Den skinnende by
Af Per Ole Schovsbo
Weekendavisen chefredaktør Martin Krasnik har skrevet en personlig bog med syv kapitler – eller essays – om frihed og liberalisme i det 21. århundrede, hvor temaet er, at de sidst 25 års dramatiske verdensbegivenheder har udfordret den frie vestlige verden, der var faldet i søvn efter murens fald i 1989. Krasnik er blandt meget andet journalist og gudbenådet essayist, ikke tør historiker med noteapparater – end sige støvet arkæolog med oldsager – som nærværende anmelder, der alligevel har påtaget sig at klatre over mange faglige plankeværker med en fair anmeldelse i håndtasken til Historie-Online.
Krasnik skiver i sit 1. kapitel, at murens fald i 1989 gav Vesten et håb om frihed, der sluttede den 11. september 2001, hvor to rutefly fløj ind i World Trade Centers tvillingetårne i New York – mens endnu et fløj ind i Pentagon i Washington D.C. og et fjerde styrtede ned i Pennsylvania, efter at passagererne havde forsøgt at overmande flykaprerne. De og deres bagmænd var fjender af Vestens demokrati og liberalisme ligesom talrige andre i muslimske og islamistiske bevægelser, der sammen med den russiske præsident Vladimir Putin og Kinas Xi Jinping og det iranske præstestyre opfatter de liberale vestlige værdier som overfladiske og svage. Med 11. september sluttede ikke blot Vestens ydre frihed men også vores militære overmagt mens sårbarheden og magtesløsheden blev udstillet – samtidigt med at vi i Vesten ikke var helt enige om, hvilke værdier vi skulle forsvare.
Bogens 2. kapitel drejer sig om den indre frihedskamp. At ville bestemme selv mod love og regler. Krasnik citerer fortællingen fra 1. Mosebog om Adam og Eva i Edens Have, hvor Jahves forbud mod at spise af Kundskabens træ overtrædes og sender de to skyldige ud af haven og det evige liv. Mennesket med den frie vilje har jo ansvar for sine valg og handlinger, men tiltrækkes alligevel af det forbudte – kaldt det onde. Det er denne dobbelthed der præger resten af bogen.
Næste kapitel drejer sig om Amerikas rejse fra uafhængigheden til præsident Trumps regimente. De 13 amerikanske kolonier erklærede sig i 1776 som frie og uafhængige stater, der havde løsrevet sig fra den britiske krone. Slaveejeren Thomas Jefferson (1743-1826), der skrev det meste af uafhængighedserklæringen, var påvirket af oplysningstiden, der byggede på renæssancens tænkere tilsat sund fornuft. Krasnik citerer fra erklæringens første del ”Vi anser disse sandheder som selvindlysende: Alle mennesker er skabt lige med umistelige rettigheder til liv, frihed og stræben efter lykke.” Og den amerikanske regerings pligt er derfor ”at beskytte disse rettigheder” med ”folkets samtykke”.
Knap 100 år senere udbrød den amerikanske borgerkrig mellem sydstaterne og nordstaterne, fordi sydstaterne mente at Disse sandheder ikke omfattede slaverne. Krasnik ser her paralleller til store dele af nutidens Amerika, hvor landets 250-års jubilæum fejres. Det er de bærende samfundsinstitutioner i det store amerikanske eksperiment der smuldrer under Donald Trump, som tilsyneladende er stor beundrer af Vladimir Putins kamp mod liberale demokratier. Den bærende idé om frihed som et særligt amerikansk ideal, der blev født i oplysningstiden, er derfor ved at dø i opløsningstiden.
Det fjerde kapitel er om Jyllands-Postens 12 satiriske muhammedtegninger fra 2005, der i 2006 indgik i debatten som ytringsfriheden og selvcensur på baggrund af islamitisk vold. Især Kurt Westergaards tegning af profeten med bomben i turbanen, vakte opsigt og vrede. Den viser imidlertid ikke Muhammed som en aggressiv ørkenkriger men misbruget af islam til spredning af død og ødelæggelse. Tegningen har haft enorm betydning, fordi den har haft opklarende effekt og bidraget til at gøre verden friere og luften klarere. Med årene er vreden også aftaget blandt unge danske muslimer, skriver Krasnik, med henvisning til digteren Yahya Hassans tekster.
Femte kapitel er om det vidunderlige, sekulære, selvbedrageriske Israel. Den danske jøde Krasnik husker kibbutzernes Israel, Arbejderpartiets Israel, fremskridtets, fantasiens og frygtløshedens Israel – der før årtusindskiftet stadig troede på fred og kompromis. Ligesom USA er Israel en af de få moderne stater, der er grundlagt på en idé og et løfte, skriver Krasnik – om frihed og frigørelse og universelle rettigheder. Israel skulle også være et demokrati, en retsstat for alle. Derfor er det vigtigt at få opklaret, om det er en stat for jøder sammen med dem, der nu ellers bor i landet eller om det er en jødisk stat. I løbet af de seneste 25 år er det efterhånden blevet tydeligere, at Israel er en jødisk stat, og det gør arbejdet med at fastholde de liberale principper vigtigere end i andre demokratier. Ikke mindst fordi den nuværende premierminister Benjamin Netanyahus alliance med det yderste højre søger at erstatte demokratiet med en statsform, hvor jødiske religiøse hensyn står øverst, det arabiske mindretals rettigheder undermineres, og hvor de sekulære kræfter modarbejdes. En to-statsløsning synes derfor meget langt borte. I Danmark oplever jøderne i takt hermed voksende antisemitisme.
Krasnik skriver i bogens 6. kapitel at det var i Europas græsk-romerske oldtid, (antikken) at friheden blev opfundet. Romeren Marcus Tullius Cicero (106-43 f.Kr) brugte ordet liberalitas om den dyd, der gør den frie mand fortjent til at være fri: han skal opføre sig som en friborger og tale offentligt, give, tjene og leve sit eget liv uden at ligge andre til last. At være liberal og fri er derfor det modsatte af at være selvisk.
Krasnik mener, at kristendommen gjorde den romerske dyd til en religiøs pligt. Gavmildhed blev til næstekærlighed, medlidenhed til hjælp til de fattige. Ikke fordi man kan, men fordi Gud siger, at man skal. Med oplysningstiden bliver det liberale knyttet til åbenhed, tolerance og fremskridt. At være liberal er at modsætte sig fordomme, intolerance og magtmisbrug – men anmelderen mangler omtalen af den kristne kærlighed og omsorg for næsten (agape). Tilsyneladende tabes den overfor sund fornuft og tolerance.
Med den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776 og Den franske Revolution i 1789 bliver liberalismen til et politisk ord, der blev brugt i forbindelse med repræsentation, magtforhold og rettigheder i Vesten. Meget senere bliver ordet liberal udbredt i USA som betegnelse for særlige amerikanske værdier (og bogens titel) Den skinnende by er et udtryk, som præsident Ronald Reagan brugte om en høj stolt by bygget på klipper, velsignet af Gud og fyldt med alle slags mennesker, der lever i harmoni og fred. Visionen stammer fra Bjergprædiken i Matthæusevangeliet, hvor Jesus sagde til sine følgere: ”I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules”.
Anmelderen ser det som en replik til Gamle Testamentes fortælling om tårnet i Babel i 1. Mosebog, hvor Jahve indfører splittelsen blandt jordens befolkning, for at undgå hybris, menneskeligt overmod, der i denne sammenhæng kunne sidestilles med ordet fanatisme. Forskelligheden ses således også som en nødvendighed, fordi ødelæggelsen af tårnet tvinger os til at se og acceptere andre end os selv.
Krasnik mener at kristendommens religiøs pligt kan følges op gennem renæssancen og oplysningstiden til Amerika, hvor ordet liberal bliver brugt til at betegne særlige amerikanske værdier, og her skifter det endda karakter, så liberal betyder venstreorienteret. I Europa blev de liberale lagt for had af kirken, der beskyldte dem for at være moralske, gudløse anarkister, fjender af familien og det, der var værre. Det er den selvsamme kritik af Europa, som vi nu hører fra Amerikas vicepræsident, J. D. Vance, Vladimir Putin og iranske islamister – samt ikke mindst fra den europæiske højrefløj. De ser Europa som Europas værste fjende. Men ikke desto mindre handler i Europa i det i nyere tid om kampen om frihed som Ukraines kamp mod Rusland. ”Vi har kun vores frihed at miste” siger Volodymyr Zelenskyj.
I det 7. og sidste kapitel skriver Krasnik om det borgerlige opgør og mener, at velfærdsstaten er en imponerende konstruktion, men den krænker den personlige suverænitet, der giver mennesker et virkeligt ansvar. Borgerlighed er derimod sund fornuft, der er beslægtet med det liberale Common Sense, hvor frihed først og fremmest handler om vores forhold til andre mennesker. Krasnik citerer den israelske forfatter Amos Oz (1939-2018) der mente, at borgerlighed er evnen til at åbne sig for modparten og stille spørgsmål og tvivle på sit eget udgangspunkt. Samtidigt er ordet kompromis synonymt med ordet liv, fordi det modsatte af kompromis er fanatisme og død, og det modsatte af fanatisme ikke er kærlighed men nysgerrighed. Krasnik afrunder kapitlet med at citere John Stuart Mill (1806-1873) ” Den seneste frihed, som fortjener navnet, er friheden til at søge vort eget bedste på vor egen måde, så længe vi ikke berøver andre deres eller hindrer dem i at opnå den.”
Bogens kapitler kan læses som selvstændige essays, der er bundet sammen med frihed og liberalisme i Vesten gennem 25 år. Krasnik vil meget gerne fortælle bredt og sender en sky af pointer ud til læseren, der knap kan nå at samle det hele – inden bogen i bogstaveligste forstand går op i limningen. Det er den dårligste hæftning som anmelderen har oplevet i mands minde, men løsbladsystemet giver jo så anledning til at hinke op i bogens hovedbudskab: at vores uenigheder i Vesten bedst håndteres med sund fornuft af frie mennesker i et frit samfund.
[Historie-online.dk, den 9. september 2026]
