Nedkastet

Et portræt af en dansk, ung mand, som bliver trænet til SOE-agent hos Special Operations Executive i England, nedkastet som agent og overlever krigen. Han blev eftersøgt af Gestapo, flygtede til Sverige men kom tilbage og kæmpede videre i modstandsbevægelsen

Af Michael Koch

Den 4. oktober 1944 sprang fire mænd ud fra en engelsk maskine ved Skive på Kloster nedkastningsplads. Der var adskillige markante tidspunkter i den unge SOE-mands liv, dette var kun ét af dem. Den ene var en 30-årig ung mand fra Kerteminde. Christian Stemann Petersen fik sin realeksamen, kom i lære på kontor, og var en alvorsfuld, tillidsvækkende ung mand. Her blev han, til han var udlært, hvorefter han meldte sig frivilligt til søværnet. Han blev Kystkadet, og udnævnelsesfesten blev holdt hos hans søster og svoger, som var manden med nyhederne i Pressens Radioavis, Niels Grunnet. Christian fik tilladelse til at rejse til Stockholm, hvor han mødte redaktør Ebbe Munck. I den tid hvor SOE i Stockholm undersøgte hans papirer og sikrede sig, at han var god nok, arbejdede Christian på en pelsdyrfarm i Göteborg. Han var populær på farmen, og fik en flot anbefaling med sig, da Stockholm bad ham komme til det videre forløb. Der manglede SOE-folk i Danmark til at opbygge og undervise danske modstandsfolk. Det var i november 1943.

Special Forces, hvorunder SOE hørte, havde “været meget uheldige med at uddanne unge danske folk, som optrådte, som om det var et stort eventyr”. “Træningen er den bedste, man kunne give de unge, men hvis folk ikke egnede sig, skabte det store problemer”, citat af chefen, Commander Ralph C. Hollingworth fra bogen. De var dog sikre på, at Christian Stemann Petersen besad alle de rigtige karaktertræk, og hans skudsmål kunne ikke blive bedre fra Stockholm. 14. januar 1944 lykkedes det endelig at få en maskine afsted fra Bromma over Island til Scotland.

SOE’s øverstkommanderende for Danmark Ralph C. Hollingsworth tog imod Christian i London. Her modtages han med blomster på torvet i Næstved i maj. Frihedsmuseets fotoarkiv

Nu begyndte godkendelse i Patriotic School, hvor MI5 godkendte ham. Christians viden fra Danmark om kystforsvar, tyskernes kontrol over jernbaner, Storebæltsoverfarten, leveforhold i Danmark og endelig minestrygning og sabotage var blandt emnerne hos MI5. Den lange, farlige flyvetur til Scotland og de barske vilkår i lejren hos MI5 var ved at få mange af dem til at opgive, men Christian endte med at blive godkendt med en flot udtalelse. Herfra blev alt hektisk. Han kom i fuld gang med paramilitær træning og meget mere.

Der herskede travlhed, for det handlede om at skabe sabotage og forvirring op til og efter D-dag i Frankrig. Kandidaterne kunne stadig nemt blive frasorteret for så at ende i “cooleren” i en lejr, hvor de skulle glemme, hvad de havde hørt, set og lært. Christian fortsatte, og nu begyndte den hårde uddannelse i Dorking i Surrey. Fysisk træning, teori, skydning, “silent killing”, faldskærmstræning og meget mere blev hans hverdag i træningslejren. Christian blev betegnet som intelligent, men lærte langsomt det praktiske. Det var heller ikke godt, at han kom til at skyde sig selv i benet. Humøret kunne nå et lavpunkt, ikke mindst fordi han var uheldig med sit våben.

Træning med faldskærmsudspring var særdeles farligt, De sprang fra 15 til 200 meters højde, og skærmen skulle nå at folde sig ud. Derfor blev der øvet spring fra fem meters højde, som svarede til den kraft, de ramte jorden i. Ikke noget at sige til, at alles ankler var hårdt forstærket med bandager. Der var ambulancer klar til at hente dem, der kom til skade ved udspring fra flyene. Efter denne STS skole blev Christian sendt videre fra skole til skole. Telekommunikation, sprængstof og meget mere. Hen mod slutningen blev der meldt til London, at han tegnede til at være en rigtig god SOE-agent.

BOPA-aktionen 27. marts 1945. Sabotage mod Langebro i København. Christian var tilknyttet BOPA som SOE-agent. Frihedsmuseets fotoarkiv

Christian blev nedkastet omkring Skive, ved modtagepladsen Kloster. Her blev han og tre andre hentet af modstandsfolk og kom i gang med sit SOE arbejde boende i Herning. Nu var det oktober 1944, og der skulle intensiveres med våben og sprængstofinstruktion. Der blev optalt 13.739 modstandsfolk i hele Region 2, som var typisk Midtjylland, og det gik helt godt med alt det illegale arbejde. Det gik faktisk så godt, at Christians rapport til London flere måneder var meget positiv, og han bad dem sende mere ammunition og flere håndgranater. Han blev kort efter evakueret til Sverige for at “hvile sig og få nerverne i ro”. Evakueringen var ikke mindst, fordi Christian nu kendte alt for mange, og var blevet et kendt ansigt. Efter at have sejlet med to forskellige fiskekuttere ankom Christian til Göteborg og herfra videre til Stockholm. Efter første rapportering ønskede London Christian til England for omhyggelig rapport. Det ville Christian ikke. Der var kun få måneder til befrielsen, og den ville han opleve i Danmark.

Christians falske legitimationskort efter ankomsten til København i 1945. Privateje

Tilbage i København udførte Christian et “fortræffeligt stykke arbejde med en helt anden energi end de tidligere så”. Efter befrielsen fortsatte SOE-folkene mindst et halvt år, nu med engelske officersuniformer fløjet ind fra England. Efter middage, parader og skåltaler kom Christian sammen med SOE-kolleger tilbage til et godt oplyst London på et 14 dages ophold. I London fik de hver en check på 10.000 kroner, som anerkendelse for arbejdet. Det hed sig fra lederne, at det reelt var den pris, tyskerne havde sat på deres hoveder. Det svarer ca. til 250.000 kroner i dag. I 1947 blev Christian ansat på Svenske Amerika Linjen, som sejlede med luksusskibe, og han fik betaling for at se verden, da der endnu ikke var ret mange velhavere, der rejste. I 1956 var han ombord på et af rederiets skibe, som blev 15 meter kortere i en kollision, hvor et italiensk skib sank. Han gik i land efterfølgende og fik arbejde hos maskinfabrikken Taarup, indtil han i 1972 overtog forældrenes hus i Kerteminde. Christian var et stærkt omdrejningspunkt for familien. Christian blev 84 år, og han gik bort i 1999.

Christian på sine gamle dage i Kerteminde. Privateje

Bogen er meget velskrevet, læsevenlig og indeholder vigtige almene omtaler af episoder og navne på personer, så mange flere læsere kan få fuldt udbytte af fortællingen. Den er faktisk så helstøbt, at den på under 100 sider i særklasse kan sætte en læser ind i SOE, modstandsarbejde og forholdene under besættelsens sidste del. Bogen må markant anbefales, da den er i den absolut bedste ende af fortællinger om denne betydningsfulde del af 2. verdenskrig.

[Historie-online.dk, den 9. september 2026]