Menu
Forrige artikel

Historiske Dage 2023

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 815

 

Alt er ved at være klar til, at vi om 2½ uge slår dørene op til de syvende og til dato største Historiske Dage i Øksnehallen.

Antony Beevor, Ian Kershaw og Roger Moorhouse er tilbage, og det er et kæmpe skridt for os, at vi i år for første gang har fem svenske museer med på festivalen. Välkomna till Helsingborgs Museum, Tycho Brahe Museet, Kulturen i Lund, Historiska Museet ved Lunds Universitet og Lunds Domkyrka.

I 2024 drømmer vi om også at præsentere norske, finske og islandske museer.

En anden nyhed i år er ’Det Historiske Laboratorium’ - et særligt område for børn og unge (0-100 år), hvor der er frit lejde til at prøve, røre, mærke, spørge og smage historien. Det Historiske Laboratorium er støttet af Spar Nord Fonden. Der er gratis adgang til Historiske Dage og laboratoriet for alle 0-17-årige.

Historiske Dage er kendt for vores mange reenactere, som publikum kan opleve og komme tæt på i Øksnehallen og på forpladsen. I år har vi rekordmange reenactere med, og de indtager nu også scenerne, hvor de fortæller det store publikum om levendegørelsens fascinerende verden (og dilemmaer).

Lyden af fortiden fylder som altid en del på Historiske Dage.

I år leveres musikken blandt andre af operasanger Camilla Illeborg og pianist Leif Greibe, som sammen med Henrik Engelbrecht synger og fortæller os gennem operaens ankomst til Danmark i 1840’erne.

Bisse og violinist Emma Kragh-Elmøe hylder Povl Dissing med nogle af hans sange.

Lars Malm (fra Nordstrøm) spiller nye numre, han har lavet til den sønderjyske soldat Kresten Andresens breve og dagbogsnotater.

Violinist og orkesterleder Niklas Walentin kommer med et hold meget dygtige klassiske musikere og opfører for første gang den musikhistoriske foredragskoncert ’Noden – en musikalsk fortælling om musikkens historie’, som opsummerer 50.000 års - og særligt de seneste 1.000 års - musikhistorie. Koncerten, som er udviklet særligt til Historiske Dage og støttet af Augustinus Fonden, kan senere på året blandt andet opleves på festivalen Møn Sommerkoncert.   

Se programmet her.

Åbningstider: Lørdag den 18. marts kl. 10-18. Søndag den 19. marts, kl. 10-17.

[Historie-online.dk, den 6. marts 2023]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Museum på Rejsen 24: Shanghai Museum
Jan Smuts - Historiens Aktører nr. 55
TV-tips, uge 21, 2023