Menu
Forrige artikel

Christoffer Columbus' fantastiske rejse

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 6813

Af Caspar Christiansen, stud.mag.art.

Bogen er baseret på uddrag af Columbus’ hemmelige dagbog, dækkende hele den første rejse, der i 1492 resulterede i Europas opdagelse af Amerika. Forfatteren Sten Wijkman Kjærsgaard har tidligere udgivet vittighedsbøger og en række andre historiske dagbøger såsom Anne Franks og Kaptajn Cooks. Der er vist nok tale om en udgivelse på baggrund af den tilsvarende radioudsendelse, der i sin tid blev sendt på Børneradio. Dengang var det med Carsten Overskovs fantastiske oplæsning, nu er det flot illustreret og med flere kommentarer.

Efter en kort indledning om Columbus person og hans samtid følger bogen dagbogen kronologisk. Til de fleste af dagbogsindførslerne hører der korte forklarende kommentarer. Løst fordelt igennem hele dagbogen er der korte afsnit med baggrundsinformationer. De er sjældent placeret sammen med relevante dagbogsindførsler, eksempelvis er en kort beskrivelse om Isabella den katolske, og hele forløbet der ledte op til, at Columbus fik støtte til rejsen placeret midt i selve rejsen til Amerika. Det er selvfølgelig vilkårene, når man ønsker at sprede mange af baggrundsinformationerne jævnt over hele bogens forløb. Dog mangler det nævnte afsnit at redegøre for Reconquistaens indflydelse på forløbet og for den efterfølgende udvikling.

Columbus’ dagbog indeholder utroligt mange informationer om den store opgave, de var ude på, og ikke mindst kulturmødet med indianerne i Caribien. Igennem bogen følger vi først jagten på Amerika, efterfulgt af jagten på guld og mødet med lokalbefolkningen, for til sidst i efterskriftet at følge hans forsøg på at få den rigdom og præstige den oprindelige aftale med det spanske kongehus lovede ham. Dagbogen var angiveligt beregnet på at blive overrakt kongen og dronningen ved hjemkomsten, og Columbus bruger derfor end del tid på at forklare motiverne til sine handlinger. Der er naturligvis en del diskussion om, hvorvidt det er Columbus selv, der rent faktisk skrev dagbogen. Muligvis var det Bartolomeo de las Casas eller Columbus egen søn Diego, hvilket SWK meget kort nævner. Analysen af dagbogsindførslerne er generelt gode og pædagogisk forklaret, så læseren kan følge med i Columbus’ tanker og bagtanker. I den forbindelse er det også tydeligt at bogen er beregnet på den historieinteresserede læser, der ikke nødvendigvis er en fagperson.

Der er ikke medtaget noter, hverken fodnoter eller slutnoter. Det er ærgerligt, men den forklarende tekst er inkorporeret i teksten, så det er trods alt kun henvisningerne, vi mangler. Derimod er der ikke nogen litteraturliste, sikkert også fordi man sigter bredt med bogen. Dog burde man have medtaget en litteraturliste, da netop Christoffer Columbus og opdagelsen af Amerika har været meget diskuteret, ikke mindst om det overhovedet er Columbus selv, der har skrevet dagbogen. Der findes så mange tvivlsspørgsmål og forskellige synspunkter, at vi fortjener at se, hvilken litteratur SWK har baseret sin holdning til Columbus på, og så læseren selv kan søge dybere. Der er ikke engang en henvisning til hvilke spanske og engelske dagbogsuddrag, som SWK har baseret bogen på, er taget fra.

Resultatet er samlet set en flot og spændende bog om Columbus. Bogen supplerer fint dagbogen med kommentarer og ekstra viden om emnet. SWKs bidrag til dagbogen har en god effekt i kraft af et lettilgængeligt sprog og indlevelse, så selv børn i alle aldre vil få noget ud af bogen. Man får lyst til at læse mere om Columbus og den europæiske opdagelse og ekspansion i Amerika, men sporet ender blindt, så man må nøjes med en fantastisk fortælling, uanset om Columbus skrev den selv.    

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Mellemøstens ansigter
Rejser til det lykkelige Arabien. På sporet af Carsten Niebuhr
Israels erobring af Palæstina