Menu
Forrige artikel Næste artikel

Verden i vikingetiden

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 255

Af Anders Ellegaard

Sejlet var en forudsætning for vikingetiden. Med sejlet blev vikingernes skibe havgående over store afstande.

Sejlet havde været kendt flere tusinde år f. Kr. I Egypten fra ca. 4000 år f. Kr. var der først flodbåde og senere havgående skibe med sejl. Sejlet var kendt i Romerriget og andre steder i Europa. Hvorfor dukkede det først op på skibe i Norden i 600 eller 700-tallet? Det ved historikerne og arkæologerne ikke.

Holdt man sig til fiskeri og sejlads nær land og mellem de øer, man kunne se, var åredrevne både tilstrækkelige, men skulle man sejle langt og på åbent hav, skulle der vindkraft til.

Sejlet var forudsætningen for lange rejser på åbent hav. Og det gjaldt ikke kun i Norden.

Vikingemuseet i Roskilde har netop åbnet en ny udstilling, som varer til d. 30. december i år. Udstillingens navn er Verden i vikingetiden. For den intetanende almindeligt interesserede i vikingetiden i Danmark og nærmeste omegn er det en øjenåbner. Museet trækker fortæppet til side og giver os et meget større udsyn på søfart og handel og havnebyer end vanligt og forventet.

Verden er så stor, så stor…

Baggrunden for udstillingen er et internationalt forskningsprojekt ved navn Entrepot, det franske ord for lager eller ladeplads. I bogen anvendes også ordet emporium/emporier om de byer eller omladepladser, der omtales. Det arkæologiske projekt skal ifølge Århus Universitets hjemmeside udforske maritime udviklingsnetværk og byer (urbanisering) i perioden 500 – 1200 e. Kr. Projektlederen fra Århus Universitet er lektor ph.d. Søren M. Sindbæk, som også er den ene af redaktørerne af bogen. Projektet udføres i samarbejde med University of York.

Den anden redaktør, lektor Athena Trakadas, fra Vikingeskibsmuseet/Syddansk Universitet har ifølge museets udgivelsesoversigt en anseelig forskning indenfor maritim arkæologi bag sig.

Bogen, som er udgivet i anledning af udstillingen, er opdelt i fire afdelinger: Ottars Verden, Abharas Verden, Theodosios Verden og Netværk.

Man har baseret bogen på de tre søfareres kendte og bevarede rejsebeskrivelser fra 800-tallet.

Det sidste afsnit ”Netværk” giver en mere overordnet eller generel vurdering med emner, der ligger uden for de tre rejsendes områder eller beretninger. Specielt beskrives søfarten i 800-tallet som et netværk, som berørte store dele af verden. En sammenhæng som de dengang agerende måske ikke selv kunne overskue, men som arkæologer og historikere nu forsker i og redegør for.

I bogens sidste kapitel ”Ideernes rejse” berører de to redaktører religioner som en del af den ”bagage”, de søfarende bragte med sig. Uden egentligt belæg herfor kan det vel også udvides til filosofi, vaner, skikke, tekniske færdigheder og meget andet. Altså egentlig en udveksling af mere uhåndterlige ting – af civilisationer.

Fælles for de tre rejsebeskrivelser er opdagelseslysten og nysgerrigheden. Man fornemmer de rejsendes lyst til at rejse ud og opleve/opdage/erkende noget nyt. Hvad er der bag det næste hjørne, den næste pynt, det næste forbjerg? Men de rejste ikke kun af nysgerrighed. De skulle også handle og bytte varer. De var også købmænd.

Bogen er en temabog med 35 kapitler på hver 2 – 4 sider med illustrationer. Der er 33 forfattere fra 14 forskellige lande. Udstillingen har genstande fra mange af de lokaliteter, som er omtalt i bogen. Blandt andet er det lykkedes at låne meget sjældne genstande fra Kina

Ottar var en norsk høvding fra Lofoten. Han rejste mod nord, så langt han kunne og turde, og han rejste mod syd til Kaupang og Hedeby. Han var høvding, bonde, købmand og viking. Hans fortælling stammer fra hans besøg hos Kong Alfred i England, hvor den må have vakt så stor interesse, at den er blevet nedskrevet nærmest som stenografi. Den rummer et hav af oplysninger, men desværre ikke svar på alt, hvad vi gerne ville have spurgt ham om i dag. Der er stadig huller af viden, som historikere, arkæologer og skibskyndige skal have udfyldt. Ottars skib kan have lignet Gokstadskibet, som er emnet i et af opslagene. Skibet var et ”rigtigt” vikingeskib med én mast og et råsejl.

Abhara var oprindeligt hyrde i ørkenen i Persien, men han rejste til kysten og blev fisker og siden sømand. Det klarede han så godt, at han blev kaptajn.  Hans hjemmehavn var Siraf på nordkysten af Den Persiske Golf (hvis den hedder dét for tiden). Hans biograf var kaptajn Buzurg, som omkring midten af 900-tallet indsamlede og nedskrev en samling sømandshistorier med titlen: ”Indiens vidundere og mirakler: Fastlandet, havet og øerne”. Der er altså tale om en kaptajn, som nedskriver sømandshistorier. Det borger vel nogenlunde for sandfærdigheden, men på den anden side… 

På tidspunktet for kaptajn Abharas rejser, var det farefuldt at besejle ruten fra Persien til Indien og videre til Kina. Mange nåede ikke at gennemføre en enkelt rejse frem og tilbage. De heldige og dygtige kunne gøre turen på 2 – 3 år! Rejsen var afhængig af årstiden med vinter- eller sommermonsun. Man var afhængig af vinden. Kaptajn Abhara gjorde ifølge Buzurg turen 7 gange!

En enkelt af historierne om Abhara er genfortalt i bogen. Meget underholdende. Selv om det måske er en skrøne, er der alligevel en række faktiske oplysninger, som forskerne i dag kan lægge til grund for deres resultater. Det sø-håndværksmæssige skulle være korrekt.

I dette afsnit af bogen beskrives de skibe, som man brugte. Der er endnu ikke fundet mange skibsvrag fra perioden, men èt er nævnt og beskrevet: Belitung-vraget eller The Jewel of Muscat. Kapitlet beskriver indgående skibstypen med en meget illustrativ røntgentegning. Skibet var syet sammen med kantstillede planker. Til forskel fra Ottars skib havde dette skib to master med råsejl. Der blev bygget en kopi af skibet i Oman i 2009-2010, og man har sejlet turen fra Muscat til Singapore, 7000 km.

Kom igen Roskilde! 

Bogen tredje afsnit handler om en byzantinsk embedsmand af høj rang, Theodosios, som blev sendt ud i forskellige ærinder i forskellige dele af nuværende Nordafrika, Rusland og Europa. Hans opgaver var af diplomatisk og politisk natur. Rejserne er dokumenterede af flere forskellige forfattere.

Han rejste for eksempel til den lille flække Venedig for eventuelt at skabe samarbejde om at bygge en flåde til bekæmpelse af arabiske sørøvere. Venedig lå som et strategisk emporium mellem floden Po og dens bifloder og Adriaterhavet. Det vil sige mellem produktion af varer i land og tilsejlingen af varer fra andre lande..

Det for Danmark meget interessante ved Theodosios er, at man i Ribe, Hedeby og ved Tissø har fundet segl med hans navn. Segl som blev brugt til at forsegle skrivelser eller punge. Har hans kejser, Theophilos, sendt ham ud i missioner i Danmark?

Et kapitel handler om udgravningen af Konstantinopels byzantinske havn, Yenikapi, som blev fundet i forbindelse med udgravninger til en ny metrostation. Man fandt 37 skibsvrag af flere forskellige typer. En guldgrube for arkæologer af mange slags.

Bogen afsluttes med noter til hvert opslag, referencer til dem, som vil fordybe sig i enkelte emner, et indeks og en forfatterliste med angivelse af deres tilhørssted og e-mailadresse. Det er min erfaring, at forskerne er meget venlige og villige til at svare på henvendelser.

Som en bonusoplysning skal Vikingeskibsmuseets gode og oplysende hjemmeside nævnes. Man kan blandt andet se Søren M. Sindbæks foredrag om projektet og udstillingen, www.vikingeskibsmuseet.dk

Bogen består som nævnt af 35 korte kapitler, som nok er grundige men også med den naturlige følge, at der er tale om smagsprøver på forskernes viden. De er grundige nok til, at man føler sig orienteret, og de kan måske føre til nærmere fordybelse i nogle af emnerne.

Bogen er fint illustreret og med gode oversigtskort over de besejlede områder og fundsteder.

Bogen åbner læserens øjne for et nyt område i arkæologisk og historisk forskning; nemlig udviklingen af handelsnetværk lande og steder imellem i kraft af sejlads over lange afstande og den udvikling af havnebyer, som fulgte med.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Ryttergraven fra Grimstrup og andre vikingetidsgrave fra Esbjerg
Kunsten i kalkmaleriet
Middelalderbyen