Menu
Forrige artikel

Troels-Lund - Historiens Aktører nr. 11

Kategori: Temaer
Visninger: 1677

 

Den 12. februar 2021 er det 100 år siden, kulturhistorikeren Troels Frederik Troels-Lund døde. Nu er dødsfald jo sjældent noget at fejre, selvom det har forekommet og forekommer, men det kan tages som anledning; i dette tilfælde anledning til at se lidt nærmere på Troels-Lund og dele af hans værk. Troels-Lund hænger i visse sammenhænge i et limbo. Han er manden der skrev det store værk Dagligt Liv i Norden i det 16. Aarhundrede, som sine 14 bind til trods forblev en torso i forhold til den oprindelige plan, og i hvilket forfatteren af karsken bælg fortæller op ad sengestolper og ned ad livets højtider om alle aspekter af livet i Norden i det 16. århundrede, og som, i det omfang man overhovedet kender til manden og værket, oftest bliver fejet lidt til side. Det er noget med forfatterens udviklingssyn, hans mange og ofte fejlagtige overfortolkninger, og på den anden side også manden der bragte kulturhistorien i centrum, og som, for kendere, er manden der grundlagde den danske kulturhistoriske videnskab, men som også var mere eller mindre åbenlyst ugleset på det videnskabelige parnas. Helt fejet til side bliver Troels-Lund altså ikke. På den ene side kan man ikke regne med mandens værk, og på den anden side havde han fat i noget. Så vi griber anledningen og ser lidt nærmere på manden og værket.

 Kulturhistorikeren Troels Frederik Troels-Lund (1840-1921), portrætteret af professor Hans Tegner. Portrættet, i denne opsætning, blev anvendt i tredje og fjerde udgave af Dagligt Liv i Norden i det 16. Aarhundrede. Dagligt Liv i Norden i det 16. Aarhundrede udkom i første udgave 1879-1901, anden udgave 1903-1904, tredje udgave 1908-1910, fjerde udgave 1914-1915, femte udgave 1929-1931 og sjette udgave 1968-1969. Desuden er udgivet en E-udgave 2019, ligesom der findes scanninger af værket forskellige steder på internettet.

Med sit monumentale hovedværk Dagligt Liv i Norden i det 16. Aarhundrede, der udkom første gang i tiden 1879-1901, søgte Troels-Lund at kortlægge stort set ethvert aspekt af det daglige liv i renæssancetiden, såvel den materielle som den immaterielle folkekultur, og i videre forstand renæssancens danske mentalitetshistorie. (Se Retroanmeldelse af Morten Fink-Jensen: Dagligt Liv i Norden 100 år efter. I: Historisk Tidsskrift, Bd. 185, Hæfte 1, 2012, s. 221-233.) Som den første gjorde Troels-Lund kulturhistorien til hovedsagen, og nedtonede behandlingen og til dels betydningen af den økonomiske og politiske historie. Med Dagligt Liv i Norden i det 16. Aarhundrede og de dermed beslægtede, men mere ukendte værker, grundlagde Troels-Lund dansk kulturhistorisk videnskab, som med sine vildtvoksende forgreninger næppe kan kaldes en tradition på linje med den mere stringente Erslevske, kildekritiske skole.

Troels-Lund blev født i København den 5. september 1840 som yngste barn i den velstående kontorchef i Nationalbanken Henrik Ferdinand Lunds andet ægteskab. (For en mere omfattende biografi, se Henrik Gjøde Nielsen: Troels-Lund – En biografisk skitse. I: Fortid og Nutid – Tidsskrift for kulturhistorie og lokalhistorie, Hefte 1, 2003, s. 49-63.) Henrik Ferdinand Lund var første gang gift med Petrea Kirkegaard, søster til Søren Kierkegaard, og anden gang med Anna Cathrine Lund, Henrik Ferdinand Lunds kusine. Troels-Lunds personlige bekendtskab med og fascination af Søren Kierkegaard, der efter faderens andet ægteskab stadig kom i hjemmet, skal således for en dels vedkommende tilskrives denne familiære forbindelse.

Søren Kierkegaard fik nemlig stor betydning for Troels-Lund, såvel menneskeligt som filosofisk. Menneskeligt gennem familietilhørsforholdet og det mere intense venskabelige forhold mellem Kierkegaard og Troels-Lund, som i hvert fald sidstnævnte følte. Filosofisk kommer betydningen til udtryk i starten og slutningen af Troels-Lunds forfatterskab: Troels-Lunds doktordisputats, der i øvrigt ikke vakte synderlig opsigt, Om Sokrates´s Lære og Personlighed, 1871, var inspireret af Søren Kierkegaards interesse for Sokrates; også Søren Kierkegaard disputerede på en afhandling om Sokrates, 1841. Troels-Lunds sidste arbejde, det ufuldendte tredje bind af Bakkehus og Solbjerg, 1922, omhandler udelukkende Søren Kirkegaard. Frem til sin død var Søren Kierkegaard en ven af Troels-Lunds familie. Da Troels-Lund besøgte Kierkegaard på dødslejet, følte han en helt speciel samhørighed opstå mellem ham selv og den dødssyge Kierkegaard. En samhørighed, der var: ”… som en himmelsk Aabenbaring, en Udstrømning fra Sjæl til Sjæl, en Velsignelse, der gød nyt Mod, Kraft og Forpligtelse i mig.” (Troels Frederik Troels-Lund: Et Liv. Barndom og Ungdom, 1924, s. 238.) Denne oplevelse, samt de nærmest tumultagtige scener ved Søren Kierkegaards begravelse, fik Troels-Lund til at fordybe sig i Kierkegaards skrifter, og gav anledning til forfatterens flid.

Spørgsmålet var så, hvad han skulle bruge denne flid til. Troels-Lund disputerede i filosofi, som man jo gjorde, hvis man ikke valgte teologi, og forsøgte sig i sin ungdom i æstetik, poesi, filosofi, teologi og endog naturvidenskabelige studier, men efter 1870 begyndte det at dæmre for ham, hvad han skulle bruge sit liv til. I 1870 eller starten af 1871 fik Troels-Lund en stipendiatstilling i Geheimearkivet, det senere Rigsarkiv. Troels-Lund tiltrådte næppe stillingen i forventning om at ende som arkivembedsmand, men nærmere af økonomiske grunde. Stillingen fik imidlertid også andre end blot økonomiske konsekvenser.

Under arbejdet på Geheimearkivet, der primært bestod i at gennemgå korrespondance og domme fra det 16. århundrede, fik Troels-Lund: ” … efterhaanden Indtryk af, hvor stor Forskel, der var mellem de blot tørre historiske Fakta og de samme, belyste af alle de mange Biomstændigheder, der havde knyttet sig til dem. Den Fornemmelse blev levende hos mig, at man først egentlig forstod Hovedbegivenhederne gennem Kendskab til alle disse Smaating, som gav dem deres Præg.” (C. C. Clausen: Professor Troels-Lund. (Stenografiske interviews XVI), Hver 8. Dag, den 12. September 1903, s. 786.) Denne erkendelse gav Troels-Lund lyst til at arbejde med en fremstilling af nogle af forholdene i det 16. århundrede; en lyst, der resulterede i debuten som historisk forfatter med artiklen ”Dommen over Christoffer Rosenkrans” i Historisk Tidsskrift, 1873. Allerede i 1873 havde Troels-Lund imidlertid et større historisk arbejde i tankerne. Dette større historiske arbejde skulle blive til Dagligt Liv i Norden i det 16. Aarhundrede. Senere udtalte Troels-Lund, at det dels var fascinationen af renæssancetiden, dels ønsket om at bidrage til den nationale genrejsning efter katastrofen i 1864, der blev afgørende for hans valg af arbejdsområde. Dvs. et slags åndeligt svar på 1864-devisen om, at hvad udad tabes skal indad vindes.

Den historievidenskabelige tidsånd var imidlertid imod Troels-Lund. Det var kildekritikkens tid på det historiske parnas, i Danmark repræsenteret ved Kr. Erslev, i Tyskland (hvilket jo ikke gjorde sagen bedre men vel nærmere virkede som en rød klud) ved den preussiske professor Dietrich Schäfer. Troels Lunds værk, der med Schäfers ord beskæftigede sig med menneskets lavere fornødenheder, kom under angreb, og på et tidspunkt måtte Troels-Lund redegøre for, hvad det egentligt var for et projekt, han havde gang i. Det resulterede i et arbejde, som har sat sig varige spor i dansk historiografi, nemlig Troels-Lunds videnskabsteoretiske redegørelse Om Kulturhistorie, 1894. I det lille skrift søger Troels-Lund at imødegå Dietrich Schäfers ensidige hævden af statshistorien, den politiske historie, og argumenterer for kulturhistoriens berettigelse og ligefrem primat, dvs. dagliglivets historie, primært i forhold til statshistorien. Om Kulturhistorie er polemisk forbilledligt, men videnskabeligt ensidigt. Dertil kommer, at skriftet overvejende er skrevet i defensiv form. Men interessen for Troels-Lund har samlet sig dels om hovedværket, dels om skriftet Om Kulturhistorie.

Mindre kendt er det, at Troels-Lund på et senere tidspunkt formulerede sig langt skarpere og mindre defensivt end i Om Kulturhistorie, på en måde, der sætter både mandens eget værk og historievidenskaben i et tydeligere relief, som for så vidt i mangt og meget endnu har gyldighed. I 1893 blev Troels-Lund medlem af den faste medarbejderstab på Salmonsens store illustrerede Konversationsleksikon. Til dette værk skrev Troels-Lund bl.a. artiklen ”Kulturhistorie.” (I Salmonsens store illustrerede Konversationsleksikon 1. udg. XI Bd. s. 64-67, i 2. udg. 1923 Bd. XIV s. 883-887. Om denne artikel, og om Troels-Lunds leksikalske forfatterskab og dettes historiografiske implikationer, se Henrik Gjøde Nielsen: Et overset arbejde af Troels-Lund – Bidrag til dansk kulturhistories historiografi. I: Fortid og Nutid – Tidsskrift for kulturhistorie og lokalhistorie, Bd. XXXVI, hefte 2, 1989, s. 113-120.)

Med artiklen ”Kulturhistorie” måtte Troels-Lund søge at give en objektiv videnskabshistorisk oversigt, og definere kulturhistoriens indhold og forhold til specielt statshistorien, den politiske historie, og til andre videnskaber i øvrigt. For at kunne gøre dette, måtte Troels-Lund etablere et mere omfattende og afklaret videnskabssyn, end det han tidligere, specielt i Om Kulturhistorie, havde formuleret; dvs. et videnskabssyn, der på den ene side ville være grundforudsætningen for oversigten, og dermed i så ringe grad som muligt være præget af dets ophavsmands personlige synspunkter, mens på den anden side formuleringen af dette videnskabssyn måtte tvinge Troels-Lund til klart for sig selv at bestemme, hvad kulturhistorie er, og hvilken position denne indtager i forhold til andre videnskaber. Resultatet blev en artikel, der både har karakter af leksikalsk oversigt, og er Troels-Lunds personlige, videnskabsteoretiske manifest.

Artiklen indledes med, ret bastant, at fastslå dels kulturhistoriens genstandsområde, dels dens forhold til andre videnskaber: ”Kulturhistorien er Menneskehedens Udviklingshistorie, saaledes som den er foregaaet hele Jorden over under højst forskellige Betingelser. Den omspænder altså alle menneskelige Vilkaar, og som videnskab indbefatter den alle andre i sig.” Så er vi i gang. Da denne videnskab således er ret ny, anfører Troels-Lund, er dens resultater endnu ufuldkomne og begrænsede. Et overblik over det indvundne, eller i det mindste de felter, hvor kulturhistoriske undersøgelser primært er foretaget, formulerer Troels-Lund ved at betragte menneskehedens udvikling ud fra tre synspunkter, nemlig for det første redskaber, for det andet næringsveje og samfundsformer, og for det tredje åndsliv.

Det første synspunkt, redskaber, indleder Troels-Lund med at pointere, at det er nordiske videnskabsfolk, der har æren for at have påvist udviklingsgangen på dette område, hvor efter udviklingen i redskabskonstruktion og -anvendelse fra stenalderen over bronzealderen til jernalderen kort skitseres. Den sidste, jernalderen, anføres som en epoke, der kulturhistorisk set vedvarer endnu på Troels-Lunds tid.

Det andet synspunkt, næringsveje og samfundsformer, underkastes en lignende fremstilling: Fra jæger-samler-samfund over nomadesamfund med voksende husdyrhold til agerdyrkere og menneskets sammenslutning i tætbefolkede, mere komplicerede og specialiserede samfund. Disse sidste opstod først i flodrigerne ved Nilen, Eufrat, Tigris osv. og førte til, at den moderne samfundsorganisation ”Staten” opstod.

Hvad endelig angår det tredje synspunkt, nemlig åndsliv, så går dette afsnit hurtigt over fra at være en præsentation af undersøgelsesobjekter til at være en diskussion af videnskaben selv, dens forhold til dels den ”gamle” historieskrivning, dels kristendommen (og i videre forstand religion) som absolut værdi, hvormed artiklen svinger tilbage til det historiografisk interessante spor, den i indledningen fulgte.

De kulturhistoriske undersøgelser om ”åndsliv,” der er foretaget, spænder over så forskellige områder som sprog, folkemeninger, retsbegreber, litteratur, kunst, religion osv.; det kan således være svært at påvise forbindelse eller sammenhæng, og en del af resultaterne af denne forskning er da også omstridte og endnu kun ved at blive formulerede. Imidlertid er det, der fælles karakteriserer denne type kulturhistoriske undersøgelser ”den sammenlignende og Slægtskab søgende” fremgangsmåde, der i modsætning til den tidligere, isolerede undersøgelse har vist sig frugtbar.

Mens det kulturhistoriske arbejde i hovedsagen endnu er søgende og samlende, har forskellen mellem ”gammel og ny Synsmaade” på to punkter mundet ud i ”bestemt Strid og ejendommelig Nyudannelse.” Her bliver det igen personligheden, eller måske rettere kulturhistorikeren, Troels-Lund, der tager ordet fra leksikonforfatteren. I denne del af diskussionen bliver hovedtemaet fra henholdsvis Om Kulturhistorie, dvs. staten, og et vigtigt element fra bogen Livsbelysning, 1898, der var 13. bd. af Dagligt Liv i Norden i det 16. Aarhundrede, og de med denne bog beslægtede værker, jf. senere, dvs. opfattelsen af kristendommen, hovedpunkterne for Troels-Lunds angreb.

Ifølge Troels-Lund har den ”gammeldags” tankegang halvt stiltiende accepteret, at udvikling og fremskridt er det ledende i menneskets liv, men med dette ”våben” i hånd har den gammeldags tankegang ”forskanset” sig to steder: For det første hævder denne tankegang, at ”Staten” er det højeste udtryk for menneskets virken, og i sig rummer alle former for liv, hvorfor, nu som før, den politiske historie, statshistorien, og ikke kulturhistorien, må være den altomfattende. For det andet hævdes af den gamle tankegang ”den åbenbarede” religion, dvs. kristendommen, som den højeste religionsform, eftersom kristendommens indhold er Guds egen åbenbaring. I svaret på disse påstande skærper Troels-Lund sine argumenter fra 1894 og 1898; dvs. den kritiske holdning til staten og kristendommen. Idet spørgsmålet om kulturhistoriens forhold til politisk, ”gammeldags” historie centreres om staten og kristendommen, må den ”gamle” nødvendigvis vige for den ”nye.” For den ”gamle” er staten og kristendommen absolutte, guddommelige begreber; for kulturhistorien, den ”nye,” er disse begreber mulige forskningsobjekter, som alt andet.

Om Gud og Staten siger den nye kulturhistorie: ”Erfaringen viser, at der ikke blot eksisterer ”Staten” og den ene af Gud aabenbarede Religion, men at der er mange ”Stater” og mange Religioner, der paastaa at være aabenbarede af Gud. Stater som Religioner maa da finde sig i at underkastes samme Form for Prøve. De maa kunne bestaa for Sammenligning med, hvad hvert enkelt Menneske forstaar ved Ret og godt. Men Erfaring viser, at selv den højest udviklede Nutidsstat i sit ydre Forhold til andre Stater mener sig, naar gunstig lejlighed gives, berettiget til en Optræden, der staar dybt under, hvad der Mand og Mand imellem gælder for tilladeligt. ”Du skal ikke begære”, ”Du skal ikke stjæle”, ”Du skal ikke ihjelslaa” maa alt sammen vige, naar der er mulighed for Erobring. Statens Moral er lavere end Individets. Og hvad den kristne Religion angaar, saa tillægger den ved Læren om Evige Helvedsstraffe Gud en Tankegang, der blandt Mennesker ville være umulig for Forældre over for deres Børn. Religionens Moral er lavere end Individets. Hverken Stat eller Kirke ere da noget absolut.”

Efter denne konklusion, der jo også giver nutidige forhold et interessant perspektiv, afsluttes artiklen, før litteraturlisten, med en række eksempler på ”kulturhistoriske Grundspørgsmål,” der ikke er, og måske aldrig vil blive, fuldt besvarede, som f.eks. spørgsmålet om menneskehedens oprindelse, forholdet mellem menneskets og naturens forædling, og om hvorvidt den drivende kraft i menneskehedens udvikling er selvopofrende kærlighed eller magtmenneskets selvhævden. Skønt der endnu er langt til svaret, så melder den slags spørgsmål sig, ifølge Troels-Lund, ved enhver ”dybere kulturhistorisk Undersøgelse.” At Troels-Lund her taler af personlig erfaring, viser den masse af immaterielle spørgsmål, som han i sit eget arbejde efterhånden følte trænge sig på i en sådan grad, at det betød en kraftig ændring i og udvidelse af forfatterskabet og dettes genstandsområde.

Troels-Lund lod som nævnt synspunkterne komme til udfoldelse i bogen Livsbelysning, 1898, Bd. XIII af Dagligt Liv i Norden i det 16. Aarhundrede, og bl.a. i den mere ukendte Nye Tanker i det 16. Aarhundrede, 1909, som på det religiøse område bragte ham på kant med både protestanter og katolikker. For protestanternes vedkommende pga. Troels-Lunds påpegning, og dét uden omsvøb, af de negative sider af protestantismen, herunder de i konsekvens af Luthers´ tanker grasserende hekseprocesser, som man tidligere havde henvist til middelalderen (hvad visse i en vis udstrækning fortsat gør), hvor sådanne da også forekom, men som tog rigtig fart, da der efter Reformationen ikke længere var nogen kirke mellem den enkelte og Gud, og dermed heller ikke mellem den enkelte og Djævlen, ligesom man fra visse lutheranske, danske anmelderes side påpegede, at Troels-Lund fjernede det overnaturlige ved Jesus, og det gjorde han jo også. Fra den katolske kirkes side udmøntedes reaktionen ved at sætte Livsbelysning på Index librorum prohibitorum, dvs. den katolske kirkes fortegnelse over farlige og forbudte bøger, som troende katolikker ikke måtte læse. Fra de positivistiske historikeres side, og fra udøverne af den politiske historie, dvs. de, der hævdede statshistoriens primat, ignorerede man stort set Troels-Lund og hans syslen med menneskets lavere fornødenheder, som Dietrich Schäfer udtrykte det. Dvs. ignorerede så længe man kunne, og så længe man, særligt i Danmark, synes man kunne være det bekendt. Anerkendelsen kom kun modstræbende.

Men den kom, i det mindste formelt. Anerkendelsen fra videnskabeligt hold slog endeligt igennem i 1901, da Troels-Lund blev medlem af Det kongelige danske videnskabernes Selskab. Samme år udkom 14. og sidste bind af Dagligt Liv i Norden i det 16. Aarhundrede, Livsafslutning. Som 61-årig kunne Troels-Lund således se tilbage på sit hovedværk, der havde været 22 år undervejs, en mængde større og mindre artikler, afhandlinger og bøger, en række nederlag i sine forsøg på at indtage betydningsfulde videnskabelige embeder, som f.eks. et professorat i Nordens Historie og Antikviteter ved Københavns Universitet, berømmelse for sin ordduel i 1894 med Dietrich Schäfer om kulturhistorie og politisk historie, og han kunne nyde en stadig større anerkendelse, som var modstræbende i videnskabelig sammenhæng, men uomtvistelig i udbredelse og oplagstal, i kraft af temaer og forfatterens ”historiekunst,” som var et resultat af Troels-Lunds krav til sig selv om at skrive en fremstilling som var ”almenfattelig.”

Troels-Lunds aktiviteter i det første tiår af 1900-tallet var, foruden det fortsatte historiske forfatterskab efter Dagligt Liv i Norden i det 16. Aarhundrede, præget af arbejdet som kongelige ordenshistoriograf, og af arbejdet som formand for Centralkommitéen for frivillige Korps. Desuden var Troels-Lund indtil 1912 medlem af komité og forretningsudvalg for Dansk Folkemuseum. Perioden fra ca. 1910 til 1921 var dels præget af arbejdet med at skrive erindringer, der udkom posthumt under titlen Et Liv, 1924, dels af arbejdet med alderdomsværket Bakkehus og Solbjerg Bd. I-III, udgivet 1920-1922. Troels-Lund nåede at se første bind udgivet. Samme dag som han afleverede manuskriptet til andet bind til opsætning og trykning, døde han, mens tredje bind forelå ufuldendt og ubearbejdet, men blev bragt i trykfærdig stand af historikeren Knud Fabricius.

Blandt de både personlige og nationale faktorer, der på forskellig vis må siges at have haft indflydelse på Troels-Lunds arbejde, er begivenhederne i 1864, i forbindelse med hvilke også Troels-Lunds engagement i forsvarssagen må ses. Begivenhederne i 1864 fik således både en direkte (dvs. forsvarssagen) og en indirekte (dvs. formålet med forfatterskabet) indflydelse på Troels-Lunds værk, idet han (bl.a., må man sige) opfattede Dagligt Liv i Norden i det 16. Aarhundrede som en gave, til trøst og styrke for det danske folk. En konsekvens heraf var det også, at Troels-Lund netop søgte at indkredse det særlige danske eller nordiske lys i renæssancen, som dette kom til udtryk i både den materielle og den immaterielle folkekultur. Denne bestræbelse placerede Troels-Lund i opposition til såvel den kildekritiske, Erslevske skole i Danmark, som den dominerende tyske – eller prøjsiske – historieskrivning, statshistorien, repræsenteret ved Dietrich Schäfer.

Når der ses bort fra duelarbejdet Om Kulturhistorie var det meget lidt, Troels-Lund engagerede sig i nogen form for ”offentlighed” eller offentlig debat i samtiden. Han gav i visse tilfælde, som i forbindelse med forsvarssagen, sin mening til kende, men i øvrigt uden at indlade sig i polemik om aktuelt-politiske spørgsmål. Skønt Troels-Lund havde en vis personlig tilknytning til Georg Brandes, og skønt også Troels-Lund kan betegnes som skarp og velformuleret fritænker, specielt i de værker, der blev udgivet omkring år 1900, kan han ikke regnes blandt ”Det moderne Gennembruds” mænd, konservativ som han i visse sammenhænge var, f.eks. i forbindelse med forsvarssagen. Men trods denne konservatisme udviklede han i en vis forstand en næsten anarkistisk opfattelse af den politiske stat, ligesom hans holdning til kristendommen udviklede sig til en skarp afstandtagen, ikke mindst befordret af Reformationens sorte djævlelære, dens ”forræderi” mod den naturlige, oplysende og frigørende Renæssance.

På trods af stigende officiel anerkendelse, viser bl.a. de samtidige brevvekslinger mellem danske historikere, at anerkendelsen var betinget, sandsynligvis fordi Troels-Lund i så høj grad var placeret – og placerede sig – udenfor det universitære, videnskabelige historikermiljø. Teoretisk og metodisk fordi Troels-Lund vægtede kulturhistorien og den ”kunstneriske” fremstilling frem for den politiske historie og den ”videnskabelige” fremstilling, og politisk bl.a. via sit engagement i forsvarssagen.

Troels-Lund, september 1920

 

Da Troels-Lund døde den 12. februar 1921, kun godt et døgn efter at det var konstateret, at han var angrebet af bronkitis, var han over 80 år gammel, og havde et stort livsværk som historiker bag sig; et værk, der i udgangspunktet kom mere eller mindre tilfældigt til ham, og et værk, hvis bedømmelse i såvel samtid som eftertid er ret diffus og på mange måder præget af manglende helhedsforståelse. Særligt værkets mentalitetshistoriske aspekter fortjener således en dybere analyse og jævnføring med senere forskningsmæssige landvindinger. Der er imidlertid indiskutabelt, at Dagligt Liv i Norden i det 16. Aarhundrede blev startpunktet for den kulturhistoriske videnskab i Danmark.

På trods af, at hovedparten af Troels-Lunds værk, særligt dets materielle del, ud fra et forskningsmæssigt synspunkt i dag må betragtes som forældet, og på trods af, at dele af værket er ”Digt og forbandet Løgn," som Marcus Rubin udtrykte det – og straks fulgte op med at fremhæve værket for stoffets ejendommelighed og rigdom og forfatteren for dennes frodighed i tanke og finhed i kunst – så er det netop Troels-Lunds stærkt personlige og kunstnerisk suveræne hovedværk der gør, at han bør huskes som foregangsmanden i dansk kulturhistorisk videnskab.

Af Henrik Gjøde Nielsen, ph.d., direktør, forskningschef, Nordjyllands Kystmuseum

Se de øvrige artikler i serien "Historiens Aktører" her

[Historie-online.dk, den 3. februar 2021]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Peder Rasmussen - Historiens Aktører nr. 3
Ernest Shackleton - Historiens Aktører Nr. 44
Bernhard Olsen - Historiens Aktører nr. 5