|
-
En beretning om brave redningsmænd og – kvinder
Af
Lene Tranberg, cand. mag. i historie og dansk
Når
man går i hverdagens stille tummerum og faste rutiner
kan det nogle gange være godt at blive mindet om, at både
fortiden og nutiden rummer store og fantastiske
bedrifter og modige og opofrende helte.
En
sådan påmindelse er
Lars Stevnsborgs Af Farens Svælg fremblomstrer Priis og Lön. En beretning om brave
redningsmænd og –kvinder, der netop er blevet
udgivet i anledning af Redningsmedailleselskabets 125 års
jubilæum.
Danmarks
kongehus og regering har siden henholdsvis 1793 og 1812
uddelt redningsmedaljerne
Medaljen for ædel
Daad og Medaljen
for Druknedes Redning til personer, der har bragt
deres eget liv i fare for at redde andres. Sidstnævnte
medaljes navn skyldes den daværende opfattelse af
begrebet druknet som det vi i dag forstår som at være ved at drukne.
Medaljerne har altid været omfattet af meget
restriktive tildelingskriterier, der dog har ændret sig
lidt i løbet af årene. Fx fik medaljemodtagere
tidligere kun lov til at bære deres orden, hvis både
de selv og den reddede havde været i fare. I dag
tildeles medaljerne altid med bæretilladelse, og nu
gives Medaljen for
ædel Daad, når både den reddende har været i
yderste livsfare og den reddede i livsfare og i særdeleshed,
når flere personer reddes. Imens tildeles Medaljen for Druknedes Redning personer, der utvivlsomt har udsat
sig selv for fare ved at redde druknende i livsfare.
I
1884 stiftedes Redningsmedailleselskabet af og for
medaljemodtagere. Gennem årene har selskabet bl.a.
arbejdet for at hverve flere medlemmer, understøtte dårligt
økonomisk stillede medaljemodtagere, finde mulige
kandidater til medaljer, trykke diplomer, støtte
medlemmer, der ønskede at få bæretilladelse, samt
administrere en række legater. Mindst lige så væsentlig
er det, at selskabet har skabt opmærksomhed omkring
modtagernes prisværdige indsatser under voldsomme og
farefulde omstændigheder, og at det har tjent som et
socialt netværk for redningsmændene og -kvinderne,
hvor de har kunnet tale om de farefulde redninger med
ligestillede.
Af Farens Svælg fremblomstrer Priis og Lön er en velskrevet og
meget grundig og saglig beretning om redningsmedaljernes
og Redningsmedailleselskabets historie samt eksempler på
belønnede redningssager.
Bogens
første kapitler beskriver udførligt medaljernes
historie, bedømmelsesprocessen forud for deres
tildeling, Redningsmedailleselskabets stiftelse og
historie samt selskabets medaljesamling på baggrund af
et omfattende materiale af både trykte og utrykte
kilder og litteratur.
Det
femte og sidste kapitel beretter om 35 belønnede sager
fra selskabets medaljesamling. Selskabet har samlet
medaljer og tilhørende beretninger fra modtagere fra især
selskabets storhedstid fra 1800-tallets slutning til
1900-tallets begyndelse for at hædre og fremstille
modtagerne som gode forbilleder til efterlevelse for
andre. Lars Stevnsborgs fortællinger om redningssagerne
er detaljerede, fint og spændende fortalte og godt
underbyggede beretninger, der giver en god og relevant
indsigt i den enkelte sag og den konkrete ulykke og
redningsaktion, åstedet, redningsmanden eller
–kvinden og vedkommendes indsats og tanker herom samt
sagens administrative behandling, beslutningsgrundlag,
indstillingen og endelige medaljetildeling. Disse
skildringer bygger bl.a. på Medailleselskabets samling
af modtagernes egne beretninger, de såkaldte solstrålehistorier, avisartikler, politirapporter, retsbøger og
sagerne i Justitsministeriets arkiver.
I
forlængelse heraf kunne forfatteren med fordel have
uddybet de mentalitets-, kultur- og socialhistoriske
perspektiver for både redningsaktionerne og
redningsmedaljerne og Redningsmedailleselskabet. Det
ville have givet fremstillingen et bredere mentalitets-,
kultur- og socialhistorisk perspektiv, der ville
interessere et mere bredt historieinteresseret publikum.
Fx kunne det have været spændende at høre noget mere
opsummeret, konkret og dybdegående om den kulturelle og
psykologiske baggrund for, hvorfor nogle sætter deres
liv på spil at redde andres – mens andre vælger at
lade være - og for de strikse tildelingskriterier og især
deres strenge fokusering på, at den reddende og den
reddede var i betydelig livsfare.
Derfor
må Af Farens Svælg fremblomstrer Priis og Lön siges først og
fremmest at henvende sig til den forholdsvise smalle læserskare,
der enten interesserer sig konkret for
redningsmedaljerne og Redningsmedailleselskabets
historie og de prisværdige redningshandlinger eller
mere bredt for ordner og hertil relaterede foreninger.
|
|
|
Del på Facebook, digg,
m.m.
|
|
|

|
|
Lars
Stevnsborg:
Af
Farens Svælg fremblomstrer Priis og Lön - En
beretning om brave redningsmænd og – kvinder
Udg.
af Syddansk Universitetsforlag
186
sider, ill., 198 kr.
Syddansk
Universitetsforlag >
|
|
|
|
|
|