BogFeature
H.C. Hansen

Af Johnny Laursen, Institut for Historie og Områdestudier, Århus Universitet

Vi har i mange år savnet en biografi over den socialdemokratiske statsmand, som i 1930’rne stod i front i kampen mod de ekstreme ideologier, spillede en central rolle i besættelsesårene og i 1940’rne og 1950’rne blev et symbol på indenrigs- og udenrigspolitisk stabilitet. Det gælder så meget desto mere, som at H.C. Hansen har været en fremtrædende birolleindehaver i en del af de politiske biografier, som er fremkommet under de seneste års biografibølge. Det gælder ikke mindst hans plads som modpart til Jens Otto Krag i Bo Lidegaards store biografi over samme (Gyldendal, 2001). Endelig står H.C. Hansen i centrum af flere myteomspundne episoder i Danmarkshistorien i besættelsesårene og i efterkrigstiden; ikke mindst i kraft af H.C.-Hansen-brevet om de amerikanske atomvåben i Grønland. Når ingen hidtil har taget udfordringen op, så skyldes det utvivlsomt den store spændvidde i H.C. Hansens virke, kildematerialets modvilje mod at slippe besættelsestidens og den kolde krigs hemmeligheder og, ja, slet og ret opgavens omfang.

Det er prisværdigt, at Claus Bjørn har taget udfordringen op. Det er der kommet en meget læseværdig biografi ud af, som bringer læseren særdeles tæt på mennesket H.C. Hansen. Arbejdet udmærker sig netop ved den hudløse nærhed mellem biografen og den biograferede, og ved at læseren herved bringes under huden på mennesket ’H.C.’ I så henseende er det en frygtløst personlig biografi. Denne virkning styrkes ved, at forfatteren ved familiens hjælp har kunnet inddrage H.C. Hansens private breve, fotografier og papirer, som især bidrager til at give et stærkt indtryk af politikerens menneskelige sider i de unge udviklingsår. Skildringen af H.C. Hansens sygdom og død står også meget stærkt, og bliver længe hos læseren. 

Claus Bjørn gør ingen hemmelighed ud af, at han har valgt at støtte sig tungt til udvalgte forskeres kildebaserede arbejder, og derudover primært til H.C. Hansens private papirer. Det er et valg. Heri minder bogen til en vis grad om også andre nyere, biografiske bidrags stræben efter at kommet tæt på mennesket, og tilsvarende synes der heri indbygget et vist forbehold overfor de ikke personbundne akter og forskningsbidrag. Fravalget af mere omfattende kildestudier udover de hansenske papirer bidrager imidlertid sine steder til, at krudtrøgen fra den politiske slagmark river den nutidige læser mindre i næsen, end den har gjort i H.C. Hansens tid. DSU’s arkiver rummer således tydelige, men uudnyttede spor efter H.C. Hansens kamp for partiets linie helt ud i de demokratiske spillereglers grænseland som DSU-formand i 1930’rne. Heller ikke H.C. Hansens rolle som frontfigur i HIPA’s antikommunistiske kamp i 30’rne gøres der meget ud af, hvilket især er synd, fordi man her går glip af en mulig forbindelse til tilsvarende tiltag i efterkrigstiden. Der er sparsomt nyt om ’Den lilles’ myteomspundne rolle under besættelsen. ’Den lille’ får dog fortjent kredit for sin indsats, men mon det ikke ville have nuanceret billedet, hvis man klarere viste udviklingen i ’Den lilles’ stilling til dilemmaet mellem modstand og samarbejde fra den 9. april frem til befrielsen? 

Forfatterens primære motiv er at give H.C. Hansen ’…oprejsning for den ringeagtelse, som ifølge forfatteren har klæbet til politikerens navn siden hans død i 1960’ (Berl. Tid., 6. marts 2004). Ihvorvel Bo Lidegaards Kragbiografi har kastet et vist tvelys over H.C. Hansen-billedet, må dette ikke desto mindre opfattes som et temmelig gådefuldt startpunkt for en biografi over netop H.C. Hansen. Thi få har vel som han nået en status af at være et ikon for politisk stabilitet, beslutningsstyrke og ordentlige, gammeldags dyder. Ses dette i sammenhæng med den lidt triste nederlagets aura, som historiografien har efterladt om den samtidige Hans Hedtoft, forekommer tanken om et rehabiliteringsbehov nærmest barok. Bjørns opfattelse beror dels på Erik Rasmussens fine artikel fra tidsskriftet Historie (1982, no. 3, 381-419), som rummede en kildekritisk nærlæsning af Vagn Dybdals og Krags billede af H.C. Hansen fra bl.a. Dansk Biografisk Leksikon, dels – som nævnt - på Bo Lidegaards Kragbiografi.

I en del passager får Bjørns H.C. Hansen-biografi karakter af en løbende polemik med Krags samtidshistoriske arbejder i almindelighed og med dennes dagbogsnotitser i særdeleshed (derimod sært nok i mindre grad med Bo Lidegaards billede af forholdet mellem H.C. Hansen og Krag). Grundlaget for dette posthume opgør med Krags dagbogsnotater er en opfattelse af Krag som en Cassius, hvis ambitiøse stræben efter magt og ære var kilde til misundelse og illoyalitet overfor den socialdemokratiske Julius Cæsar i H.C. Hansens skikkelse. Denne i og for sig smukke konstruktion rummer to antagelser. Den første er, at det anspændte forhold mellem Krag og H.C. Hansen skyldtes Krags nid og ambitioner. Brugen af Krags dagbogscitater følges gerne af sådanne litterære allusioner til dolke og antydninger af dunkle, slette motiver.

Når pointen med Krags nid må trækkes så hårdt, så skyldes det den anden centrale antagelse, som er, at forholdet mellem H.C. Hansen og Hedtoft var harmonisk, uden rivalisering og uden videre, reel politisk divergens. Dette udgangspunkt må anses for ganske tvivlsomt, og er forbundet med tolkningsproblemer flere steder i værket. Sagen er måske, at bogens store styrke i den menneskelige skildring af H.C. Hansen også er dens svaghed i den politiske analyse af H.C. Hansen som socialdemokratisk politiker. Den politiske dimension i den biograferedes liv og virke er således til tider nedtonet til fordel for skildringer af ’H.C.’s temperament, pragmatisme og mere almene værdier. Dette afspejles også i, at H.C. Hansen som magtmenneske spiller en meget tilbagetrukket rolle i fremstillingen, om end ingen vel bliver eller forbliver socialdemokratiets formand og landets statsminister uden visse færdigheder i omgangen med magt og taktik. Og selv om man til tider kan opleve det modsatte ophævet til politisk princip i dansk politik, så kan realisme og pragmatisme dog ikke helt gøre det ud for politisk ståsted.

Forholdet mellem H.C. Hansen og Hedtoft er i denne henseende kardinalspørgsmålet. Claus Bjørns lidt depolitiserede billede af forholdet mellem de to mænd  trækker i en vis grad politikken i baggrunden i denne politikerbiografi. Der er dog næppe tvivl om, at Hedtoft bl.a. i regeringsårene 1947-50 støttede sig til Krag som en modvægt til sin stærke finansminister og dennes støtter i form af Vilhelm Buhl og Viggo Kampmann. De to akser Hedtoft-Krag og Hansen-Buhl synes at have rummet en politisk-ideologisk dimension, hvor de første prioriterede beskæftigelsespolitikken og forbindelsen til fagbevægelsen, mens de sidste repræsenterede en mere midtersøgende højresocialdemokratisk linie. Denne dimension, som allerede er nævnt i Erik Rasmussens oven nævnte arbejde, savnes ganske. Værket omtaler den af Sigvald Christensen videregivne historie om H.C. Hansens loyalitetstale til Hedtoft på H.C. Hansens 40-års fødselsdag i 1946, men spilder kun få ord på de kilder, som taler om en voksende distance mellem de to mænd frem mod Hedtofts død i 1955. Det gælder Hans Tabors memoirer (Fremad, 1961), som ellers mellem linierne antyder, at der fandtes politiske spændinger mellem de to mænd, også selv om dette ikke nødvendigvis var udtryk for illoyalitet fra H.C. Hansens side. Denne nuance havde vel været en messe værd.

At Hedtofts død beskrives som ’nådig’ er i overensstemmelse med traditionen, men ikke nødvendigvis korrekt. Havde Hedtoft levet, var der vel intet, han ikke kunne gennemføre, hvis han havde en enig H.C. Hansen ved sin skulder? Hedtofts finanspolitiske problemer i 1955 var næppe større, end H.C. Hansens problemer med fagbevægelsen i 1956. Claus Bjørn vil gøre op med, at H.C. Hansen i spejlet af Krag er gjort mindre, end han var. Men spørgsmålet er, om ikke Claus Bjørn – i overensstemmelse med traditionen – i spejlet af H.C. Hansen gør Hedtoft mindre, end han var? Indtil sin død på Grand Hotel i Stockholm var det jo Hedtoft, der var Julius Cæsar, og Krag som var dennes trofaste Marcus Antonius. Hedtoft blev vel ikke dolket, men mordvåbnet, Folketingstidende med finansministerens finanslovstale, lå på natbordet ved siden af den døde folketribun. Sådan blev han fundet af Krag.

I det lys fremstår skildringen af forholdet mellem Krag og H.C. Hansen ikke overbevisende. Det er rigtigt, at Krag inderligt begærede at blive udenrigsminister, og at der her var en rivalisering i årene 1955-58. Men det er næppe troligt, at Krag stræbte efter statsministerposten, så længe denne var H.C. Hansens. Det efterlader et forklaringsproblem. Hvorfor denne bitterhed i forholdet Krag-H.C. Hansen, da først Krag i 1958 havde fået sin udenrigsministerpost? Var det ikke således, at tornen i Krags forhold til H.C. Hansen var Krags (måske nok af andre årsager overdrevne) bitterhed mod H.C. Hansen for i Krags øjne at have været netop en Gaius Cassius Longinus mod sin gamle ven. Det er vel denne bitterhed, som taler gennem Krags dagbogsnotater.

Ligesom der savnes en kølig analyse af den indre magtbalance i Hedtofts regering, savnes den også i H.C. Hansens regering. På samme måde som forholdet mellem Krag og H.C. Hansen kunne være isnende som en fimbulvinter, så rummede det også til andre tider et robust samarbejde. Krag var H.C. Hansens politiske modvægt til Viggo Kampmanns stigende stjerne, økonomisk altmuligmand og hyppigt taleskriver. Når Bjørn citerer H.C. Hansens taler som udtryk for dennes realisme og pragmatisme, så melder sig spørgsmålet, hvem der taler: den taleskrivende økonomiminister eller den talende statsminister? Men Krag repræsenterede også en mere venstre-socialdemokratisk linie, hvilket især kom til udtryk under storkonflikten. Her var det Krag, som hviskede statsministeren i øret, at han ikke kunne regere uden fagbevægelsen, og det var ham, som skrev H.C. Hansens tale til det endnu rødglødende arbejdsmandsforbunds kongres. Der var således også væsentlige politiske nuancer til forskel mellem H.C. og Krag, hvilket dels nærede spændingerne i regeringen, men altså også gav regeringen styrke udadtil. Mens Krags hu stod til arbejdsløshedsstatistikken og kontakten til DsF, så stod H.C. Hansens hu til Jørgen Jørgensen og De radikale. Sådanne magtaritmetiske ligninger med alle deres ubekendte og variable savnes til tider i skildringen af H.C. Hansens regeringstid. 

H.C. Hansens fejder med kommunisterne og de ’nyttige idioter’ træder frem i deres retoriske kompromisløshed. Men hvad H.C. Hansen og Hedtoft konkret foretog sig i den indre og ydre sikkerheds tjeneste henstår mere uvist. Hvorfor nærede H.C. efter krigen en særlig interesse for en reorganisation af e-tjenesten, og hvilken rolle spillede kontakterne fra besættelsestiden? Vilhelm Christmas-Møllers Obersten og kommandøren (Gyldendal, 1995), som ellers er svanger med forbindelser mellem socialdemokratiet og officerskorps, politi og e-tjenester, er således ikke benyttet, og dette spor, som ellers kunne tænkes at forbinde den antikommunistiske H.C. Hansen fra 30’rne med den antikommunistiske statsminister fra 50’rne følges desværre ikke. Det er ikke mindst ærgeligt, hvad angår H.C. Hansens rolle i forhold til AIC og til de mere mørklagte antikommunistiske aktiviteter i 1950’rne. 

 H.C. Hansens udenrigspolitiske opfattelser og politik indtager naturligvis en central rolle i fremstillingen. Især H.C. Hansens udenrigspolitiske læreår frem til de tidlige 1950’ere er indtryksfulde, bl.a. i kraft af, at forfatteren har kunnet støtte sig til en del hidtil uudnyttede rejseskildringer og breve i familiens varetægt. Her fås også et værdifuldt indtryk af den socialdemokratiske internationalistiske kultur. Men i de udenrigs anliggender glider den konkrete politik lidt i baggrunden, idet man mest oplyses om H.C. Hansens realisme og standhaftighed i alliancepolitikken. Vi får at vide, at han var aktivist i alliancepolitikken. Det hedder samtidig, at H.C. Hansen støbte sin politik sammen med embedsmændene, hvilket først og fremmest må gælde Udenrigsministeriets direktør og grå eminence, Nils Svenningsen. Men Svenningsen var vel nærmest eksponent for traditionel dansk tilpasningspolitik? Forfatteren viser i øvrigt fortrinligt, hvorledes H.C. Hansens tyske erfaringer fra før krigen gav ham baggrunden for at spille en fordomsfri og konstruktiv rolle i genetableringen af et samarbejde mellem Danmark og Forbundsrepublikken efter 1945. 

Atomvåbnene i Grønland indtager naturligt en vigtig rolle i vurderingen af H.C. Hansen, og Claus Bjørn gør dem til genstand for en udførlig drøftelse. Det forhold, at hverken Folketinget, Det Udenrigspolitiske Nævn eller Grundloven optræder i den ellers udmærkede skildring af sagsforholdet, kan dog efterlade læseren lidt i vildrede med hensyn til, hvori problemet egentlig bestod. Claus Bjørn vurderer, at H.C. Hansen ikke havde noget valg i sagen om atomvåbnene i Grønland. Det ville hovedpersonen næppe være enig i. For en statsleder – især en statsleder af så inderlig demokratisk overbevisning som H.C. Hansen – findes der altid et andet valg end at undlade at orientere Det Udenrigspolitiske Nævn og dermed handle i strid med Grundloven. Det er derimod rigtigt, at de alternative valgmuligheder var forbundet med alvorlige storpolitiske (og vist så, indenrigspolitiske) risici, som efter givetvis svære anfægtelser bød ham at træffe det valg, som han gjorde. At gøre dette valg ligetil og indlysende er egentlig – på paradoksal vis – at gøre H.C. Hansen mindre, end han var.

Det er intimiteten mellem biografen og den biograferede, som er dette velskrevne værks store styrke. Man fornemmer gennem forfatterens pen den hansenske cigarførings op- og nedture, den tvivlsforladte, barske myndighed og mandens politiske karisma. Claus Bjørn har efterladt et gennemsympatisk, men også noget harmoniserende billede af H.C. Hansen og hans værk. Det sidste er ærgeligt, for ved at gøre de politiske spændinger omkring personen mindre, fremstår også mandens værk mindre og lettere, end det var. Politikeren er dermed kommet til at stå i skyggen af mennesket, som til gengæld er skildret med liv og sjæl. Havde Claus Bjørn begivet sig længere ind i skyggerne til H.C. Hansens mørke steder, var spillet mellem lys og skygge i portrættet nok alligevel kommet tættere på den skarpkantede H.C. Hansen. Forfatteren har endelig i den sidste fine, overordnede vurdering formået at give en indtryksfuld skildring af og diskussion af H.C. Hansens opstigen til et politisk begreb, et ikon for ikke alene det kongelige danske Socialdemokrati, men også for nutidens politiske offentlighed (og hermed dementeret sit eget udgangspunkt). Til gengæld kan man her og der glemme, at det er en biografi over en socialdemokrat; det ville H.C. Hansen nok selv have et og andet at sige til.