Dansk Medicinhistorisk Årbog 2025
Af Poul Ulrich Jensen
I 1959 indledtes en ny behandlingsmetode på Frederiksberg Hospitals psykiatriske afdeling. Her afprøvede man for første gang i Danmark virkningen af Lysergsyrediethylamid, LSD, på en række patienter. Det forholdsvis nye præparat var blevet markedsført af medicinalfirmaet Sandoz i Basel i 1947 som et lægemiddel, der kunne anvendes som supplement i analytisk psykoterapi, især ved angsttilstande og tvangsneuroser. I 1960 behandledes otte patienter med LSD, og det årlige antal steg efterfølgende til omkring 50, hvorefter behandlingen gradvis aftog, til den ophørte i 1973. Da var der internationalt kommet tydelige advarsler mod stoffets anvendelse, og det skulle da også vise sig, at det havde påført adskillige patienter svære senfølger.
Der kom i 1979 en henstilling fra Folketingets Ombudsmand til Indenrigsministeriet om at overveje det offentliges ansvar for skader, der kunne henføres til LSD-behandling. Det endte med, at der fra den 1. juni 1986 kunne søges om erstatning til patienter, der var kommet til skade ved LSD-behandling og LSD-forsøg. Der indkom 151 ansøgninger, og problemets omfang blev understreget af, at de alle blev tilkendt erstatning. De 109 var blevet behandlet på Frederiksberg Hospital. Forløbet viser, at der på den ene side herskede en tiltro til LSD som et terapeutisk vidundermiddel, men at det var et tveægget sværd, der på den anden side kunne medføre misbrug og bivirkninger som drab, selvmord og skræmmende flashbacks i et omfang og af en karakter, der ikke kendes fra noget andet lægemiddel. Det ret enestående stykke dansk medicinhistorie er genstand for en artikel af Jens Knud Larsen, der var overlæge ved Frederiksberg Hospital fra 1979 til 1998.
I 1997 døde Jeanne Calment i en alder af 122 år som verdens ældste dokumenterede person. Den bemærkelsesværdige rekord var genstand for en meget grundig aldersvalidering, og det samme har været tilfældet med andre, der som de første passerede 110 år. Bernard Jeune, flerårig leder af Center for Aldringsforskning ved SDU, skildrer detektivarbejdet med at foretage aldersvalidering og sammenstykke livsforløbet for de første 110+ årige. Den første veldokumenterede person, der passerede denne milepæl er hollænderen Geert Adrians Boomgaard, der blev født i 1788 og døde i 1899, og hvis livsforløb kunne dokumenteres med et stort antal papirer fra hans militærtid som soldat i Napoleons hær, en over 40årig karriere som sømand og kaptajn og hans sidste år på et alderdomshjem.
I 1928 satte Delina Filkins en rekord, der kom til at stå i mere end 50 år, da hun rundede 113 år. Hun boede hele sit lange liv i det samme område i nærheden af New York og var kendt for at arbejde hårdt gennem hele sin tilværelse. Adspurgt om, hvad der var hendes opskrift på at nå den høje alder, var den temmelig enkel: ”lev stille og arbejd hårdt uden overanstrengelse”. Lige som den gennemsnitlige levealder for både mænd og kvinder har bevæget sig hurtigt opad i de seneste årtier, har flere og flere passeret de 115 år, men ingen har endnu nået Jeanne Calments 122 år. Verdens ældste nulevende person, Ethel Caterham, har netop fejret sin 117års fødselsdag.
En hovedårsag til den stærk stigende levealder er selvfølgelig lægevidenskabens enorme udvikling, men enkelte af nutidens terapiformer har været anvendt siden oldtiden. Det gælder især for tjære, og historien om denne klassiker i dermatologien, behandling af hudlidelser, bliver grundigt belyst af Jørgen Serup og Henrik Permin. Anvendelsen har været særlig vigtig til at lette generne ved psoriasis og eksemer, men da tjære indeholder flere tusind kemiske bestanddele, er potentialet for anvendelse i den kemiske og farmaceutiske industri særdeles stort. Det blev den dominerende behandling i dermatologien i Danmark og også internationalt fra midten af 1800-tallet og højt op i 1900-tallet, hvor mere moderne fabriksproducerede lægemidler tog over. Men den bruges fortsat, især i fattige lande, og som artiklen konkluderer, forskes der stadig i dens potentiale ved udviklingen af ny medicin.
Under arbejdet med historien om tjærens betydning stødte de to forfattere på en person, der spillede en markant rolle i den danske udvikling af behandlingen af hudlidelser og desuden udførte et stort arbejde som læge og organisator uden for sit fagområde. Det drejer sig om dr. Sophus Engelsted, der hidtil har været relativt upåagtet af eftertiden, men som nu får sin velfortjente plads i medicinhistorien med en artikel, der beskriver hans rolle som frontkæmper i folkesundhedens tjeneste. Han blev cand. med. i 1847 som 24årig, og da Treårskrigen brød ud året efter, gjorde han som frivillig et stort arbejde. Under kampen om Fredericia den 7. juli 1849 behandlede han omkring 1300 sårede, og for sin indsats blev han tildelt Ridderkorset. Han kom ikke til at hvile længe på laurbærrene, for da en voldsom koleraepidemi ramte København i 1853, viste han som leder af Almindelig Hospital, der med sine 1200 senge var tæt belagt med patienter, et stort organisatorisk overblik.
I 1863 blev Sophus Engelsted chef for Københavns og hele landets nye store afdeling for hud- og kønssygdomme, IV afdeling på Københavns Kommunehospital, og hans pionerindsats på området kom også til at omfatte udgivelsen af den første lærebog i kønssygdomme i 1877 fulgt af en tilsvarende om hudsygdomme to år senere. Hans nærmest utrættelige indsats for folkesundheden resulterede også i oprettelsen af det første tuberkulosesanatorium i Danmark, Kysthospitalet på Refsnæs, der blev indviet i 1875. Sophus Engelsted, der nu er trukket frem af glemslen, nåede inden sin død som 91årig at blive belønnet med Storkorset, hovedsagelig for sin store indsats som medlem af Det Kgl. Sundhedskollegium.
Carlsberg Laboratorium, der blev grundlagt i 1875 af brygger Jacob Christian Jacobsen, er emnet for en artikel af Ole Sonne, der beskriver det store forskningsarbejde, der er blevet udført gennem 150 år. Et andet jubilæum i 2025 omhandler dansk anæstesiologi. Den 1. februar 1950 fik de første danske læger specialistanerkendelse i faget, der gennem en del år havde kæmpet med det problem, at de bedøvede patienter risikerede at dø under operationen på grund af iltmangel. Kampen for at sikre frie luftveje krævede udvikling af nyt apparatur, der også blev relevant for børnelæger til afhjælpning af for tidlig fødtes vejrtrækningsproblemer.
Dansk Medicinhistorisk Årbog er den lidt forsinkede 2025 udgave, men den har været værd at vente på. Som sædvanlig er de enkelte artikler, der spænder vidt både emne- og tidsmæssigt, præget af forfatternes meget store viden, men fagtermerne er reduceret til et tilpas minimum, så også faggrupper uden for sundhedssektoren kan læse med. Teksten bliver fint understøttet af mange fine illustrationer, og årbogen kan varmt anbefales.
[Historie-online.dk, den 9. september 2026]
