Menu
Forrige artikel Næste artikel

Gunnar Iversen: Den Keltiske Kristendom i Danmark.

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 1045

Af Anders Ellegaard

Bogens bagsidetekst begynder således: ”Her er så bogen. En bog om en fortrængt historisk sandhed. Et så godt som ukendt kapitel i Danmarkshistorien – den keltiske kristendom”.

Keltisk kristendom er en form for naturreligion eller animisme, hvor naturen og landet er helligt. I denne tro indgik meditation og pilgrimsrejser som vigtige dele. Bogen beskriver en periode fra sidste del af 800-tallet til første del af 900-tallet, hvor det antages, at den keltiske religion var udbredt før den katolske kristendom blev indført. Det er forfatterens tese, at munke fra Irland/Skotland/Wales/Cornwall havde bragt den keltiske kristendom til stort set alle egne af Danmark før Harald Blåtand gjorde sig til af, at have gjort danerne kristne. Harald Blåtands bedrift var måske nærmere, at han gjorde den katolske kristendom i Danmark til statsreligion som et værn mod Kejser Ottos ekspansionstrang.

I forordet skriver forfatteren: ”Grundet manglen på arkæologiske fund og gedigne beviser for eksistensen af en keltisk kristendom i Danmark valgte jeg at sammenholde tolkede stednavne og lokale folkesagn med keltiske helgenlegender...vist var der ”kun” indicier og formodninger, men så absolut formodninger om at være på rette spor – af en tidlig, keltisk kristendom i Danmark”.

Side 63 skriver forfatteren: ”Et folkesagn er som et kornneg. Man må kildekritisk skille avnerne fra...i håb om at stå tilbage med en sund historisk kerne”. Så sandt som det er skrevet!

Bogen er således skrevet både narrativt og kontrafaktisk. Meget af forfatterens bevismateriale baserer sig på sammenligninger af stednavne med irske/gæliske/keltiske ord, og på slutninger af typen ”hvis-så”. Et par eksempler viser det:

”Et bud på, hvor munkene selv slog sig ned, turde være den nærliggende Klokkeeng, hvor sagnet siger, at der lå tre kirkeklokker. Jeg tolker disse klokker som det keltiske ord for en ”klostermenighed”: `clochar`. Nogle kan derudover have boet et par kilometer mod syd, i Troldekrog: ´cro` er betegnelsen for den vidjeklædte hytte, keltiske munke boede i – og ´trold´ kan komme af ´trulliad`, betegnelsen for den der er ´bærer af bægeret´, i min tolkning præsten med alterbægeret...” (side 191).

”Har Kong Kenneth inviteret Sven Tveskæg på en pilgrimsrejse til (øen) Iona og de øvrige keltisk-kristne helligsteder? I så fald tror jeg, Sven har taget imod det kongelige tilbud om på nærmeste hold at opleve dette livskraftige alternativ til den påtvungne romerske katolicisme”. (side 202).

Igennem hele bogen fortolker forfatteren folkesagnenes omtale af røvere og trolde som værende keltiske munke, og alle stednavne som inkorporerer disse ord eller dele af dem, defineres som være-eller bosteder for dem. Mange af troldene og røverne beskrives som venlige og hjælpsomme, og det nævnes ofte, at de fejrer blandt andet jul.

Bogen er inddelt i seks dele. Ét af de fortælletekniske greb, som forfatteren bruger, er, at lade den

keltisk-kristne abbed/munk Alvar foretage en sidste rejse (pilgrimsrejse?) på langs og tværs af Jylland. Alvar beskrives ofte som en nordmand i sagnene, og som en apostel der udbredte sin keltisk-kristne tro i landet. På den måde kommer forfatteren rundt i Jylland og dele af Fyn til de steder, hvor forfatteren mener at kunne finde ligheder mellem stednavne og gæliske/keltiske ord.

Forfatterens digteriske frihed kommer for eksempel til udtryk, når han lader Alvar besøge Bo´s grav i Hvidbjerg for at bede ved den. Forfatteren skriver: ”Runeindskriften på Bos gravsten i Hvidbjerg er en opfordring til den, der står ved denne grav: ”Bed for Bo”. Netop denne formulering på en gravsten træffer man i keltisk-kristne egne. Et mere håndgribeligt bevis på forekomsten af keltisk kristen tro i Danmark i vikingetid kan man vanskeligt få i øjesyn”. (Side 110).

I følge Århus Universitet (danmarkshistorien.dk) dateres Harald Blåtands dåb til ca. 965. Alvar må altså have rejst (længe?) før dette år. I følge Nationalmuseets hjemmeside om runeindskrifter (runer.ku.dk – søg Hvidbjerg) stammer Hvidbjergstenen fra den arkæologiske periode middelalderen år 1100-1300, og de anvendte runers typologi er middelalderen. Stenen er altså noget eller meget yngre end Alvars pilgrimsrejse. Indskriften tolkes som: ”Beder for Bo. Bo.”.

En anden person som får stor omtale er Sven Tveskæg, som forfatteren sender til Skotland, Wales, og Isle of Man efter en beskrivelse af Svens barndom på Fyn.

Af mange emner, som behandles i bogen, kan nævnes en grundig gennemgang af figurerne på Klimstenen, men der mangler desværre en afbildning af den, omtale af Kong Grodum, hvis navn stadig findes flere steder i landet og begrundelser for fortolkning af danske trolde som keltiske munke. Skt. Cadoc af Wales skal nævnes specielt, idet han beskrives som ophavsmand til den udbredte og ofte fortalte historie om kirkebyggeri, som ikke kunne gennemføres, fordi det, der blev bygget i løbet af dagen, blev revet ned om natten. To sammenbundne stude blev sendt af sted, og dér, hvor de lagde sig, kunne en kirke bygges uden problemer. Forfatteren nævner også varianten med to duer, som lagde pinde overkors.

Forfatteren har fået overdraget og gennemgår i bogen pastor emeritus Knud Høgsbro-Østergaards (1936-1972) forskningsmateriale om gamle udhulede stenkar, som er fundet mange steder i Danmark og i de keltiske dele af Nordengland med videre. Andre spor, som sammenlignes med keltiske forekomster er seksbladede rosetter og udsmykninger ved portaler.

Bogen afsluttes med omtale af keltiske helgener, en keltisk ordliste (fandtes bogstaverne J og K ikke på keltisk?) og 5 sider med anvendt litteratur og henvisninger.

Slutsiden kalder forfatteren ”Ved vejs ende – en efterskrift”. Der står blandt andet: ”Hvor beviserne er få, er indicierne mange”.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
I vikingernes vide verden
Johann Schiltbergers rejseberetning.
Korstogene