Franciska Clausen
Af Anders Ellegaard
Ingen kunsthistorisk eller historisk interesseret kan være i tvivl om, at kunstmuseet AROS i øjeblikket har en særudstilling med værker af Franciska Clausen. Reklametrommerne har på alle mulige måder buldret løs. - Og med rette! - ”Ciska” er én af de bedste danske kunstnere nogensinde.
Franciska Clausen blev født i 1899 i Aabenraa, som dengang lå i det tyske Slesvig. Hendes far, købmand Clausen, var dansksindet slesviger. Franciska, som tidligt viste sit talent, fik lov til at uddanne sig som kunstner, hvilket forgik dels hos kunstnere dels på kunstakademiet i München. Efter uddannelsen videreudviklede Franciska Clausen sig i Berlin (1922-1924) hos forskellige gallerister og kunstnere, som var tilknyttet galleriet Der Sturm. Især Moholy-Nagy og Alexander Archipenko er omtalt som inspiratorer og kritikere.
I 1924 rejste Franciska Clausen til Paris, som dengang var kunstens hovedstad, hvor hun kom ind på Fernand Légers kunstskole. Hun var i en årrække Légers elskerinde. - Franciska blev i øvrigt aldrig gift eller fik børn.
I 1934 rejste Franciska Clausen tilbage til Danmark. Hun slog sig permanent ned i Aabenraa, hvor hun passede sin mor til denne døde. Clausen, som hun konsekvent kaldes i bogen, blev boende i byen. Det antydes, at hun valgte stedet, fordi hun var skuffet over den manglende anerkendelse i Danmark. Hverken mandlige kollegaer, gallerier, udstillinger eller kunstmuseer havde bud efter hende. I udlandet var hun vandt til stor anerkendelse og invitationer til udstillinger. Det skete ikke i Danmark – i hvert fald ikke i begyndelsen; og ikke i mange år. Senere ændrede det sig. I bogen er der redegjort nærmere for forløbet. Bogen fortæller løbende om Clausens uddannelse og karriere, og også om hendes private liv gennem tiden.
Den kunstneriske side af Clausens karriere er opdelt i flere faser: Portrætmaleren, Avantgardisten, Surrealisten, Designeren og Modernisten.
Mange kender Clausen for hendes surrealistiske malerier (maleriet med piberne fx), men at hun var en dygtig portrætmaler er måske mindre kendt. Bogen viser mange portrætter af børn og voksne, som var bestillingsarbejder gennem hele Clausens liv. Både skitser og færdige malerier er vist. Mange portrætter viser kun ansigtet, medens nogle også viser skuldrene eller måske overkroppen. Ansigterne er enten en face eller kvartvendte. Indtægterne for portrætterne var grundlaget for Clausens tilværelse i Danmark. Særlig kendte portrætter er af Dronning Margrethe d. 2. (1977) og af Dronning Ingrid (1980). - Bogen viser en del portrætter af Clausens moder og af Clausen selv gennem hele livet. Man ser kærligheden til moderen, og man ser den aldring, som naturligt indfinder sig. - Som en lille morsom krølle er også medtaget portrætter af nogle kendisser, som er malet efter billeder i blade.
Avantgardisterne søgte efter et billedsprog, som kunne matche tiden efter 1. verdenskrig og de mange nye ting, som kom frem: musik, fly, film, telefoner og hele mekaniseringen af tilværelsen.
Elektriciteten og motoriseringen ændrede hele livet og civilisationen. Og hvor stod kunsten? Kunstnerne afprøvede både farver og former. Nogle skitser og malerier har stadig kendte former, men andre er eksperimenter af farver og former. Særlig kendt fra denne periode er en gruppe af kunstnere, som lavede en udstilling med navnet ”Cercle et Carré.” Som navnet næsten siger, er malerierne eksperimenterende med cirkler og firkanter af forskellige størrelser, orienteringer og farver. - Et meget specielt maleri i dette afsnit er ”Stigen,” som ved første øjekast ligner et interiør med et hjørne af et lokale med en stige op ad en væg. Ved nærmere betragtning opløses billedet i kubistiske elementer.
I afsnittet om surrealisten indgår nogle af de mest kendte værker, som Clausen malede: Fisken (1926) og Piberne (1929). Begge malerier er blevet studeret og fortolket. Det sidstnævnte som symbol på det maskuline og feminine (de to sider af maleriet), men måske er det overfortolket.
Se selv og bedøm! - De surrealistiske skitser og malerier har ofte kendte elementer, som indgår i billederne, og de er tilsyneladende ofte sat sammen mere eller mindre tilfældigt. Først efter kloge hoveders fortolkning går det op for én, hvad meningen er. Fernand Léger var ikke nogen stor tilhænger af surrealismen. - Clausen deltog i udstillingen Surrealisme ═ Kubisme i København i 1934 efter opfordring fra den danske surrealist Vilhelm Bjerke Petersen. Man ville præsentere international surrealisme for tilskuerne. Der opstod voldsom diskussion blandt danske kunstnere om surrealismens retning, men udstillingen blev afholdt. - Dette afsnit i bogen indeholder også de meget specielle Rorschach-lignende farvebilleder og Clausens madbilleder. - Det sidste maleri i dette afsnit er ”Radioaktiv regn.” Maleriet betegnes som et surreelt fremtidsunivers og forstiller et mennesketomt univers i grelle farver og med skrå sorte linjer mod horisonten, vandrette farvede felter nederst, nogle ovale farvede bobler og en bombelignende genstand. Motiv, teknik og farvevalg ligner ikke umiddelbart en ”Clausen .”
Afsnittet ”Designeren” viser Clausens alsidighed. Der er stor forskel på malerkunst og design. Maleriet af Dronning Margrethe tog fem uger. En plakat skal fange øjet, opfattes og forstås øjeblikkeligt. Budskabet skal være klart. Som det ses af eksemplerne var Clausen klar over forskellene. Selv om hun kun fik solgt en enkelt plakat til trykning, er eksemplerne bevis på hendes forståelse for plakat-”kunsten.” - Fra 1920´erne opstod nye forbrugs-, indkøbs- og forlystelsesvaner. Behovet for reklamer langs trafikårer og i storbyer opstod – og reklameindustrien opstod. - Den første opgave Clausen fik, var imidlertid på design af ”Nødpenge,” som var seddelpenge i det daværende tyske Slesvig. Pengemønter blev gemt af hensyn til deres metalværdi. Udkastene kom dog ikke i brug. - Andre områder, hvor Clausen forsøgte sig, var mode, frisurer, tapeter og design af køretæpper. Bogen viser flere af Clausens udkast til de nævnte ting samt udkast til plakater med Hot Jazz og Josephine Baker.
Det sidste afsnit om Clausens kunst er som et opsamlingsheat, hvor alle de løse ender samles op. Eller hvor de malerier, skitser og emner, som ikke kan puttes i bestemte kasser eller skuffer, kommer med. Alt sammen fordi Franciska Clausen var et multitalent hvad maleri angik. - To af Fernand Légers principper var: ”Ned med impressionismen!” og ”Kurverne og de rette linjer.” Eksempler på det første princip kan ses i nærmest al Clausens kunst, medens det sidste kan ses i gengivelsen af malerier i afsnittet ”Modernisten.” Der er malerier med modeller med bløde forme og med kubistisk baggrund; et maleri af en grammofonplade og andre velkendte ting og former; malerier af husholdningsting som danner et samlet kubistisk hele. Fernand Léger tog sine elever med til industrimesser, hvor hverdagsting var industrielt fremstillede, for at vise dem den maleriske skønhed i formerne. Clausens malerier "Køkkenstilleben" (1924), "Opstilling på et bord" (1927) og "Baren" viser dette. Det sidste af malerierne viser en zinkbar med tallerkenstabler, et glas og en karaffel. Malerierne er eksempler på hendes øje for skønheden i hverdagsting - maskinæstetikken. Et resultat af Fernand Legérs undervisning og inspirationen fra ham.
Endnu ét maleri skal nævnes i denne sammenhæng: ”Karaflen” (1927). En glaskaraffel på et bord, hvor forskellige omgivelser spejler sig i karaflens glas og hvor baggrunden opdeles i kubistiske felter. Maleriet er udført i forskellige versioner. Spejlingen og baggrunden ændres en smule i de forskellige malerier. - Ét af Clausens mest berømte malerier, som er udført i flere versioner, er ”Skruen” (1926-1928). Skruen er indmaden fra en hånddrevet køkkenmaskine til at hakke kød med. Også dette maleri er udført i forskellige versioner, hvor især baggrunden er ændret. - Den eksperimenterende side hos Clausen ses af maleriet ”Ny idé” (1928), hvor nogle bløde formløse fortoninger danner et mønster på en kubistisk baggrund, og maleriet ”Abstrakt komposition” (udateret).
De sidste afsnit af bogen er rettet mod kunsthistorisk og historisk interesserede læsere. Afsnittet kaldes samlet for ”Arkivet og kunsthistorien.” - Franciska Clausen samlede hele livet breve, udklip, anmeldelser, udstillingskataloger, interviews, fotos m.m. Brevene er samlet for sig og klausulerede, medens resten af de efterladte ting og papirer befinder sig i Landsarkivet Sønderjylland. - Allerede medens hun levede, blev der skrevet biografier om Clausen, ligesom der blev lavet to dokumentarfilm. - Clausen sagde selv, at hun ikke var teoretiker, men et visuelt øjemenneske. Hun læste artikler om kunst og om hende selv, men hun skrev aldrig selv nogen. - Under overskriften ”Tidslinje” gennemgås Clausens liv i store træk; år for år fra fødsel til død. - I Efterskrift tages problematikken om Franciska Clausens manglende tidlige anerkendelse op. Det var ikke kun mandlige kollegaers sammenslutningers modvilje, men også kunstmuseers og kunsthistorikeres modvilje til at se kvindelige kunstnere på lige fod med mandlige. - Franciska Clausen mestrede mange forskellige maleriske sprog og udtryk. Hun var en abstrakt, surrealistisk og designmæssigt meget dygtig maler og kunstner, og så var hun en meget dygtig portrætmaler.
Det skal bemærkes, at noterne i denne bog er meget omfattende og giver yderligere oplysninger om én af vores dygtigste malere. - Det skal også bemærkes, at forfatteren eller redaktøren (eller dem begge) har sørget for, at omtale af billeder, som ikke findes på samme eller modsatte side af teksten er forsynet med side- og illustrationsnummer. Det gør læsningen meget lettere. - Endelig skal det bemærkes, at bogen er forsynet med mange fotografier af Franciska Clausen i forskellige sammenhænge. - Bogen slutter med et navneregister.
En fyldestgørende bog med en god kunsthistorisk analyse af perioderne og stilretningerne i Franciska Clausens lange karriere.
[Historie-online.dk, den 19. oktober 2022]
