Menu
Forrige artikel Næste artikel

Oplysningens gale hund

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 673

Af Poul Ulrich Jensen, Vejle Byhistoriske Arkiv & Stadsarkiv

I næsten alle større værker om oplysningstidens danske kirke- og litteraturhistorie er der en omtale af Niels Ditlev Riegels, hvis debatindlæg prægede de sidste par årtier af 1700-tallet. Hans forfatterskab har dog ikke høstet meget anerkendelse i historieforskningen, dertil var han for voldsom i sine udfald; en gal mand, der konstant løb af sporet. Historikeren Mogens Petersen har i sin biografi gjort op med denne unuancerede holdning og udnævner Riegels til Danmarks første moderne oprører og kulturkritiker.

Skønt han kun blev 47 år, var hans generalieblad alenlangt med roller både i magtkampene ved hoffet efter Struensee’s fald, som ideolog og meningsdanner på det litterære marked og i stadig kamp mod den oplyste enevælde og kirken. Hans produktivitet var enorm, og forfatterskabet kom til at omfatte udgivelsen af tre tidsskrifter, femten større bogværker, 30 mindre flyveskrifter og talrige artikler. Den omtumlede tilværelse bragte ham tæt på statsmagten, de intellektuelle kredse og folk på samfundets absolutte bund. Der har været spændende stof at øse af, og det er kommet i de rette hænder hos Morten Petersen.

Niels Ditlev var født i 1755 som søn af Anders Riegelsen, der ejede herregården Øllingsøegård i nærheden af Nakskov. Barndomsmiljøet gav ham således rig lejlighed til at iagttage den voldsomme ulighed mellem mennesker før Landboreformerne, men også en fornemmelse af den nye oplysningtid. Faderen var nemlig en lærd mand, der havde studeret filologi ved nogle af Europas førende universiteter og også færdedes hjemmevant i Københavns intellektuelle kredse. Han varetog selv sønnens undervisning, så Niels Ditlev slap udenom Latinskolen og dens strenge disciplin. I 1770, kun 15 år gammel, drog han efter faderens død til København for at studere ved universitetet. Det var året, hvor Struensee for alvor tog magten fra den sindssyge Christian VII og begyndte det reformprogram, der bl.a. afskaffede censuren og gav befolkningen total ytringsfrihed. Det endte som bekendt galt, og Riegels kunne 28. april 1772 overvære Enevældens opgør med denne lovgivning, da Struensee blev henrettet på Østre Fælled.

For en potentiel oprører var det imidlertid startskuddet til over 20 års kamp mod kongemagten, kirken og samfundsforholdene i almindelighed. I 1781 blev han ansat som hovmester ved enkedronning Julianes hof, og gennem intriger, spionage og hemmelige rapporter havde han en ikke ubetydelig rolle i det statskup, der i 1784 fjernede arveprinsen og Høegh-Guldberg fra magten til fordel for den mere reformvenlige kreds, der havde kronprinsen som frontfigur og Bernstorff og Reventlow som de ideologiske bagmænd.

Mens andre af statskuppets aktører fik plads i historiebøgerne og fremtrædende embeder i den ny regering, blev Riegels spist af med en årlig pension på 1.200 Rdl. Det gav ham en vis økonomisk frihed, men behandlingen gjorde ham til en skuffet og bitter mand og lidt af et paradoks; en revolutionær med årlig pension fra den statsmagt, han bekæmpede. Da hans ambition om at blive kongehusets officielle historiograf led skibbrud i 1787, gav han luft for frustrationerne i sit nye tidsskrift ”Kiøbenhavns Skilderi”, hvis satire vakte stor opsigt i hovedstaden, og hvis reportager gjorde opmærksom på de sørgelige tilstande i hospitals- og fængselsforsorgen.

Den franske revolution i 1789 måtte naturligvis også finde en begejstret tilhænger i Niels Ditlev Riegels og inspirere til stærkt polemiske angreb på enevældens institutioner. Men bag alt raseriet var der tilsyneladende en klar fornemmelse af, hvor grænsen gik. Han vovede sig ikke så langt ud som vennen P.A. Heiberg, der blev landsforvist i år 1800, og hans navn blev da også stort set henvist til en sekundær placering i eftertidens historiske fremstillinger.

Det har derfor krævet en omfattende research at stykke kildematerialet om Niels Ditlev Riegels sammen. Men Morten Petersen har ikke villet lade sig nøje med det. Biografien er skrevet med et hermeneutisk udgangspunkt og troen på indlevelse som central; et projekt der fuldt ud er lykkedes. Ikke blot Riegels fremstår i fuld figur, men også samtidens få venner og mange fjender og hele periodens samfund fra hoffet til de sindssyge stakler i Pesthuset. 

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Madame de Pompadour
Landsbyliv
Kirken, kongen og enevælden