Menu

Reportage fra præsentationen af Årets Historiske Bog 2008

Kategori: Bøger
Visninger: 2243

Magt, krig og fodboldrav

Maskuline emner var til debat ved præsentationen af de nominerede til prisen: Årets Historiske Bog 2008

Af Maiken Ager, lærer og journaliststuderende.

”Årets Historiske Bog 2008” står printet med stor skrift på plakaten på Københavns Hovedbibliotek. Lige under overskriften, er fem bøgers meget forskellige forsider præsenteret. Fem bøger på række.

Mens den sminkede, parykbærende Christian VII pryder den første bog, så er der med blodrød skrift printet SLAGTEBÆNK DYBBØL på næste bogs ellers sort/hvide forside. Også portrættet af den unifomsklædte nationalsocialist Schalburg på bogen af samme navn holdes i grå nuancer, men så brydes billedet af stærke farver på bogen ”Tynd luft”, hvor manden i sort fører to hold frem mod grønsværen. Billedekavalekaden slutter med et mørkt portræt af Torvald Stauning på den sidste bog.

En lille smule klogere på hvad der venter, går turen til rulletrappen, der er klar til at bringe tilhørere op på bibliotekets første sal, hvor de fem forfattere er sat i stævne til ”Præsentationsdebat”. Intimt lukket inde med bogreoler på alle sider er 60 umage stole stillet op i halvbuer omkring podiet. Bibliotekets vinterklædte gæster kigger nysgerrigt frem fra reolerne. Vandflasker er klar til forfatterne, der langsomt indfinder sig. Tilhørerne fylder knap halvdelen af stolene.

På slaget sytten bliver ordstyrerens rastløshed afløst at beslutsomhed og forfatterne bliver bedt om at tage plads. Fem mænd på række.

I venlig, uhøjtidelig stemning sætter Jes Fabricius Møller talerunden igang og tildeler hver forfatter 8 minutter.

Forfatter og historiker Henning Grelle er første mand på talerstolen, og med grundige noter fortæller han om sin bog: ”Stauning. Demokrati eller kaos”. Jes Fabricius Møller styrer taletiden med munter konsekvens, og på otte minutter, giver Henning Grelle et engageret og hektisk indblik i sin mere end 600 sider lange biografi.

Bibliotikaren sørger for at stille bogen frem. Fint prydet med en hvid silkesløjfe.

Med en lille nyskrevet lap er Lektor Ulrik Langen den næste. De mere sporadiske noter gør ikke engagementet mindre, og Ulrik Lange fortæller, hvordan han i sin bog om Frederik VII har givet ham et eget liv.

Også hans bog har fået tildelt en hvid sløjfe og er stillet frem.

Fuldstændig uimponeret er det Lektor Mikkel Kirkebæk der bruger sine otte minutter på historien om Schalburg. Manden der trods sin skurkerolle og trods sin tilknytning til nationalsocialismen måske alligevel ikke kun var en skurk – billedet er knap så enkelt, mener forfatteren.

Det skulle have været en lille hurtig overbliksbog om slaget ved Dybbøl betror Tom Buk-Swienty tilhørerne. Det blev det ikke. Istedet fortæller forfatteren hvordan han blev fanget af krigen, og hvordan han har bygget sin bog op i en narrativ fortælleform – hele bogen handler om én dag, den 18. april 1964.

Joakim Jakobsen slutter talerækken med otte anderledes minutter. Med et minimum af struktur fanger den lille mand på talerstolen alle med direkte henvendelse, humor og øjenkontakt. Fodbolden er grundlaget, og han vækker latter hos alle, med ironiske billeder af vores nation, en nation af lalleglad selvhøjtidelighed – danskeren med klaphat.

Proceduren med bog og en lille hvid silkesløjfe blev fulgt også gennem de sidste tre forfatteres oplæg.

Således guidet igennem flere tusinde sider historisk skrivning bliver der plads til debat. Spørgsmålene er få men engagerede. Der lægges ud med biografien som genre, styrker og svagheder.

Omdrejningspunktet bliver dog hurtigt mænd og maskulinitet. Mænd som forfattere, mænd som magtmennesker, mænd i krig og mænd til fodbold.

Spørgsmålet, om det kræver at man er mand og skriver om mænd og maskuline emner for at blive nomineret til ”Årets Historiske Bog”, forbliver ubesvaret. En lille snes mennesker kan nu gå klogere fra Hovedbiblioteket. Er de interesserede, kan de alle finde hjemmesiden www.historie-online.dk og stemme på deres favorit til prisen.

Og bedst som eftermiddagens arrangement skal til at slutte, så går det måske først igang. Bifaldet har knap lagt sig, før debatten for alvor er igang. Nu er ordvekslingen blot flyttet ud i mange små summende grupper, hvor forfatterne ivrigt og gestikulerende fortsætter med at svare på spørgsmål. Ingen har tilsyneladende travlt med at komme ud i den kolde Københavnske januaraften.

Biblioteksbetjenten samler stolene sammen mellem benene på de summende grupper.

Se relaterede artikler
Årets historiske bog 2019
Årets historiske bog 2021
Se anmeldelserne