Menu
Forrige artikel Næste artikel

Vikingernes Helte

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 503

Af Anders Ellegaard, cand. jur.

Niels Saxtorph (1923-2001) var historiestuderende ved Københavns Universitet, da Anden Verdenskrig brød ud. Han blev én af de første sabotører i modstandsgruppen BOPA. Han blev fanget så tidligt, at han blev dømt ved en dansk domstol og indsat i dansk fængsel. Han blev befriet i januar 1945 efter ”Stormen på Nyborg Statsfængsel”. Efter krigen blev han uddannet som officer i Forsvaret, hvor han gjorde tjeneste i en periode. Han genoptog studierne og blev magister i 1968. Efter nogle års ansættelse på Tøjhusmuseet blev han i 1972 lektor i antikkens historie ved Københavns Universitet. I 1967 udkom første udgave af hans bog ”Jeg ser på kalkmalerier”, som i senere udgaver blev omdøbt til ”Danmarks Kalkmalerier”. I 1988 udkom ”Nordiske Gude- og Heltesagn”, hvor Niels Saxtorph havde udvalgt og fortalt nogle nordiske oldsagn. Han omtales i Historisk Tidsskrift som ”en god popularisator”.

Den nu foreliggende udgave er, som det fremgår af kolofonen, 5. udgave, 1. oplag. Der henvises også loyalt til tidligere udgaver og titel. Der er sket en redigering fra de tidligere udgaver. For eksempel er de tidligere udgaver ”fortalt” af Niels Saxtorph, medens den nye udgave er ”genfortalt” af ham. I hans forord er Saxe blevet omdøbt til det i dag mere brugte Saxo. En lille fejl i første linje side 306 var ikke med i tidligere udgaver. Og et par fejl i sideangivelserne i indholdsfortegnelsen heller ikke.

I denne udgave har Jeanette Varberg fra Moesgaard Museum skrevet forord, hvor hun fortæller om sin fascination af sagnene fra barnsben, og om hvordan de kan have været med til at bestemme hendes studievalg. Jeanette Varberg skriver, at ”når man sier det eventyrlige fra, står man tilbage med en lille kerne i fortællingerne, som giver et indblik i, hvordan livet som viking var”. Tja, måske, eller også går det som med løget i Ibsens Peer Gynt.

I Niels Saxtorphs korte indledning skrev han om de mundtlige fortællinger, som efter mange generationer blev nedskrevet som digte, heltesagn og fortællinger. De fyldigste er de islandske og danske genfortællinger. Fra Island den Ældre Edda og Snorre Sturlasons Yngre Edda, og fra Danmark Saxo. Nogle personer kan optræde i flere forskellige overleveringer med mulige selvmodsigelser. Nedskrivningerne er først sket efter, at Norden blev kristen med deraf følgende ”rensning”. De sagn, som har haft en historisk kerne, kan have undergået så mange ændringer, at det er blevet mere digtning end historie. Heltesagnenes periode sættes til vikingetid, hvilket vil sige år 750-900. Høvdingedyder sættes i højsædet: tapperhed, ærekærhed og gavmildhed. Konger og helte boede på gårde, men sjældent i borge. Om sommeren tog man på togt for at hærge og plyndre, og det var øjensynlig helt normalt at brænde sine fjender inde. Men veltalenhed og ordkløveri var også heltedyder! Mange af sagnene har været fortalt som digte med stavrim, men Niels Saxtorph har valgt at gengive dem på almindeligt nutidigt dansk.

Den første fortælling er naturligt nok om jordens tilblivelse fra Ginnungagab, om guder, jætter og mennesker, om Asgård, Midgård og Udgård, om Yggdrasil og nornerne, og om den prægtige hal Gimle, som skal bestå, selv om himmel og jord forgår, og være hjem for de skyldfri skarer.

Bogens næste del handler om Valhal og de forskellige guder og gudinder, om nogle af Tors Eventyr, om Den Svigefulde Loke og forskellige Andre Gudesagn. Denne del af bogen slutter med en beskrivelse af Ragnarok. Niels Saxtorph skrev, at der indgår ældgamle magiske elementer og hentydninger til sagn og naturguddomme, som vi ellers ikke kender, og at verdens genopstandelse og den for evigt forsvundne djævel virker til at være klart kristelig og absolut påklistret.

Bogens anden del handler om helte og heltinder. Nogle fortællinger er korte og handler om en enkelt helt, medens andre har flere fortællinger om en enkelt helt eller en slægts flere medlemmer. Nogle af overskrifterne er Niels Saxtorphs valg, idet de ellers er kendte under andre navne. For eksempel er Sigurd Fafnersbane også kendt som Vølsungesaga og Tyrfing er kendt som Sagaen om Hervør og Hejdrek. Dette er nu ikke nødvendigvis en fejl, for de dele af sagaerne, som her er udvalgt, handler netop om dét, som fremgår af overskriften. Sværdet Tyrfing er således kun en del af den hele saga.

Ud over de to allerede nævnte er de afsnit, som omhandler flere fortællinger: Skjoldungerne, Helge Hundingsbane, Stærkodder, Eriks saga, Harald Hildetand, Regnar Lodbrog og Hans Sønner, Ynglingerne og Rafnistaslægten.

De fortællinger som handler om en enkelt helt eller heltinde er: Vølund Smed, Hading, Amled, Uffe Den Spage, Helge Hjørvardsen, Oles Bedrifter, Hagbard og Signe, Frode Fredegod, Regner og Svanhvide, Fridlev og Røverne, Palnatoke, Jomsvikingerne og Slaget ved Svold. De to sidste hører egentlig ikke med i ”myter og sagn”, idet de forgår i historisk tid, men Niels Saxtorph syntes, at fortællingerne er gode, og han ville gerne have en bestemt replik med. I Slaget ved Svold kæmpede Olav Tryggvesen mod Erik Jarl af Norge, som blev støttet af blandt andre Svend Tveskæg. Olav Tryggvesen havde ombord på det store, prægtige skib Ormen Lange den stærke og dygtige bueskytte Einer Tambeskælver. Da Einer havde ramt og dræbt Eriks styrmand, og den næste pil nær havde ramt Erik selv, sagde han til bueskytten Finn: ”Ram du ham den store mand i stavnen dér”. Finn ramte Einers bue, som gik i to stykker. Olav spurgte: ”Hvad var det?” Einer svarede: ”Dér brast Norges rige af din hånd, herre konge”.

Navne og stavning er i denne anmeldelse taget fra bogen.

Ved denne genlæsning har det slået anmelderen, at der mange gange er skrevet om øjne, som kunne lyne, stråle, vise vrede, stirre hvast, gnistre, skule… og dette er bare fra fortællingerne om Tor. En anden sag er, hvor tit guder og helte får gudinder, dronninger, fruer, døtre, trælkvinder, trold- og jættekvinder til at sove sammen med dem. Og det er altid i tre nætter og ni måneder senere får kvinden altid et barn.

Én ting, som anmelderen savner, er Jørgen Hahn´s stemningsfulde blyantstegninger, men det skal ikke afholde nogen fra at købe og læse bogen. Det er trods alt fortællingerne, som står i centrum. I en tid, hvor nationalstat og danskhed er blevet ord, som næsten må siges højt, er læsning af vore allerførste sagn og myter et godt sted at begynde.

Er du til ære, mod, hævn, styrke, tvekampe, krige, skibe, våben, løgn, svig, mordbrand, opofrelse, drilleri, kærlighed, sex, troskab og alle mulige andre menneskelige egenskaber, handlinger og følelser, så læs denne bog.

historie-online.dk, den 1. august 2017

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Kongelige mord i Danmarkshistorien
Konge, kirke og samfund - de to øvrighedsmagter i dansk senmiddelalder.
Kongemordernes slægt