Menu
Forrige artikel Næste artikel

Slægten Borgia

Kategori: Bøger
Visninger: 1185

Af Louise Nyholm Kallestrup, Lektor, Institut for Historie, Syddansk Universitet

Slægten Borgia har fascineret historikere i århundreder. Slægtens historie indeholder da også alle de spændende elementer i en god fortælling: magt, sex, intriger og ikke mindst den katolske kirke. I 2011-2013 produceredes da også en tv serie, som herhjemme blev sendt på DR2, med ingen ringere end Jeremy Irons som seriens centrale skikkelse, pave Alexander VI Borgia. I 2011 udgav G.J, Meyers sin bog om Borgia-slægten, som nu er oversat til dansk. I Slægten Borgia ønsker Meyer at gøre op med de mange myter, der har givet Borgia’erne deres negative eftermæle. Han vil præsentere ”den virkelige historie”. Denne anmelder husker tydeligt, hvordan hendes underviser i italiensk renæssancehistorie omtalte Alexander VI som ”en rigtig bandit”; han var korrupt, nepotistisk, ødsel og med mange børn på trods af kirkens krav om cølibat. Så man kan kun være lidt spændt på, hvordan denne ”virkelige historie” så udspiller sig.

Bogen er bygget op omkring de tre mandlige hovedpersoner, Alonso Borgia, den senere Callixtus III, nevøen Rodrigo Borgia som i 1492 vælges til pave og tager navnet Alexander VI, og sidst den unge generations Cesare Borgia. Cesare anses almindeligvis for at være et af Alexanders i alt otte-ni børn. Undervejs introduceres vi for flere af slægtens øvrige medlemmer, særligt Alexanders øvrige børn. 

Den centrale aktør er Rodrigo Borgia, som efter at være blevet valgt til pave af Meyer omtales Alexander VI. Alexander levede i en politisk ustabil tid, præget af krige, skiftende alliancer og et pavedømme med nepotistiske og ødsle overhoveder. Men mange af tidens paver, kardinaler og adelige var samtidig kunstmæcener, der forsynede tidens kirker og paladser med den fornemmeste kunst fra genier som Leonardo Da Vinci, Rafael og Michelangelo. I Meyers bog følger vi Alexanders karriere fra tiden som ung kardinal. Særligt efter indsættelsen som pave bliver kildematerialet rigere, og Borgia-slægten vokser sig stadigt mere betydningsfuld. Den sidste del af bogen omhandler den unge kvindebedårer Cesare Borgia. Han var oprindelig tiltænkt en karriere indenfor kirken og blev allerede som 18-årig kardinal. Kun få år senere fik han dog lov at forlade embedet og blev i stedet en central spiller i pavestatens politiske og militære virke. Ikke længe efter Alexanders død falder Cesare i kamp og bogen afsluttes med et kort kapitel om Lucrezias, Cesares søster. 

Bogens styrke er forfatterens talent for at beskrive tidens komplicerede magtpolitiske forhold på en forståelig måde. Enhver der har stiftet bekendtskab med de italienske krige i slutningen af det 15. århundrede ved, at de er indviklede og med et virvar af skiftende magtalliancer og centrale personer med enslydende navne. Imellem de enkelte kapitler har Meyer indlagt kontekstualiserende kapitler, der beskriver historiske og politiske forhold. Formidlingen af den politiske del af historien er glimrende. Meyers forstår at beskrive tidens konspirationer, militær fremfærd og diplomati, så man virkelig kan se for sig, hvordan den franske hær indtog den italienske halvø by efter by - og senere hvordan Catarina Sforzas kæmpede for at holde Cesare Borgias tropper fra byporten i Forlì. Den religiøse splittelse, der prægede perioden – vi er  kun få årtier før end Luther bryder med den katolske kirke – levnes derimod ikke megen plads, ligesom den kunstneriske del af Alexanders regeringstid ikke er Meyers interesse. 

Det er en af bogens svagheder, at den ikke formår at styre udenom biografiens klassiske faldgrube, nemlig forfatterens fascination af den biograferede. Meyer kan ikke skjule sin beundring for Alexander VI, og det gør bogen til en heltefortælling om ham, skrevet i et til tider pinagtigt rosende sprog. Så længe kilderne til Alexanders liv er få, dvs. i den tidligere del af karrieren, er det til at bortforklare de mange kompromitterende fortællinger, der cirkulerer. Vanskeligere bliver det, når Meyer når frem til tiden som pave. Meyer har sat sig for at rense Alexander VI Borgias navn, især hvad angår den almindelige opfattelse af, at paven fik fire børn med Vannozza Dei Cattanei, hvoraf Cesare Borgia er den mest kendte. Her gennemfører Meyer en Dan Brown inspireret undersøgelse af fortællingen om faderskabet og når frem til, at et glemt hollandsk værk fra begyndelsen af det 20. århundrede rummer den sande historie om faderskabet. Det leder Meyer til at opstille den alternative genealogi, der indledningsvis pryder bogen. Afslutningsvis dedikerer Meyer et kapitel til at afvise en række myter, som eksisterer om Borgia-slægten. Hvilke, skal ikke afsløres her.  

Når denne anmelder læser bogen med en vis skepsis, så handler det om at formidlingen her iføres forskningens klæder. Som et stykke forskningslitteratur er Meyers bog ikke meget bevendt. Litteraturlisten rummer alene engelsksprogede værker, noterne er få og hovedsageligt sekundærlitteratur, ligesom Meyers beundring for Borgia’erne er helt åbenlys bogen igennem. Det er helt acceptabelt for en formidlende bog. Og Meyer forstår at formidle. Han skriver i et forståelig og fængende sprog, og som læser bliver man suget ind i renæssancens politiske magtspil. Læsere med interesse for det vil skam både føle sig underholdt og oplyst.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Grænser for magt
Renæssancens befæstede byer
Christian 4