Menu
Forrige artikel Næste artikel

Det ensomme hjerte

Kategori: Bøger
Visninger: 1464

Af en overlevers papirer

Af Erik Ingemann Sørensen

”Det ensomme hjerte” af Tom Buk-Swienty er en gribende og rystende, men også meget varm bog om en ung mands liv i det Tyskland, der blev martret af nazismen. Fortællingen placerer endnu engang forfatteren som en af de ypperste formidlere i dansk historieskrivning.

En uventet mail

”Sidst på efteråret 2013 modtog jeg en e-mail fra en netop pensioneret overlæge og professor i medicin, Thomas Horn, som høfligt, næsten ydmygt spurgte, om han måtte sende mig nogle scanninger af et materiale, som han håbede ville vække min interesse. Sådan gik det til, at Hans Horns kolossale erindringsværk fandt vej til mig…” (s.15).

Lægen Hans Horn, der siden 1961 havde været dansk statsborger, var død i 1989. Hans kone Gretchen lidt over 10 år senere. Børnene vidste, at faren havde været tysk soldat under krigen, brudstykker af hans oplevelser kendte de kun lidt til. Oplevelserne havde han stort set holdt for sig selv. Men da boet skulle gøres op, fandt de et kolossalt erindringsværk i flere bind og udgaver på tilsammen næsten 5.000 maskinskrevne sider. Hertil kom flere tusinde akvareller udført med en fornem, professionel nerve.

Børnene havde fundet det liv, de ikke kendte til. ”Det kolossale værk stod bare der og ventede på at blive åbnet – af dem, af Katharina og Thomas. Præcis sådan havde deres far ønsket det. De skulle finde det eller måske rettere, det skulle finde dem.” (s.14)

Det var først, da sønnen Thomas læste Tom Buk-Swientys ”Slagtebænk Dybbøl” og Dommedag Als”, han fik ideen til at kontakte forfatteren. Tak og lov fristes man til at sige. Tanken om, at Hans Horns erindringer skulle være gået tabt, er ubærlig. Nu har vi i stedet fået en fortælling om og af en af de tyskere, der måtte bære nazismens påførte lidelser på sine skuldre. Livet igennem.

De to sanselige fortællere

Om mødet med manuskriptet og dets mange beretninger og erindringer fortæller Tom Buk-Swienty: ”Jeg havde en klar oplevelse af, at jeg havde fået en originalt fortalt historie med usædvanligt vingefang imellem hænderne, som fortjente at blive omsat til en bog. En historie om at opleve den nationale højreekstremismes fremmarch i mellemkrigsårenes Tyskland. Om at vokse op i Det Tredje Rige, om at blive kastebold i verdenshistoriske begivenheder og om at få sit liv smadret af krigen, fortalt igennem et intelligent, dannet og galgenhumoristisk temperament…” (s. 15).

Nu kunne bogen jo været udkommet med kommentarer og supplerende fakta bokse. Det er jo set flere gange. Mere eller mindre heldigt. Bedst er nok Antony Beevor’s  ”A Writer at War – Vasily Grossman with the Red Army 1941 – 1944”, Pimlico, 2006. Grossman er en fremragende skribent og Beevor en fornem historiker i den bedste anglikanske stil. Men Grossmans nerve slår ikke nær på samme måde igennem hos Beevor. Der mangler noget afgørende.

Tom Buk-Swienty har en særlig baggrund, der knytter ham til de tyske lidelser. Det fremgår af bogens tilegnelse: ”Til minde om min farmor og farfar, Antonie og Johann Swienty fra Schlesien…hvis liv blev smadret og fortæret, som talløse af millioner af almindelige menneskers, da natten sænkede sig over Europa 1939 – 1945…”

Farfaren var underofficer ved sanitetstjenesten på Østfronten 1941 – 44 og krigsfange i Rusland 1944 – 48. Tom Buk-Swientys familie har således haft lidelserne og smerterne i sig. Det var med til at vække hans interesse for historien, han så uventet fik mellem hænderne. De gik i hans pen, så han kunne skrive både med indsigt, forståelse og medfølelse. Buk-Swientys utrolige sproglige univers fylder siderne. Som i ”Slagtebænk Dybbøl”, ”Dommedag Als”, bøgerne om kaptajn Dinesen og senest ”Tommy og Tanne” (2016). Han har i den grad fanget Hans Horns sjæl og pen. På så stærk en måde, at denne bog foreløbig står som højdepunktet i hans forfatterskab.

Det ensomme hjerte

Hans Horn kom til verden i Kiel i 1921 som søn af en overpostinspektør og dennes kone. Familien havde både tyske og danske rødder – noget der senere skulle blive af stor betydning. I hans erindringer får vi et vidunderligt indblik i en aldeles farverig menneskeskare, der udgjorde både familie og bekendte.

Faren tilhørte med sit arbejde ”den solide middelklasse” – og havde derfor ambitioner på sønnens vegne. Han skulle fremad i livet. Et liv der i 1933 blev omkranset af det utænkelige: Hitler-diktaturet. En af bogens store forcer er Tom Buk-Swientys indflettede fortællinger om, hvordan historien udviklede sig. Med sin enorme viden får han elegant sat Hans Horns liv ind i perspektivrige rammer. Læseren er hele vejen igennem fornemt vejledt. Hvilket da også er vigtigt for at fastholde fortællingen i tid og sted.

Som ung dreng måtte Hans Horn gøre sin pligt både i ”Jung-Folk” og ”Hitler-Jugend” – systemer hvor han egentlig aldrig fandt sig til rette. Ensretningen var ikke ham.

Han skulle være ”Flink wie die Windhunde, zäh wie Leder und hart wie Kruppstahl”, som Hitler kaldte det i en tale til ungdommen.

Omend den unge Horn kunne drages af livet i den frie natur, så blev det hurtigt klart for ham – både dengang og senere – at det bedste, han kunne gøre, var at udnytte sit musikalske talent. En måde at overleve på. Dette sammen med hans klæbehjerne reddede ham igen og igen. Før krigen – under krigen – og efter krigen.

Ungdomslivet bringer Horn rundt i Europa – blandt andet som musiker på en tur med KdF-skibet ”Wilhelm Gustlov”, der blev sænket af en russisk ubåd 30. januar 1945 med over 10.000 mennesker – primært flygtninge – ombord.

Et scenarie ingen i den vildeste fantasi kunne forestille sig den lykkelige sommer i norske fjorde.

Horn blev student – men måtte i april 1940 ind og gøre tjeneste ved Reichsarbeitsdienst, kaldt RAD. Væk med drømmen om at læse litteraturvidenskab. Nu gik turen til Polen for at arbejde med spade og byggeri.

Tilbage i Kiel kunne han endelig begynde på studiet af den litteratur, der var tilladt i Det Tredje Rige. Men glæden blev kort. I februar 1941 kom indkaldelsen til den egentlige hær. Uddannelsen foregik i Slesvig – en uddannelse han fandt rædselsfuld. En endeløs række af lidelser og fornedrelser. Men det endte godt: Horn blev udstationeret på ”Smørfronten” – Danmark – hvad der på mange måder bekom ham særdeles godt.

Han mødte venlighed, nød var der intet af, og da han blev udkigspost øverst oppe på Storstrømsbroen – endda om sommeren, følte han sig lykkelig. ”Han dvæler ved det søde og det smukke, fordi han i tilbageblik ved, hvad der kommer. Men allerede dengang anede han, hvad der ventede…” (s.219). Overfaldet på Sovjetunionen ville kræve enorme ressourcer af stort set alt.

Og Hans Horn gik ikke ram forbi.

En dagbog fortæller

Dagbøger kan være uvurderlig kilder – men også problematiske. Skrevet med henblik på at blive offentliggjorte. For at sætte fortælleren i et godt lys. Problemet med Horns krigsdagbøger er af en helt anden karakter. Han læste sin dagbog efter krigen. Men den findes ikke længere. Tom Buk-Swienty skriver: ”Set med en historikers øjne er det næsten ikke til at bære, at den originale dagbog ikke længere findes. Dagbøger fra Østfronten, og især lange beskrivelser som Horns, er en sjældenhed. Heller ikke de russiske soldater måtte føre dem.  Men selv om Horn senere skrev nyt til og friserede teksten, som han kalder det, er beskrivelserne båret af en sådan grad af friskhed og autenticitet, at de fremstår som et sjældent vidnesbyrd om krigen på Østfronten set fra den almindelige tyske infanterists perspektiv…” (s.231).

Dagbogen dækker perioden 3. september 1941 til 16. november.

Buk-Swienty har haft både det danske og det tyske manuskript. Her slår hans utrolige format som fortæller igennem for fuld styrke. Han sætter præsens

ind, skifter man ud med vi, kunstgreb, der i den grad får Horns oplevelser til at ramme læseren med fuld styrke. Med rædsel, væmmelse, gru.

Det er både i et sådant tilfælde og i de levende kommentarer, at jeg oplever Tom Buk-Swienty distancere den engelske historiker, Antony Beevor. Uden at gøre vold mod teksten. Stort er det.

Horn er i frontzonen mod nordøst, hvor Den Røde Hær bed indædt fra sig. Ofre var der mange af – faldne - lemlæstede – maste under larvefødder. Nedskydninger af krigsfanger – alt det vi har hørt igen og igen. Men her set gennem et kulturelt og dannet menneskes øjne. Et menneske der ikke mistede sin sjæl til nazismen. Hvad titusindvis af andre heller ikke gjorde. De skrev bare ikke om det.

Denne del af bogen er som nævnt voldsom, stærk og skrevet med en indlevende nerve, der sitrer i linjerne.

Og så var Hans Horn heldig. Han blev såret den 16. november, da en granat eksploderede særdeles tæt på. Han ønskes til lykke med livet, da han åbner øjnene og ser en sanitetssoldat. Og med et såkaldt ”hjemsendelsesskud”. Han var tilsyneladende ”ukrigsdygtig”. Men alt kunne bruges – vidste han.

Under sin rekonvalescens indså han, at han måtte gøre alt for ikke at havne som frontsoldat igen. Og fandt så ud af, at lægestudiet måtte være den rigtige vej. Igen tilsmiler heldet ham, og han havner i Danmark. På Høvelte Kaserne. Senere videre til Berlin. Og da bomberne begynder at falde over byen igen og igen til Würzburg i Sydtyskland, hvortil han kommer i maj 1943.

Et afgørende møde

Studierne går videre – også studenternes lystige aften- og natteliv. Samt udfoldelse af Hans Horns store musikalske talent. Men. Amors pile kunne let fylde de lune nætter. Og ramt blev han, da han mødte den 17-årige frøken Saeger, som han hurtigt begynder at omtale som Grelein. De gik mere og mere ud sammen. Og den 6. oktober skete det uundgåelige for de to forelskede. Med Horns egne ord: ”Pigen var ung, vinen frisk, aftenen lun og uendelig. Derfor måtte det ske…” (s.349). Smukkere kan det næsten ikke skrives.

Juni 1944 kom D-dag og samme måned det sikre tegn på det, ”der skete”: Grelein ventede sig. Det samme gjorde mødet med svigermoren, der, som Tom Buk-Swienty skriver, ”ikke ligefrem (var) poetisk anlagt…” (s.361). Han havde ellers forberedt en stor poetisk indledning.

Bryllup blev der med efterfølgende bryllupsrejse til Grumtoft på Angel i Sydslesvig, hvor Hans Horn havde familie. Midt i krigens rædsler med overflyvende allierede bombemaskiner og de første flygtninge fra øst nød de sommeren. Der var alt for kort for de to unge. Grelein skulle hjem til sin mor – Hans til studierne. Ikke længere privat indkvarteret. Nu var det atter på kaserne.

Med hele det ensrettede og hadede liv.

Den oprindelige plan var, at de medicinstuderende skulle fortsætte studierne i Strasburg. Men her lukkede man. Hvorefter rygterne om, hvad der så skulle ske med dem, begyndte igen. Men ganske uventet fik de nogle ugers orlov, hvorfor Hans skynder sig hjem til sin hustru – og oplever her at blive far til en lille pige.

Den store lykke blev dog hurtigt knust. De måtte skilles. ”…til sidst blev vi opslugt af tågen, krigen var vendt tilbage, vi var blevet skilt ad.” (s.388).

Krigens afslutning nærmer sig

Hans Horn er heldig og sendes til Trencín, der ligger godt 300 km. sydøst for Prag. Igen er han øjenvidne til krigens uhyrligheder – og ikke mindst dens eftervirkninger: den nådesløse hævn.

Endnu engang giver Tom Buk-Swienty perspektiveringerne i de grufulde måneders historie. Fra Schlesien og Pommern hvor Den Røde Hær med sine grufulde overgreb på den tyske civilbefolkning spredte en rædsel uden lige. Og drev millioner af tyskere i områderne på vild flugt mod vest – og nordpå mod Danmark.

Her fornemmer man en af Buk-Swientys tanker med bogen: at betragte den menige tysker som offer. Det er der al rimelig grund til. Nyere forskning og nyere bøger har afdækket de lidelser, de almindelige tysker måtte gennemgå. Jürg Friedrich gjorde det som en af de første med ”Der Brand. Deutschland im Bombenkrieg 1940–1945”. Propyläen, München 2002. Siden er der kommet talrige bøger, der er fortsat i samme spor. Også flere tyske museer fremhæver nu dette perspektiv. Senest Hamburg med udstillingen om ”Feuersturm”.

Det officielle Tyskland lægger på alle måder afstand til nazismen og indrømmer igen og igen skylden. Sådan må det være – men det må den anden dimension også. Noget bogen på fin og nøgtern måde – men skrevet med smerte – er med til at vise.

Den 9. maj er det hele slut. Hans Horn beslutter sig sammen med andre for at køre en gruppe sårede tilbage til Tyskland. I feltambulance. Det går rimeligt. Men de ved, de skal passe på – tjekkernes had mod tyskerne – såvel soldater som almindelige borgere - var rødglødende. Folk blev stillet op af en mur og skudt uden videre. I Prag brændte man flere – levende – bundet til lygtepæle. (film her)

Deres forehavende synes dog at lykkes – lige til en gruppe på omkring 20 bevæbnede tjekker standser bilen og hiver tyskerne ud.

”Her står de så…og forstår i samme nu, hvorfor her er så mange tomme værnemagtsbiler på pladsen. Alle tyskere, der er kommet forbi, er blevet standset, trukket ud af bilerne, er blevet stillet op langs muren, og er blevet skudt…” (s.447).

”Og så hører han våbnene rasle. Skytterne lægger an. Det var så det liv.” (s.449).

Læserne af anmeldelsen kan jo nok regne ud, at det ikke slutter her. Det gør anmeldelsen imidlertid. For første gang nogen sinde føler jeg, det vil være forkert at omtale bogens sidste 40 sider. Hans Horns videre skæbne – utrolig som den er – må man selv - på den ene eller anden måde - læse sig til. Jeg synes, det vil være at gøre vold mod bogen at skrive mere.

Der er undervejs i bogen detaljer – militære styrkeforhold og lignende – som kan diskuteres. Men det hører til småtingsafdelingen.

Som nævnt finder jeg ”Det ensomme Hjerte” den bedste bog, Tom Buk-Swienty endnu har skrevet. Med sin enorme viden og sin utroligt fine pen har han ydet bogens fortællende hovedperson, Hans Horn, al den støtte, dette utrolige menneske har fortjent. Et historisk menneske er ikke blevet glemt. Et bibliotek brændte ikke ned.

Varm tak til sønnen, Thomas Horn, fordi han kontaktede Tom Buk-Swienty. Ingen kunne have gjort det bedre. Så stort er det.

(Alle akvareller er udført af Hans Horn)

Historie-online.dk, den 4. oktober 2017

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Hitlers indre fjender
Tyske flygtninge i Nordslesvig 1945-1948
Hitlers indre fjender