Skovridergårde
Af Ole Schramm, cand.mag. i historie og musik
Mon ikke mange forbinder ordet skovrider med forestillinger, som stammer fra Morten Korchs idylliske fantasier om, hvad en skovrider var. Følgende beskrivelse kan i hvert fald ældre mennesker - som denne anmelder - nikke genkendende til: ”I Morten Korchs film fungerer skovrideren og den idylliske skovridergård ofte som det faste, moralske omdrejningspunkt, hvor godsejeren, skovrideren eller den brave forstmand repræsenterer tradition, natur og retskaffenhed”. Citatet stammer fra Googles AI opslag, hvor Politikens og Gyldendals Danmarkshistorie angives som kilde.
Med denne bog kommer vi ned på jorden igen med forfatteren Jens Andersen, der selv er vokset op på en skovridergård, og som fortæller og guider os rundt til samtlige skovridergårde på Sjælland, dvs. til 110 gårde i alt. Han har besøgt samtlige steder og taget mange fotos hvert sted. Det er bestemt ikke et særligt prangende indtryk vi får, når man ser de mange fotos af de fleste steder og gårde. Nogle er pæne og velholdte, men adskiller sig ikke så meget fra andre huse, som vi kan møde mange andre steder. Andre bærer mere tegn på forfald.
Som eksempel kan nævnes skovridergården Gjorslev, Bøgeskovvej 9, på Østsjælland. Selve skovridergården er et større velholdt bindingsværkshus (s.117). Det ses også på næste side fra gavlen sammen med en udhuslænge, og på s. 119 er der også et billede af sidebygningen til beboelseshuset, og vi ser på samme side et ældre billede af ”jagtgæster og skovridergården. Skytte Laurits Jensen ses bagerst t.v. med midterskilning!”. Endelig er der også blevet plads til et ishus og senere grøntsagshus og et billede fra 1949 af et ældre husmandssted, der lå over for skovridergården (s. 121). Intet er for ubetydeligt, når vi skal forstå, hvad en skovridergård omfatter!
Billederne skal naturligvis sammenholdes med de oplysninger, som Jens Andersen formidler i afsnittet om Gjorslev. Det er mest facts og ikke så meget fortællinger, hvilket fremgår af dette lille uddrag af teksten. Efter en forklaring på, hvordan man finder frem til stedet, står der: ”Skovridergården er en meget velholdt stråtækt bindingsværksejendom med halmmønning og kragetræer. Den består af en nord-syd orienteret ca. 20 meter lang beboelse, med en lille vinkel påbygget i sydenden og orienteret mod øst. Næsten parallelt med beboelsen og ca. 15 meter mod øst ligger udhuset, en godt 30 meter lang bygning.Beboelsen havde oprindelig tre skorstene, som nu er reduceret til to. Udhuslængen havde oprindelig to skorstene, som nu er reduceret til en.De gamle torammede smårudede vinduer er bevaret i beboelsen med enkeltlagsglas og forsatsvinduer. I sydgavlen er, antagelig i nyere tid, anbragt tofløjede døre, der fører ud til en træterrasse” (s.118).
Det samme gælder næsten for Jens Andersens fortælling om skovriderne på Gjorslev. Han begynder med at fortælle om skytten, Laurits Jensen, der i begyndelsen af 1900-tallet boede med sin familie i dele af udhusbygningen. Dernæst får vi lidt at vide om hans husdyr, et hønsehus, jagthunde og en halvtam hornugle, der blev brugt som lokkemad for forskellige fugle, som krager og alliker, og som skytten kunne skyde.
Det næste afsnit stiller os en dramatisk historie i udsigt, fordi forfatteren i overskriften skriver ”Danske jøder på flugt”. Beboelse og udhus blev brugt ”som samlings- og overnatningssted for danske jøder, inden de skulle fragtes med fiskerbåde fra Gjorslev Landingssted til Sverige. Her hjalp skytte Laurits Jensen til og det samme gjaldt godsets skovrider, Børge H. Petersen” (120). Mere får vi dog ikke at vide.
Derefter vender forfatteren tilbage til 1800-tallet, hvor han fortæller om de to eneste skovridere, der boede på Skovridergården. Den første hed Carl Frederik Conradsen (1853-1877). Lewis Harald Anton fulgte efter ham. Han var gift med C. F. Conradsens datter Ingeborg. Han var født i Honolulu på Hawaii, hvilket forklarer hans usædvanlige navn, men hvorfor han var kommet til Danmark, og hvad hans baggrund for at overtage stillingen som skovrider var - udover at han blev gift med den forrige skovriders datter - får vi ikke at vide.
Derefter boede skovriderne i en fløj af Gjorslev Slot, og skovridergården blev bolig for godsets skytte. Mest får vi at vide om Børge Hagbard Petersen, der var skovrider 1937-1978 og meget aktiv i lokalsamfundet, bl.a. som medlem af sognerådet i Holtug. Han var også en central skikkelse under 2. verdenskrig, da han var med til at organisere modtagelsen af våbennedkastninger. Han er en central person på det foto, vi ser af ham med armbind efter befrielsen i 1945. Her står han sammen med godsejeren og to officerer fra henholdsvis England og USA. Hvad Børge Hagbard Petersen udrettede som skovrider, står der intet om.
Bogens hovedvægt er lagt på at fortælle om de forskellige skovridergårde, da denne del af bogen begynder på s. 35 og først slutter s. 504. Derfor er jeg begyndt anmeldelsen med en udførlig gennemgang af en af disse gårde eller gårdkomplekser. Dernæst vil jeg se, om den svarer til gennemgangen af andre skovridergårde. Jeg har valgt de otte skovridergårde, der gennemgås i kapitel 1. De er alle beliggende på Sydsjælland.
Antallet af fotos til hver gård eller gårdkomplekser er relativt omfattende fra to eller tre til ni fotos ved hvert sted, hvilket er for mange efter min mening, da der er for mange fotos, der er overflødige for at få et indtryk af skovridergårdene. Hvorfor skal vi fx se et billede af udhus og garage til traktor og redskaber og stuehusets vestgavl (s. 58) i afsnittet om Oremandsgård?
Teksten til de forskellige skovridergårde er igen præget af omstændelige beskrivelser af de enkelte gårde, og vi får at vide, hvad de forskellige skovridere hed, men det er som regel også det. Fx er der en oversigt over historiske ejerforhold ved Peters gård (s. 44f), men der står intet om, hvad der skete under de enkelte skovridere!
For denne anmelder, der har haft en fritidsbolig på Bornholm siden 2005, er Hans Rømer (1770- 1836), der var skovrider på Bornholm, nok idealet af en foregangsmand, som vi i dag kan takke for, at Almindingen er blevet til den fantastiske skov, som turister og selvfølgelig også bornholmere er utrolig glade for. I Dansk Biografisk Leksikon omtales hans indsats sådan: ”R. kom i strid med bønderne der ikke ville opgive græsningen, men han sejrede, og hans skovkulturer af eg, bøg og nåletræer fik fred til at vokse op. Han forbedrede træernes vækstmuligheder ved afvandingskanaler, og han anlagde gode veje, såvel i skoven som udenfor”. Jeg ville ønske, at forfatteren i langt højere grad havde givet en positiv eller negativ bedømmelse af skovridernes indsatser.
Der er små kulturhistoriske oplysninger indflettet i nogle af afsnittene. De giver kolorit på teksten og kan være spændende, men de handler ikke altid om forhold, som har med skovriderens arbejde at gøre. Fx handler begyndelsen til Petersgårds historie om Peter Johansen, der var søn af en polsk indvandrer og fæstebonde. Han stak af og fik hyre på et skib, og udnyttede sin sans for at tjene penge, så han i 1774 købte ryttergodset Kallehave af kronen og omdøbte det til Petersgård, hvor han i 1777 byggede et skibsværft, som han kaldte Petersværft. Det blev allerede nedlagt i 1791, men der blev bygget 10 skibe og en række boliger til dem, der arbejdede på værftet. Et af husene har i nyere tid været bolig for skovriderne og deres enker. Ved Peter Johansens død købte kronen det tilbage, og der blev bygget en flådebase under englandskrigene i begyndelsen af 1800-tallet, men den blev derefter afviklet.
På samme måde har forfatteren skrevet om en bådfører, der i 1840 flyttede ind i Gamle Skovridergård i Vemmetofte Kloster på Østsjælland og om fundet af gamle sølvmønter fra Valdemar Sejrs tid på Herlufsholms Skole og gods.
I indledningen til gennemgangen af skovridergårdene får vi et lille indblik i den kulturhistorie, der er forbundet med skovridergårdene. Jens Andersen skriver her om baggrunden for, at der blev oprettet skovridergårde. Da der tegnede sig et dystert billede af skovenes tilstand og af manglen på træ ved midten af 1700-tallet, blev en tysk forstmand inviteret til Danmark ”for at få etableret en rationel drift af de kongelige skove og i den forbindelse at få etableret en dansk uddannelse af forstfolk” (s.20). Det var også nødvendigt at gennemføre en fredskovforordning i 1781, fordi det var nødvendigt at gøre op med den måde, som befolkningen brugte skovene på, samtidig med at kreaturer og svin græssede i underskoven. I første omgang drejede det sig kun om de kongelige skove, men med fredskovsforordningen af 1805 skete det også for de privatejede skove.
I begyndelsen blev jægere og gartnere skovridere, og lønnen var ikke særlig stor, selv om der også hørte et landbrug til, men efterhånden fik skovriderne en højere levestandard, og standen kom efterhånden til at tilhøre den højere middelklasse ”på linje med præster og forpagtere - og i et vist omfang med social omgang med stedets godsejer” (s. 23). Ja, det er her Morten Korch har hentet sin inspiration. Men nu er skovriderfaget forsvundet, som så meget andet fra det gamle Danmark, hvilket kan fremkalde nostalgiske minder hos ældre mennesker.
En personlig beretning fra Lerchenborgs nytiltrådte skovrider er et andet godt bidrag til kulturhistorien, og det gælder også det sidste lille afsnit i indledningen. Det handler om naturalieøkonomien på gamle dages skovridergårde.
Bogen hedder ”Skovridergårde”, og det skal åbenbart tages bogstaveligt, da det især er beskrivelsen af de enkelte gårde, der er bogens emne. Der er gode kort over gårdenes beliggenhed. Hvis man havde troet, at vi også fik noget at vide om det, som de enkelte skovridere havde forestillet sig, der skulle ske med de skove, de havde fået ansvaret for, og hvad de havde fået gennemført, finder vi ikke svarene i denne bog.
Det samme gælder omverdenens forestillinger om, hvad man kan bruge en skov til. Det interesserer ikke forfatteren. Mange mennesker vil i dag bruge skovene til rekreation, terræn- og orienteringsløb, og der er blevet anlagt særlige stier, hvor mountainbikere kan udfolde sig, hvis det stadig er moderne? Det kan være, at disse fænomener er for moderne og ikke passer ind i tidsrammen for bogen. Men det gør til gengæld ældre danske forfatteres fortællinger om skoven. Tænk blot på ”Sanct Hansaften-Spil” af Adam Oehlenschläger, hvor handlingen foregår i Dyrehaven og er et ex på romantikkens naturbegejstring, men heller ikke det interesserer forfatteren. Selv om han er vokset op på en skovridergård, skriver han kun, at han havde en lykkelig barndom, men han skriver intet om, hvordan han oplevede nogle af de faglige problemstillinger. Han vil hellere vise gårdene med en overflod af fotos og fortælle om en beboelse, der oprindelig havde tre skorstene, som nu er reduceret til to, og at udhuslængen oprindelig havde to skorstene, som nu er reduceret til en. Og han nævner kun, hvad skovridergårdenes skovridere hed, men stort set heller ikke så meget mere.
[Historie-online.dk, den 5. august 2026]
