De menneskelige samfunds historie
Af Ole Schramm, cand.mag. i historie og musik
Jørgen Møller, der er professor ved Institut for statskundskab ved Aarhus Universitet og medlem af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, er forfatter til en lang række danske og udenlandske publikationer. Her skriver han om demokrati, statsdannelse, europæisk historie og tilsvarende emner. Han har med denne bog forsøgt at sammenfatte en moderne forskningsbaseret fortælling om de menneskelige samfunds udvikling fra den lange jægerstenalder til vor tid, og han forsøger i epilogen at pejle sig ind på, hvordan en ny verdensorden vil komme til at se ud, nu da Kina er blevet styrket på mange områder.
Efter et forord og et afsnit ”Om bogen”, hvor han kortfattet gør rede for, hvordan han har bygget bogen op, følger en prolog, der handler om ”Den lange jægerstenalder”. For denne anmelder er det lidt uklart, hvorfor denne periode ikke hører med til de menneskelige samfunds historie, men det kan måske skyldes, at han opererer med svimlende lange tidsperspektiver i prologen. Han skriver, at ”det moderne menneske – homo sapiens – levede i en form for jægerstenalder i over 200.000 år, og sandsynligvis meget længere end det” (s. 25), men ikke nok med det, og som om det ikke rækker, skriver han også, at ”Menneskets forfædre, hominiderne, har travet på denne jord et sted mellem halvanden og tre millioner år; så længe er det tilsyneladende siden, slægten Homo udskilte sig fra menneskeaberne”, og at det var mindst 400.000 år siden, at Homo erectus var i stand til at bruge ilden. Vi er meget langt fra det tidsrum, som mere traditionelle verdenshistorier opererer med, og han anlægger også flere nye perspektiver på denne periode, som kan være meget overraskende. Fx at en række menneskelige samfund for 50.000 år tilbage ”var i stand til at rejse store bygningsværker og lave storslåede begravelser, hvor enkeltindivider af ukendte grunde blev stedt til hvile omgivet af kostbarheder” (s. 31). At udrydde store pattedyr som fx kæmpekænguruer og kæmpeskildpadder var de også i stand til. Der er flere overraskelser, som jeg vil overlade til læserne at fornøje sig med.
I bogens konklusion ”Historiens spejl” bemærker han lettere ironisk om vore dages helbredsfanatikere. ”Fortiden er et fremmed land, langt mere fremmed, end vi normalt går og tror. Den lange jægerstenalder minder selvsagt ikke om vores egen tid, selv for de helbredsfanatikere, der har kastet sig over palæokost eller drikker raw water” (s. 433).
Historien om de menneskelige samfund begynder derfor først i del 1, hvor han fortæller om ”den langstrakte overgang til agerbrug samt de store epidemiske sygdomme, som landbrug og særligt dyrehold forårsagede” (s. 15). Herefter fortæller han, hvordan samfundene har udviklet sig frem til ”Det korte 20. århundrede”, som er navngivet efter den britiske historiker Eric Hobsbawn. Det begyndte med udbruddet af Første Verdenskrig i 1914 og sluttede med sammenbruddet for Østblokken i 1989. Efter denne overraskende og epokegørende omvæltning fulgte en ”helt ny verdensorden, med USA som garant for og verdens uantastede supermagt” (s. 409).
Jørgen Møller gør det nemt for læseren at orientere sig i bogen, da han i afsnittet ”Om bogen” (s. 14 - 23) meget kortfattet - men alligevel dækkende - introducerer os for bogens fem dele. Her får vi at vide hvor mange kapitler, hver del består af, og han gør kort rede for de problemstillinger, som vi kan læse om i hver del. For mit vedkommende virker indføringerne som appetitvækkere, der bevirker, at jeg glæder mig til at komme i gang med de forskellige dele. Endvidere har Jørgen Møller forstået at finde på spændende overskrifter til hver del. De fem dele hedder ”Menneskene slår sig ned”, ”Menneskene bures inde”, ”Menneskene bliver regeret”, ”Menneskene udvider deres horisont” og ”Menneskene bryder deres lænker”, hvorefter forfatteren kan skrive en konklusion ”Historiens spejl” og runde af med en ”Epilog”.
Umiddelbart kommer jeg til at forbinde den del, der hedder ”Menneskene bures inde” med en straf, som mennesker bliver idømt. Det fremgår af kapitel 4 ”De store floddale”, at vi befinder os i de store floddale fra den egyptiske Nildal i vest til Den Gule Flod i Kina i øst. ”Floddalene burede menneskene inde, og de gunstige dyrkningsforhold skabte en overskudsproduktion” (s. 105). Dette blev skabt inden for rammerne af en såkaldt paladsøkonomi, der var baseret på undertrykkelse. Pointen her er, at ”De store floddale tilbød fra naturens hånd enestående fordele for de menneskelige samfund, før og efter agerbrugets komme, og afhængigheden af floderne var befordrende for de første statsdannelser … Men de var med til at fastlåse store grupper af mennesker i bestemte områder, hvilket statsbyggere senere kunne lukrere på” (s. 106).
Den egyptiske Nildal er det klassiske ex på et geografisk indhegnet område. ”Her finder vi et smalt men overordentligt frodigt bælte af vegetation omkring Nilen, omgivet af store og golde ørkenområder” (s. 109). Andre muligheder for indhegning var bjerge og kyster. Disse afgrænsninger bevirkede, at taberne i voldelige konflikter måtte underlægge sig sejrherrerne, og derfor blev de buret inde. Det kan jo godt sammenlignes med en straf, der er uden tidsbegrænsning og uden mulighed for benådning.
Nildalen er et ex på det, som forfatteren kalder biogeografiske forhold, og de udgør sammen med teknologi, ideologi og kriser de fundamentale byggesten i Jørgen Møllers forståelse af samfundenes historie, fordi de ”tilsammen (har) formet magtbalancen mellem stat og civilsamfund” (s. 20), De har således været nøglen til at forstå slavesamfund og samfund med repræsentative demokratier. Blandt ovennævnte faktorer fremhæver Jørgen Møller især de biogeografiske forhold, der i et historisk perspektiv har skabt ”stilstand og stabilitet, fordi de har udgjort givne rammer om samfundsudviklingen. Teknologi og kriser er mere nære variabler, som mennesket har større kontrol over”. Det undrer mig dog, at mennesker skulle have større kontrol - ikke over teknologi - men over kriser?
Denne anmelder har ikke tidligere været helt så opmærksom på biogeografiske forholds betydning, men Jørgen Møllers sammenligning mellem fx Kina og Europa, hvor han skriver om forudsætningerne for magtudøvelse, er overbevisende rigtig. I Europa gælder de ”jernhårde geografiske omstændigheder … lange kystlinjer, store øer og halvøer, bjergkæder og floder. Europas forrevne geografi gjorde det svært for én magthaver at hævde sig over de andre ved at erobre dem... Europa blev simpelthen et konglomerat af stater. Kontinentet adskiller sig her fra Kina, hvor geografien i stedet er i imperiets favør: De store floder binder landet sammen, og set oppefra - med Joseph Needhams berømte billede - et amfiteater, hvor en halvcirkel af naturlige barrierer afgrænser et stort og frugtbart lavland” (s. 257).
Mht. de biogeografiske forhold i Danmark er det sandsynligvis velkendt, at Danmarks lange kyststrækning op igennem historien har spillet en fundamental rolle i Danmarks historie, ligesom verdenshavene har gjort det til 1807, hvor Storbritannien sejlede af sted med hele den store danske flåde. Men hvilken rolle spiller Danmark i Jørgen Møllers fortælling om de menneskelige samfund? Jeg havde måske regnet med og håbet på, at forfatteren havde skrevet om Danmark i vikingetiden, fordi Jeanette Varberg skriver om vikingernes historie fra Romerrigets fald og frem til det første korstog. Varberg opererer derfor med en helt anden tidsramme og forståelse for perioden, end vi normalt er vant til. Men Danmark optræder først i kapitel 10 med overskriften ”Rejsekongedømmet”, der åbenbart er en vigtigere kategori, end jeg før har været opmærksom på, selv om jeg heller ikke har været uvidende om dette fænomen. Erik Kjersgaard har fx i sin ”Nye store Danmarks Historie” ikke et selvstændigt kapitel
Jørgen Møller fastslår, at ”Rejsekongedømmet er historiens normal” (s. 237), og undtagelserne er Romerriget, Det Byzantiske Kejserrige og Det Kinesiske Kejserrige. ”Hvor kongerne rejste hen blev bestemt af økonomiske faktorer (underhold) og politiske overvejelser (magtprojektion). Rejsekongedømmet var især nødvendigt, hvor biogeografiske forhold og teknologi svækkede magthaverne”. Forskellen mellem Danmark og store stater som England, Frankrig og Det Tysk-romerske Kejserrige var bl.a. størrelsen på de grupper, der fulgte monarken. I de store stater drejede det sig om flere tusinde personer, der ledsagede monarken, mens det i Danmark kun drejede sig om hundreder. Det har været en enorm belastning for de steder, hvor de skulle beværtes. ”I mange egne blev kongen og hans følge set som en sværm af græshopper, der fortærede alt på deres vej og efterlod de lokale med smulerne fra de riges bord” (s. 242).
I Danmark var rejsekongedømmet indbygget i valgkongedømmet, da en ny konge skulle kåres på landstingene, før vedkommende kunne kalde sig konge. Dernæst varetog kongen en vigtig del af retsplejen, og det var først med grundlæggelsen af Højesteret i København i 1661, at traditionen med det omrejsende hof forsvandt.
Selv om det blev besluttet i 1259, at Nyborg hvert andet år skulle danne rammen om Danehoffet, der skulle fungere som en art Højesteret og lovgivende forsamling. Nyborg blev altså en form for hovedstad. Men resten af året var kongen stadig i sadlen, og det har været særdeles udfordrende at være konge i et så geografisk stort rige som det danske. Naturligvis har rejsevanskelighederne været betydeligt større i andre af datidens riger. Tænk fx på Det Tysk-romerske Rige, der indbefattede vor tids Tyskland, Nederlandene, store dele af Østfrankrig, Schweiz, Norditalien og i perioder også Bøhmen og Mähren.
Men over tid begrænsede monarkerne deres aktiviteter, da økonomisk og teknologisk udvikling banede vejen for stående hære og permanente statsapparater i perioden efter 1600, sådan som det skete i Danmark med København i 1600-tallet. Udviklingen var dog først tilendebragt i 1700-1800-tallet. Men kan vi så ikke tale om, at en normaltilstand afløser en anden?
Desværre er det ikke muligt at omtale alle de spændende og tankevækkende fortællinger, som vi kan læse og blive klogere på i denne bog. Det kan anbefales, at man undervejs konsulterer konklusionen for at bevare et overblik over historiens veje og vildveje. For mig har det været en rejse, som kan virke meget overvældende og overraskende, selv om jeg har beskæftiget mig med historie i mange år. Forfatteren har forstået at vise, at ”fortiden (er) så fremmed for de fleste af os, at det kan være svært for os at sætte os ind i, hvordan tidligere samfund har set ud; hvordan datidens mennesker levede, hvad de tænkte og troede på, hvad deres drømme og aspirationer var” (s. 14). Derfor kan jeg svare et ubetinget ja til den forhåbning, som forfatteren udtrykker i indledningen, at han ”håber og tror, at der vil være aha-oplevelser for læsere, der allerede er velbevandrede i de menneskelige samfunds historie” (s. 21). Selv om jeg på ingen måde er ekspert i stenalderen, var allerede prologen en af de gode aha-oplevelser. Det sætter forventningerne til de efterfølgende kapitler op.
Kan vi så lære af historien? Vi kan ikke bruge den til ”at forudse, præcis hvor vi er på vej hen”, men hvad kan vi så bruge den til? Forfatteren svarer: ” Jo, et kendskab til fortiden er den bedste måde at kende os selv på; historiebevidsthed gør det muligt at sætte samtiden i relief og fundere over de tænkelige retninger samfundsudviklingen kan tage” (s. 440).
Selvfølgelig må en forfatter forholde sig til fænomenet AI i sin tekst, og Jørgen Møller stiller det relevante spørgsmål, hvem AI mest vil komme til gode, eliterne eller den brede befolkning? Jørgen Møller svarer, at det afhænger af, om teknologien bliver kapret af magthaverne eller ej? Det næste spørgsmål er så: Og hvad kan vi gøre i et demokratisk samfund? Det er stadig uafklaret.
AI bliver på et andet plan personligt, og han tager det op i denne bog. Han har behov for at præcisere, at både hans tidligere bog, Historien om Europa, og denne bog er skrevet ”uden nogen brug af generativ kunstig intelligens”. Det er en problemstilling, som vi vil møde i de fagbøger, som vil blive skrevet herefter. Vil det fremover blive sådan, at vi har krav på at få at vide i hvilket omfang AI er benyttet?
I forordet håber forfatteren, at vi kan mærke hans bestræbelser på at skrive på en måde, der kan måle sig med hans store forbillede Erling Bjøl, der ”mestrede rytme og kadence, og han havde blik for den gode anekdote og det rammende fyndord” (s. 10). Jørgen Møller oplyser, at han holdt en mindetale over Erling Bjøl, der havde rundet 105 år! Det er prisværdigt, at en forfatter til historiske værker vil bedømmes på sin måde at skrive på og ikke kun på indholdet. Om Jørgen Møller kan måle sig med Erling Bjøl, skal jeg ikke kunne sige, men at forfatteren til denne bog har gjort sig umage med sproget kan mærkes, og det fremmer bestemt læselysten. For mig har Erik Kjersgaard haft nogle af de samme kvaliteter som Bjøl.
Der er mange andre gode ting at sige om denne bog. Det gælder billedmaterialet, der er af fremragende kvalitet, og det gælder ligeledes kortene. Det undrer mig dog, at der ikke er oplysninger om, hvem der har taget de forskellige fotos. I oplysningerne om illustrationerne står der blot, hvor motiverne stammer fra. Det er forfatteren selv, der har forestået billedredaktionen, og han takker i forordet Anders Schmidt Pedersen for at foreslå illustrationer og lave udkast til teksterne, men hvem er så ansvarlig for de gode kort?
Det er næsten ikke umagen værd at påpege, at der ikke er henvisninger til AI og Danmark i registeret og at der er lidt sjusk i henvisningerne til Romerriget, og at enkelte underlige ord titter frem i teksten som henvejre på s. 180. Og der er muligvis andre lignende småting i bogen.
Men konklusionen på denne anmeldelse er, at det er en absolut fremragende og meget læseværdig bog, som jeg kun på det varmeste kan anbefale til alle historisk interesserede. Det har været en kæmpe oplevelse at blive klogere på de menneskelige samfunds historie siden stenalderen og at blive overrasket over de nye og spændende problemstillinger. Alt spiller harmonisk sammen i bogen: den enorme viden, der formidles i den velskrevne tekst, det spændende billedmateriale og de gode kort.
[Historie-online.dk, den 25. august 2026]
