|
- Studier og bibliografi
Af Henning Lyngsbo
Efter snart 65 år siden Danmarks
befrielse udkom d. 27.ds. en interessant bog baseret på
nyeste dansk og international historieforskning om de
nazistiske koncentrationslejre. Skrevet af danske
historikere og forskere knyttet til Syddansk
Universitet. Bogen er redigeret af en kendt historiker,
Therkel Stræde, der er lektor i samtidshistorie med
speciale i nazismen og holocaust ved nævnte universitet
i Odense. Bogen har flere forfattere med hver sin
indgangsvinkel til emnet. Formentlig af samme årsag
betegner Therkel Stræde derfor bogen som en antologi.
Også for at understrege den unikke sammensætning af
forfattere, der efter Strædes opfattelse rækker til
fire generationer. Det er vel lidt overdrevent i forhold
til en gængs opfattelse af åremålet for en
generation. Men Therkel Stræde forbinder udsagnet med
en anden form for tidsmåling. Nemlig de periodevis og nærmest
radikale ændringer af forudsætningerne og vilkårene
for såvel national som international historieforskning,
der fandt sted i tiden efter 1945, om nazismen, dens
virke og følger. Første generation er herefter de
overlevende og deres beretninger om KZ-lejrene. Anden
generation er af retshistorisk karakter, hvor forskerne
fokuserede på bevisførelsen under, og dermed
dokumentationen fra de mange krigsforbryderprocesser.
Tredje generation er de forskere, der er født og
opvokset i efterkrigstiden. Herfra er der en glidende
overgang til fjerde generation, der som nutidige
historiestuderende og nybagte magistre skal stå for
dagens forskning og den kommende.
Med disse kriterier repræsenterer
bogen ganske rigtigt 4 generationer. ”Doyen” blandt
forfatterne er den legendariske modstandsmand Jørgen
Kieler, født i Horsens d. 23. august 1919. Efter bogen
er Jørgen Kieler således repræsentanten for
historieforskningens første generation. Jørgen Kieler
er dr.med. og ikke knyttet til Syddansk Universitet som
de øvrige forfattere. Alligevel må han opfattes som en
del af forskermiljøet, idet han har holdt adskillige gæsteforelæsninger
om KZ-lejrenes patologi på universitetet. Hertil kommer
hans forfattervirksomhed, der må betegnes som
signifikant kildemateriale for historikere.
Bogens øvrige bidragydere udgør
anden, tredje og fjerde generation. Uanset
generationsforskellene indgår hver generations bidrag
imidlertid i fin samklang med de andre generationers
bidrag. Det ligger noget fjernt at opfatte bogen som en
antologi. Kun de mange gentagelser af faktuelt stof afslører
eksistensen af en sådan. Men det ændrer ikke
hovedindtrykket af, at bogen udgør en helhed.
I øvrigt med et vidtfavnende og til tider meget
overraskende indhold. Bogen er enkelte steder
kildekritisk, men altid i en urban og forsigtig form.
Egentlig fortjente alle bidrag at blive
omtalt, for de er velskrevne og veldokumenterede. Men
det ligger uden for denne anmeldelses formål.
I tidens løb har jeg ved flere
lejligheder mødt tidligere KZ-fanger og/eller deres
efterladte. Deres altid beskedne og venlige fremtræden
var for mig yderst positive oplevelser. Men det var også
en fremtræden, der - uden ord – fortalte noget
grusomt. En fremtræden, der signalerede ultimative prøvelser
på sjæl og krop. En fremtræden, der afviste spørgsmål
og alligevel havde noget at fortælle.
Ofte henvistes jeg i stedet til udgivne
dokumentationer, især værker der omfattede fortællinger
fra og beskrivelser om den eller de konkrete KZ-lejre,
der havde været opholdssted for de tidligere KZ-fanger.
En sådan substitutionering på bekostning af egen fortælling
var ikke overraskende. Hvad der overraskede mig, var
deres henvisninger til tysk forskning. Men efterfølgende
forståeligt, når jeg så, hvor omfattende og grundig,
den tyske forskning var i sin behandling af nazismen og
dens redskaber, herunder KZ-lejrene og disses ofre. Den
tyske forskning indebar også en betydelig
kontaktvirksomhed med tidligere danske KZ-fanger, der således
indgik som vægtige bevisdata i dokumentationen i de
udgivne tyske værker. For mig var det lidt beskæmmende
at blive henvist til netop Tyskland for at få adgang
til den seneste forskning om tysk terror. Men jeg må
erkende, at den tyske forskning og dens offentliggørelser
af KZ-lejrenes raison d’être var givende. Ikke for at
forklejne enkelte danske værker som f.eks. Jørgen H.P.
Barfods imponerende værk: ”Helvede har mange navne”
fra 1969. Men allerede i 70’erne og 80’erne var den
tyske forskning i gang med sine lange seje træk og
hyppige udgivelser. Og derfor var forskningen hele tiden
opdateret også for de danske KZ-fangers vedkommende.
Det er der nu – synes jeg – blevet
rettet op på med den nys udkomne bog fra Syddansk
Universitet.
Men ikke nok med det. Bogen indeholder
en bibliografi med knap 900 titler, indeholdende næsten
al skriftlig produktion, bøger og artikler udgivet på
dansk om emnet i de 75 år, der er gået siden
oprettelsen af de første KZ-lejre efter nazisternes
magtovertagelse. Bibliografien indeholder en generel del
omfattende mere generelle forhold. En speciel del, der
omfatter den enkelte KZ-lejr (Stammlager) og de hertil
knyttede udelejre (Aussenlager) og/eller udekommandoer
(Aussenkommando). Bibliografien
er meget brugervenlig. Den vil fremover blive et uundværligt
værktøj for såvel forskere som vidensøgende slægtninge
m.fl..
Man skal ikke fortvivle over, at
bibliografien kun indeholder dansk produktion. Hver
forfatter har virkelig gjort sig umage med at omtale
udvalgt udenlandsk litteratur. Og her kommer man vidt
omkring. Udførligt noteapparat, personregister og
stedregister er naturligvis også til stede. Bogen er,
trods sin relativt lille størrelse på 371 sider, lidt
af en milepæl i dansk forskning omfattende de
nazistiske koncentrationslejre.
Kære forfattere! Bliv endelig ved! Der
hvirvler uendeligt mange ubesvarede spørgsmål rundt i
vinden. Flere og flere offentlige og private arkiver er
og vil blive åbnede. Mængden af kildematerialer vil
blive øget i betydeligt omfang fremover. Der må derfor
forventes og kræves yderligere forskning. Det skylder
vi de mange ofre for KZ-lejrenes terror. Såvel de døde
som de overlevende. Det skylder vi os selv og vore
efterkommere.
|
|
|
Del på Facebook, digg,
m.m.
|
|
|

|
|
Therkel Stræde(red.) m.fl.
De nazistiske koncentrationslejre
- Studier og bibliografi
Udg. af Syddansk
Universitetsforlag
371 sider, 275 kr.
Syddansk
Universitetsforlag >
|
|
|
|
|
|