Menu
Forrige artikel

Rudersdal i Danmarkshistorien

Kategori: Bøger
Visninger: 5884

 

Af Preben Etwil

Det er sjældent, at man løber ind i en lokalhistorie, der i den grad inddrager resten af samfundets udvikling parallelt med historierne fra lokalområdet. Det gælder både demografisk, erhvervsmæssigt, politisk og kulturelt.

Der er tale om en slags lokalhistorie i en makrosammenhæng. Bogen har qua sit lokale sigte en naturlig begrænset læserkreds omkring borgere i Rudersdal Kommune.

Ønsker man at se, hvordan Danmarkshistorien udruller sig lokalt og konkret i den virkelige verden, er bogen dog god at få forstand af.

Hvordan blev det kommunale selvstyre i virkeligheden udøvet? Hvordan påvirkede den store udflytning fra Hovedstaden erhvervsstrukturen i tidligere stille- og landliggende omegnskommuner?

Hvordan sikrede de nye kommuner den lokale planlægning af offentlige institutioner så som skoler, børneinstitutioner og ældrepleje, samt projektering af veje og beboelser, og hvordan beskyttede de nye vækstkommuner den tidligere åbne natur?

Disse og mange andre spørgsmål bliver detaljeret behandlet med udgangspunkt i Birkerød og Søllerøds faktuelle historie siden 1900.

Som et lille spændende tillæg indeholder bogen også en solid gennemgang af Danmarks Besættelse 1940-1945 – med afsæt i hvordan krigen helt konkret blev oplevet lokalt blandt folk og fæ på Søllerød-Birkerødegnen.

Bogen fortæller om små, store og ligefrem markante udviklingstræk i de to kommuner, der blev sammenlagt til een kommune, nemlig Rudersdal Kommune i 2007. Bogen slutter meget belejligt med denne kommunesammenlægning.

Der kan givetvis ad åre komme nye historikere til, der kan fortsætte historien. Men han eller hun har en kæmpe opgave foran sig, hvis den skal kunne leve op til det kvalitetsniveau, som den foreliggende bog har. 

 Bogen er tidsmæssigt inddelt i fire kapitler:

1.      Landdistrikternes forvandling 1900-1925 -Villabyer, borgerskab, håndværkere og arbejdere

2.      Forstæder og vækst 1925 -1950 –Planlægning, udbygning og besættelse

3.      Den regulerede vækst 1950-1980 –Fra Sogneråd til kommunalbestyrelse

4.      På vej mod storkommunen 1980-2007 – Store og små kampe

Hvert kapitel indledes med en nærmest burlesk fortælling om periodens levende mennesker og livets gang rundt omkring i Søllerød-Birkerødegnen. Historier der er digtet ud fra virkelige hændelser, lokale steder og livsforhold. Der er tale om en spændende måde at formidle lokalhistorie på. Ingen kan nemlig afvise, at det faktisk kunne have foregået på den måde.

Bogen har naturligvis et hav af detaljerede oplysninger om enkeltpersoners liv og levned, som dybest set kun kan interessere læsere, der har en eller anden tilknytning til kommunen.

Der, hvor bogen rejser sig i forhold til mange andre lokalhistorier, er, at fortællingerne i mange tilfælde er sat ind i et større samfundsmæssigt perspektiv. Bogen igennem ser vi hvordan de små sogneråd, fabriksejere, embedsmænd, handlende, håndværkere og arbejdere oplever det stadig voksende befolkningspres, der hovedsageligt stammer fra udflytningen fra Hovedstaden – og hvordan de eksisterende landsogne bliver til forstadskommuner.

Interessant er det også at se, hvordan selvejende gårdmænd finde ud af, at det er langt mere profitabelt at sælge sin jord til udstykning end at dyrke på den. Det handler også om, at lokale politikere får så indgående indblik i kommunens udstykningsplaner, at de for egen vinding efterfølgende eller sideløbende bliver ejendomsspekulanter. Det er dog trods alt bedre end historien om den sognerådsformand, der løb med sognerådets kassebeholdning, og sammen med en letlevende varitésangerinde flygtede til Sydamerika.    

Det er heller ikke uden interesse at læse om det politiske liv, hvor borgmestre og andre ledende politikere ikke holder en indgået aftale længere end en ny og bedre dukker op. Det vises også tydeligt i bogen, at politiske alliancer kun er skrevet i sand, og at man ikke i den branche kan forvente at finde rigtige politiske venner, eller andre politikere der efterlever egne idealer. Det handler meget mere om, at de får personlig magt og indflydelse. Så er man villig til at betale prisen, og blive kaldt et dumt svin. For det handler ikke om den finere madlavning, men rå politisk magt. Glem alt om Hal Kochs ord om, at demokrati er samtale. Nej, her handler det om benhård afstemning.

Bogen igennem er der talrige beretninger om, at borgmestre eller borgmesterkandidater efter et afsluttet kommunevalg er blevet underløbet af sine egne eller de andre. Det er også op til, eller efter et kommunevalg, at man ser de mest uhellige politiske alliancer, og hvor det næppe handlede om ideologi, men om simpel magt og indflydelse.

Bogen handler også om, at politikerne nogle gange er langt foran befolkningen i deres bestræbelser på at skabe vækst for enhver pris. Mange historiske, kulturelle og naturskønne steder er desværre blevet underlagt politikernes evige trang til at vise handlekraft gennem nedrivning af historiske bygninger og bygningsmæssige tilplastninger af herlige naturskønne udsigtssteder til fordel for vejanlæg, institutionsbyggeri og ualmindelig grimme bolig- og fabriksbygninger. Undtagelser forekommer, men langt fra altid. Værst var det, da Birkerød kommune helt bevidst forsøgte at bygge forhåndsprojekterede slumbyggerier i form af to nye skoler. Disse skolebyggerier udmærkede sig ved, at de allerede fra begyndelsen var saneringsmodne, og som efterfølgende kostede kommunen kassen (”kommunekassen”?) i form af store vedligeholdelses- og renoveringsudgifter og senere tidlig nedrivning for den ene af skolernes vedkommende.  

Mange af de værste udskejelser er dog heldigvis blevet forhindret af en medlevende og til tider kritisk lokalbefolkning. Bogen har talrige eksempler på, at det har været lokalbefolkningen, der sagde: Stop en halv, og satte fødderne i.

Ret skal være ret. Der har såmænd også været borgmestre i Birkerød og Søllerød, der så naturfredning som deres ideale målsætning, men som alligevel ikke sjældent har givet efter, når presset har været for stort. Som læser er man dog glad for at vide, at fx det meget skønne naturområde omkring Vaserne ikke i sin tid blev asfalteret til fordel for den stigende bilisme. Men det skulle være lokale, naturfredningsforeninger og statsmagten, der skulle gribe ind for at begrænse de lokale entreprenante lokalpolitikere i deres lokalpolitiske hast- og hærværk.

Bogen viser også tydeligt, at til trods for en stadig udbygning af kommunale tilbud i form af skoler, kulturinstitutioner, ældrepleje mm. har kravet til lokalpolitikerne hele tiden været besparelser på selvsamme områder. Dette tilsyneladende paradoks er opstået, fordi at væksten i befolkningstallet eller sammensætningen af samme har øget det demokratiske pres ud over kommunernes økonomiske rammer. Birkerød var i sin tid lige på randen af at komme under statslig administration.

Bogen slutter af med at beskrive den politiske og folkelige proces, der lå forud for sammenlægningen af de to kommuner, Birkerød og Søllerød, til den Rudersdal Kommune som vi kender i dag.

Bogen kan på grund af dets format ikke anbefales til godnatlæsning – med mindre, at man har en elevationsseng. Ligeledes er den heller ikke velegnet til at tage med S-toget til og fra arbejdet. Men siddende mageligt i sin ynglingslænestol bliver man gennem en god formidlet tekst og et utal af interessante fotografier ledt igennem mere end 100 års lokalhistorie.

Det er gjort godt. Der er nemlig tale om et bog, som forfatteren kan være stolt af.

[Historie-online.dk, den 30. oktober 2019]

 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Historier om en sønderjysk familie og krigen 1914 – 1918.
Danmarks Teglværker – Horsens kommune Danmarks Teglværker – Fredensborg og Hørsholm
Bornholm – Danmarks ferieø