J.J.A. Worsaae og Rosenborgsamlingen
Menu
Forrige artikel

J.J.A. Worsaae og Rosenborgsamlingen

Kategori: Bøger
Visninger: 767

Af Christian Kaaber

Jens Jacob Asmussen Worsaae havde for længst skabt sig et ry som fremragende arkæolog og oldforsker, da han som 37-årig overtog posten som inspektør for den kongelige kronologiske samling på Rosenborg. Fra sin tidligste ungdom havde Worsaae både arbejdet i felten, ved skrivebordet og som praktisk museumsmand, og han var i mange år en slags højre hånd for Nationalmuseets skaber , Christian Jürgensen Thomsen. Worsaae var lynende intelligent, flittig, visionær og kritisk og havde - når det passede ham - et vindende væsen, der dog altid virkede sammen med en fast hånd. Det var således en erfaren og kompetent herre, der i 1858 blev sat i spidsen for kongehusets samlinger på Rosenborg. Christian den Fjerdes lille lystslot midt i København fungerede i lange tider som en slags kongeligt pulterkammer, foruden at kronregalierne opbevaredes her - huset var og er relativt let at bevogte. I 1838 åbnedes Rosenborg for offentligheden, og gæsterne kunne nu vandre rundt blandt skiftende kongers efterladte genstande, der var anbragt i kronologisk orden. Langt fra hele huset var offentligt tilgængeligt - blandt andet fungerede store dele af førstesalen som domicil for så forskellige institutioner som Klasselotteriet, den kongelige mønt- og medaillesamling samt Det Kongelige Sølvkammer - men de besøgende fik en levende fornemmelse af de danske konger fra Christian den Fjerde og frem til den nyligt afdøde Frederik den Sjette. Et scoop i ældre tider var fremvisningen af kongernes klædedragter - de sarte tekstiler er i dag gemt af vejen og kommer kun frem ved særlige lejligheder.

Worsaae nærede store ambitioner for sit museum, og han forstod at tage sin tid i agt og bruge de enestående muligheder, der bød sig. Med indførelsen af konstitutionelt monarki i 1849 skulle der sondres mellem statens ejendom og monarkens private besiddelser, store som små. Indtil 1848 havde det hele været kongens. Frederik den Syvende og grevinde Danner slog sig i tøjret, og Worsaae fik brug for alle sine hoffærdigheder, når problemerne viste sig. Som da kongen ved åbningen af forgængeren Frederik den Andens kiste i Roskilde fiskede en lille guldring op og satte den på sin egen finger med ordene: "Den vil jeg beholde". Worsaae fik med opbud af al sin kurtoisi bibragt allerhøjstsamme forståelsen af, at ringen lå bedst på Rosenborg. Og der ligger den i dag.  

Historien fortælles, med Worsaaes egne ord, i den bog, den nu afdøde Rosenborg-medarbejder Ole Thamdrup har skrevet om Worsaae og hans tid på Rosenborg, der varede, til inspektøren pludselig faldt død om i august 1885. Thamdrup har gransket samlingens rige arkiver foruden andre relevante arkiver og kaster nyt lys over den enorme tilvækst af genstande, Worsaae med aldrig svigtende ihærdighed forestod. Worsaae følte selv trang til at forklare sig og efterlod ved sin død et manuskript om sit virke, som allerede knap et år senere blev udgivet af hans nære medarbejder - og efterfølger på Rosenborg - Peter Brock. Worsaae lægger ikke fingrene imellem, og Brock strøg adskillige passager. Bogens indledende kapitel om disse sider af Worsaaes personlighed og virke, er desværre temmelig indforstået og uldent skrevet. Her havde karakteristikken af Worsaae været godt tjent med en langt mere uddybende tekst.
Worsaaes fortrolige forhold til den oldtidsinteresserede konge spillede en vigtig rolle for hans virke på Rosenborg. Kongen viste samlingen opmærksomhed, som dog angiveligt ikke deltes af grevinde Danner, og Worsaae fik lov at overføre møbler fra andre slotte, herunder Frederiksborg - hvor kongen og grevinden ofte residerede. Da Frederiksborg brændte i december 1859, fik Worsaae omgående til opgave at tage hånd om de malerier og møbler, det var lykkedes at redde gennem katastrofen. Slottet i Hillerød havde siden århundredets begyndelse huset den støt voksende kongelige portrætsamling, og det må have været en trist oplevelse for Worsaae at erfare, hvad der var gået tabt - 600 af de 900 malerier, der hang på slottet. Worsaae handlede rask og fik alt det reddede gods i hus på Rosenborg. Det lille renæssanceslot kunne ikke huse det hele, og Worsaae undfangede snart den tanke at indrette et nationalhistorisk museum med den hidtidige samling som kerne, men uden kongernes liv som ledetråd, højst som kronologisk rettesnor. Dette realiseredes som bekendt aldrig, og da brygger J.C. Jacobsens planer om et nationalhistorisk museum på det genopførte Frederiksborg kom i spil, arbejdede Worsaae i begyndelsen ihærdigt imod. Efterhånden indgik han og de to generationer spendable Carlsberg-bryggere et samarbejde, der kom begge steder til gavn. Bryggerne støttede rundhåndet den stærkt tiltrængte restaurering af Rosenborg.

Det oldenborgske dynasti døde ud med Frederik den Syvende i 1863, og Worsaae sled nidkært for at sikre sig genstande og billeder til afrunding af sin samlings kongelige kronologi. Dette skete, i følge Worsaae, ikke uden sværdslag fra grevinde Danners side, men det er Ole Thamdrups fortjeneste at vise, i hvor høj grad den forstødte enke bakkede op. Grevinde Danner døde i 1874, og i 1881 gik også Christian den Ottendes dronning Caroline Amalie og hendes svigerinde, Frederik den Sjettes ældste datter arveprinsesse Caroline ud af tiden. Thamdrup viser glimrende, i hvor høj grad Worsaae bjergede billeder og genstande til Rosenborg, herunder ganske mange af slottets kunstneriske og historiske klenodier. Meget var i generationer gået i arv gennem kongehusets medlemmer og samledes nu under det grønne kobbertag. Det er elementært spændende museumshistorie. Det gælder også den vidtløftige omfordeling af genstande, da de kongelige kunstsamlinger omorganiseredes. Ved den lejlighed sikrede Worsaae sig eksempelvis Francois Dieussarts fantastiske broncebuste af Christian den Fjerde i imperatordragt, som i dag møder slottets gæster straks ved indgangen.

Rosenborg og enhver med interesse for dette mageløse sted er Ole Thamdrup stor tak skyldig for at have lagt dette spændende materiale frem. Rosenborg, som vi kender det, blev i den grad til i Worsaaes tid, og det er særdeles givtigt med denne bog at få lukket op for de interessante ejerhistorier, der knytter sig til tingene. Og få belyst samlingernes rolle for så forskellige steder som nutidens Frederiksborg og Amalienborg. Der hænger fine ting fra samlingen begge steder, og Ole Thamdrups grundlæggende gravearbejde understreger igen det presserende behov for en ordentlig og gennemillustreret publikation om Rosenborgs malerisamling i stil med de tre prægtige engelsksprogede bind, Jørgen Hein i  2009 forestod om de kongelige skatte, regalier som næsten endeløse mængder af kostbart kunsthåndværk, der i dag er mønsterværdigt udstillet i slottets kælderetage.

Godt at Thamdrups arbejde nu foreligger på tryk. Bogen henvender sig især til læsere, der kender det fabelagtige museum ret godt og helt optimalt kan slottets inventarlister på fingrene. Teksten er fyldt med henvisninger til dem, hvilket giver den læge læser noget af en udfordring. Bogens ganske hambre udsalgspris står ikke i noget rimeligt forhold til dens stilfærdigt sagt ret saglige tilrettelægning, og bare nogle enkelte farvegengivelser af nogle af de omtalte billeder havde gjort en betydelig forskel. Men nu er den her, denne væsentlige fremstilling, og andre kræfter kan fortsætte. Gid det snart måtte ske!

Historie-online.dk, den 7. februar 2018

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Moesgaard Vikingetræf
Landbrugshistorien på museum
Den Gamle By 2016