Menu
Forrige artikel Næste artikel

Marie Antoinette - Rejsen

Kategori: Bøger
Visninger: 683

BogFeature
Marie Antoinette - Rejsen

I indledningen giver Antonia Fraser udtryk for, at hun håber at have skrevet bogen uden at være hæmmet af sin viden om, hvad der skete til slut - og det er lykkedes ganske godt. Man aner en vag melankoli gennem hele bogen, men det skyldes ligeså meget Marie Antoinette's utilstrækkelige uddannelse og forberedelse til sin stilling, som læserens viden om hendes død.

Bogen kan afgjort læses, som om det var en roman. 539 siders tekst - ikke én for meget! Den er skrevet herligt konverserende, som om læseren er i nænsom dialog med forfatteren om et emne, der interesserer begge parter.

For mit vedkommende er politik noget af det mest kedsommelige, der findes, og jeg opdagede til min glæde, at Antonia Fraser ikke har givet sig af med langtrukne redegørelser af de politiske årsager til Revolutionen. Den fjerne verden i det kaotiske Paris bliver ridset op i store træk, for dette handler om Marie Antoinette og hendes udsyn på den verden, der omgav hende, hvilket formidles på glimrende vis - og bortset fra nogle få år interesserede politik hende ikke det mindste, selvom først hendes mor og siden hendes brødre fra Østrig søgte at dirigere hende til tage bestemmelser om fransk udenrigspolitik, men Louis XVI hørte aldrig efter hendes østrigske replikker (måske vidste han godt, at hun blev dikteret?), og hun må have været uendeligt frustreret over konstant at blive plaget på denne måde.

Man kommer Dronningen helt nær, når Antonia Fraser beskriver hendes garderobebog, hvori hun hver dag satte en knappenål for at markere netop den dragt i dette stof, som hun ønskede at bære .... og tilføjer, at netop nogle af disse knappenåle de seneste år er blevet fundet i Dronningens gemak i Versailles.

Tidens store roman var Rousseaus "La nouvelle Héloïse", der i ømme toner beskriver det absolut platoniske venskab mellem Julie og Claire. Her anes allerede romantikken, der skulle blomstre så hedt og følelsesfuldt i årene efter århundredskiftet (og som i Danmark betegnes Guldalderen). Marie Antoinettes første venskab i Frankrig var netop et sart følelsesforhold til Prinsesse Marie Thérèse de Lamballe, der kunne falde besvimet om ved synet af en smuk blomst. Sidenhen blev den noget ubegavede Prinsesse tilsidesat for den langt mere spændende Yolande de Polignac, men også dette forhold var langt fra pamfletternes vulgære markedsskrigeri.

Til trods herfor blev Marie Antoinette næsten fra de første år som 14årig nygift udsat for en smædekampagne, der bestemt ikke lader nutidens journalister noget efter - og ligesom nu lå hovedvægten på sex og vilde orgier. At hun i virkeligheden nærmest var snerpet og yderst kysk blev kynisk overset.

Antonia Fraser gør tillige op op med mange af de andre myter, der kredser om Dronningen. Ganske som både Solkongens spanske Dronning Maria Teresa og Louis XVIs tante Sophie blev hun beskyldt for at opfordre de sultende parisere til at spise patéens skorpe (ikke kage!), hvis ikke de havde brød. For Marie Antoinettes vedkommende ville hun snarere have givet sit eget brød til de fattige. Hun var desuden den eneste Kongelige, der under jagt nægtede at ride henover bøndernes kornmarker.

Marie Antoinettes udvikling fra den naive Ærkehertuginde af Østrig til den forhadte Dronning af Frankrig glider umærkeligt igennem bogen; man opdager næsten ikke, at den foregår, før man overrasket må beundre den forfulgte kvindes forbløffende sjælsstyrke, der førte hende gennem sine sidste 5 leveår under Revolutionens rædsler, hvor hun mistede alt - sit lette hofliv, sine smukke haver, sine venner, sin mand, sin elskede og ikke mindst sin søn, der var den sidste, hun havde tilbage at leve for.

Antonia Fraser undgår behændigt at postulere noget-som-helst om forholdet mellem Marie Antoinette og den svenske Greve Axel von Fersen. Hun antyder forhåbningfuldt, at de opnåede at have et fuldbyrdet forhold, men hun erkender, at ingen ved, om det virkelig skete. Til gengæld er det sikkert, at han i alle fald elskede den smukke Dronning på sin egen vis (som hun ham .... og der stikker vel stadig noget af Héloïse heri), og at han kæmpede hårdt for at frelse hende fra guillotinen.

Som altid med denne slags værker må man udstøde et lille suk: 'Gid der var endnu flere billeder!' - men bortset herfra er billedmaterialet velvalgt og godt inkorporeret i teksten. Bogen kan i øvrigt med fordel komplementeres af Evelyne Lever "Marie Antoinette"

Forlaget gør i sin pressemeddelses opmærksom på, at Sofia Coppola har brugt bogen som grundlag for sin film "Marie Antoinette", men det afsløres fra pålidelig kilde, at denne film er umådeligt kedsommelig og næppe værd at se blot for de pragtfulde dragter og det versaille'ske interiør.

Jeg indrømmer gerne, at jeg har en svaghed for jyder (selvom jeg er sjællænder), og derfor kan jeg med et drømmende smil 'overse' oversætter Lars Rosenkvists besvær med at hitte rede i "sin" vs "hans/hendes" .... men dét burde forlaget jo have sørget for blev rettet! Men ellers kan man kun roses ham for hans glimrende oversættelse, for det er sikkert forlaget, der har dikteret ham den latterlige navneoversættelse.

Hans eneste virkelige oversætterfejl er, at "the tennis court oath" bliver oversat med "eden på tennisbanen", som det jo godt nok betyder, hvis man oversætter fra engelsk til dansk, men fra fransk til dansk er det den berømte Boldhused, kendt fra Davids maleri.

Det eneste virkelig klagepunkt handler udelukkende om navneoversættelsen, for i dette højhellige år 2006 må man bedrøvet konstatere, at 1800tallets utålelige krukkeri med at oversætte udenlandske navne til dansk overlever i bedste velgående! Det virker komplet meningsløst og ekstremt gammeldags på en moderne, dansk læser, der er omgivet af engelsk i hele sin daglige verden

Som eksempel kan anføres det temmeligt urkomiske i at skrive "Ludvig af Rohan", og 2 linier senere "Hans onkel Louis Constantin [de Rohan]" - og dette vilkårlige roderi går gennem hele bogen: På side 379 står "Louis de Bouillé" og en halv side længere nede "Ludvig de Bouillé", men der er ingen tvivl om, at der er tale om den samme mand .... og denne forvirring fortsætter, for han bliver skiftevis kaldt Louis og Ludvig. Til gengæld må man virkelig undre sig meget over, at den velkendte Philipe Egalité ikke bliver oversat til Filip Lighed - sært!

Det bliver heller ikke mindre mærkværdig, når Marie Antoinette's søn kaldes Ludvig Josef Xavier François, hvilket er en akavet hybrid: De 2 første navne er danske; de 2 sidste er franske, men det er åbenbart ikke meningen, at den tåbelige navneoversættelse skal være konsekvent på nogen måde!

Til gengæld kaster man sig henrykt ud i fremmedordenes kaos ved at skrive "bufferstat" og "imperial", samt korrekt nok at betegne Marie Antoinette ved hendes franske titel "dauphine", selvom de færreste danskere ved, at det betyder Kronprinsesse. Hertil kommer "mooning" uden forklaring. Jeg må tilstå, at jeg ikke har den fjerneste ide om, hvad det ord betyder, og det fremgår desværre ikke tydeligt af sammenhængen.

Lad os håbe, at Aschehoug aldrig skal udgive en biografi om den nuværende, engelske tronfølger Prins Karl .... øh, Charles .... og hans bror Prins Anders! - Eller vores egen Kronprinsesse Marie!

FAKTA

Antonia Fraser:

Marie Antoinette – Rejsen

Udg. af Aschehoug

616 sider, 299 kr.

Aschehoug

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Poul Henningsen dengang og nu
Werner Best
Guldgraveren