Menu
Forrige artikel Næste artikel

Bo Fritzbøger: En lumpen stodder

Kategori: Bøger
Visninger: 884

Af Jakob Ørnbjerg, Aarhus Universitet

Stat stille her ved denne Grav, her hviler Rosborgs Bene. Men hvor hans arme Sjæl blev af, det ved kun Gud alene”. Følgende gravskrift over bondesønnen og godsejeren Hans Rosborg (1672-1752) kan i dag beses på Mønsted Kirkegård, vest for Viborg. Et sådant eftermæle ligger i sagens natur op til folketroens mange fortællinger om 1700-tallets berygtede og krakilske bondeplagere. Tager man dertil i betragtning, at betegnelsen ”En lumpen stodder” er direkte møntet på Hans Rosborg og citeret fra en prædiken som Rosborgs egen svigersøn, sognepræsten Ole Kleve, holdt i februar 1740, kunne man måske fristes til at konkludere, at der for en gangs skyld vitterligt var noget om snakken om ”den onde herremand”.

At Hans Rosborg indeholdt andet og mere end den ikke særligt flatterende gravskrift og svigersønnens fornærmelser, fremgår dog til fulde af bogen ”En lumpen stodder. Liv og landskab i 1700-tallets Midtjylland”, der her skal anmeldes.

Bogens forfatter er Bo Fritzbøger, der er lektor i historie ved Københavns Universitet. Hensigten med bogen er ikke blot at bedrive traditionel landbo- og kulturhistorie. Snarere skal det undersøges, hvordan landskabet med dets enge, marker, mose, åer, vandløb, skove, grøfter og skel og disses natur- og menneskeskabte grænser spillede ind på landbefolkningens liv og sociale relationer. Rent geografisk befinder vi os i et par midtjyske landsogne mellem Viborg og Randers. Der indgår desuden et par afstikkere til både Viborg, København, Kina og slagmarken ved Gadebusch, hvor danske og svenske styrker i december 1712 tørnede sammen i en blodig batalje.

1700-tallets Midtjylland var på alle måder langt fra vore dages velfriserede (og ret så kedelige) kulturlandskab med dets vedlige- og velholdte asfaltveje, broer, gadebelysning, trimmede levende hegn og enorme kornmarker. ”Det gamle Land” som kulturhistorikeren Hugo Matthiessen i sin tid døbte det, var et vildt og uvejsomt landskab med få dyrkede parceller og tilsvarende øde hedestrækninger, mørke skove og dybe åer. Her var risikoen for at fare vild, vælte med vognen, drukne, eller komme til at krænke andres hævdvundne brugs- og ejendomsret et yderst realistisk scenarie. Under sådanne forudsætninger forstår man godt den utryghed, der blev menneskene til del, da landboreformernes udflytninger af gårdene rev de gamle stavnsbundne landsbysfælleskaber op med rode og placerede bønderne på Herrens mark.

Trygheden, men også det enorme konfliktpotentiale, der gærede i de små samfunds finmaskede sociale kontrol, lå netop i de tætte og nære relationer i landsbyerne. Hertil kom så lokalbefolkningens forhold til godsejeren Hans Rosborg, der i mere end en forstand ragede op i landskabet.

Egentlig stod det ikke skrevet i stjernerne, at Hans Rosborg, søn af herredsskriveren i Fjends Herred og stik-i-rend dreng for de kongeligt kommissionerede landmålere, der i 1680’erne opmålte hjemstavnens landbrugsjord, skulle ende som godsejer. Vejen hertil gik via ansættelser som ridefoged og juridisk rådgiver, ligesom Rosborg i flere tilfælde også ser ud til at have tjent penge på kronens skatte- og toldforpagtninger. I 1716 købte han så sin første herregård. Den blev snart til flere.

Som en særlig appelsin i Rosborgs turban fulgte der med forpagtningen af herregården Frisholt også retten til at holde birketing. Et birk var i ældre tid en selvstændig retskreds, som oftest bestående af flere sogne, der hørte under et kongeligt slot, et kloster eller en herregård. Befolkningen i et birk var alle undergivet den lokale godsejer, der opretholdt lov og orden i birket, og af samme årsag havde ret til andel i de bøder, der i birket blev opkrævet for lovbrud. Lovgivning, retsprocedurer og strafudmåling fulgte samme mønster som resten af landet, men det er udenfor al tvivl, at retten til at holde birketing og udnævne birkefogeder  og -skrivere kunne give ambitiøse og skruppelløse godsejere et magtfuldt våben i hænde, når det kom til at tøjle og tackle genstridige og dovne fæstebønder.

Birketinget på Frisholt, der blev afholdt i et lille hus i herregårdens have, udgjorde skuepladsen for Rosborgs utallige retssager og processer, som de bevarede justitsprotokoller fortsat bærer vidnesbyrd om. Her mødte Rosborg op, iklædt slåbrok og med ”tøfler på fødderne, en lodden læderhue på hovedet og en lang sort stage i hånden”. Man skulle dog ikke lade sig narre af dette lettere lurvede ydre. Ve den formastelige, der valgte at krydse klinger med Rosborg på hans hjemmebane. Med søgsmål, stævninger, skældsord, fængslinger og fysisk vold for godsejeren hårdt frem mod alle og enhver, der gik hans anseelse, ejendomme og rettigheder for nær. Der blev desuden slået hårdt ned på enhver form for optøjer og amoralsk opførsel blandt fæstebønderne. Rosborg var på alle måder en hård hund, men han havde dog også andre interesser end retssager. Han var en belæst herre, der investerede tid og penge i skovdrift, hesteavl, fiskeri og store afvandingsprojekter. På regeringens opfordring forfattede Rosborg i 1743 desuden en omfattende beretning om Jyllands topografiske forhold. Alt i alt får man indtrykket af en vel stridbar, men også intelligent og mangefacetteret personlighed.

En lumpen stodder” bygger på et stort utrykt kildemateriale i form af de bevarede justitsprotokoller, skiftebreve, godsregnskaber, brandtaksaktioner samt skøde- og panteprotokoller. Får man først knækket koden til disse arkivaliers snørklede indhold, løber man som historiker aldrig tør for stof. Med udgangspunkt i dette store og fascinerende materiale, og med Hans Rosborg og hans familie som omdrejningspunkt, lukker Fritzbøger op for en fortælling af Blicherske dimensioner.  Her er alt, hvad hjertet kan begære af stridbare godsejere, slebne prokuratorer, gale præster, ulykkelige kvinder, sindige fæstebønder, fårehyrder og færgemænd. Ikke blot Rosborg selv, men også en lang række andre repræsentanter fra dette brogede og fascinerede persongalleri kommer alene gennem deres adfærd og gengivne udsagn til at fremstå med deres egen profil.

Denne anmelders personlige favorit er uden tvivl Peder Nielsen Lund/Peder Møller, der takket være en svag karakter levede et omstrejfende, men sikkert også ganske muntert liv med adskillige amourøse affærer, bigami og ægteskabelige sidespring. Hans glubende appetit på det andet køn var øjensynligt gengældt, da flere af egnens kvinder åbenlyst betragtede ham som den lokale landsbytyr, der mod betaling kunne levere de arvinger og efterkommere, som deres ægtemænd ikke formåede at bidrage til. Alt i alt er der nok næppe noget at sige til, at Peder Møllers eget ægteskab kørte på pumperne. 

Sagen om Peder Møllers udsvævende liv bringer sammen med en række andre velvalgte cases læseren tæt på retspraksis, mentalitet og bondesamfund i 1700-tallets Danmark. Som bonus får man dertil et væld af finurlige detaljer om tidens forestillingsverden. Hvem vidste for eksempel, at Rosborg troede på nisser, eller at hans ordre om at slå Frisholts enge på langs fremfor på tværs, i sommeren 1734 resulterede i et mindre bondeoprør, hvor ”Krucifiks” var de vrede bønders protestråb? Det er mesterligt formidling, og så overlever man som læser nok besværet med at holde styr på de mange personalhistoriske oplysninger og den næsten for detaljerede gennemgang af opdelingen af de forskellige gårdes agerjord. Dertil kunne det have været rigtig interessant at have set lidt flere uddrag fra Rosborgs store indberetning fra 1743. Men disse kritikpunkter er for småting at regne i forhold til det overordnede indtryk af Fritzbøgers velskrevne og veloplagte fortælling.

Som om det ikke var allerede nu var nok at glæde sig over, har forfatteren og Gads Forlag opbygget bogen efter de fine forudsætninger, der tidligere er blevet andre af forlagets historiske udgivelser til del. Det drejer sig blandt andet om De forsvundne (2011), Forbrydelsens ansigt (2013), Nattens gerninger (2015) og Bondens frisættelse (2015). Det indebærer bøger af en vis vægt og volumen, fast ryg, god papirkvalitet og ikke mindst et overflødighedshorn af farvestrålende illustrationer og detaljerede kort, der fremstår knivskarpt. Form og indhold går også i dette tilfælde op i en højere enhed og Bo Fritzbøgers ”En lumpen Stodder” indskriver sig fornemt i denne fine udgivelsesrække. Selv den stridbare procesmager Hans Rosborg ville have været tilfreds.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Kongehusets joker
I sansernes vold
Beskyt de værdige fattige!