Menu
Forrige artikel

Havnens frie fugle

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 3012

 

Havnen er noget særligt. Havnen er et sted for drømme og længsel efter frihed, men den er også et råt, beskidt og kontant sted. Havne har altid tiltrukket folk, der på godt og ondt er frie fugle. I lokaler på Danmarks Museum for Lystsejlads viser Svendborg Museum udstillingen Havnens Frie Fugle. Her møder du den rastløse ungdom mellem barn og voksen; den verden, der mødte sømanden, når han gik i land – og det maskuline domæne, havnen traditionelt har været.

Den rastløse ungdom
På udstillingen får du et indblik i nogle af de skæbner, for hvem havnen var omdrejningspunkt i deres liv. Det var bl.a. de unge drenge, Peter og Gustav. Peter solgte stjålne cigarer til den engelske søfolk i havnen, mens Gustav huggede kobbergryder og jernringe fra de opankrede skibe med videresalg for øje. De blev begge dømt for tyveri flere gange, men hvordan gik det dem senere i livet?

En sømand går i land
I 1905 havde Svendborg 41 udskænkningssteder, så der var nok af fristelser for de sømænd, der gik i land. Blandt andet på gæstgiveriet ”Limpotten”, hvor der altid var kvindeligt selskab. Det var ofte fattige kvinder, som på den måde supplerede deres indtægt ved mandligt selskab. Svendborg Politi forsøgte i årevis at sigte ejer Jensen for rufferi og bordeldrift men uden held.

Mandens domæne
Havnen var mændenes domæne. Det var hårdt arbejde, tonen var hård, og massivt drikkeri var en del af kulturen. En af havnearbejderne var Carl Victor Nygaard, som også var en kendt bokser. På udstillingen ses den buste som kunstneren John Albjerg lavede af byens bokser. Nu har trucks og kraner overtaget arbejdet, og havnen har ændret sig meget de seneste 100 år. Hvem er havnens frie fugle i dag?

I perioden 5.-30. august er der åbent tirsdag-søndag kl. 11-17. I perioden 1. september-24. oktober er der åbent lørdag-søndag kl. 11-17. I efterårsferien (uge 42) er der åbent tirsdag-søndag kl. 11-17. Der er gratis adgang.

Se hjemmesiden

[Historie-online.dk, den 4. august 2021]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Kvinderne på Bangsbo
Ud over stepperne med Djengis Kahn
Hjørring på de skrå brædder