Den danske spion

Lørdag den 3. maj 1958 opdagede en medarbejder på den danske ambassade i Bonn, Otto Borch, at der manglede hemmeligstemplede papirer i ambassaden. Et par dage senere skulle NATO’s udenrigsministre mødes til konference i København, hvor papirerne skulle anvendes. Han ilede til København med toget og tog omgående til Forsvarsministeriet. Her sad rigets mægtigste mænd samlet og ventede på en redegørelse: Statsminister H.C. Hansen, Udenrigsministeriets direktør Nils Svenningsen og hans departementschef Vilhelm Boas, FE-chefen Oberst H. M. Lunding samt lederen af Politiets efterretningstjeneste, Mogens Jensen. Hovedpersonen var endnu ikke ankommet. Det gjorde han med en militærmaskine tirsdag den 6. maj. Han arresteredes omgående og sigtet efter straffelovens paragraf 10: ”Den, som røber eller videregiver meddelelse om statens hemmelige underhandlinger, rådslagninger eller beslutninger i sager, hvorpå statens sikkerhed eller rettigheder i forhold til fremmede stater beror, eller som angår betydelige samfundsøkonomiske interesser over for udlandet, straffes med fængsel indtil 12 år”. Navnet på spionen lød: Einar Blechingberg. Med 38 års ansættelse i det fornemme ministerium.

Af Erik Ingemann Sørensen

Einar Blechingberg 1895 - 1975. De mærkelige tegn i pandens højre side stammer fra operationer efter en alvorlig trafikulykke, hvor han var passager. Foto: HPN

Hvor ofte må en medarbejder begå graverende dispositioner, før hammeren falder? I dagens Danmark skal der ikke så meget til, før ansættelsen ophører. En journalist på Berlingske Tidende havde fiflet lidt for meget med AI - blev sendt hurtigt hjem samme dag. Den begavede journalist Claes Kastholm var blevet chef på Ekstrabladet, da han lavede skandale efter indtagelse af voldsomme mængder alkohol. Han forulempede flere kvindelige ansatte og anvendte et skrivebord som toilet. Hans karriere stoppede endog særdeles brat. Finansverden, advokatfirmaer, læger og flere kendes også. Læren af alt dette bør givet være: ”Hold din egen sti ren.”

Man undres og forbavses langt udover, hvad man ellers kender til. I Blechingberg’s færden på de bonede gulve gennem 38 år. Først i maj1958 faldt tæppet. Konstant i pengenød på trods af pæn løn. Men han havde tilsyneladende ingen skrupler ved at låne - både af familiemedlemmer, kolleger, af mennesker han havde kontakt med via sit arbejde. Og senere blev det så af kontakterne, han havde i Polen. Kontakter, der gjorde alt for at lokke oplysninger ud af ham. Og de fik dem.

Senere kom en anden last: han drak uhæmmet, hvilket skabte uro i diplomatiets højere lag. Han blev ved. Og den aften, der blev hans sidste i Bonn, studedrak han - endda så meget, at det ganske enkelt var umuligt at afhøre ham.

Igen og igen holdt Udenrigsministeriet hånden over ham. Der kom små reprimander. Men han kom altid op og videre. Med arbejdet, lånene og drikkeriet. For andre forekommer det her at være det rene vanvid.

En adelig hjælpehånd

Godset Eriksholm ved Vipperød tilhørte slægten Ahlefeldt-Laurvig. Foto: HPN

”En sommerdag i 1920 sætter C. W. Ahlefeldt-Laurvig sig ved skrivebordet på sit gods Eriksholm i Vipperød, tager et lille ark papir og meddeler i sirlige bogstaver, at han gerne vil ”anbefale” en ung mand, der endnu ikke er fyldt 25 år, til udenrigstjenesten.” (s.17).

Einar Blechingberg havde seks år tidligere taget studentereksamen fra Herlufsholm Kostskole med årgangens højeste gennemsnit. Han havde nu afsluttet sine jurastudier - absolut uden udmærkelse. Man undres, men Einar var bedste ven med grevens søn, Bent. Så der var nogle bånd - og det talte. I de kredse.

Blechingberg var nok ikke kommet igennem til en stilling, havde det stået til arbejdsgiverne. Og da slet ikke med ganske dårlige karakterer. Så det må trods alt have givet et mindre chok, da der 14 dage senere kom et brev med ordene: ”De er konstitueret som sekretær i Udenrigsministeriet fra den 1. juli”.

Reza Shah Pahlavi

Navnet genkendes måske blandt nogle læsere, som den nye hersker i det, der dengang hed Persien - i dag Iran. Han sad som kronprins, og nu ville han have jernbaneforbindelser på kryds og tværs.

Det var i realiteten et vanvittigt og umuligt projekt, men Kampsax udførte opgaven til alles tilfredshed. Foto: HPN

Udenrigsministeriet sendte nu Blechingberg til Persien, så der kunne oprettes en ambassade. Opgaven var at servicere udsendte landsmænd samt ”at massere stedlige myndigheder” (s.29). Og der blev rigeligt at tage vare på, da det blev det danske firma ’Kampsax’, der skulle stå for de enorme anlægsarbejder.

Her kom også den engelske civilingeniør Harry Wright, der havde bistået ved bygningen af den tyrkiske jernbane. Nu var han ansat ved Kampsax som en af flere direktører. Sammen med hustruen Karen (43 år). Hun blev betaget af den danske embedsmand. ”Blechingberg, mørklødet og med en verdensmands profil.” (s.32). Så var det slut med hendes ægteskab - ”Han fik Wrights kone, og Wright fik ingen kone” (s.32) udtalte en kollega senere. Wright rejste hjem, mens Karen og hendes to børn flyttede ind i Einar Blechingbergs embedsresidens.

Michael Kuttner slutter kapitlet med sætningen: ”Men kimen var lagt til den deroute, der engang skulle føre til familiens sammenbrud og vanære.” (s.33). En sådan bemærkning kaldes på godt dansk ’en teaser’ - en lokker, der skal gøre læseren mere nysgerrig på indholdet. Kuttner benytter denne lokkemad bogen igennem. Og man bliver da også nysgerrig, for hvad sker der dog? Det er en virkningsfuld teknik. Det samme må siges om de fleste kapiteloverskrifter. ”Forkludring i Washington, Heksekedlen, Skygget af FBI, Brutalitet i Bredgade” og mange flere. Også dette er journalistiske teasere med ganske god effekt.

Oliekatastrofen i Mexico

Der er faktisk to katastrofer.

Den mexicanske præsident Venustiano Carranza nationaliserede al olie i Mexico - også de udenlandske - den 18. marts 1938. Det vakte voldsomme reaktioner hos dem, det gik ud over. Englænderne bad Danmark træde til, hvad man så sandelig var glade for. Så nu fik den danske gesandt noget at se til. Han havde også de andre dele af Mellemamerika at se til. Dét sagde kroppen fra overfor. Direktøren i Udenrigsministeriet, Otto Mohr, meddelte så, at Blechingberg skulle flyttes fra Teheran til Mexico City.

Han havde jo vist, at han klarede sig glimrende i varmen. Og fik opgaverne løst. Det vejede også tungt, at han var ugift - så slap ministeriet for langt flere udgifter, hvilket kan få enhver minister til at fryde sig. Det holdt lige til den 2. marts 1939. Da Blechingberg meldte, at han var blevet gift. Kort tid efter kom han til København, da han skulle opereres. Det gik, som det skulle, hvorefter han fik travlt i lejligheden med at forsikre nogle persiske tæpper. For 40.000 kroner i datidens mønt svarende til godt 1.5 millioner i dagens mønt. Det er jo helt ude af proportioner. Det samme gør sig gældende for nogle smykker. 17.240 kroner svarende til nutidens 648.000 kroner. Mere end to millioner i dagens penge. Det lyder absurd.

Hans kone var særdeles ferm til at bruge penge. ”Som en vild sømand”, forklarede han flere gange. Og så følger den næste katastrofe: Han begynder at bruge af ambassadekassen til private formål. Forfatteren konstaterer nøgternt, at der faktisk er tale om ”underslæb”. Det er først året efter, det opdages - og da var han havnet i en helt anden situation.

De mørke fugle fløj

Ambassadør Henrik Kauffmann på hans arbejdsplads i Washington. Han nægtede at anerkende, at den danske regering havde frie hænder. Foto: FHM

Den 9. april 1940 er måske den mest voldsomme dato i vores historie. Den begyndte med mordet på tre danske gendarmer ved Padborg. Få timer senere fulgte verdenshistoriens første anvendelse af faldskærmstropper - Masnedø - og korte ildkampe mellem tyske og danske soldater, der kostede tab af menneskeliv på begge sider.

I Washington sad ambassadør Henrik Kaufmann. Arbejdspresset var stort, og han havde brug for ekstra personale: ”en ferm næstkommanderende i gesandtskabet… ”. (s.42). Han fik så Blechingberg. Endda efter kongelig udnævnelse.

Forfatteren skriver: ”Kampen om Danmarks 73 udsendte diplomater begyndte i samme øjeblik, tyskerne indtog kongeriget. Washington var et kardinalpunkt.” (s.43).

Her var også juristen Povl Bang-Jensen, som Kaufmann havde fået ansat tidligere. Det var trekløveret, der skulle styre det lille stykke Danmark og hjælpe danske statsborgere. Men et langt større drama stod for døren - kampen om Grønland.

Med dommen fra Den Internationale Domstol i. Haag var danskernes ’eneret’ over landet sikret. Mens en skuffet norsk delegation måtte rejse hjem igen.

Her svigter Michael Kuttner slemt. Det var polarforskeren Knud Rasmussens indlæg, der spillede den helt afgørende rolle for resultatet. Selv i en sidefortælling bør man have det med. Især når det orangefarvede uhyre i Washington nu vil have fingrene i landet.

Endnu et chok i København

Ambassadør Kauffmann havde meddelt Udenrigsministeriet, at han med den tyske besættelse den 9. april fremover repræsenterede det frie Danmark. På alle måder. I realiteten begik han højforræderi - han blev omgående kaldt hjem, men det tog han sig ikke af. Der blev hurtigt sat en stopper for penge til ambassaden. Det bekymrede nu ikke Kauffmann, der brugte af de guldreserver, Danmark i hemmelighed havde fået transporteret til USA.

Der var faktisk kampe på Grønland under krigen. Tyskerne havde landsat en gruppe, der især skulle tage sig af vejrmeldinger. De endte i stedet som krigsfanger. Foto: HPN

11. april 1941 gav han Udenrigsministeriet besked om, at han havde indgået en aftale med USA om fri ret til at bygge baser i Grønland. Forfatteren skriver: ”Scavenius kunne dårligt have troet sine egne øjne, da han læste telegrammet … ” (s.58). Han hjemkalder Kauffmann, og meddeler, at Blechingberg skal lede ambassaden som chargé d’affaires.

Det var her, den underordnede pludselig stod på toppen af sin karriere, som øverste embedsmand på en af diplomatiets fornemste poster.

Nu var Kauffmann jo ikke fratrådt - så Blechingberg måtte zigzagge gennem strømfulde vande. Også økonomisk. Men nu kom FBI ind i billedet.  Chefen, Edgar Hoover, lod Einar Blechingberg skygge. Baggrunden var at finde ud af, om man på en eller anden måde spillede på flere heste - i overført betydning. Det, de fandt ud af, var, at Blechingberg ”er et fallitbo.” Han skyldte således for den lejlighed, de havde i ’Wardman Park Hotel’, 797,53 dollar - det svarer til 100.000 kroner i dag. Det er i allerhøjeste grad mistænkeligt.

Og det skulle blive meget værre. Da han senere kommer tilbage til hotellet, kan han ikke komme ind. ”Den mand, der af Danmarks regering betragtes som landets øverste repræsentant i USA, er hjemløs.” (s.77). Han må ringe ”… til den danske konsul i New Orleans i et forsøg på at rejse penge, og mirakuløst lykkes det ham at indløse en check på de 200 dollar… ”, som hotellet skulle have. Han var for alvor kommet ud på en uhyggelig vej. Michael Kuttner skriver: ”Hvis man tror, at Blechingberg i denne vanskelige situation ville skrue ned for sit forbrug og anlægge en mere ydmyg livsstil, tager man fejl. Der blev nærmere skruet op, som en vanvidsbilist, der øger farten i takt med, at vejskilte påbyder stadigt lavere hastighed.” (s.77).

Rejsen hjem til Danmark kom til at gå via Portugal. Heller ikke her slap familiens sans for det dyre sit greb. Dog endte det med, at de den 22.  august 1941 ankom til Danmark via Berlin. Samme dag bøjede regeringen sig for tyske krav om at Danmarks Kommunistiske Parti var ulovligt.

Blechingberg fungerede i forskellige sammenhænge - blandt andet som censor - han skulle holde øje med, at aviserne ikke skrev noget, der kunne fornærme tyskerne. Men i august 1943 ændrede alt sig. Regeringen kunne ikke andet end træde tilbage. Desværre smutter det for Kuttner, der skriver: ”Besættelsesmagten overtog selv ordenshåndhævelsen, det danske politikorps blev opløst, og en fjerdedel af betjentene sendt til koncentrationslejre i Tyskland.” (s.108).

Det er godt nok helt uden for skiven. Der skulle gå mere end et år, før tyskerne slog til mod politiet. Det skete den 19. september 1944.

Nye opgaver

Da befrielsen kom, skulle Udenrigsministeriet se på nye opgaver. Blechingberg blev ministeriets repræsentant i ”kommissarium for Konfiskation af tysk og japansk Ejendom”. Der var mange penge og meget andet, der blandt andet stammede fra jødiske flygtninge. De skulle naturligvis have deres tilbage. I et af dokumenterne ”… nævnes en samlet fordring på 40 millioner kroner, hvilket svarer til mere end en milliard kroner i dag.” (s.114). Men fortiden indhentede ham. Igen. Forfatteren noterer, at man måtte skille sig af med ham. Men intet sker, og igen og igen dukker der altid en hjælpehånd op.

I Udenrigsministeriet er der uro. Af en helt anden slags. Kuttner skriver, at der ” … indtraf en uheldig hændelse. Direktøren blev en aften fundet liggende på et skrivebord i delvist afklædt tilstand med en yngre, mandlig diplomat under sig.” (s.128). Forfatteren ved tydeligvis, hvem den underste er. Det tjener ham til ære, at han ikke nævner navnet. Men udenrigsminister Gustav Rasmussen skal lige med i kredsen.

Den danske udenrigsminister Gustav Rasmussen yderst til højre. Foto: ukendt

Da det var nødvendigt at skifte ud i toppen, vendte man tilbage til Nils Svenningsen - lederen af departementschefstyret under besættelsen. Da Blechingberg vendte tilbage efter ulykken, kom han igen som ham, der forhandlede med kommunistiske regimer. Og atter ryger pengene ud til højre og venstre. Men nu er der en helt anden opmærksomhed fra polakkerne. De anvender det gamle trick: en honningfælde. De var velorienterede om Blechingbergs alkoholproblem. Og han havde en drukfælle i den polske handelsattaché, Stanislaw Strus.

Som sædvanligt manglede Blechingberg penge. Det var ikke noget problem for polakken. Han lånte ham gerne penge. Det giver forfatteren følgende kommentar til: ”I sit samvær med Strus overtrådte den nu 57-årige, danske embedsmand tre gyldne regler i diplomatiet: Alkohol bør ikke føre til beruselse. Diplomater fra fjendens lejr bør aldrig blive venner. Og: Lån under ingen omstændigheder penge af repræsentanter for ’den anden side’.” (s. 146).

Blechingbergs alkoholforbrug var dramatisk, ægteskabet slog revner, men i Udenrigsministeriet var der ingen, der slog alarm. Igen må man som læser undre sig såre. Til gengæld udstationeredes han i Bonn i Vesttyskland. En by hvor agenter havde allehånde muligheder. Blechingberg leverede til ’fjenden’, og modtog store beløb for sit svig.

Men det gik ikke i længden. ”Blechingberg  … mødte ofte beruset på arbejde om morgenen, og da han en aften ikke blev lukket ind i en restaurant, smadrede han en rude. Det tyske politi tilkaldes, hvorefter han ”ter sig fuldstændig hysterisk.” (s.182).

Heller ikke denne gang sker der noget.

Afsløringen

Som tidligere beskrevet opdagede man, at der manglede fortrolige papirer på ambassaden. I et fint skrevet kapitel knytter Michael Kuttner alle de mange tråde sammen og Blechingbergs forsøg på at bortforklare. Men hans muligheder bliver mere og mere håbløse. Han dømtes til otte års fængsel.

Hvordan et dannet, vidende ungt menneske kan komme så galt afsted, er der givetvis mange forklaringer på. Suset ved at hans fiflen med at få fat i penge og hans mange lån, som han skaffer, synes ikke at give ham moralske skrupler. Han virker kynisk, når jagten på penge går ind. Hans og konens livsstil koster vanvittig mange penge. De fås, og så kan forbrugsfesten fortsætte. Det forekommer mig, at Udenrigsministeriet har optrådt som en elefant i en porcelænsfabrik. Gennem alle årene.

Man skal holde sig fra gætterier om psykiske tilstande. En nøgtern registrering af adfærden efter den voldsomme ulykke kan have spillet en rolle. Men så må man også konstatere, at der var voldsom gang i den inden.

Journalist Michael Kuttner har med en levende pen og stor fortællelyst beriget os ved at åbne døren til en fortid, der stort set var glemt. Velunderbygget og velfortalt med dokumentationen i orden.

Bedre kan det nok ikke gøres.

[Historie-online.dk, den 17. juni 2026]