Menu

Så gerne!

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 33

 

Der var engang en købmanden eller en brugsuddeler, som stod bag disken og spurgte: Hvad skal det være? Som regel efterfulgt af kundens navn. Nogle husker sikkert stadig disken, hvor varerne blev sat frem. Bogen tager læseren med tilbage til dengang, kunden blev serviceret vare efter vare

Af Michael Koch

Hvilken fornøjelse det er at se en hel bog fyldt med billeder af butikker, brugsforeninger, den klassiske høker og så alle de mennesker, der gjorde en dyd ud af at rende efter kundernes varer. En af de sidste, der kunne opleves hver sommer, var købmand Lilly Hansen på Nyord ved Møn. “Hos Lilly” var netop sådan en butik: lille, speciel og med de klassiske reklameskilte ude på gavlen. Hvis en lidt for frisk sejler fra Nyord Havn bad om en hel kasse øl til båden, var det normalt, at Lilly svarede: “Du kan få ti flasker, der skal også være til andre”. Butikken blev ofte besøgt af alle de sejlere, som om sommeren skulle spise på Restaurant Lolles Gaard. Hvorfor skal denne lille butik nævnes? Fordi virkelig mange elskede at træde ind i den lille butik, hvor der stod chokoladevitriner på disken. I dag kan vi da heldigvis stadig sludre med bestyreren og de ansatte i den lokale REMA1000 eller andre lignende butikker.

Der var ikke meget plads i butikken, men nok til at Hans Hansen og hunden Trofast kunne være i butikken. I 1928 tog man det nok ikke så alvorligt, at hunden var med, når der skulle købes tobak

Bogen trækker læseren med ind i 99 forretninger, som for længst er væk. Dengang kom personlig service før sortimentets bredde. Dengang kunne en pose havregryn være hvid og undselig, det var jo kun købmanden der tog den frem, og så var der ingen grund til alt muligt tryk til at lokke kunden til at tage en bestemt vare. Dengang skulle kunderne ikke slås med kæmpe poser med affaldsplast og anden emballage, for der var mindre af det. Forfatteren minder også om, at en hel del varer blev taget op af en skuffe, vejet af, hvorefter den lukkede pose blev sat hen foran kunden. Mange butikker havde endda en bydreng, for der kunne være meget at slæbe hjem, når både slagter, kiosk og grønthandler var besøgt.

“Varerne sælges kun mod kontant” var et sjældent skilt i en butik i 1910. Med her på Herning-egnen var der en forskel

Bogen er opdelt i otte af Danmarks hovedområder. Til sidst i bogen er et kapitel med inspiration til museumsbesøg. Bogen slutter med flere sider illustrationskrediteringer, fordi der er nemlig hele 118 fotografier på de 127 sider. Bogens læsere vil opdage en klar opdeling af de handlende kunder. Enten var man kunde i brugsforeningen, eller også var man kunde hos købmanden. Kunderne holdt sig til samme forretning, og det var ikke mindst hvis man havde “bog” hos en af dem. Indkøb var ofte på kredit, og husmoderen eller en af børnene sagde: “Det skal skrives”. Det er tydeligt i bogen, at der var orden i butikkerne, og på billederne kan man se, at nogen endda havde jakkesæt på - med butterfly!

I tønderne var der spegesild, som lærlingen måtte fiske op med de bare næver. Kunderne kunne købe mellem 20 og 40 sild ad gangen, og så gik det for langsomt med en tang. Der er også et billede i bogen fra en butiks kælder, hvor lærlingen har vasket flasker og er ved at fylde en flaske med snaps. I 1915 var snaps i øvrigt så billig, at man kunne pudse vinduer med den. Noget andet var vedholdenhed. Det var almindeligt, at en købmand eller uddeler blev på sin post hele livet. Der er flere eksempler i bogen, hvor der blev holdt ved i 49 og 59 år.

Brugsuddeler Kristian Jensen i Stenild, manden i kittel, fejrede 40 års jubilæum i 1942. Uddeleren hadede den tyske besættelsesmagt mere end mange andre. Utallige illegale blade cirkulerede gennem butikken, indtil de nærmest var ulæselige. Senere dannede Jensen en modstandsgruppe, som tog imod nedkastede containere fra britiske fly

Erstatningsvarer var et begreb længe før besættelsen. I Thorshavnsgade i København lå en købmandsbutik med “Theaterkonfect”, “Liebig Companys Kjød Extrakt” og “Rich’s Kaffetilsætning”. Reelt blev der allerede i 1920 solgt så meget kaffetilsætning, at købmanden havde fire store kasser med “Rich’s” stående klar til kunderne. Historierne i bogen er mangfoldige og godt fortalt.

I Ryesgade var der æggeudsalg og det var starten på Irma, som først hed Jrma. Loven forbød at have kædebutikker, men ved at starte en margarinefabrik, og dermed sælge egne varer, kunne Carl Schepner være lovlydig med flere butikker

Teksterne i bogen er fyldt med historisk viden, og billederne er fantastiske. I Roskilde ligger Lützhøfts Købmandsgaard i Ringstedgade. Det er en museumsbutik, hvor den klassiske, gamle købmandsforretning kan opleves. Forfatteren er museumsinspektør på stedet. Bogen er en ren perle for alle, som husker de sidste købmænd og de første supermarkeder. Bogen og nostalgien kan kun anbefales og bogen fortjener sin plads på disken.

(HIstorie-online.dk, den 13. oktober 2026]

Se relaterede artikler
Fra margarinefabrik til juiceindustri
Jernstøber Christian Martin Hess
Industriminder i det gamle Århus