Menu

Set med fjendens øjne

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 94

 

Under Den Kolde Krig var frygten for Warszawapagten stor. Der blev talt om trusler, spioner og endda frygt for fjendtlig landgang i Køge Bugt. Gennem interviews med og om polske aktører bliver der sat fokus på, hvordan det hele så ud fra polsk side.

Af Michael Koch

Der var mange forestillinger om, hvad Den Kolde Krig kunne betyde for vort land. Til tider var frygten både reel og tydelig. Langelands Museum har med de to forfattere gjort et stort stykke arbejde for at klarlægge, hvilken rolle den 7. polske landgangsdivision havde. Der er endda flere historikere, som var en del af denne landgangsdivision dengang, frygten var tilstede.

Går vi ca. 40 år tilbage i tiden, var Den Kolde Krig på sit højdepunkt. I Moskva troede den daværende ledelse, at vesten var i fuld gang med planlægning af atomare angreb på unionen. I de øvrige lande bag jerntæppet var de kommunistiske diktaturer under stadigt større pres. I Polen blev der indført krigsretstilstand på grund af folkelig uro på skibsværftet i Gdansk. Der var ikke mange, som forudså alt det, der skete i den kommunistiske verden. Derfor har forfatterne set ind i fortiden for at give svar med bogen. Det er gysende læsning ind i mellem. Selvom vi ligger tæt på Polen, var det to vidt forskellige politiske og økonomiske systemer.

Det politiske styre i Polen lagde sig tæt op af Sovjetunionen. Derfor ville alle polske, militære styrker høre under Sovjet. Del 1. i bogen omhandler de mange artikler, som polske kilder har bragt, og som omhandler den polske del af perioden. Konklusionen er, at mange er bekræftet i den polske militære doktrin, som blev dikteret af Sovjet.

Billedet er fra admiral Jerzy Lenda´s personlige samling. Det stammer fra øvelser i landgang med specialbyggede fartøjer. Lenda er historiker og har skrevet en bog om de polske krigsplaner

Det er barsk læsning i bogens kapitler om, hvor forberedt man var på at udrydde vesten med atomvåben. En polsk kommandørkaptajn skriver i bogen om planerne. Bogens læsere bør selv have gyset under læsningen. Det har været en farlig tid dengang. I Del 2. kommer en hel række tidligere polske topofficerer til orde. Den ene er eksempelvis den pensionerede brigadegeneral Henryk Szafrański,  som beskriver den tid, hvor Polens indenrigspolitik skabte usikkerhed om polakkernes troværdighed og pålidelighed indenfor Warszwapagten. Det var ikke mindst uroen på skibsværftet i Gdansk og ønsket om en uafhængig fagforening, som skabte stor konflikt.

I 3. del kommer bogen til de noget mere alvorlige artikler om planerne for polsk landgang i Danmark. Spændende læsning om våbentyper, soldater og den teknologiske udvikling. I mere end 30 år forberedte polakker sig på en landgang her i landet. Der blev rekognosceret og opbygget kapacitet. Det danske forsvar handlede på samme måde med klar intension om at forsvare vort land. En stor øvelse i 1968 blev for nylig præsenteret i en stor artikel i Polen, og den artikel beskriver ret præcist, hvilke kapaciteter der var tilstede på begge sider af Østersøen.

Planerne for angreb omfattede specielt Danmark. Her ses et kort med invasionsplaner for blandt andet Danmark. (Kilde: Institut for National Erindring)

Muren faldt, og i 1992 var hele trusselsbilledet væk. Dansk forsvar gennemgik enorme besparelser og omstruktureringer. Efter Den Kolde Krig blev der indledet en helt ny tid med frigivelse af enorme mængder materiale om den polske del af den spændte tid. Ingen forudså Ruslands angreb på Ukraine i 2022. I 2025 kom statsministeren med et klart budskab om at styrke dansk forsvar. En ny tid er begyndt. Bogen var særdeles spændende læsning, ikke mindst de meget personlige interviews med polske ledere fra dengang. Har man dansk og udenrigspolitisk interesse, er dette en fabelagtig bog at læse.

[Historie-online.dk, den 5. august 2026]

Se relaterede artikler
Den danske drøm om revanche
Ubåden der ramte Sverige
Danmarks største søhelte