Menu
Forrige artikel

TV-tips, uge 12, 2024

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 416

 

I denne uges flow-tv skal i gang med en serie om Japans 2. verdenskrig og også høre om nazismens økonomi. Mere fredeligt er portrætterne af filminstruktøren Stanley Kubrick og af kunstsamleren Wilhelm Hansen. Også i den kunstneriske verden er tyveriet af et Banksy-maleri og jagten på Lauritz.coms millioner. Vi skal også genopleve udleveringen af 18 østtyskere til Stasi, og i magtens korridorer, der handler om Darfur-konflikten. Endelig er der en tysk-østrigsk dramaserie om Kejserinde Sisi. God fornøjelse!

 

I magtens korridorer (5:8) Darfur-konflikten

DR2, 20. marts, kl. 22:40

Amerikansk dokumentarserie fra 2023. I 2003 udviklede en konflikt i Sudan sig til en etnisk udrensning af minoriteter. Da en international arrestordre på Sudans præsident, Omar El-Bashir, blev udstedt, reagerede han ved at smide alle nødhjælpsarbejdere ud af landet og lukke Darfur for internationale observatører. Præsident Obama var splittet: Skulle han vælge en hårdere kurs over for Sudan, eller skulle han genoptage samarbejdet med regimet og dermed varetage USA's geopolitiske interesser?

 

Kubrick ifølge Kubrick

DR2, 21. marts, kl. 18:55

Fransk dokumentar fra 2020. (Kubrick by Kubrick) Han er en af historiens største filmskabere. Stanley Kubrick. Manden bag banebrydende film som; 'A Clockwork Orange', 'Rumrejsen år 2001' og 'Lolita'. Hans mesterværker er blevet studeret og har været udsat for et utal af analyser af både akademikere og filmkritikere på jagt efter svar, som Kubrick selv har været tilbageholdende med at give. Her tegnes et intimt portræt af den anerkendte mesterinstruktør og hans lange karriere.

 

Wilhelm Hansen - en kunstsamler

DR2, 21. marts, kl.  21:00

Britisk dokumentar 2022. (The Danish Collector: Delacroix to Gauguin) I mange år var ingen interesseret i impressionistisk kunst. Men under 1. verdenskrig skabte den visionære forretningsmand Wilhelm Hansen en ekstraordinær kunstsamling med værker som Delacroix, Gauguin, Pissarro, Cézanne, Monet og Degas. Her dykker vi ned i den fascinerende historie om den danske samler. En historie om besættelse, muligheder og tab - og nogle af de bedste impressionistiske værker fra 1800-tallet, der nogensinde er indsamlet.

 

Kejserinde Sisi (1:6)

DR2, 22. marts, kl.  22:15

Tysk-østrigsk dramaserie fra 2021. (Sisi) Den unge hertuginde Elisabeth af Bayern, kaldet Sisi, lader sig overtale til at tage med til Østrig, hvor hendes søster skal forloves med kejser Franz Joseph I. Men ikke alt går som planlagt. Sisi og Franz forelsker sig nemlig i hinanden, og Franz annoncerer, at det er Sisi, han har tænkt sig at gifte sig med, ikke hendes søster. Det bliver et ægteskab, der gør Sisi til Europas første superstjerne - 1800-tallets lady Di. Anden del følger umiddelbart efter.

 

Udleveret til Stasi af Danmark

DR2, 23. marts, kl. 12:30

Dansk dokumentar fra 2022 Hvad er prisen for loyalitet? Hvor dybt stikker din pligt og troskab? Dette er nogle af de spørgsmål, som Danmarks ambassadør i DDR med sikkerhed har stillet sig selv den 9. september 1988, da han valgte at udlevere 18 østtyskere, herunder 5 børn, til selveste Stasi. Denne dokumentar undersøger hvordan den danske ambassadør Erik Krog-Meyer kunne lade det komme så vidt, og hvordan Danmark efterfølgende greb til hidtil usete metoder, for at løse en af den danske kolde krigshistories største kriser.

 

Da Banksy fik stjålet sin pige

DR2, 24. marts, kl. 20:05

Italiensk dokumentar fra 2023. (Banksy and the Stolen Girl) I 2019 bliver nødudgangsdøren til det parisiske spillested Bataclan på mystisk vis stjålet. På døren har den britiske gadekunstner Banksy malet en 'Trist pige' til minde om ofrene, der blev dræbt i terrorangrebene i 2015. Nyheden om tyveriet vækker verdensomspændende harme. Men over et år efter forbrydelsen bliver døren fundet, 1.500 kilometer væk fra Paris, på loftet i et landsted i Italien. Her dykker vi ned i historien.

 

Konkurs på 1. klasse - Jagten på Lauritz-millionerne

DR1, 25. marts, kl. 21:25

Ægteparret Mette og Bengt Sundstrøm var i årtier drivkraften bag det succesfulde og nytænkende auktionshus Lauritz.com. Men i juli 2023 endte auktionseventyret katastrofalt med en konkurs, hvor tusindvis af auktionskunder mangler at få udbetalt over 50 millioner kr. DR's journalister undersøger, hvad der gik galt, og hvad de mange penge, som Lauritz.coms kunder nu mangler, er blevet brugt til. Jagten fører bl.a. til et gods i Sverige, som Lauritz.com har betalt for, og et vinslot i Frankrig fyldt med kunst, som kuratorerne mener, tilhører konkursboet.

 

Nazisternes penge (1:2)

DR2, 26. marts, kl. 18:30

Fransk dokumentarserie fra 2021. (Blood Money Inside the Nazi Economy) I det øjeblik Hitler kom til magten i 1933, ville han at gå i krig. Krigsførelse var central for den nazistiske ideologi: de stærke skulle knuse de svage. Men for at gå i krig skal man have våben og en hær, og Tyskland havde ingen af delene. Mange års økonomiske kriser havde ruineret landet. Alligevel formåede nazisterne gennem pengepolitisk manipulation at genoplive økonomien og fremstille enorme mængder våben.

 

Japans verdenskrig (1:4)

DR2, 26. marts, kl. 19:20

Tysk dokumentarserie fra 2022. (Inside Japan's War) Da kejser Hirohito kom til magten i Japan i 1926, vil han gøre Japan til en moderne handelsnation. Men der er ikke ret meget dyrkbar jord og næsten ingen naturrigdomme i landet. Derfor søger han at udvide kejserriget og indleder en storinvasion af Kina i 1937. Det bliver starten på den anden kinesisk-japanske krig, der kommer til at vare i otte år. Og bliver begyndelsen på Japans rolle i 2. Verdenskrig.

[Historie-online.dk, den 19. marts 2024]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
TV-tips, uge 04, 2024
TV-tips, uge 50, 2023
TV-tips, uge 41, 2023