Jernalderens vandrende landsby
Af Benny Staal, arkæolog cand.mag.
Man siger ofte: ”Bedre sent end aldrig”, og det er Lone Hvass’ nye bog om udgravningerne i Vorbasse, som ligger midt i trekantområdet Kolding, Esbjerg, Billund, et klart bevis på. Selv om der tidligere er udgivet mindre artikler om Vorbasse, og senest et omfattende to-binds værk (”Life and Death in 3rd Century Vorbasse – a case study of Late Roman Iron Age society in Jutland and surrounding areas”, 2024) i serien Nordiske Fortidsminder af Ulla Lund Hansen og Per Ethelberg et al., så er det den første publikation, hvis indhold beskriver hele Vorbasse komplekset i en populærvidenskabelig bog.
Ved Vorbasse, på knap 20 ha., undersøgte arkæologer ikke mindre end rester efter ni landsbyer, fra omkring Kristi fødsel til ca. 1100 e.Kr. gennem 13 gravesæsoner mellem 1974 og 1987, under ledelse af Steen Hvass. Grundlaget for bogen er både Steen Hvass’ upublicerede manuskript og det omtalte to-binds værk. Hertil kommer naturligvis Lones egne erfaringer og tolkninger, idet hun deltog i undersøgelserne dengang.
Bogen, der er på 130 sider, indeholder i alt 92 afsnit, hvor emner fra fortidens- til nutidens landskab, fra fundanmeldelse til færdig udgravning, fra religion til sæder og skikke, fra genstande til indretning af boliger, ja alt er der fremlagt beviser for og tanker om.
Vorbasse anses for at være en meget vigtig lokalitet i udforskningen af jernalderen, idet her er både rester efter gårdsenheder, huse/landsbyer og de tilhørende gravpladser. Selv om ikke alle beboerne fik en rigtig begravelse (antager man), er det statusgrave, som fortæller om egnens rigeste slægter på den tid. Lone Hvass forsøger endda at tilknytte enkelte gravlagte til enkelte huse, som også adskiller sig i størrelse. En måske lidt vovet antagelse, men alligevel sandsynligt.
Hustomterne i Vorbasse er velbevarede, så selve indretningen kan erkendes. Observationerne og resultaterne herfra har været med til, at arkæologer har kunnet tolke hustomer andre steder, hvor bevaringsforholdene ikke har været så gode.
Når man sætter sig for at berette alt om ni landsbyer og alle disses fund, bliver det nemt en rodet affære. Dog er det lykkes Lone Hvass at holde tingene adskilt, således at bogen er nem at finde rundt i, især på grund af indholdsfortegnelsens overskrifter. Læseren skal dog holde tungen lige i munden, for eksempel i det store afsnit om grave. Her er hele fire gravpladser fremlagt og dateret i forhold til hinanden. Gravgaverne i gravene er fint beskrevet, og der er fotos af de fleste. Her er dog en generel fejl i bogen; Hvass burde nok have indsat fig.nr. i teksten og benævnt hver illustration med det aktuelle fig.nr. Det ville have gjort læsningen mere glidende, så man ikke skulle ”lede” efter en bestemt illustration.
Der er gennemgået alle aspekter i jernalderens samfund på stedet. Det være sig dyrehold, personligt udstyr, erhverv, inklusiv import fra fjerne egne. Specielt ved Vorbasse er fundet af brønde, som i kraft af et permanent vådt miljø indeholdt en mængde velbevaret træ. Ikke blot selve brøndenes sider af træ stod bevaret, i et tilfælde med kraftige skråtstillede planker, men også vidjeflettede sider, og i nogle af brøndene fandtes en del trægenstande, som skåle, trug og markredskaber i en velbevaret stand, som man normalt ikke finder mange rester af på jernalderbopladser. I en brønd fandtes sågar en kurv eller flettet fad.
Hustomterne er en vigtig fundgruppe her. Som sagt erkendtes indretning flere steder, med stald i øst og beboelse i vest. Andre tomter var grubehuse, staklader og mindre værkstedshuse og egentlige staldbygninger samt et kulthus. Fundene derfra fortæller om håndværk, vævehytter, smedjer etc. Alt sammen elementer, som efterhånden er så velkendte fra alle steder.
Den sidste landsby, som er undersøgt er dateret til vikingetiden. Her erkendtes tomter af trelleborg type, med indgang i gavlen. Gårdsenheden i vikingetiden var noget større end de tidligere enheder, hvilket tilskrives bebyggelsens beliggenhed nær hedelandskabet.
Hvis noget skal kritiseres, må det, som nævnt tidligere, være manglen på figurhenvisninger og figurnumre. Der går for lang tid med at finde de rigtige illustrationer tilhørende præcist det sted, man er kommet til i teksten. Men et andet og måske alvorligere problem er, at alle udgravningsplanerne er gengivet i en for lille størrelse. Det gælder også enkelte andre illustrationer. For eksempel har det været nødvendigt at benytte et forstørrelsesglas for at se husbenævnelserne på den øverste figur til venstre, side 23. Et andet eksempel er den nederste figur med lerkar side 44, hvor ornamentikken kræver et forstørrelsesglas, hvis man vi se denne. Illustrationerne af de gravlagte (tegnet af Benni Schouw Andresen) er gode, men måtte også gerne være lidt større, og samme gælder de mange fotos på siderne 68 og 69.
”Jernalderens vandrende landsby” skal varmt anbefales til arkæologer, der forsker i jernalderens bosættelser, og til amatørarkæologer, der bare søger viden om jernalderen. Bogen er velskrevet og indeholder så mange facetter af datidens samfund, at den er fin at repetere sin viden efter, eller at benytte som en hurtig opslagsbog – når man kender dens indholdet, vel at mærke. Når dette er sagt, skal dog også bemærkes, at hvis man virkelig vil i dybden med Vorbasse komplekset, skal man supplere med to-binds værket udgivet i 2024 i serien Nordiske Fortidsminder (bind 35, 1 og 35,2). ”Jernalderens vandrende landsby” er et solidt arbejde, hvor det er lykkes at koge cirka 1100 års aktiviteter ned på få sider, og så alligevel få alle de forskellige elementer med, som vi ved hører til fortidens landsbyer og deres mennesker.
[Historie-online.dk, den 1. juli 2026]
