BogFeature
Winston Churchill

Manden bag myten.

Af Jørgen Peder Clausager, cand. mag., arkivleder, Fredericia.

Winston Churchill (1874-1965) er i Danmark formentlig mest kendt som britisk premierminister 1940-1945, hvilket da også ubestridt var hans karrieres højdepunkt, ikke mindst årene 1940-41, hvor Storbritannien stod alene mod Nazityskland, og hvor det utvivlsomt udelukkende er Churchills stædighed og inspirerede ledelse vi kan takke for, at Storbritannien ikke sluttede en forhandlingsfred med Hitler efter Frankrigs fald i juni 1940.

Men hele hans liv var eventyrligt, og historien fortælles i denne vægtige biografi, hvis forfatter, Oxford-historikeren Martin Gilbert (f. 1936), i sin ungdom blev assistent for Winston Churchills søn Randolph ved udarbejdelsen af den officielle biografi af faderen; efter Randolph Churchills død i 1968 fortsatte Gilbert arbejdet alene, det blev til otte tekstbind og fjorten bilagsbind med breve og andre kilder. Nærværende bog er altså - sit omfang til trods - en forkortet udgave.

Det er en klassisk biografi efter angelsaksisk mønster, som følger sin hovedperson fra vugge til grav. Vi hører om forholdet til hans far, Randolph Churchill, som var underhusmedlem og i 1886 finansminister, og som døde da Winston var 20 år gammel; deres forhold var ikke tæt og de sidste år præget af faderens sygdom; men Winston beundrede ham meget, skrev hans biografi og følte sig forudbestemt til at gå politikervejen. Inden han blev indvalgt i underhuset i år 1900 havde han imidlertid nået at blive uddannet på officersskolen Sandhurst, og deltage i felttog på Cuba, i Indien, Sudan og Sydafrika (Boerkrigen), og sideløbende hermed opdyrke en journalistisk karriere, der blev starten på hans omfattende forfatterskab.

Han var “født” ind i det konservative parti, men skiftede i 1904 til de liberale, og fik i 1905 sin første ministerpost, som vicekoloniminister. I 1908 kom han som handelsminister ind i kabinettet, regeringens inderkreds, i 1910 blev han indenrigsminister, og i 1911 marineminister, i hvilken egenskab han havde ansvaret for flåden op til udbruddet af første verdenskrig. Som marineminister blev han ofret i 1915 p.g.a. det mislykkede angreb på Gallipoli, og tjenestegjorde i en periode som brigadegeneral i skyttegravene i Flandern på Vestfronten; han blev hentet tilbage til regeringen som ammunitionsminister i 1917, krigs- og luftfartsminister i 1919 og koloniminister i 1921. Han misbilligede det samarbejde, som i begyndelsen af 1920’erne blev indledt mellem Det liberale Parti og Arbejderpartiet, og via en opstilling som “uafhængig antisocialistisk kandidat” førte hans vej ham i 1924 tilbage til Det konservative Parti, hvor han i perioden 1925-29 var finansminister.

Churchill pantsatte aldrig sine meninger hos partiledelsen, og var derfor i årene 1929-39 udenfor regeringen; han brugte i denne periode mange kræfter på at advare mod den tyske genoprustning, men talte stort set for døve øren. Først ved krigsudbruddet i september 1939 blev han hentet tilbage til regeringen som marineminister, for i maj 1940 at afløse Neville Chamberlain som premierminister for en samlingsregering, der sad til maj 1945.

Ved parlamentsvalget i juli 1945 vandt Arbejderpartiet en jordskredssejr, og Churchill blev oppositionsleder indtil 1951, da valglykken atter vendte, og han blev premierminister for anden gang, i en alder af 76 år. Han blev siddende som regeringschef til april 1955, da han 80 år gammel overlod posten til Anthony Eden. Han beholdt sin plads i underhuset til 1964. Han døde den 24. januar 1965, ejendommeligt nok på samme dato som hans far 70 år forinden.

Biografien redegør i detaljer for Churchills offentlige liv, men har kunnet trække på hans privatkorrespondance, hvorved hans egen opfattelse af tingene kan præsenteres. Hans privatliv berøres derimod kun overfladisk - men i uddragene af brevvekslingen mellem ham og hans hustru Clementine, som han blev gift med i 1908, fremgår deres smukke og varme forhold.

Af speciel interesse for danske læsere er det, at Churchill som marineminister  i december 1914 udkastede en plan om at lade den britiske flåde besætte Bornholm, hvorefter øen skulle kunne benyttes som springbræt af den russiske hær til at rette et angreb på Berlin. Planen blev imidlertid opgivet til fordel for Gallipoli-planen.

Biografien er solid men velskrevet og letlæst. Det samme kan desværre ikke siges om den danske oversættelse, der på mangfoldige steder bærer præg af sjusk og inkompetence. Det begynder på biografiens allerførste side, s. 19, hvor Churchills familie omtales som ‘Ducal-familien’ - det skal selvfølgelig være hertugfamilien (hans farfar var Hertug (Duke) af Marlborough). S. 123 omtales Churchills ministerpost som “præsident i Handelskammeret” - men “President of the Board of Trade” bør rettelig oversættes som “Handelsminister”; og “First Lord of the Admiralty” oversættes traditionelt med “Marineminister”, ikke med “Flådeminister”.  Oversætterens geografiske kundskaber lader en del tilbage at ønske; s. 73 omtales Boer-republikken “Orange-fristaten”, der på dansk normalt gengives med den hollandske form “Oranje-fristaten”; s. 241 og fl.st. omtales den russiske by “Archangel”, der på dansk korrekt gengives “Archangelsk”; s. 420 den sicilianske by “Siracuse”, der på dansk (og italiensk!) hedder “Siracusa”; og s. 440 omtales den italienske flod “River Arno”!

S. 167 omtales “Dokkerbanke” (sic) i Nordsøen, og s. 255 den tyrkiske by “Konstantinobel” (sic).

Fermanagh og Tyrone (s. 252) er ikke sogne, men grevskaber (counties) i Nordirland. Teksten til billede nr. 6 angiver, at billedet forestiller Churchill som løjtnant i kavaleriet den 20. februar 1885 (da han altså var 10 år gammel!); s. 220 får vi at vide, at Churchill var i Frankrig på sin “42-års” fødselsdag i 1917; og s. 330 får vi den i sandhed sensationelle oplysning, at Albanien i 1939 blev invaderet af “polske tropper”.

Flere steder er oversættelsen simpelthen sjusket. På dansk rider kavaleriofficerer ikke på “ponyer” (s. 57 o.fl.st.), men på heste. S. 61 tales om “kopier” af en bog; på dansk hedder det eksemplarer. “Platelayers” er ikke “pladesmede”, som der står s. 77 og 84, men derimod “banearbejdere”. S. 130 citeres Churchill for i et brev til sin hustru at have kaldt hende “Pussykat” (sic); hvis ikke det engelsk “pussycat” skulle bibeholdes, ville det være bedre at skrive “missekat”; og s. 131 omtales “en kippers” (sic). S. 143 omtales “skibsejerne” i stedet for “skibsrederne”, og s. 155 står, at Ulsters protestanter “ikke mente, at de aldrig skulle ind under et styre i Dublin”.

S. 174 omtales slagskibet Queen Elizabeths femtommerskanoner - de var på femten tommer; s. 385 omtales slagskibet “Barnham” - det hed Barham; og s. 403 eskorteres Churchills flyvemaskine af “Aircobra-jagere” - de hed Airacobra.

I betragtning af alle de omtalte unøjagtigheder er det næsten rørende, når oversætteren s. 356 hidsætter en note, som oplyser, at den britiske officer Alan Francis Brooke i forskellige historiske værker omtales både som Alan Brooke og Alanbrooke, Sagen er, at Alan Francis Brooke i september 1945 blev adlet som Baron Alanbrooke (og januar 1946 Viscount Alanbrooke); og oversætteren benytter derfor - i lighed med Martin Gilbert selv - helt korrekt hans borgerlige navn, idet han i forbindelse med Churchill kun omtales i tiden indtil anden verdenskrigs slutning.

Det kan derfor ikke påstås, at oversætteren er sluppet “helskinnet” (sic, s. 203) fra sin opgave, men har fået adskillige alvorlige rifter undervejs. Det er trist, at en i øvrigt god bog i oversættelse skal lide under så mange irriterende fejl og unøjagtigheder.