Menu
Forrige artikel Næste artikel

Historiefaget ved Århus Universitet 75 år

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 801

Af Poul Porskær Poulsen, arkivar, Vejle Byhistoriske Arkiv og Stadsarkiv

Jeg begyndte på historiestudiet ved Århus Universitet i 1978. Vi var godt klar over, at vi var lige i slutningen af de ekstremt politiske 70’ere og de store årgange. Jeg tror, vi begyndte ca. 125, og det var kun det halve af året før. En del holdt op i løbet af det første år – noget, jeg aldrig helt forstod, for jeg syntes, at det hele var enormt spændende. Både det faglige og det politiske. Mht. politikken var der fra begyndelsen et større bråvallaslag om at få dubleret et udbud, hvor den (fandt jeg senere ud af) både uendeligt rare og skarpt tænkende Helge Paludan blev lagt en del for had.

Ved begyndelsen af rusugen præsenterede de forskellige politiske studenterorganisationer sig. Hverken KommS eller Alternativlisten var noget for mig – de blev nærmest betragtet som konservative – og det var da ikke noget for en udogmatisk socialist! Men det var Fagkritik Historie – Fronten! Jeg skal ikke afvise, at der i denne tilslutning lå en følgen med den største flok, og i hvert fald var de medstuderende, som jeg syntes, jeg havde mest til fælles med og bedst kunne lide, dem, der var i Fronten. Det var både sjovt og spændende at være med til at lave studenterpolitik, også da jeg til min egen overraskelse blev valgt i studienævnet. Frontkandidaterne på vores liste var Lars Mussmann og Lisbeth Nielsen, og de var sikre, men hvis vi kunne tromme folk nok sammen til valget, kunne vi tage plads nr. 3 (og det var altså mig) i nævnet og vippe Alternativlisten ud. Det kunne vi, og det gjorde vi, og jeg fik meddelelsen formiddagen efter en meget våd valgfest i Stakladen. Så jeg sad i Studienævnet sammen med respektindgydende folk som Henning Poulsen, Erik Christiansen, Erik Strange Petersen og Vagn Wåhlin – men vi turde godt tale dem imod, bl.a. kom vi med radikale forslag om ændring af håndbogskundskab, som vakte en vis opsigt – men ikke ”nød fremme”, som formand Christiansen sikkert ville have udtrykt det.

Nå, men det faglige var nu det vigtigste. Det var derfor, vi var der, og det var det, der optog os allermest. Vi begyndte med to seje undervisningsassistenter, Niels Brøndum Josephsen og Niels Kayser Nielsen, der engagerede os ret voldsomt i den industrielle revolution i England. Dermed var jeg i gang med en studietid med et stort forbrug af undervisningsassistenter. De faste lærere kunne vi ikke bruge – og vi ville selv sætte udbud op. Det gjorde vi så – bl.a. havde vi et fascisme-udbud med en ung John T. Lauridsen. I disse år var der et ønske om at forene sig med folket uden for universitetets gule mure. Der skulle være direkte anvendelsesmuligheder og handlingsanvisninger i forskning og formidling, så meget foregik med mikrofon i hånd på arbejdspladser mv. Indtil vores hold havde det drejer sig om arbejderklassen, syersker i Herning og tobaksarbejdere i Horsens f.eks., men vi ville beskæftige os med landbruget. Det blev til en større undersøgelse af dansk landsbrugs forhold i begyndelsen af 1980’erne – hvor der var krise – med udgangspunkt i landsbyen Skjørring vest for Århus. Det resulterede i en diasserie, som vi turnerede med et godt stykke tid derefter. Det der med landet blev fulgt op i to gruppe-speciale-projekter om landsbykultur, hvor der igen blev fokuseret på lokaliteter i nærheden af Århus.

Det lykkedes mig at holde mig kørende på Historisk Institut i 11 år ved hjælp af et kandidatstipendiat – og når jeg siger ”holde mig kørende”, var det naturligvis fordi jeg godt ville blive der. I 1989 var det så slut – lidt ærgerligt, for jeg synes faktisk, jeg havde haft en godt tid i de gule bygninger. Og alle festerne vil jeg undlade at omtale her her!! Uha, uha – det skal vi ikke komme ind på i et respektabelt medie som historie-online!

Alt dette for at fortælle, at historiestudiet i Århus har udsendt en jubilæumsbog for 75 års eksistens. En pæn, ganske vægtig sag med megen tekst og ganske få billeder. Første del af historien, 1929-1967, tager Erik Christiansen sig af – og resten af historien (hvilket altså er efter, at Erik Christiansen blev ansat på instituttet) er fremstillet af Claus Møller Jørgensen. Redaktionen står Nina Koefoed for.

Traditionelt er det – spræl skal man lede længe efter i denne fremstilling, hvor den seneste 35-års periode fylder langt mest. Claus Møller Jørgensen veksler her med at fortælle historien om instituttets indre liv, og det er naturligvis det, der er mest interessant, når man selv har været med i noget af det, og om forskningen i de forskellige perioder og emner, metodisk-teoretiske landvindinger og diskussioner mv. Det er sådan set ganske imponerende, hvad Claus har fundet frem, bl.a. ved at læse Institutavisen og andre levn og fortællinger – og mindsanten om han ikke også har nærlæst vores eget blad, Røde Celler, der nok var mere revolutionært i titlen end i indholdet. Vi anså i hvert fald os selv for at være aldeles udogmatiske og klar til at beskæftige os med alle mulige især kulturhistoriske emner, samarbejde med andre fag osv. Og så vidt jeg husker, er det også det, bladet – i hvert fald i den seneste periode - giver udtryk for.

Fester og fodboldkampe er også lige nævnt (men hvorfor man jeg ikke er med på billedet fra 1982 (side 190)? Det er naturligvis en skuffelse, men jeg var måske sat af, efter at jeg året forinden havde brændt straffespark på lærernes frygtindgydende målmand, Troels Dahlerup, eller også var det året efter?), men meningen med at indlede denne omtale med at fortælle om mig selv på Historisk Institut er, at jeg nok savner at komme lidt tættere på det liv, der levedes. Altså alt det der gjorde, at man havde noget godt ud af at gå på historiestudiet – relationerne mellem en masse unge, engagerede mennesker og lærerne, TAP’erne (ikke mindst yndlingssekretæren over dem alle, Hanne Dandanell) – livet i kantinen, til fest, og måske også noget om den studenterforskning, der på visse tidspunkter kom til at fylde ret meget – men som nu synes glemt. 

Men til lykke til det (ikke så forfærdeligt) gamle institut. Selv om det er på afstand nu, så er der naturligvis en del veneration over for instituttet og dets lærere (der stort set er de samme som dengang) – og det kan man så passende blive mindet om ved at læse i denne jubilæumsbog. Gad vide, om folk, der har læst historie andre steder, gider at læse bogen? Det kan jeg jo ikke vide, men de kunne nu godt gøre det, hvis de er interesseret i historiefagets udvikling hertillands. For man får meget at vide.

 

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Friskolehistorie – en antologi
For at blive en god lærer
Den gode, den onde og den engagerede