Menu
Forrige artikel Næste artikel

Bøddel af Guds nåde

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 1507

Af Jakob Ørnbjerg

”Overmaade psykologisk interessant vilde det være, om man var i Stand til at lodde Dybderne i Bøddelens Sjæleliv og dettes Udformning under hans grusomme Bestilling, hvor al menneskelig Medfølelse truedes med Forstening, efterforske det Præg, Ensomheden og Afskyens Forbandelse lod tilbage i hans Sind; - men det er umuligt, thi Kilderne tier”.

Ovenstående hjertesuk man kan læse i Hugo Matthiesens social-, rets-, og kulturhistoriske klassiker ”Bøddel og Galgefugl” om bødlens liv og embede i middelalderens og renæssancens Danmark. Ingen danske bødler fra disse århundreder har denne anmelder bekendt efterladt sig nogle erindringer, dagbøger eller andre former for private optegnelser. Både Matthiesen og andre med interesse for dette blodige og brutale håndværks udøvere har derfor måtte trække på retsprotokoller, regnskaber og andre offentlige dokumenter, når rigets bødler skulle portrætteres.

Bevæger man sig derimod til det tyske Nürnberg er sagen en helt anden. 1573-1617 førte Nürnbergs bøddel Frantz Schmidt nemlig en udførlig dagbog, hvor han ikke blot noterede sig de forbrydere som han halshuggede, hængte, radbrækkede, druknede og torterede. Frantz gjorde sig dertil mange tanker om liv, død, ære, skam og den sande kristentro. I forhold til så mange af sine fagfæller var Franz et ret sjældent eksemplar. Han drak kun med måde, ragede ikke uklar med de lokale myndigheder og undgik helst kontakt med de ludere, lommetyve, skorstensfejere og skraldemænd, der sammen med bødlen og hans medhjælpere udgjorde renæssancesamfundets absolutte bundskrab. Frantz var dertil en kyndig læge, der efter eget udsagn behandlede mere sår og brækkede lemmer hos mere end 15.000 mennesker. Han kunne både læse og skrive og skar lig op i sin fritid for at blive bedre til den lægekunst der, i modsætning  til bøddelfaget, havde hans virkelige interesse. Sans for poesi og litteratur havde Frantz også, hvilket kom for dagen, da han indsendte et digt til mestersangernes årlige sangkonkurrence i Nürnberg.

Det var hverken en forbrydelse eller et bevidst valg, der ledte Frantz Schmidt ind på bøddelfagets blodige vej. Ved en ren og skær tilfældighed blev faderen Heinrich Schmidt, der ellers tjente til dagen og vejen som skovmand og fuglefænger i den lille tyske by Hof i 1553 af den lokale markgreve udpeget til at hænge tre mænd. Hvis han nægtede, ville han selv komme op og dingle ved siden af dem. Heinrich Schmidt fulgte ordren og hermed var familiens skæbne beseglet. I kølvandet på de stærke fyrstestaters opkomst og den øgede fokus på lov og ret, der vandt frem i 1500-1600-tallet var professionelle bødler, der ikke forkludrede halshugninger og hængninger, ganske vist i høj kurs, men embedet som bøddel var også ensbetydende med social udstødelse og tab af en række sociale og juridiske rettigheder. Frantz lå fortsat i moders liv, da familien Schmidt med et slag fik trukket hele sit eksistensgrundlag og sociale netværk væk under sig, men han fik intet andet valg end at gå i sin faders fodspor.  Frantz må have fået fortalt historien om familiens uheldige situation allerede fra barnsben, for alt tyder på at han allerede tidligt i sin karriere arbejdede målrettet på at bryde med denne tunge sociale arv og genetablere familiens gode navn og rygte. I relation til den plan tjente bøddelens dagbog efter alt at dømme som en art CV og dokumentation for, at Frantz Schmidt altid havde varetaget sit arbejde til punkt og prikke og derfor burde komme i betragtning til social rehabilitering.

Kildematerialet der ligger til grund for dette fascinerende dyk ned i renæssancens verden af kriminalitet, frygt og brutal voldsudøvelse er som før nævnt bøddelens dagbog, der siden Frantz´ død i 1634 har cirkuleret i adskillige mere eller mindre forkortede og forskønnede udgaver. Historikeren Joel F. Harrington, der er manden bag ”Bøddel af Guds Nåde”, er dog gået et væsentligt skridt videre. I stedet for blot at udgive dagbogen som en decideret kildesamling har Harrington valgt at sætte Frantz Schmidts liv og arbejde ind i en større historisk kontekst.

Frantz Schmidt er et fascinerende portræt i sig selv, men via Harringtons dygtige brug af dagbogen og de mange andre oplysninger om bøddelen og hans ofre, der findes i de bevarede retsprotokoller, regnskaber, kirkebøger og skrivelser til og fra lokal- og centraladministrationen skabes der i denne bog et stykke ganske enestående mentalitets- og kulturhistorie. Som læser bliver man klogere på mangt og meget i 1600-tallets Tyskland i almindelighed og i Nürenberg i særdeleshed. Alene de mange fascinerende øgenavne som samtiden udstyrede forbrydere og lovovertrædere med, jeg nævner her i flæng ”Syge Lenny”,” Slagger”, ”Broder Standfast”, ”Grove” og” Snu Garver”, er et studium værd i sig selv. Frantz’ notater om forbrydernes ugerninger veksler dertil mellem det tragiske og det komiske. Her er alt lige fra den grusomme hjemmerøver, der spiste spejlæg på sit offers mave til den lystige bondekarl, der i flere år spillede rolle som spøgelse og skræmte en familie fra vid og sans, så han uantastet kunne besøge datteren ved nattetide. Frantz selv var heller ikke nogen følelseskold og forstenet henrettelsesmaskine som Hugo Matthiessen forestillede sig. Overgreb imod børn samt baghold og overraskelsesangreb på uskyldige vakte tydeligvis Franz´ vrede og det er med en vis tilfredshed, at han noterer sig den efterfølgende strafudmåling.

Bogen er spændende som en kriminalroman og ledsages af hundredvis af slutnoter samt kilde- og litteraturhenvisninger. Alle bøddelfagets tekniske detaljer, henrettelses- og strafferedskaber bliver også udsat for en dybdegående analyse undervejs. Hvem vidste for eksempel, at bøddellærlinge startede med rabarberstængler og herreløse hunde inden de følte sig sikre nok til at foretage en egentlig halshugning?

 Som læser med interesse for 1600-tallets farverige og kontrastfyldte verden kan man næsten ikke forlange mere, men så har Harlington minsandten alligevel en ekstra trumf i ærmet. I modsætning til herhjemme, hvor det, så vidt denne anmelder ved, er meget småt med deciderede portrætter af bøddelen i arbejde, er der bevaret adskillige billeder og tegninger af Frantz Schmidt i aktion (se blandt andet side 80, 102 og 184)

I 1624 tog Frantz Schmidt så det skæbnesvangre valg at indsende en 24 sider lang ansøgning om rehabilitering til den tysk romerske kejser.  Om det så lykkedes bøddelen at bryde med faderens skamfulde arv og opnå anerkendelse for sig selv og sin familie skal ikke afsløres her, men køb og læs bogen. Den er alle pengene værd.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Grænser for magt
Renæssancens befæstede byer
Christian 4 og Frederiksborg