Menu
Forrige artikel

Vi kan, når vi skal

Kategori: Bøger
Visninger: 5863

Af Palle Bundgaard, slægtsforsker

Bogen er skrevet på opfordring af Finansforbundet af historiker Per H. Hansen, som er professor på Copenhagen Business School, og historiker Kristoffer Jensen, ph.d. og museumsinspektør på Danmarks Industrimuseum.

Bogen er skrevet på baggrund af Finansforbundets arkiver, og for perioden før 1992 primært på baggrund af eksternt materiale. Sidst i bogen findes 529 notehenvisninger, hvilket vidner om et meget grundigt ressource arbejde.

Generelt var der i pengeinstitutkredse modstand mod oprettelse af funktionærforeninger, men ildsjæle blandt personalet førte i 1938 til oprettelsen af Danske Bankfunktionærers Landsforening og senere kom Danske Sparekassefunktionærers Landsforening. Der blev fra politisk side arbejdet på at få dannet en ”mellemstand”, så disse ikke tilsluttede sig arbejdernes fagforeninger.

I takt med indførelse af nye tekniske hjælpemidler blev der behov for yderligere personale, og dette behov blev så stort, at de nye medarbejdere ikke alle var pengeinstitutuddannede, der blev ansat Irma-piger som hulledamer, de var rappe på fingrene.

Det var så også denne personalegruppe, som var mest udsat, da der blev indført on-line terminaler, hvorfor de i stort antal blev ofre for ”prikkerunden”. Der blev tilbudt fratrædelsesordninger, og mange kom på overgangsydelser, nogle af dem i helt op til 17 år.

Profilerne på pengeinstitutansatte tilpassede sig hele tiden det øvrige samfund, og der var mange, der i deres beskytte pengeinstitutverden ikke var så omstillingsparate, og ledelserne havde forsømt at opfordre til yderligere uddannelse, så de fortsat kunne leve op til tidens nye krav.

Bogen fortæller glimrende om bankerne i fusionsperioderne, hvor specielt det administrative personale blev reduceret; der skulle ikke være to regnskabschefer o.s.v..

Den hastighed, hvor teknikken blev indført i pengeinstitutterne, accelererede og stillede krav om specialistviden.

Bogen vil på visse uddannelser kunne anvendes som lærebog, men hvor mange der uden for pengeinstitutterne kan have interesse i den, er ikke til at bedømme, ligesom den almene interesse for historikken vel er til at overse.

Bogen giver et glimrende tilbageblik, og for pengeinstitutansatte indblik i problematikker, som de måske ikke har været opmærksomme på.

 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Kildekritik
Kulturstudier, #1, 2013
Rygternes Magt