TV-tips, uge 20, 2025

Denne uges flow-tv indeholder dokumentarer om pyramidernes hemmeligheder, krigen der splittede en dansk familie, og den israelske efterretningstjeneste Mossad. Desuden Per Mortensen, der fortæller om modstandskampen under Besættelsen og en tysk naturserie om Grønland, der smelter. Vi skal også til en skandale i Fox News i USA i et autentisk drama, se på kranier og skeletter på Københavns universitet og endelig mindes året 1992.
Modstandskampens sidste vidner (2:4) - Per Mortensen
DR2, 14. maj, kl. 23:10
Det brænder i den unge B&W-lærling Per Mortensen for at få sat en stopper for B&Ws leverancer af krigsmateriel til tyskerne. Som 19-årig udfører han den hidtil største sabotageaktion i Danmark, og han bliver kendt som storsabotøren "Tom". Men undgår han henrettelse, da tyskerne finder ham? Programmet er det andet af en serie på fire om modstandsbevægelsens hårde kerne på kun et par tusind i alt, der kæmpede med livet som indsats. Hvorfor blev det netop dem, der tog kampen op mod overmagten, og hvordan tog de springet fra dagligliv til kamp?
Pyramidernes hemmeligheder
TV 2 CHARLIE, 15. maj, kl. 21:20
Komikeren, amatørastronomen og den evige skeptiker Dara O Briain tager til Egypten, hvor han sammen med egyptologen Chris Naunton og arkæologen Raksha Dave besøger pyramiderne for at afdække mysterierne omkring de imponerende bygningsværker. Først besøger de den store pyramide i Giza.
Bombshell - Opgørets time
DR1, 16. maj, kl. 21:30
Amerikansk autentisk drama fra 2019. Det bliver en skandale, der kommer til at forvarsle #MeToo-æraen. I 2016 er Roger Aisles en af mændene bag den magtfulde og kontroversielle mediemastodont Fox News. Den højreorienterede mediemogul behandler stationens unge kvinder som sin personlige ejendom. Men tre meget forskellige kvinder beslutter sig for at kæmpe imod sexchikanen og den ukontrollerede magt. Medvirkende: Charlize Theron, Nicole Kidman, Margot Robbie m.fl. Instruktion: Jay Roach.
Krigen der splittede min familie
DR2, 17. maj, kl. 21:00
Dansk dokumentar fra 2019. Nogle familier gemmer på en uløselig familie konflikt, som betyder, at familien ikke længere taler sammen. Det gælder også for familien Fischermann Derfor beslutter familiens yngste medlem, barnebarnet Benjamin, sig for at undersøge, hvorfor hans familie er så dysfunktionel. Det han finder, viser med al tydelighed at 2. Verdenskrig og Hitlers rædselsregime stadig kaster lange skygger ind i en hel almindelig dansk familie anno 2019.
Paradiset forsvinder - Grønland (1:3)
DR, 18. maj, kl. 19:00
Tysk naturserie fra 2024. (Scandinavia Reloaded) Grønlands indlandsis er verdens næststørste iskappe. Den er 40 gange større end Danmark. Men snart vil det Grønland, vi kender, være meget anderledes. For Istidens sidste kæmper smuldrer for øjnene af os og gør os til vidner i en ny tidsalder. Hvordan kommer Grønland til at se ud i fremtiden? Kan de vilde dyr tilpasse sig? Og er der mon nogen arter, der vil få gavn af forandringerne?
90'erne tur retur: 1992
DR2, 19. maj, kl. 17:40
Vi tager et nostalgisk kig i bakspejlet. Vi ser tilbage på store og små begivenheder, fra legendariske ledere til lallende legebørn. 1992 byder på en overraskende forlovelse, et kongeligt sølvbryllup og - selvfølgelig - et uforglemmeligt EM!
Skeletter i skabet: De stjålne døde (2:3)
DR2, 20. maj, kl. 21:00
Hundredvis af kranier og skeletter fra fremmede lande er gemt væk i kasser under Københavns Universitet. Størstedelen af dem er fra Grønland. Danmark og de danske ekspeditioner havde nemlig som kolonimagt en særlig adgang til dem - men hvordan fik de danske forskere fat i de grønlandske kranier og kendte lokalbefolkningen til indsamlingerne?
Mossad - Israels hemmelige politi
DR2, 20. maj, kl. 22:40
Tysk dokumentar fra 2020. (The History of Mossad) Mossad, Israels hemmelig efterretningstjeneste, er frygtet og berygtet i hele verden. Deres dristige og spektakulære operationer har altid imponeret og afskrækket Israels fjender. For agenternes opgave er ikke blot at indsamle informationer, de har også licens til at dræbe. Her fortæller højtstående israelske kilder historien om det magtfulde og kontroversielle Mossad.
[Historie-online.dk, den 13. maj 2025]