Skive Museum genåbner
Menu
Forrige artikel

Skive Museum genåbner

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 398

 

Museum Salling inviterer til genåbningen af Skive Museum lørdag den 15. september. Skive Museum har været gennem en større renovering og en ny tilbygning, som er økonomisk støttet af Spar Vest Fonden og Skive Kommune. Der er kommet nye sale til udstillinger og meget bedre publikumsfaciliteter. Huset fremstår nu som det lysende symbol, som det var tiltænkt i den mørke tid i 1942, hvor museet åbnede første gang. Museet rummer nu også Skive Byarkiv. 

Indenfor præsenterer museet fem nye spændende udstillinger. I den arkæologiske udstilling fortælles historien om Ild, vind og vand – drivkræfter gennem fortiden ud fra fund i Salling. Fra museets flotte kunstsamling kommer udstillingen Samlingspunkter. En særudstilling om Liv og Landskab er fortællingen om Skiveegnen i 1800-tallet fortalt gennem dragter, interiør og brugsgenstande i samspil med kunstværker. Kunstværkerne er af tre lokale kunstnere: Emilie Demant Hatt, Christen Dalsgaard og Hans Smidth. Wunderkammeret er udstillingen, hvor Museum Sallings fire fag; naturhistorie, arkæologi, historie og kunst sammen giver et bud på emner såsom døden, mennesket, barndommen, krig og dyret. Børnenes museum er Gadespejlet, som er en genskabelse af en gade i Skive omkring år 1900.

Udstillingerne og indretningen er støttet af Knud Højgaards Fond, Færchfonden og Skive Kommune ved Rent Liv puljen. Desuden har Skive Kulturhistoriske Museumsforening skaffet økonomisk støtte til en bålhytte.

Lørdag den 15. september er der åbningsfest, hvor kulturminister Mette Bock er inviteret til at åbne museet. Festlighederne foregår i et telt foran museet. Efter en mindre koncert med lurmusik ved Royal Brass Band byder museets bestyrelsesformand Annette Torp velkommen. Lurmusikken er specielt hentet ind, fordi der ved åbningen i 1942 også blev spillet lurmusik. Luren er desuden et af de ældst kendte danske musikinstrumenter. Dernæst er der taler ved museumschef Inge Kjær Kristensen, borgmester for Skive Kommune Peder Chr. Kirkegaard, og til sidst kulturminister Mette Bock, som dernæst klipper snoren over til museet.

Indenfor i museet vil der være fagpersonale, som kan fortælle om udstillingerne. I bålhytten er der børneaktiviteter omkring emnet Limfjorden. Og i Gadespejlet vil der være en legetante og nogle legekammerater, så alle børn kan få en god oplevelse ved at gå på Skive Museum. 

I teltet er der musik ved Divertimento og en lille forfriskning. Arrangementet er åbent for alle, og Museum Salling håber, at rigtigt mange vil komme og gøre dagen festlig.

Se hjemmeside

Historie-online.dk, den 11. september 2018

Forrige artikel
Se relaterede artikler
8. marts – Kvinder og revolution
Kongernes Jelling: Danefæudstilling
Moderne tider hos greven