, eller med fødderne tungt plantede på såvel den lokale som den nationale skolehistoriske skrivnings ligtorne. I essayets form kan forfatterne gøre op med en del af de skolehistoriske kanoner eller ligefrem dogmer, og de kan pege på problemfelter, som man bør overveje nærmere. Det gælder f.eks. påpegningen af, at fremtrædende, ja ligefrem ”skoledannende” skolehistorikere har kunnet skrive omfattende værker, i hvilke børnene som historiske aktører ingen interesse har, men kun indgår som tal for at kunne udregne behovet for skoler på et givent tidspunkt, og hvor forældrenes rolle er reduceret til at være vrangvillige skatteydere, der kun er interesseret i at slippe så billigt som muligt. Selv et sådant forfatterskab og et sådant skolehistorisk syn har kunnet præge de følgende generationer af skolehistorikere (s. 358-359). I forlængelse her af problematiseres det entydige billede af den danske folkeskoles historie som en fremskridtshistorie med 1814 som starttidspunkt, der bliver tegnet i mange skolehistoriske arbejder (s. 360). Disse overvejelser må man nødvendigvis gøre sig, når man beskæftiger sig med skolehistorie, men redaktionens beslutning om at forsyne de enkelte bind af Dansk Skolehistorie med disse kilde- og litteraturessays betyder, at læseren delagtiggøres i disse overvejelser, og får mulighed for at have diskussionen i erindring, hvis man ønsker at fortsætte studiet af de mange emner og lokaliteter, der behandles i værket. Det er der nemlig rig mulighed for. Indgangen til at komme videre gives af bogens person-, sted- og emneregistre (s. 409-428).

Det er børnene, lærerne og forældrene der er i fokus i Da skolen tog form, men de står ikke alene. De politiske, pædagogiske, økonomiske og filosofiske rammer tegnes tydeligt op, og man er aldrig i tvivl om, hvor man er i historien, eller hvorfor et givent forhold pludseligt slår igennem i den danske skolehistorie i almindelighed, eller på en mere eller mindre nær eller fjern lokalitet i særdeleshed, fra København til Klarup, fra Holsten til Harbøere, fra Skt. Croix til Sdr. Omme. Christian Larsen, Erik Nørr og Pernille Sonne behandler emnet med en fast vilje til at underkaste dansk skolehistorie et nyt lys, der betyder, at intet er sikret undtagelse for kritisk behandling, men de behandler også emnet og tiderne med en indsigt og en respekt, der vidner om omfattende viden og dyb forståelse. Set ud fra et skolehistorisk synspunkt er Da skolen tog form uomgængelig. Set ud fra et formidlingsmæssigt synspunkt, kan det næppe gøres bedre.

Der kan stilles store forventninger til de kommende bind i værket, såvel forsknings- som formidlingsmæssigt, ligesom det bliver interessant at følge den debat, som man kan forvente vil komme i kølvandet på de sidste bind i Dansk Skolehistorie. Jo længere vi kommer op i tiden, jo helligere bliver køerne som bekendt, og jo ømmere ligtornene. Særligt hvad ang. skolen, som alle jo har en mening om. Hvis man læser Dansk Skolehistorie, har man også noget at have sin mening i.

 

 

 

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Den gode, den onde og den engagerede
En verden af viden – Syddansk Universitet 1966-2016
Nytænkning gennem 100 år