Menu

Født af mørket

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 293

 

Et par år før Ruslands invasion af Ukraine var fotograf Krass Clement i Sankt Petersborg. Det er der nu kommet et stort fotoværk ud af. Det er slet ikke et pittoresk billede men en fordybelse i mennesket

Af Michael Koch

Ikke et ord, ingen billedtekster, ingen forklaringer. Her får billederne lov til at tale - side efter side. Læseren, eller retteligt beskueren, kan selv sætte sine kommentarer, sine billedtekster, eller måske blot studere mennesket på billederne. Fotograf Krass Clement har ret, når han siger:

“Født af mørket” er en skildring af Sankt Petersborg og dens borgere. Det er ikke et pittoresk projekt, men en fordybelse i mennesket, set som en større sammenhæng uden ydre begivenhed, men med en suggestiv fortælling, som bliver synlig gennem en intuitiv tilgang hos betragteren. Vi ser mennesker i en historisk og kulturel fortælling, hvor en ubrudt undertrykkelse former en tilstand af indre eksil. Bogens 350 billeder er nøje afstemt for at understøtte denne påstand.”

Billederne viser ganske rigtigt en befolkning præget af dyster virkelighed. Læseren fornemmer meget tydeligt det hårde liv, folk i Sankt Petersborg lever dag efter dag. Der er en fortabt stemning af armod og depressiv hverdag i Clements billeder. Mange af billederne er fabelagtigt godt fanget. Kompositionen er til tider stram, mens andre billeder er taget på et splitsekund i farten. Alle har deres eget udtryk, alle har en berettigelse i bogen. Resultatet er umiskendeligt et billede af en by uden mange af livets små glæder.

 

Her er ikke mange smil, mange af Clements mennesker i byen ser forkrampede ud. Vejret afspejler også virkelig godt indtrykket af byen, ofte ser man på påklædningen, at det absolut ikke er en lun sommerdag, ligesom man ser store vandpytter på de hullede veje. Det mærke vejr, det mørke sind. Men så overraskes beskueren pludselig af et ungt par på en perron, som står i omfavnelse før eller efter et kys, hvor hun står med højre ben kækt løftet bagud. Læseren vil gerne tro, det er et spontant og ægte billede, men det er muligt, at de to unge står sådan for at blive fotograferet i en situation, der kan ligne noget fra en naiv, vestlig film. Bogen er et skoleeksempel på vellykket gadefotografering. Midt i det dystre, triste liv i den russiske by fornemmes den dygtige foto-komponist, der trækker os med ind i Ruslands tragiske hverdag med enkelte strejf af solskin.

 

Krass Clements tidligere fotobøger har ofte været med sort/hvide billeder med grovkornede film. Denne er med billeder i farve og med skarpttegnende optik. Dog er det tydeligt, at Clement mesterligt formår at skabe en samlet ensartet lyssætning og farvetone næsten hele vejen igennem bogen. Det kan forekomme nemt, men det er det ikke. Mange kan tage en stribe gode billeder til en serie, men at sætte 350 billeder sammen som i denne bog er uhyre svært. Det lykkes i rigt mål.

 

Herhjemme er bogen også set af fruen i huset. Det spontane udbrud var, at den er lækker, at den er ærlig. Det er den også. Den er i kartonbind med stort foto på forsiden, i øvrigt et ualmindelig godt billede, og med en bagside, hvor der kun står forfatterens navn, bogens titel og så blot: “Sankt Petersborg”. Det er en tankevækkende bog, en meget stærk bog, en bog man samler op fra bordet igen og igen. Bogen er et meget dygtigt komponeret værk, der fortjener sine 352 sider.

[Historie-online.dk, den 24. september 2025] 

Se relaterede artikler
Tante Ebba og revolutionen
Sovjetistan. En rejse gennem Turkmenistan, Kasakhstan, Tadsjikistan, Kirgisistan og Usbekistan
Stalins hjemmefront 1941-45