Menu
Forrige artikel

Lensgreven

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 1008

Af Kenn Tarbensen, ph.d., seniorforsker, Rigsarkivet

”Naar jeg skal sige min oprigtige Mening, saa er jeg meget kjed af Bernstorffs Forlovelse. Det er et mærkeligt Uheld, at Ens bedste Venner netop skulle gifte sig med de Damer, der ere mig mindst sympathiske. Hvorvidt hun er imbecille, ved jeg ikke, men dygtig kjedelig er hun og alvorlig grim til.”

Mogens Frijs’ hårde ord om Marie Louise Raben-Levetzau, der netop var blevet forlovet med Mogens’ ven Ulrich Bernstorff fra herregården Kattrup på Sjælland, står i et privat brev, sendt fra London i 1877 til moderen hjemme på Frijsenborg (s.130). Netop arkiver med private breve, der fortsat er i privateje på bl.a. Frijsenborg, er anvendt i stor stil i denne nye biografi til at trænge dybt ind i miljøet i Danmarks sociale overklasse i 1800-tallets sidste halvdel og de første årtier af 1900-tallet.

Lensgreve Mogens Krag-Juel-Vind-Frijs (1849-1923) på Frijsenborg var landets rigeste og største jordbesidder i den brydningstid, hvor de adelige godsejere mistede deres privilegier. Han var også en af de ledende konservative politikere, der selv bidrog til denne proces, der kulminerede med lensafløsningen få år før hans død. Dette skisma er den gode grund til, at en biografi om Mogens Frijs er ganske berettiget.

De to forfattere er begge historikere med doktorgrader i baglommerne. Jesper Laursen er på Moesgaard Museum, og han har tidligere skrevet om bl.a. herregårdsjagten, der netop tog fart i 1800-tallets sidste halvdel, og om den excentriske herremand Emil von Holstein-Rathlou (1849-1919) på Rathlousdal ved Odder, altså begge bøger i samme tidsrum. Niels Clemmensen er historiker og ekstern lektor ved Københavns Universitet, og har skrevet adskillige publikationer om bl.a. godsejernes politiske organisering i disse år. Forfatterne supplerer derved hinanden fint i såvel kulturhistorie som politisk historie.

Der er tale om en klassisk biografi i den forstand, at vi følger hovedpersonen Mogens Frijs fra vugge til død. Efter en fremragende præsentation, der bl.a. opridser baggrunden for de adeliges situation før og efter Mogens Frijs kom til verden, kører det derudad. Vi får f.eks. at vide, hvornår Mogens blev ammet sidste gang, hvornår han fik den ottende tand og at han som 16-årig var blevet 161 cm. høj og 18-årig 178 cm. høj. Ikke alt kan synes lige vigtigt, men dermed er der også lagt an til bogens hovedspor: Personen Mogens Frijs – ikke godsejeren Mogens Frijs og ikke politikeren Mogens Frijs – men naturligvis lidt af hvert.

Kapitlet om Mogens’ skolegang på Herlufsholm i årene fra 1862 til 1865 er ganske langt – knap 40 sider. Disse år har også været lange for den unge mand. Han var vant til at være i centrum og leve et frit liv, men nu kom han i faste kostskolerammer. Mogens led voldsomt af hjemve, og han stak sågar af på et tidspunkt. Igen og igen skrev især faderen, Carl Emil Frijs, formanende breve til ham om at tage sig sammen. Selv om Mogens i perioder knoklede med lektierne, blev han alligevel til sidst taget ud af skolen, og sendt til København for at modtage privatundervisning.

I dette kapitel som igennem bogen i øvrigt følges også Mogens Frijs’ ferier, jagtture og ikke mindst mange udlandsrejser. Også beskrivelserne af disse omfattende rejseaktiviteter, bl.a. med lange eksotiske jagtrejser til Ceylon, Indien og Afrika, fylder ganske meget i bogen, men igen giver det mening, da fritid og fornøjelser var en stor del af Mogens Frijs’ liv.

Hans far, C.E. Krag-Juel-Vind-Frijs (1817-1896), var konseilspræsident, altså statsminister, i årene fra 1865 til 1870. Der var også forventninger til Mogens Frijs i politisk henseende. Da faderen i 1880 trak sig tilbage fra politik overtog Mogens Frijs hans plads i Landstinget, og fra 1882 fik Mogens Frijs også overladt selve Frijsenborg, da Emil Frijs trak sig tilbage til Boller ved Horsens. Mogens Frijs indvalgtes tillige i Skanderborg Amtsråd i 1886.

Hans politiske ledetråd var et samvirke mellem godsejere og bønder, idet han bl.a. fandt, at bønderne dybest set var konservative. Som sådan blev han modstander af Estrups politik, ”havkatten i Højres hyttefad”, og en af arkitekterne bag det politiske forlig i 1894, der ledte frem til systemskiftet i 1901. Mogens Frijs var ledende i den interne opposition i Højre, og fra 1902 blev det under ham, at de frikonservative dannedes som gruppe. Netop de frikonservative fik stor indflydelse i Landstinget i årtiet efter systemskiftet, idet deres stemmer var afgørende for venstreregeringens politik. Allerede i 1890’erne blev Mogens Frijs således en central skikkelse i dansk politik, og han var flere gange på tale som minister, ja, også som konseilspræsident. Han vægrede sig dog – der skulle jo også være tid til selskabelighed, jagt og udlandsrejser!

I biografien er der ikke særligt stort fokus på godsdriften, og dette er på sin vis også forståeligt. Selve landbrugsbedriften betød nemlig ikke så meget for Mogens Frijs. Bortsalg af fæstegods havde været omfattende allerede inden 1882, og 90 % af indtægterne ved salget var bundet kapital, hvor lensbesidderen kunne disponere over renteafkastet. Mogens Frijs fandt derfor, at de store jordbesiddere var blevet til ”Couponklippere”, og at det egentlige landbrug blot var ”et Luxusbrug, som vi af gammel Vane og Tradition fortsætte.” (s.267, jf. s.175 f.). Hans opbakning til lensafløsningen skal bl.a. ses i dette lys.

Ved en flittig anvendelse af privatarkiverne på bl.a. Frijsenborg har forfatterne formået at give et personligt portræt af Mogens Frijs. Citatet i indledningen af denne anmeldelse er blot et eksempel på den åbenhjertighed, der er i de mange private breve, der anvendes. Desværre forholder det jo sig sådan, at dette materiale ikke er umiddelbart tilgængeligt for andre forskere, men det kan man jo håbe på, at det bliver med tiden ved en aflevering til arkivvæsenet.

I andre tilfælde kunne forfatterne nok med fordel have konsulteret yderligere arkivmateriale. Et eksempel:

Frijsenborg blev fra 1864 til 1869 kraftigt ombygget til det pompøse nyrenæssanceslot, tegnet af tidens store arkitekt Ferdinand Meldahl, som endnu står. Ombygningen, der ret beset kan karakteriseres som en ny bygning, omtales løbende i bogen. Men hvad kostede den? Det hedder sig – ifølge et interview med Irene Wedel i Søndags-BT i 1964 – at C.E. Krag-Juel-Vind-Juel-Frijs rev alle kvitteringer i stykker, da ingen måtte vide, hvad byggeriet havde kostet. En summarisk regnskabsoversigt fra 1867 i arkivet på Frijsenborg, ”viser, at der mellem oktober 1865 og maj 1867 blev anvendt ca. 243.000 kr. på byggeriet, så det samlede beløb kan meget vel have været det dobbelte.”, oplyses det så (s.181). Muligvis er beløbet omregnet af forfatterne til kroner, som vi jo først fik i 1875, hvorefter en rigsdaler blev til to kroner. Det står med andre ord uklart, om det kostede omkring 121.500 rigsdaler eller 243.000 rigsdaler. Her kunne forfatterne være kommet meget tættere ved blot nogle enkle klik på pc’en. Af de detaljerede brandtaksationer kan vi følge Frijsenborg bygning for bygning, fløj for fløj og rum for rum – og fra den gamle bygning til den nye. Ved taksationen i 1860 var Frijsenborg således sat til en samlet forsikringssum på godt 130.000 rigsdaler, og efter ”ombygningen” i 1869 vurderet til 412.475 rigsdaler. Der er mange detaljer i sådanne beregninger, idet alt til bygningen henhørende er medtaget (men ikke inventaret), og vurderingen (forsikringssummen) derfor uden tvivl afspejler byggeprisen. Noget kan modregnes fra den gamle bygning, men vist ikke meget udover soklerne og nogle mure. (Kilde til disse bemærkninger: Hammel Brandirektorat, taksationsprotokol for Gjern Herred 1860-1882, Arkivalieronline opslag nr. 47-55, der er den centrale 1869-taksation, men de øvrige fra 1860 til 1882 findes let i samme protokol).

Jeg er aldeles enig med forfatterne i, at udgifterne til det fyrstelige ”slot” har været kolossale. Det er meget vanskeligt og næppe helt rimeligt at omregne til nutidskroner, men siger man af forståelsesmæssige grunde 75-100 millioner kroner, er det sikkert ikke helt ved siden af.

Det viser, hvor rige Frijs-familien var, og i det lys er det ikke undrende, at deres liv udfoldede sig i pomp og pragt. Det er for så vidt godt klaret af forfatterne, at de ikke udfolder en karsk social indignation løbende i bogen, men har skrevet en tilforladelig og afbalanceret biografi. ”Lensgreven. Historien om Mogens Frijs” er tilmed velskrevet og smukt illustreret.                             

Historie-online.dk, den 7. februar 2018

Forrige artikel
Se relaterede artikler
De danske folketingsmedlemmer
Maleren Anna Ancher
Winston S. Churchill - Den ultimative biografi