Menu
Forrige artikel Næste artikel

Tysk kulturhistorie

Kategori: Bøger
Visninger: 653

Af Thomas Mathiasen, arkivleder for Sørup og Sct. Jørgens Lokalhistoriske Arkiv, Svendborg

For nogle måneder siden udsendte Gyldendal en bog med titlen ”Tysk kulturhistorie”. Bogen er en antologi med i alt tolv bidrag, og er redigeret af Anna Sandberg og Detlef Siegfried, der desuden hver især har bidraget med et afsnit til bogen.

Perioden som bogen dækker, går fra 1648 og frem til i dag. Fordelt således, at de første seks kapitler dækker cirka 270 år, nemlig fra afslutningen af Trediveårskrigen i 1648 og frem til starten på den kortlivede Weimarrepublik i 1918, mens de sidste seks kapitler beretter om de omtrent 100 år, der er gået siden Weimarrepublikken blev udråbt.

Desuden er der indskudt et afsnit om republikken Østtysklands relativt korte skæbne, der udspandt sig i årene mellem 1945 og 1990, hvor der både reelt og formelt eksisterede to Tysklande, hvis skæbne på mange forskellige måder var viklet ind i hinanden, og hvor politiske beslutninger taget i det ene land i høj grad kunne mærkes i det andet land.

Afsnittet om den såkaldte arbejder- og bondestats indre liv og sammenhængskraft er også efter min mening bogens suverænt mest spændende afsnit, så der er grund til at fremhæve, at det er skrevet af Karl Christian Lammers, der til daglig arbejder og underviser på Københavns Universitet med speciale i nyere tysk historie.

Også to andre af landets fremmeste Tysklands-eksperter har bidraget til antologien. Her tænker jeg på CBS-professor Per Øhrgaard, der også er kendt som en særdeles værdsat oversætter af Günter Grass´ forfatterskab, men som her veloplagt skriver om Weimarrepublikken, mens lektor på SDU, Therkel Stræde, formår at få en læseværdig artikel ud af et ellers fortærsket emne som de tolv år under ”Det Tredje Rige”.

De to redaktører af bogen forsøger i forordet at indkredse, hvad der kan betegnes som den tyske kultur og den tyske identitet. Det er unægtelig svært, idet Tyskland i mange år bestod af et svært gennemskueligt kludetæppe af kongeriger, småstater, fyrstendømmer, selvstændige byer og andre former for administrative enheder. I alt skulle der i tiden efter Den Westfalske Fred i 1648 have eksisteret hele 1.789 små magtenheder sammenholdt i en ydre struktur i form af en overnational ramme med få, svage institutioner.

Først med Bismarck-tiden fra 1871 til 1890 kan man tale om et egentligt samlet land. Denne periode går over i den wilhelminske periode fra 1890 til 1918, hvor den selvbevidste og udadvendte kejser Wilhelm II stod i spidsen for et land i en rivende udvikling, både politisk og kulturelt.

Men i øvrigt understreger de to redaktører også, at Tyskland allerede dengang blev præget af indflydelse udefra, i form af blandt andet polske arbejdsmigranter i Ruhr-distriktet, russiske flygtninge i Berlin, danske og engelske forfattere, franske intellektuelle og amerikansk inspireret massekultur. Så den egentlige tyske kultur blev allerede meget tidligt blandet op med inspiration udefra. I dag er op mod 20 procent af Tysklands indbyggere folk, der er født i et andet land.

Redaktørerne bruger et laboratorium som et billede på Tyskland, hvor traditioner af forskellig oprindelse er blevet blandet med hinanden, og hvor modernitetens modsætninger i det 20. århundrede er stødt kraftigere sammen end andre steder.

Oveni det kommer de store regionale forskelle, der er mellem det nordlige og det sydlige Tyskland, og i øvrigt mellem de andre regioner på kryds og tværs.

Og hvor et land som Danmark har været præget af en relativ rolig udvikling fra enevælde og hen mod et demokratisk samfund gennem et par århundreder, så har der alene i det 20. århundrede i Tyskland været fire dybe politiske brud – i 1918, 1933, 1945 og 1989 - hvor man på mange måder måtte starte forfra med at genopbygge en stat. Enten fra ruinerne, eller fra en stat, der på alle måder var kørt i sænk – økonomisk, såvel som politisk.

Tankevækkende er det også, hvordan antisemitismen har præget flere perioder af den tyske statsdannelse. Antisemitismen levede allerede længe før nationalsocialisterne kuppede sig til magten.

Bogen skal ikke ses som en guide til den tyske kulturs store mesterværker, understreger redaktørerne, omend man selvfølgelig ikke kan undgå at beskæftige sig med klassikere som Goethe, Marx, Nietzsche og Freud, hvis indflydelse rækker helt frem til i dag – og langt ud over Tysklands grænser. I øvrigt kan redaktørerne tilslutte sig sociologen Max Webers forståelse af kultur, som alt det, som mennesker tilskriver mening - "det vil sige religion og politik lige så vel som økonomiske forhold og kunst."

Redaktørerne har bedt forfatterne af de enkelte afsnit om at koncentrere sig særligt om tre områder: hverdags- og populærkultur, politisk kultur og kunst. Og som en rød tråd kunne forfatterne inddrage idéhistorien og dens vekselvirkning med politik og samfund. Denne brede ramme udnytter forfatterne unægtelig meget forskelligt. Nogle beskæftiger sig stort set kun med den klassiske definition af kultur, mens andre bruger meget af deres tilmålte plads til at beskrive den politiske historie for den periode, som de har fået i opdrag at skrive om.

Trods denne variation i fremstillingen er bogen dog meget anbefalelsesværdig. Især hvis man nøjes med at læse et par afsnit ad gangen. At forestille sig en person, der læser bogen fra den ene til den anden ende i et stræk, er nok svært. Dertil er bogen simpelthen for omfattende og informationstung.

Et fint redaktionelt greb er, at hvert afsnit indledes med et punktnedslag på en begivenhed, der på en eller anden måde er illustrativ for hele kapitlet. Det fænger, og gør, at man som læser straks er inde i stemningen og får lyst til at læse videre.

Til en bog af denne type hører naturligvis et omfattende illustrationsmateriale med billedtekster. Også denne opgave har redaktørerne gennemgående haft held med, omend illustrationerne ville være kommet mere til deres ret, hvis man havde valgt et lidt større format på bogen. Det valgte format er 16 cm x 23 cm, hvilket gør bogen meget kompakt og tung.

En anden indvinding som jeg vil tillade mig at komme med, er det næsten totale fravær af sport, som bogen er kendetegnet af. Tyskerne er som bekendt et meget sportsbegejstret folkefærd, og det virker besynderligt, at dette område er så underprioriteret.

Ganske vist omtales Das Wunder von Bern i 1954 på en halv snes linjer. Det var ved denne lejlighed, at Vesttyskland – kun ni år efter krigens afslutning – vandt verdensmesterskabet i fodbold.  Denne begivenhed har spillet en stor rolle for især de ældre tyskeres selvopfattelse, og det er en begivenhed som stadig bringes frem i medierne med jævne mellemrum. Desuden har Tyskland to gange siden vundet VM i fodbold. Det skete i 1974 og i 1990. Men det forbigår man med fuldstændig tavshed i bogen.

Det samme gælder for de to gange, der har været afholdt Olympiske Lege i Tyskland. Den første i Berlin i 1936, som især huskes som Hitlers propagandabegivenhed, får igen en halv snes linjer, mens OL i München i 1972 overhovedet ikke omtales. Den begivenhed huskes ellers især i eftertiden, fordi en håndfuld arabiske terrorister holdt en gruppe israelske sportsfolk som gidsler i Den Olympiske By, og hvordan den efterfølgende befrielsesaktion løb helt af sporet, så samtlige terrorister og gidseltagere omkom.

Retfærdigvis nævnes den første ikke-amerikanske bokseverdensmester, Max Schmelling, i en sidebemærkning af Per Øhrgaard, ligesom tysk bilsport nævnes i en billedtekst i afsnittet om nationalsocialismen, men det er alt, hvad jeg har kunnet finde om sport i de afsnit. Som en kuriosum er der til gengæld et herligt billede af den første leder af Østtyskland, Walter Ulbricht, hvor man ser ham under en volleyballkamp i 1959.

Ligeledes synes jeg at det er besynderligt, at den politiske terror som prægede Vesttyskland i 1970'erne stort set heller ikke omtales. Det samme gælder for den magtfulde mediemogul Axel Springer. Hans forskellige publikationer har i fem-seks årtier spillet en væsentlig rolle i mediebilledet og den politiske virkelighed i Tyskland. Både på godt og ondt.

Endelig kan man undre sig over – og her er vi helt nede i de små petitesser, det indrømmer jeg gerne - at hverken dirigenten Herbert von Karajan eller den smukke skuespillerinde Romy Schneider overhovedet er omtalt i bogen. De havde begge karrierer, der rakte langt ud over den tyske grænse. Det samme gælder for sportsstjerner som Uwe Seeler, Franz Beckenbauer, Boris Becker og Steffi Graf. Men sport er, som allerede nævnt, stærkt underprioriteret i bogen.

Men min lange række af klagepunkter skal dog ikke holde mig tilbage fra at give bogen mine allerbedste anbefalinger med på vejen. For mange af undladelsessynderne kan man sige, at der i forvejen findes utallige bøger og andre fremstillinger af netop de begivenheder eller personer. Så dem er det jo muligt for folk at opsøge.

Jeg vil også mene, at både studerende, som skal have et hurtigt indblik i en periode, vil kunne få glæde af bogen, ligesom den almindeligt interesserede læser vil kunne læse den med interesse.

Tyskland er jo et land, vi lever med hver dag. Masser af danskere tager hvert år på turistrejse til Berlin. Og i europæisk sammenhæng har den tyske kansler Angela Merkel i snart en del år stået for en linje, som maner til sammenhold og besindighed hos de lande, som ser EU som en faktor, der ikke længere garanterer politisk stabilitet og økonomisk fremgang for alle dele af Europa. Om Tyskland stort set alene er i stand til at holde liv i sydeuropæiske stater med ondt i økonomien for al evighed, er nok tvivlsomt. Samtidig er der indre spændinger i landet, blandt andet forårsaget af den negative lønudvikling, som ganske vist har gavnet Tysklands konkurrenceevne på verdensmarkedet, men som samtidig har medført, at en del af befolkningen faktisk ikke kan overleve på den løn, de tjener på deres fuldtidsarbejde, og enten må have ekstra arbejde ved siden af, eller modtage supplerende dagpenge fra staten.

Tyskland er et spændende land. Både i fortiden og i fremtiden. Det viser denne bog til fulde.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
P. Ipsens Enke - Kgl. Hof Terracottafabrik
Maleren Anna Ancher
Barndom og Arkitektur