BogFeature
1700-tallet

– Parykker, profit og pøbel

Af Erik Helmer Pedersen

Næst efter vor middelalderhistorie er 1700-tallet det århundrede, som historikere såvel som samfundsforskere har ofret mest tid og kræfter på at undersøge. Inden for den almindelige historie har forskere som 1800-tallets Edvard Holm og 1900-tallets Ole Feldbæk fremlagt bindstærke værker, der fortrinsvis behandler datidens politisk-administrative grundproblematik i alle dens facetter, medens landbohistorikere og andre specialister har analyseret så fundamentale nybrud som De store Landboreformer og industrialiseringens første, famlende skridt i en dansk sammenhæng.

Nu har Politikens Forlag i et tæt samarbejde med Golden Days-festivalen sat sig for ”at aktualisere 1700-tallet og sætte fokus på ytringsfrihed, dannelse, menneskerettigheder og kønnenes ligestilling”, som det udtrykkes. Man bad simpelthen en række historikere og litterater om i essayets frie former at redegøre for de tanker, der meldte sig hos vedkommende ved at blive præsenteret for en af de vigtigste overskrifter med særlig reference til udviklingen i netop dette århundrede. Det fremgår dog ikke, om skribenterne selv har valgt vedkommende nøgleord, eller om de er blevet stillet over for et fait accompli: Værsgo og skriv! Faktisk gør redaktøren i sit forord en dyd ud af opgavens tvetydige karakter. Hvis læseren forventer, at det pågældende begreb afkodes et forudsigeligt realitetsindhold, risikerer vedkommende at blive slemt skuffet. Tværtimod går opgaven ud på at vende og dreje tingene, så de hele tiden ses under nye vinkler. Der er ikke indbygget en facitliste, hvor alle regnestykker går op. Omvendt tirres ens nysgerrighed, ens ubændige oplevelseslyst af det dramatisk-teatralske møde mellem det middelalderlige og det moderne samfund, mellem den ultimative respekt for det enkelte menneskes krop, sind og sjæl og voldssamfundets morderiske og utøjlede lyst til at klemme den sidste blodsdråbe ud af et værgeløst offer.

Vi forventer os derfor en del af de enkelte indlæg og bliver i og for sig ikke skuffet. Der faldbydes virkelig en række synspunkter og påstande, som bestemt ikke alle er gængs blandt historisk interesserede. Selv de faguddannede historikere i skribentskaren viger ikke tilbage fra at optræde som enstrengede samfundsdebattører uden fast forbindelse til den faghistoriske realverden, hvis interesser de ellers er sat til at repræsentere. Er det tegn på, at moderne historikere er ved at træde ud af den skolede forskerrolle, som man lige siden Kr. Erslevs dage har set som et ideal? Guderne skal vide, at de forudgående generationer af historikere også kunne vise tilbøjelighed til at aktualisere historien, iklæde dens personer og dens bærende konstruktioner en nutidig ”virkelighed”, som rigtigt kunne appellere til en læser af samme politiske grundopfattelse eller opflamme en modstander til en voldsom ordduel uden beskyttende skjold.

Den tanke melder sig uvægerligt, om vi her præsenteres for et slags forskningsprogram, hvor man så at sige går bag om den eksisterende viden og i stedet prøver på at problematisere historien med afsæt i de fremlagte begreber eller nøgleord, omskrive historien til nutidig virkelighed. Så at sige alle indlæg vidner om en sådan form for nytolkning. Med begrebet ”Iscenesættelse” får Thomas Lyngby sat scenen til det store og afgørende spil om ens identitet; hvor meget skal man afsløre af sig selv, når hensigten netop er at bringe sig selv i fokus?  Allehånde sløringsmidler står da til ens rådighed, men det allestedsnærværende spejl kan ubarmhjertigt afsløre ens forehavende. Ulrik Vangen konfronterer i sit indlæg ”Volden” 1700-tallets følsomhed med dets gruopvækkende voldsudøvelse, officielt som uofficielt eksekveret. Familiekærlighed stod uformidlet over for familievold. Her har udviklingen – og dermed det af ham så forkætrede bondeårhundrede, 1800-tallet – heldigvis markeret en uoverstigelig distance. Heidi Lauras ”Nysgerrighed” er derimod mest rettet bagud mod selve begivenhedsforløbet, eller om man vil: historien i sig selv, bevidnet i 1700-tallets glubende interesse for de fremmede folkeslag og kulturer, og hvor danske opdagelsesrejsende også har sat sig spor i en verdenshistorisk sammenhæng.

Langt fra realiteternes verden flimrer fantasiens spindelvæv, sådan som det beskrives i Thomas Bredsdorffs ”Utopi”. Men ud af tankekonstruktionen kan rent politisk skabes det grundlag, som uimodståeligt bærer udviklingen fremad og som derved lægger sig i spidsen for det ellers så planløse udviklingsskema, masseforbruget ubarmhjertigt præsenterer som det én gang givne, det uafvendelige. Man skal mao. søge at styre udviklingen, men det erkendes, at den tyske nazisme og den sovjetiske kommunisme er skrækindjagende advarselsskilte for planlæggere med utopien snarere opfattet som midlet end som målet.

”Tro” er Thorkild Kjærgaards nøgleord og stik imod al politisk korrekthed, som han selv skriver, tildeler han kristendommen en central rolle i den modernisering og humanisering, der skete dengang og ikke mindst på det for ham så nære Grønland. Det faldt datiden så meget lettere, som troen i kristendommens skikkelse stilfærdigt forsonede sig med naturvidenskabens erkendelse. Rationalismens præster med deres glødende interesse for landbrugets forhold genskabte forhåbningen om, at et bedre liv var i vente, hvis man blot udviste tilstrækkelig flid, dygtighed og udholdenhed.

Peter Henningsen dyrker i sin ”Grådighed” nærmest det modsatte synspunkt, at handel og profit var i modstrid med moral og religion. Købmanden anglede alene efter gevinst, den borgerlige godsejer efter størst muligt udbytte og dermed slavearbejde fra fæstebøndernes side. Derfor kan man nærmest opfatte landboreformerne som en socialreform, mener forf. 1700-tallet med dets forfinede og kosmopolitiske præg står os meget nærmere end det vadmelsklædte 1800-tal med al dets grundtvigske bragesnak, konkluderes det.

Maria Helleberg slipper for et øjeblik med sin velskrevne artikel ”Lyst” realiteternes verden og giver sig maskeraden i vold, underforstået: med et blink i øjet. Nutiden klynger sig til identiteten, det officielle billede af én selv. Måske skulle vi som i Mozarts opera ”Cosi fan tutte” lege lidt med livets alvor og lade os (næsten) forføre af de skiftende identiteter, vi da kan sætte kød og blod på. Men lyst som fritidsbeskæftigelse er nu engang de velbjergedes lod, dengang som nu, finder Maria Helleberg.

Dengang som nu var folk ikke lige, pointerer Peter Tygesen i sin artikel ”Lighed”; til gengæld var sortfarvede mennesker, negre, ikke ildeset i hverdagen, som det nu hævdes at være tilfældet. Tværtimod kunne de bruges om legebørn for velstående afvigere som f. eks. Christian VII. Udnyttelsen af de sorte arbejdsslaver foregik så fjernt fra Danmark, at det ikke satte skår i glæden over den gevinst, man indhøstede fra den florissante handel. Først med danske officerers deltagelse i den belgiske tvangskolonisering af Congo et godt stykke nede i det så forkætrede 1900-tal vandt racismen for alvor fodfæste i Danmark, konkluderer forf. 

Anne-Marie Mais skildring af ”Frihed” tager afsæt i det sene 1700-tals accept af kvindelige forfattere som f. eks. Anna Cathrina Materna, g. von Passow, som i komedien ”Mariane og det frie Val” (1757) kritiserer en moderne mandlighed, som ikke kan honorere en modsvarende kvindelighed. Nok så kendt – og det fortjent - er Charlotta Dorothea Biehl, måske ikke just så meget for sine skuespil som for sine breve og erindringer, der viser hvor stærkt tiden var præget af moderne pædagogisk tænkning med Rousseaus ”Emile” og ”Julie” i centrum.

Ove Korsgaard runder samlingen af med en jordnær beskrivelse af ”Dannelse”. Når folk dengang skulle klare sig på egen hånd uden en formynder, måtte de sættes i stand til at administrere hverdagen fornuftigt gennem selvvirksomhed i næsten fuld frihed. Da kongerigets første seminarium Blaagaard i 1794 skulle dimittere det første kuld seminarister, holde den ledende lærer, J. C. G. Claussen en tale, hvori han præciserede lærerens vigtige opgave som dannelsesprojektets ledende skikkelse på lokalt hold. Savnedes der end her oplyste mænd, var der så mange flere, der trængte til oplysning. Staten havde nu brug for patriotisk sindede borgere og ikke for umælende og ufri undersåtter, et projekt, Grundtvig som her påvist senere videreførte med sin tanke om den folkelige dannelse gennem folkehøjskolen. Det sene 1700-tals borgerskoler blev da udgangspunktet for den kritik, der med stigende styrke blev rettet mod aristokratiets idrætter, de såkaldte eksercitier. I stedet skulle man med udgangspunkt i Rousseaus og Kants pædagogiske nytænkning sætte det nyskabte menneske i borgerklæder i stand til at træffe moralske og frie valg.

Denne korte omtale af de ti tekster giver sig på ingen måde ud for at være et referat endsige en kritisk vurdering af de fremførte synspunkter. I stedet skulle det anførte helst få en evt. læser til at gøre bogen til genstand for et nærmere studium. Trods deres rosværdigt korte form indeholder artiklerne et væld af oplysninger, synspunkter og holdninger, som man ikke uden videre kan danne sig en begrundet mening om. Og det fornemme billedudvalg ved Grethe Jensen og bogens prydsomme udseende i det hele taget giver sin læser en velbehagelig fornemmelse af selvforkælelse, sådan som det på mode.

Som undertegnede har læst bogen, vidner den om, at hver enkelt forfatter virkelig har haft noget på hjerte om det emne, han eller hun har fået til opgave at  diskutere. De ti hovedbegreber eller nøgleord, som her er blevet dissekeret, dækker naturligvis ikke alle aspekter af 1700-tallets historie, men når man da erindrer sig, at de netop er blevet udvalgt med henblik på at vise samhørigheden og kontrasten mellem den tid og vort århundrede, må det erkendes, at de tilsammen danner en helhed, ja måske endog et slags program for en bredere udforskning og historieskrivning omkring 1700-tallets historie, sådan som programmets udøvere, stående midt i modernitetens på én gang alt opløsende og fritstillende tidsalder, finder det for rettest at definere historien og al dens væsen. Helt forfra og uden det sædvanlige skel mellem forsker og samfundsdebattør.

Det er tilspidset, indrømmet, men for en traditionel historiker, der tænker i kildekritikkens og videnproduktionens kollegiale baner, kan perspektivet i så fald virke lidt skræmmende. Flere steder ytres der ligefrem ønsker om en politisk dikteret styring af samfundsudviklingen, ja en enkelt vil ikke erklære marxismen for udtømt for al kraft og brugelighed. Begrundelsen for denne misantropi er som regel den, at masseforbrugets pøbeludskejelser, både hvad angår materielle goder som lystskabende behageligheder, i individualismens grådige fremtoning for længst har overskredet alle grænser for god, borgerlig husholdning af de forhåndenværende samfundsgoder. I 1700-tallet stod kampen mellem et middelalderligt og et moderne samfundssyn; er problemstillingen for 2000-tallet nærmest den modsatte, at man med historien som spejl nu må se at styre udviklingen i den ”rigtige” retning? En moralsk eller måske ligefrem moraliserende udgave af Danmarkshistorien? Det gør bogen foruroligende, men det hører nu engang med til ytringsfrihedens sande væsen.