Menu
Forrige artikel Næste artikel

Det hemmelige Bornholm

Kategori: Bøger
Visninger: 602

Af Bjarne Søndergaard Bendtsen, ekstern lektor, ph.d.

Journalist og forfatter Øjvind Kyrøs nye bog om Bornholms skæbne i befrielsesdagene i maj 1945 og under Den Kolde Krig er letlæst og spændende, men rummer også nogle problematiske træk, som jeg skal vende tilbage til nedenfor. Det hænger bl.a. sammen med bogens titel, som lægger op til netop spænding og afsløringer af hemmeligheder, hvilket dog kun delvist indfries. Måske fordi nogle af disse hemmeligheder ikke er helt så hemmelige, som Kyrø vi gøre dem til.

Bogen lægger ud med et kort forord, der ridser den grundlæggende præmis op: At bornholmerne er vant til at blive svigtet og følgelig har udviklet en mistillid til magthaverne i København og en stærk vilje til at kæmpe for deres ø. Derfor udviste de en langt større forsvarsvillighed under Den Kolde Krig, end man fandt i resten af landet, da de ikke regnede med hjælp i tilfælde af et angreb østfra.

Derpå en lang prolog, der primært omhandler befrielsen med bombardementerne af Rønne og Nexø og den 11 måneder lange sovjetiske besættelse, der fulgte. Så følger 11 kapitler med nedslag i tiden under Den Kolde Krig, som bygger på interviews med forskellige øjenvidner og skildringer fra de lokale aviser. Og endelig rundes bogen af med et efterord, der dels samler op på, hvad flere af bogens forskellige øjenvidner til begivenhederne har fortalt, her blot med nye historier, der for mig at se lige så godt kunne have været integreret i de kapitler, de først optræder i, dels forsøger at forklare, hvorfor så mange danskere tilsyneladende ikke ved, at Bornholm blev bombet og besat i 1945, mens resten af landet fejrede befrielsen. Det skyldes, lyder forklaringen, at begivenhederne er udeladt i meget af det undervisningsmateriale, der fx bruges i gymnasiet. Allerede i forordet nævnes historielærernes skyld: Noget udokumenteret forlyder det her, at halvdelen af danske historielærere siden 1945 har ignoreret bornholmernes skæbne i befrielsesdagene, hvilket har ført til, at hver anden dansker aldrig har hørt om bombningerne og den russiske besættelse af Bornholm.

De forskellige kapitler i bogen omhandler ting som flygtninge fra Polen og Østtyskland, der på forskellig vis kom til Bornholm: Nogle som flykaprere, hvilket i koldkrigsrammen oplagt ikke er genstand for kritik, andre var mindre heldige og kom til øen som strandvaskere. Der er en deprimeret læge, som flygter den modsatte vej, og klart udlægges som nyttig idiot for diktaturerne bag Jerntæppet. Andre emner er fredsbevægelsen, spionage den ene og anden vej, hemmelige depoter med våben og udstyr til både hæren og hjemmeværnet, den tophemmelige lyttestation ved Dueodde og Radarhoved Bornholm i Almindingen, som var vigtige NATO-installationer langt mod øst, og ikke mindst den hemmelige note, der satte punktum for den sovjetiske besættelse af Bornholm. Denne note, som den sovjetiske udenrigsminister Molotov den 4. marts 1946 overrakte til den danske ambassadør i Moskva, Thomas Døssing, skulle siden blive grundlaget for den forsigtige, danske forvaltning af Bornholm, som indebar, at ingen fremmede tropper fik adgang til øen – trods det danske NATO-medlemskab. Det er naturligvis et vigtigt dokument, men vigtigt nok til at trykke det i fuld længe to gange i en bog på relativt få sider?

Hvis man videre skal kritisere Kyrøs tilgang til det spændende stof, så kunne valget af vidner og ikke mindst tilgangen til dem og deres beretninger godt have været skarpere. Tonen er generelt unuanceret koldkrigerisk – hvad der næppe er overraskende med de forskelige militær- og hjemmeværnsfolk, Kyrø har interviewet til bogen. Der lægges i denne sammenhæng meget vægt på en noget stereotyp modsætning mellem de brave bornholmere og de ængstelige danskere.

Som et eksempel på bogens lidt ukritiske tilgang til vidnerne, så lægger reklame- og pressemanden Jacob Ludvigsens beretning i efterordet om, at han først fandt ud af, at Bornholm blev bombet og besat af sovjetiske styrker, da han i 1976 læste Paul Hammerichs Danmarkskrønike, op til at blive boret i: Hvis denne Ludvigsen var så årvågen, som Kyrø hævder, at han var, så kunne han jo relativt nemt have læst om disse hændelser fx i Frantz Wendts Besættelse og Atomtid, bind 14 af Politikens Forlags ganske udbredte Danmarks Historie fra 1966 og genudgivet i nye udgaver i 1970’erne og 1980’erne.

Det virker i det hele taget, som om Kyrø spiller vel meget på bombningerne og den sovjetiske besættelse af Bornholm som en hemmelighed, der har forbigået den danske kollektive erindring og historieskrivningen om besættelsen. At disse begivenheder skulle være udeladt eller overset i de historiske værker er tydeligvis ikke tilfældet, hvilket efterordets sidste, korte afsnit da også selv peger på: Det er faktisk ikke bare omkring, men lidt over halvdelen af de undersøgte historiebøger for gymnasiet, der behandler emnet.

Kyrø kan dog have en pointe med, at der blev lagt låg på beretningerne om de sovjetiske soldaters ugerninger med drukkenskab, tyverier og voldtægter af lokale kvinder. Dette aspekt berøres eksempelvis slet ikke af Wendt, der derimod i en billedtekst skriver, at forholdet mellem soldaterne og befolkningen var godt. Men disse sider af den sovjetiske besættelse er jo heller ikke hverken en hemmelighed eller en decideret nyhed, da emnet er grundigt behandlet af Bent Jensen i Den lange befrielse. Bornholm besat og befriet 1945-1946 (1996) og siden af Jesper Gaarskjær i bogen Bornholm besat. Det glemte hjørne af Danmark under Anden Verdenskrig (2012).

Det er kort sagt en noget ujævn, men dog generelt velskrevet bog om de østligste dele af landet under Den Kolde Krig, hvor særligt det store fokus på hemmeligheder er noget problematisk.

Historie-online.dk, den 27. september 2017

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Fortrængt grusomhed
Om lidt er de borte
Besættelsen