Menu
Forrige artikel Næste artikel

Osmannerrigets fald

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 831

Af Thomas Petersen

Denne bog har i sandhed aktuel interesse. Omhandlende et Tyrkiet, som opstod på ruinerne af såvel 1. Verdenskrig som Det osmanniske Imperium. Et Tyrkiet, som en magtgal og revanchistisk præsident Erdogan i dag repræsenterer. Overfor et rådvildt Europa, der på baggrund af flygtningekrise og truslen fra Islamisk Stat økonomisk og sikkerhedspolitisk er blevet dybt afhængigt af et stadig mere autoritært og islam-religiøst Tyrkiet. I en grad, så den tyrkiske udenrigsminister for ganske nylig i den europæiske hovedstad Bruxelles dristede sig til at proklamere den geopolitiske betydning, som osmannernes efterkommere i dag har. Store ord, ganske vist, men ikke uden en vis portion sandhed. Kristeligt Dagblads Forlag kunne ikke have ønsket sig en bedre timing af denne bog.

I 2013 udsendte Forlaget Rosenkilde & Bahnhof - yderst fortjenstfuldt i øvrigt - det skelsættende værk Konstantinopels fald – Slaget mellem islam og Vesten, skrevet af den britiske historiker Roger Crowley (anmeldt på historie-online). Nu har Kristeligt Dagblads Forlag – ligeledes yderst fortjenstfuldt - udsendt en anden britisk historiker, Oxford-professor og specialist i Den nære Orients historie, Eugene Rogans lige så skelsættende værk, der anmeldes her. De to murstenstunge bøger handler begge om et imperiums undergang – henholdsvis Det byzantinske Imperium i 1453 og Det osmanniske Imperium. Sidstnævnte havde ved sin undergang efter 1. Verdenskrig siddet på magten i Konstantinopel/Istanbul i mere end 450 år.

”Det er på tide at indsætte den osmanniske front i både Første Verdenskrigs og det moderne Mellemøstens historie, for det var mere end noget andet Osmannerrigets deltagelse i krigen, der ændrede Europas konflikt til en verdenskrig”, (side 13). 

Så bastant, overraskende og ikke desto mindre rigtigt indleder forfatteren sin næsten 600 sider store bog. I alle Verdenskrigens fire år blev der i Mellemøsten udkæmpet store slag, der i størrelse og gru ikke stod tilbage fra dem på den europæiske vestfront. Samtidig var de mellemøstlige slagmarker krigens mest internationale, målt på deltagende nationer. Den osmanniske front var mere end nogen anden verdenshistorisk front et sandt babelstårn, konstaterer forfatteren.

Osmannerriget havde i 1918 eksisteret i mere end 600 år som verdens største islamiske imperium. Startet blandt nomadiserende tyrkiske stammer i Anatolien, der 1299 var blevet samlet under Osman 1. Efter at have erobret det meste af Lilleasien, tyrk. Anatolien, samt store dele af Balkan kom turen i 1453 til kejserstaden Konstantinopel – det efterhånden eneste tilbageblevne område af Det byzantinske Rige. Byen omdøbtes til Istanbul – et navn af græsk oprindelse, der antydede, at sultanen havde til hensigt at træde i den østromerske kejsers kulturelle og imperiale fodspor. Kort efter – i 1516 – blev sultanen efter sejren over de ægyptiske mamelukker også åndeligt overhoved, såkaldt kalif, for samtlige sunni-musliner

Osmannerne skabte et stærkt centralstyre med udstrakt kulturel og religiøs tolerance. Endvidere skabte de en uhyre effektiv krigsmagt, der med udgangspunkt i Lilleasien efterhånden underlagde sig Balkan og samtlige arabiske lande fra Irak i øst til Marokko i vest – et område på størrelse med Grønland, dvs. ca. 2 mio. kvadratkilometer. Byer som Istanbul, Damaskus, Aleppo, Jerusalem, Cairo, Mekka og Bagdad lå alle inden for rigets grænser. Et rige, der mod nord formåede alvorligt at true Europa flere gange.

Osmannerne stod under sultan Süleyman den 1. den Prægtige første gang foran Wiens mure i 1529 – og sidste gang blev de stoppet her i 1683. I de følgende århundreder fulgte en nedgangs- og opløsningsperiode, der i 1800-tallet førte til udtrykket Europas syge mand samt en voksende tendens til osmannisk brutalitet og betydelig mindre tolerance overfor religiøse og nationale mindretal. Især armenierne oplevede denne tendens under massakrerne først i midten af 1890erne og senere i 1915 og årene derefter.

Med sultanen bevaret som formelt statsoverhoved forsøgte en gruppe vestligt orienterede og tilsyneladende demokratisk sindede officerer – de såkaldte ungtyrker – i 1908 at genrejse rigets storhed. Af frygt for Ruslands territoriale ambitioner sluttede de under verdenskrigen forbund med Centralmagterne, dvs. Tyskland og Østrig-Ungarn, mod Ententen, dvs. England, Frankrig og Rusland. Den tyske kejser Wilhelm 2. håbede gennem denne alliance at rejse muslimerne i Nordafrika og Indien mod deres franske og britiske koloniherrer. Ungtyrkerne greb ideen og kaldte til hellig krig mod Ententen – angiveligt for at befri kalifatet. Men forgæves. Ententens muslimske soldater forblev mod al forventning loyale overfor deres europæiske koloniherrer.

Forfatteren, den britiske historiker Eugene Rogan, der senest var aktuel med sværvægteren The Arabs – A History, er en rasende god fortæller. I en kronologisk fremad skridende stil giver han en brillant skildring af krigens militære forløb, herunder en på nye kilder baseret analyse af det armenske folkedrab. Rogan sparer ikke sin læser for skildringer af den anvendte vold.

Hans strålende og afslørende analyse af de britiske og franske imperialistiske ambitioner, inkl. deres intensive jagt på olie, afslører samtidig ubarmhjertigt, hvordan de europæiske stormagter allerede før 1914 koldblodigt havde aftalt den opdeling af osmannerrigets arabiske dele, der blev gældende efter Verdenskrigens ophør. Under navn af mandatområder blev disse dele – mere eller mindre tilfældigt sammenstykket under navne som Syrien og Irak - efter Centralmagternes kapitulation i 1918 af Folkeforbundet underlagt britisk og fransk protektion.

Anderledes med de tyrkiske områder. Her lykkedes det krigshelten fra blandt andet Gallipoli, Kemal Atatürk efter Verdenskrigen at drive bl.a. grækerne ud af Lilleasien, afskaffe kalifatet og erklære en tyrkisk nationalstat i 1923 – det nutidige Tyrkiet.

Bogen er strengt kronologisk disponeret med årstallene 1914 og 1918 som omdrejningspunkter. Den bringer ganske vist ikke afgørende nyt til historien, men den har sin store styrke i formidlingen af stoffet. Samt i to nyskabende henseender - dens osmanniske og ikke den vanlige eurocentriske vinkling er velgørende og øjeåbnende. Den valgte vinkling står dog ikke hindrende i vejen for, at forfatteren formår at give en både ædruelig og dækkende behandling af tyrkiske og kurdiske styrkers massakrer på halvanden million armenske mænd, kvinder og børn. Folkedrabets rædsler med drab, voldtægter og tvangs-islamisering belyses gennem inddragelse af helt nyt kildemateriale. Forfatteren fortæller, hvordan folkedrabet blev organiseret. Hvordan de trykte ordrer om deportation blev fulgt op af mundtlige instrukser om efterfølgende at dræbe de deporterede. Og forfatteren dokumenterer, at morddømte personer blev sluppet ud af fængslerne og mobiliseret i bander som ”menneskeslagtere”.

Rogan bruger flittigt materiale fra de retssager, den osmanniske regering efter Verdenskrigens afslutning førte mod embedspersoner, der angiveligt var medskyldige i massakrerne. Ganske vist var noget af osmannernes motiv for overhovedet at rejse anklagerne deres ønske om at stå bedre i de svære fredsforhandlinger, der snart skulle i gang. Alligevel er følgende vidneudsagn fra et medlem af det osmanniske ministerråd i 1918 ret overbevisende:

”Jeg er blevet bekendt med nogle hemmeligheder og har fundet ud af noget interessant. Deportationsordren [om deportation af armenierne 1915, TP] blev udstedt gennem officielle kanaler af indenrigsministeren --- og sendt til provinserne. Derefter spredte centralkomiteen deres egen ildevarslende ordre til de relevante, så banderne kunne udføre deres ulykkelige opgave. Således var banderne allerede i marken, klar til deres grusomme nedslagtning”, (side 226). De i citatet nævnte bander bestod af straffefanger, som regeringen lukkede ud af fængslerne for at udføre det noget beskidte arbejde.

Et af bogens kapitler hedder Den osmanniske triumf i Gallipoli i stedet for det vanlige Churchills fiasko. Kapitlet handler om de allieredes katastrofale landgangsforsøg ved Gallipoli i 1915 med henblik på tidligt i krigen at vinde kontrollen over indsejlingen til Dardanellerne og videre over Marmara-havet til Istanbul. Var den plan lykkedes, havde det givet britiske og franske krigsskibe adgang til den osmanniske hovedstad. Men den lykkedes ikke. Derimod endte aktionen med osmannisk sejr i en skyttegravskrig, der tåler sammenligning med ditto på den europæiske vestfront.

Den britiske historiker konkluderer, at den osmanniske front havde ”langt mere indflydelse på Første Verdenskrig, end nogen i samtiden havde forestillet sig. De allierede krigsstrateger, som mente, at en hurtig sejr over et svagt Osmannerrige kunne fremtvinge Centralmagternes overgivelse, befandt sig pludselig viklet ind i en række felttog, der varede hele krigen. --- Første Verdenskrig havde enorm indflydelse på udformningen af det moderne Mellemøsten. Da Osmannerriget faldt, blev det tyrkiske styre erstattet med europæisk imperialisme, og efter fire århundreder i et multinationalt rige --- var araberne pludselig delt op i en række nye lande under henholdsvis britisk eller fransk herredømme”, (side 491).    

Det er en behagelig og fagligt berigende oplevelse at læse denne bog. Den kan varmt anbefales for sin fortællestil, for sin originale vinkling af stoffet samt for sit solide faglige grundlag. Forfatterens inddragelse af et omfattende tyrkisk og arabisk erindrings-materiale er nyskabende og velgørende. Hele 60 sider noter og litteratur dokumenterer til fulde monografiens videnskabelige habitus.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
De syv dødssynder
Breve hjem
Michael Klos: Den første verdenskrig