Mønsted Kalkgruber
Fredag den 1. september 2017 indvier statsminister Lars Løkke Rasmussen Mønsted Kalkgruber, der netop har fået restaureret bygninger, jernbane og lagt nye stisystemer. Det 28 mio. kr. store restaureringsprojekt er et mønstereksempel på god tilgængelighed og sikrer samtidig gruberne som moderne turistdestination. Indvielsen finder sted kl. 11, og alle er velkomne.
Det nyrestaurerede Mønsted Kalkgruber har bl.a. fået et nyt stisystem, der inviterer til opdagelsestur i det enestående landskab omkring gruberne. Det samlede projekt med bygningsrestaureringer og landskabsprojekt er udviklet i et samarbejde mellem Mønsted Kalkgruber, Bevica Fonden, Realdania og Schønherr Landskabsarkitekter og med støtte fra en række andre fonde. I alle projektets dele er tilgængelighed tænkt ind fra begyndelsen og som et arkitektonisk og landskabeligt greb.
Bestyrelsesformand Claus Clausen siger: "Det er en stor glæde for os, at statsministeren har sagt ja til at deltage i indvielsen af det nye Mønsted Kalkgruber. Vi er utrolig stolte af resultatet, der betyder, at vi har fået skabt en mere moderne turistattraktion, der også giver plads til endnu flere gæster end tidligere."
Bevica Fondens bestyrelsesformand Torben Svanberg ser det nye Mønsted Kalkgruber som et eksempelprojekt inden for tilgængelighed og ligeværdighed:
"Mønsted Kalkgruber er et mønstereksempel på, hvor godt det kan gøres, når tilgængelighed for alle ikke blot er noget, man kommer i tanke om bagefter. Her er tilgængelighed tænkt med fra begyndelsen og i projektets helhed, og det er på den måde, man sikrer ligeværdighed for alle. Jeg håber derfor, det er et projekt, andre turistdestinationer i Danmark også kan lade sig inspirere af."
Som del af projektet har man bl.a. flyttet parkeringsområdet, sådan at gæsterne ikke længere er tvunget til at krydse en befærdet landevej. Desuden er der lavet et nyt og tidssvarende besøgscenter, der årligt vil kunne modtage over 60.000 gæster, ligesom der er opført en ny cafe og indrettet et udstillingscenter i henholdsvis den tidligere kalklade og bestyrerboligen.
Resultaterne af et stærkt samarbejde
Realdanias adm. direktør Jesper Nygård fremhæver, at restaureringen er gennemført i et stærkt samarbejde mellem kommunen, staten, fonde og lokale ildsjæle:
"Den meget vellykkede modernisering af Mønsted Kalkgruber er et super godt eksempel på, hvad man kan opnå, når vi samler kræfterne og mange arbejder sammen. Ikke mindst når det er forankret i et stærkt lokalt engagement. De store oplevelsesværdier for et af Danmarks mest spændende kulturmiljøer og turistdestinationer træder i dag meget tydeligere frem. Og er samtidig gjort tilgængelige for mange flere. Det er jeg stolt af, at Realdania har kunnet bidrage til."
Mønsted Kalkgrubers hjemmeside
Historie-online.dk, den 21. august 2017