Menu
Forrige artikel

Luthers socialetik og det moderne samfund

Kategori: Bøger
Visninger: 589

Velfærdsstatens kollaps?

Af Preben Etwil

Denne bog er tænkt som en slags folkeudgave af forfatterens tidligere bog: ”Fra Luther til konkurrencestaten”. Forsøget er velmenende og faktisk også godt gennemført, men folkelig i den helt brede forstand bliver Jørn Henrik Pedersen nok aldrig. Det er han for eftertænksom og fabulerende til.

For intellektuel vil nogle nok hævde.  

Bogen er langt fra en Pixi-pegebog, men den er absolut læseværdig, hvis man ønsker en sober indsigt i, om Luthers socialetik har haft en finger med i spillet i udformningen af det moderne samfund og den oprindelige velfærdsstatstankes kollaps. 

Lad os starte med konklusionen: Luther har ikke stået fadder til den moderne velfærdsstat. For slet ikke at tale om den nymodens konkurrencestat, som han givetvis ville have haft rigtig meget imod. Til gengæld kan man ikke komme uden om, at der er en vis luthersk klangbund i velfærdsstatens oprindelige værdi- og dydssystem, om at man har pligt til at søge fællesskab med andre – for ikke at tale om, at der bag det oprindelige velfærdsstatsprincip ligger en luthersk tese om at yde ”noget-for-ingenting”. Som Jørn Henrik Petersen udtrykker det: ”Det er ikke sandsynligt, at velfærdsstaten vil blomstre i civilisationer, hvor næstekærlighed ikke har været prædiket i generationer, og dog er dens etablering i Skandinavien i hovedsagen sat igennem af generationer af ateister og lunkne troende” (p. 93).

For Jørn Henrik Petersen var den klassiske velfærdsstat kun en lille historisk parentes – startende i begyndelsen af 1950’erne, hvor ingen rigtigt vidste, hvad det var, og død og begravet pga. indre erosion i løbet af 1980’erne, for at blive erstattet af den såkaldte konkurrencestat i en globaliseret verden, hvor mennesket blev frataget deres værdi som sig selv, som menneske, og hvor menneskelig værdi blev gjort til noget, der alene målte den enkeltes nytte på arbejdsmarkedet.

Jørn Henrik Petersens ”læselet” Lutherbog er meget andet end en kritik af den moderne velfærdsstat og alle dets gerninger – for det er den også – men den er en ganske god indføring til Luthers etiske og religiøse værkssted. Man skal vist være en ganske god Luther-kender, hvis denne relativt lille bog ikke vil bibringe læseren nye oplysninger og erkendelser udi i den lutherske lærdom. Så må man bære over med, at Jørn Henrik Petersen tilsyneladende har en ganske formildende opfattelse af Luthers meget anstrengte forhold til bondeoprør og jøder.

Nævnt, men nærmest i et forklarende lys.

Om bondeopstanden: ”Han afviste alle tanker om at bruge evangeliet til at omstyrte samfundet, og det førte ham ind i et hæftigt engagement i de tyske bondeopstande i 1524/25… I første omgang støttede han bønderne, men da forholdene udviklede sig mere og mere voldeligt, frygtede han i stigende grad, at den evangeliske frihed var på vej til at slå over i et politisk program. Derfor ændrede han signaler og støttede fyrsterne i deres ønske om at slå opstanden ned… han var i sit reformatoriske projekt stærkt afhængig af fyrstestøtte” (p23).

Om jøderne: ”Øvrigheden skulle nedbrænde synagogerne, tilintetgøre jødernes huse, ødelægge deres hellige bøger, forbyde deres religiøse lære og offentlige gudstjenester samt deres ret til at bruge Guds navn, mens kristne hørte derpå, begrænse deres frie bevægelighed, forbyde deres pengetransaktioner og konfiskere deres formuer. Det bedste ville dog være den radikale løsning at fordrive dem fra landet. De burde drage til deres fædreland, så kristne ikke længere skulle belastes med deres blasfemi og åger” (p 28-29).

Lige omkring jødernes skal det retfærdigvis nævnes, at Jørn Henrik Petersen senere i sin omtale af Luthers toregimentelære (adskillelsen mellem kirke og stat), meget stærkt påpeger, hvordan Nazi-Tyskland i 1930’erne i den grad misbrugte både Luthers skrifter og tolkningen af toregimentelæren.

For Jørn Henrik Petersen er toregimentelæren faktisk ikke en luthersk konstruktion, men: ”en ”lære”, der hører det 19. og 20. århundrede til” (p 68).

For: ”Luther så det politiske herredømme – den verdslige øvrighed – som en af Gud indsat institution, hvis lov og sværd udtrykte Guds vilje og ordning i verden” (p. 68), og hvor: ”Øvrigheden var et instrument, der var nødvendiggjort af menneskets fordærvede natur” (p. 68). ”De to styreformer var begge nødvendige. Den ene [det åndelige styre] skulle sikre fromhed og retfærdighed, mens den anden [den verdslige øvrighed] skulle skabe ydre fred og hindre onde gerninger… Derfor skulle den kristne villigt underkaste sig sværdets styre ” (p. 69).

Jørn Henrik Petersen er helt klar i mælet, når han skriver: ”Når nogle vil sætte skel mellem de to regimenter, så kirken – præsterne – ikke skulle kunne udtale sig om politiske spørgsmål, er der tale om en ikke-luthersk sekularisering” (p. 73).

Om Luther ikke ligefrem har stået fadder til velfærdsstaten, så har han haft indirekte etisk indflydelse på flere velfærdelementer: ”Om de sociale forhold skrev han i det 21. punkt, at noget af det mest nødvendige var at afskaffe alt tiggeri i hele kristendommen. Derfor skulle hver by forsørge sine fattige og ikke give fremmede tiggere adgang”, men, men: ”Igen burde leve af andres arbejde – med mindre særlige forhold gjorde sig gældende – og den, der ikke ville, men som kunne, arbejde, skulle ikke have føden” (p. 51). For Luther: ”ville den regelbundet forsørgelse på grundlag af en nøje undersøgelse af den enkeltes forhold og efter en udskillelse af de virkeligt fattige fra løsagtige slyngler og landsstrygere. Forsørgelsen skulle dog kun række til det nødvendige det sømmelige” (p. 53).

Luther hørte som tiden foreskrev absolut ikke til de blødsødne: ”Intet menneske døde af at arbejde, men ved lediggang, og uvirksomhed mistede man liv og helbred, for mennesket var født til at arbejde, ligesom fuglen var født til at flyve… der skulle ikke være dem, som kunne undslippe sveden, hvis de ville have brødet. Den, der ikke bærer arbejdets byrde, skal ikke hjælpes.” (p. 56-57).

Det er Jørn Henriks Petersens påstand, at den klassiske velfærdsstats ”noget-for-ingenting”, hvor ydelse og nydelse var adskilt, fordrede at mennesker opfører sig efter tre grundlæggende lutherske principper: mådehold, generøsitet og arbejdsvilje.

Men det gør mennesker ikke. Mennesker har som Luther udtrykte det en ”indkrogethed”, hvilket betyder, at mennesket som privatperson forsøger at rage til sig, begrænse sin arbejdsvillighed og smyge sig uden om betaling til fælleskabet: ”Velfærdsstaten kan i sig selv have åbnet op for en udvikling af en krævementalitet, en tendens til at smyge sig uden om sine forpligtelser og en mindre markant arbejdsvilje” (p. 138). Dommen er hård: ”kapløbet mellem de politiske partier, der indebar køb af vælgerbefolkningens gunst ved at love større og større sociale ydelser. Det kunne korrumpere velfærdsstatens idé og forvandle den til en form for bestikkelse”(p. 123).

Den klassiske velfærdsstats langsomme men sikre erodering førte i midtfirserne mod den såkaldte konkurrencestat, hvor en markedskonform tænkning kom i fokus. En tilpasning som Socialdemokratiet også lagde billet ind på.

Den velfærdspolitiske nyorientering betød, at: ”Pligt skulle gå forud for ret…. synet på de ”afhængige” blev præget af fortørnelse og vrede, arbejdet tenderede at antage næsten sakral karakter, og det gamle skel mellem ”værdigt” og ”ikke værdigt” trængende synes på vej til at genopstå” (p. 143). ”Retten til omsorg og ordinært arbejde stod over for noget-for-noget-tanken eller princippet om pligt-og-ret. Det sidste gik sejrrigt ud af striden” (p. 151).

Jørn Henrik Petersen svinger i den forbindelse krabasken over Socialdemokratiet: ”Ved at acceptere, at pligt gik forud for ret, fraskrev Socialdemokratiet sig i virkeligheden faderskabet til velfærdsstaten eller accepterede at den ikke var levedygtig som samfundsform under nye vilkår...Der skulle ydes, før der kunne nydes” (p.153).

Konkurrencestatstanken blev købt med hud og hår: ”Menneskets værd blev alene bedømt ud fra dets betydning for arbejdsmarkedet, mens retten til en ydelse begrundet i status som borger blev nedtonet” (p.155). ”I forbindelse med kontanthjælpsreformen i 2013 udtalte beskæftigelsesminister Mette Frederiksen sig særdeles kontant om forholdet mellem ret og pligt. Det var en helt naturlig konsekvens, at der måtte være sanktioner, hvis man ikke levede op til sine pligter… ”Det skal kunne betale sig at arbejde” – underforstået at ingen vil arbejde for arbejdets egen skyld” (p. 156).

Jørn Henrik Petersen slutter af med at konstatere, at der er en tættere sammenhæng mellem Luthers tænkning og den klassiske velfærdsstat end med konkurrencestatens idégrundlag. Men sammenhængen er under alle omstændigheder svag: ”… men det rejser unægtelig det spørgsmål, hvordan det kan hævdes, at en 500-årig evangelisk-luthersk forkyndelse kan være bagtæppe for udviklingen af en samfundsformation, der få år efter sin etablering måtte se sig overhalet af nye idéer” (p.176). 

Jørn Henrik Petersen er givetvis en af Danmarks mest teologisk belæste økonomer. Og han har en fabelagtig fortællerevne – om end stoffet er tungt. Men hvor er det befriende, at læse en samfundskritisk analyse af en økonom, der ikke forfalder til matematik og underlige gerninger. Og hvor er det befriende, at en økonom beskæftiger sig med økonomiens bagvedliggende etiske spørgsmål.

Man bliver både klogere på nutidens velfærdsøkonomiske problemer, men så sandelig også på den kristne kulturarv, som vi alle sammen i hverdagen går og slæber rundt på.  

Historie-online.dk, den 24. januar 2018

 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Orgasmeland - Da den seksuelle revolution kom til Danmark
Lokalpressen
Rygternes Magt