Menu
Forrige artikel Næste artikel

Thomas Bartholin

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 316

Af Poul Ulrich Jensen, historiker, forfatter

1600-tallet bød på store fremskridt indenfor lægevidenskaben, hvor teorier fra Oldtiden, der hidtil havde været uanfægtede, nu blev udfordrede. Luftige antagelser måtte lade livet, når hidtil ukendte detaljer i det menneskelige legeme kom for dagen på dissektionsbordene, hvor studiematerialet, som oftest ligene af henrettede forbrydere, gav lægerne muligheden for banebrydende anatomiske og fysiologiske opdagelser.  En af frontfigurerne var englænderen William Harvey, hvis beskrivelse af blodets kredsløb i 1620’erne blev genstand for heftige diskussioner blandt de mest anerkendte autoriteter fra Europas førende universiteter. I det hele taget strømmede lægevidenskabelige afhandlinger og debatindlæg fra bogtrykkerne, og der var ingen sproglig barriere til at hindre den internationale debat og formidling af nye opdagelser, for værkerne var skrevet på de lærdes fælles sprog latin.

Danmark indtog her længe en beskeden plads på sidelinjen, men i løbet af 1600-tallet sørgede den danske læge og anatom Thomas Bartholin for, at Københavns Universitet fik en hovedrolle i tidens lægevidenskabelige forskning. En utrættelige indsats ved dissektionsbordet resulterede i stadig nye fund, og en strøm af publikationer gjorde dem kendt i hele Europa. Han var mere end nogen anden i samtiden bevidst om, at videnskabelige resultater kun var værdifulde, når de blev formidlet og debatteret. Thomas Bartholin var stort set født ind i det videnskabelige miljø med flere familiemedlemmer, der var indflydelsesrige læger ved Københavns Universitet. Da han kom til verden i 1616, havde hans far, Caspar Bartholin, fem år tidligere udgivet en lærebog i menneskets anatomi, der blev en succes i hele Europa.

Faderens alsidighed og store flid, som i rigt mål gik i arv til sønnen, førte til ikke mindre end fire professorater ved tre forskellige fakulteter og et omfangsrigt forfatterskab på omkring 50 bøger. Der blev også tid til at bistå universitetets studerende med råd og vejledning om deres fremtidige karriere, og her stod studierejser til udlandet øverst på listen. Det var et råd, Thomas Bartholin i høj grad fulgte, da han i 1637 efter tre års studier ved Københavns Universitet drog ud i Europa på en længere rejse. De følgende knap 10 år besøgte han de mest betydende universiteter, sugede til sig af de nyeste lægevidenskabelige landvindinger, knyttede vigtige personlige forbindelser og skrev talrige afhandlinger om vidt forskellige emner. De omfattede, som hos mange andre af samtidens videnskabsmænd, også temmelig særprægede fænomener som fx den mulige eksistens af fabeldyret Enhjørningen.

Efterhånden tærede det lange udlandsophold på tålmodigheden hos hans morfar, læge og professor Ole Worm, der gerne så, at Thomas Bartholin vendte hjem til en fast stilling ved universitetet. Det gjorde han, men undervejs fik han dog i 1646 tid til at udgive en bog om en difteriepidemi, han havde studeret blandt børn i Syditalien. Det var den første afhandling fra dansk hånd, der beskæftigede sig specifikt med børnesygdomme, og først i midten af 1800-tallet blev pædiatrien genstand for nye forskningsresultater. Thomas Bartholin var således et par hundrede år forud for sin tid. Da han vendte hjem til København, var der i første omgang ingen ledige professorater, så der blev tid til praktisk lægegerning og litterære studier. Og selvfølgelig til et par bogudgivelser – denne gang om fødselshjælp og om armringe i Oldtiden. Bartholin bevarede livet igennem sin altfavnende interesse, men det blev dog lægevidenskaben, der kom til at spille hovedrollen.                         

Anatomihuset i det indre København med en sal, hvor de lægestuderende og andre interesserede kunne overvære dissektioner, blev hans foretrukne arbejdsplads. Under hans kyndige hånd blev hidtil ukendte anatomiske strukturer blotlagt og beskrevet ofte foran et talstærkt publikum. Den helt store opdagelse, der for alvor gav Thomas Bartholin en fremtrædende plads i lægevidenskabens historie, kom i 1652, da han sammen med sin assistent foretog en dissektion, der beviste eksistensen af lymfesystemet. Dette netværk af større og mindre kar, der transporterer fedtstoffer fra tarmene og vævsvæske til blodbanen, var genstand for ivrige diskussioner i 1600-tallets medicinske verden, og polemikken nåede nye højder, da Bartholin offentliggjorde sit fund. Opdagelsen af et helt nyt væskekredsløb med andre funktioner end blodets blev noget af en bombe under tidligere tiders opfattelse af den menneskelige anatomi.

Det var dog ikke en triumf, der fik ham til at hvile på laurbærrene. Strømmen af latinske afhandlinger fortsatte, og i 1658 udkom hans første og eneste bog på dansk – en oversættelse fra italiensk af Luigi Cornaros råd om, hvordan man gennem mådehold og sober livsførelse blev 100 år gammel. Bartholin opretholdt i det hele taget sin store bogproduktion, selv om verden omkring ham var præget af svenskekrige og pestepidemier. Der flød også hundredvis af breve til Europas lærde fra hans flittige pen, og naturligvis udgav han hele korrespondancen i et trebindsværk på tilsammen 1700 sider. Det blev i tidens løb til mere end 70 bøger, og der kunne være udkommet endnu flere, hvis hans herregård ikke var brændt ned i 1670. Ilden fortærede en hel del utrykte værker, han havde arbejdet på i årevis, men det blev dog taget med ophøjet ro. Her måtte videnskabsmanden vige for familiefaderen, for heldigvis var hans nærmeste sluppet uskadt, og det var langt vigtigere. Selvfølgelig blev branden også genstand for et skrift, hvor han konstaterede: ”Lad kun bøgerne fare, blot børnene er i behold”.

Da Thomas Bartholin døde i 1680, var der ingen med tilsvarende format til at tage hans plads, så lægevidenskabens storhedstid ved Københavns Universitet i 1600-tallet begyndte og sluttede med ham. Eftertiden var længe om at anerkende hans format, og flere biografier har langt op i tiden tegnet et ikke særligt flatterende billede af Bartholin som en middelmådig videnskabsmand og et selvhævdende menneske, der ikke ville dele magten og æren med andre. Speciallæge Jesper Brandt Andersen har nu med sin grundige og veldokumenterede bog givet Thomas Bartholin den plads, han fortjener. Og stoffet, der ikke er det letteste at sætte sig ind i for læsere uden forudgående kendskab til anatomi og andre lægefaglige emner, er fornemt formidlet. Desuden understøttes teksten på bedste vis med et væld af fine illustrationer, ikke mindst mange kobberstik af tidens bedste kunstnere. Biografien om Thomas Bartholin, Danmarks farverige frontfigur i 1600-tallets lægevidenskab, kan varmt anbefales.  

Historie-online.dk, den 17. oktober 2017                 

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Den blege rytter
Dansk Medicinhistorisk Årbog 2013
Det hvide snit