Menu
Forrige artikel

Museumsnumre 29: Brudekjolen

Kategori: Artikler
Visninger: 4208

 

Livets største fest og det vigtigste overgangsritual var brylluppet. Når datidsformen bruges, er det fordi bryllup i dag for mange ikke er en nødvendig fest og ceremoni. Men for bare et par generationer siden var bryllup uundgåeligt, når man skulle være mand og kone og leve sammen. Bryllupsceremonien i den kristne kirke går tilbage til middelalderen, og selv om ceremonien har ændret sig gennem tiden, og selv om vielsen kan foregå på rådhuset, så er der en sag som altid har været meget vigtig, nemlig brudens påklædning. Den skulle vise bruden i skønneste udgave og samtidig være et signal til omverdenen, at familien levede op til de normer, som var i lokalsamfundet.

Bruden kunne ikke bestemme selv, hvordan hun skulle se ud. Der var hensyn til skik og brug og mode, som skulle følges, men inden for visse rammer kunne hun slå sig løs, og der blev ikke sparet, hvis der var noget på kistebunden hos forældrene. Flot skulle det være, og enhver far skulle med stolthed kunne føre sin datter op ad kirkegulvet til alteret, mens veninder, naboer og familie var ved at dreje hovedet af led for at se bruden.

Brudekjolen har ændret sig meget over tid. Fra malerier ved vi, at den røde farve var foretrukket i middelalderen. Men længe var brud og brudgom simpelthen klædt i deres bedste tøj. Og kjolen fulgte i farve, snit og materiale tidens mode. Nu er tøj i høj grad forgængeligt, og de færreste museer har omfattende gamle samlinger af beklædningsgenstande. Slid, møl og ælde har taget det meste tøj, men brudekjoler danner en undtagelse fra denne regel. De findes velrepræsenteret på landets museer. Forklaringen er, at husmoren eller husets frue, som regerede over hjemmet, omhyggeligt gemte kjolen fra den store dag i en skuffe. Heller ikke i dag smider man en brudekjole ud, og mange lander til genbrug i særlige butikker, som forandrer dem og tilpasser dem til nye kunder. Man ser kontrasten til brudgommens tøj. Ikke meget er bevaret i den retning, sikkert fordi et flot jakkesæt kunne bruges i mange andre situationer end til bryllup, og fordi manden ikke lagde vægt på at bevare sit bryllupstøj.

Lad os se hvad de smukke brude gennem tiden har haft på. På Nationalmuseet, som har en stor samling af beklædningsgenstande, findes en brudekjole fra 1797. Den blev båret af den 18-årige Eleonora Rantzau, som blev viet til lensgreve Preben Bille-Brahe på Hvedholm ved Faaborg. Det er en hvid kjole i tyndt stof med broderier i tidens elegante stil, empire, hvor taljen er flyttet op under brystet. Det tynde stof gav anledning til at ane kroppens konturer. Moden kom fra Frankrig. En anden empirekjole på Nationalmuseet er fra 1820. Den har pufærmer, dyb halsudskæring og lukkes med hægter i ryggen. Den har muligvis været brugt som brudekjole.  

 Brudekjole fra 1797, Nationalmuseet

Fra 1830-erne forsvandt de lyse, lette brudekjoler og de blev afløst af kjoler i farvede silkestoffer. Det var Biedermeiertidens tungere og mere opulente stil. Brudekjoler kunne bruges i flere generationer. Det er tilfældet med en kjole på Vesthimmerland Museum. Den er brun mønstret med grønne og violette striber og har sorte knapper med glasindlæg. Brudekjolen blev brugt af Ane Kirstine Winther (1843 – 1915). Hun blev gift med sognefoged Ole Winther i Sjøstrup i Aars sogn. Kjolen har også været brugt af hendes mor Marie, født i 1802.

 Brudekjole fra Vesthimmerland Museum, brugt i to generationer.

Det hvide look forsvandt dog ikke helt i korsettets og klunketidens dage i sidste halvdel af 1800-tallet. Moesgård Museum har en brudekjole fra 1870-erne. Det er en lang brudekjole i hvid voile, fortil indsats med rynker og flæser, lange ærmer med to rækker flæser ved håndleddet, bagtil langt slæb med tre rækker flæser.

Brudepar 1899, Skive Museum. Bruden i sort og med indsnøret talje. For mange brudgomme var diplomat, jaket eller jakke samt vest, skjorte og bukser den gængse påklædning

På landet var det almindeligste sorte brudekjoler. Fordelen ved dem var, at man kunne bruge dem efter brylluppet som pæn kjole. Den sorte brudekjole holdt sig på landet meget længe. I Brønderslev brugte man i 1920-erne stadig sort brudekjole, og Vesthimmerlands Museum har en sort brudekjole båret i 1944. Men i byerne var man ikke længe om at følge den nye europæiske mode, som dikterede hvide brudekjoler, og de blev endda korte i 1920-erne. 

 Brudepar fra Faxe Kommune 1920-erne. Læg mærke til den korte kjolelængde

Under anden verdenskrig kneb det med forsyningen af tekstiler udefra og man måtte klare sig med såkaldte erstatningsvarer, der ikke var særligt holdbare eller gode. Men man fandt løsninger. Bangsbo Museum har en brudekjole, som er syet af faldskærmsstof. Brudeparret var aktive i modstandsbevægelsen og ved en nedkastning blev en faldskærm taget med hjem og blev til en hvid brudekjole.

 Brudekjole syet af faldskærmsstof til bryllup i 1948. Gommen var med i modstandsbevægelsen og roer, Museum Mors

Kvindemuseet har en hel del brudekjoler og ofte med gode oplysninger. Her finder man også modsætninger til den store skrud. En kvinde blev gift i 1947. Da gommen var katolik, var der tale om et beskedent formiddagsbryllup. Så bruden brugte noget pænt tøj, hun allerede havde købt. Det var en nederdel og en hæklet bluse.

I 1960-erne gjorde ungdommen oprør mod de stive gamle former, og såvel kirkebryllup som hvid brudekjole stod for skud. En gul hellang bomuldskjole blev båret af en brud, som blev gift på Køge Rådhus i 1973. Til kjolen hørte desuden gule træsko og en stråhat. Kjolen var købt hos Nørgård på Strøget.

 Gul brudekjole fra 1973, Køge Museum

Tilbehør til brudekjolen var brudeslør, brudesko, brudebuket og brudehandsker. Brudesløret går langt tilbage i tiden. Til bryllupsfesten hørte også fra slutningen af 1800-tallet et besøg hos den lokale fotograf, og derfor har vi på museerne og i landets mange arkiver bevaret mange af disse bryllupsfotografier, som glimrende viser brudepars påklædning gennem tiden.

Brudekjolen blev syet af en syerske eller måske af et familiemedlem, hvis der var nogle i familien, som kunne sy. At der var fokus på brudekjolen viser en Bioramafilm fra 1912 med titlen ”Brudekjolen”. Den handler om den fattige Elisabeth, som må bruge sin moders brudekjole, da hun skal til fest. Den unge velhaver Hugo vælger Elisabeth i brudekjolen, mens en rivalinde, etatsrådsdatter, i sidste skrig af en kjole, fornærmet forlader festen.

Efterhånden blev det almindeligt at købe kjolen i butikker, som var leveringsdygtige. Firmaet Lilly specialiserede sig i brudekjolen fra 1946 og havde butikker i landets større byer. I 1960-erne købte Lilly FDBs gamle fem etagers bygning på adressen Borgvold i Vejle og fik her sin konfektionssystue. Firmaet havde succes og lancerede sloganet: ”Det ender med en Lilly model.” Daells Varehus solgte brudekjoler, for dem med en mere beskeden indkomst.

 Brudekjole fra Valby 1957, Ballerup Museum

Med hensyn til bryllup og brudekjoler eksisterer forskellig gammel overtro. Bruden må aldrig selv sy sin kjole. Brudgommen må ikke se kjolen før brylluppet. Bruden skal bære noget nyt, noget gammelt og noget lånt. Og har bruden en mønt i brudeskoen, så kommer hun ikke til at mangle penge. Sløret skal rives i stykker og det bringer held i kærlighed at få et stykke. Ja og så er der lige den regel, at bruden skal bæres af gommen over dørtærsklen til det nye hjem.

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien ”Museumsnumre” her

Se også artikel om royale brudekjoler gennem tiden

[Historie-online.dk, den 14. marts 2023]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Museumsnumre 7: Manglebræt
Museumsnumre 33: Porcelæn
Museumsnumre 57 - Tinsoldater