Regnskabets time
Den 5. maj ringede alle Danmarks kirkeklokker i glæde. Men det var ikke en glæde for alle. I sommeren 1944 havde Danmarks Frihedsråd nedsat et arrestationsudvalg. Her samlede man informationer om mennesker, der havde været på den gale side under besættelsen. Det var blandt andet modstandsgrupper spredt ud over hele landet samt informationer fra de politifolk, der var gået under jorden den 19. september 1944. Der var i det såkaldte centralkartotek navne på omkring 22.000 personer. Så modstandsgrupper landet over var klar til aktion tidligt om morgenen.
Her ses to personer, der er blevet afhentet i København nærmere betegnet i Istedgade. Under mængdens jubel, spyttende og voldsomme ord må de gå bodsgang på vej til opsamlingsstedet. Foto: Ebbe Clemmensen. FHM
Modstandsbevægelsen stod overfor en voldsom opgave denne dag. Der blev samlet indhentet omkring 22.000 personer. Man kunne ikke arrestere dem. Grundloven kræver, at en arrestant skal stilles for en dommer senest 24 timer efter at være anholdt. Det ville ganske enkelt få det juridiske system til at bryde sammen. Derfor valgte man i stedet at internere dem, for her var der ingen bestemmelser. En anden årsag var de erfaringer, der var hentet i Paris og andre franske byer, Her havde man slet ikke styr på situationen, da tyskerne trak sig tilbage i 1944. Flere hundrede blev ganske enkelt myrdet af rasende franskmænd. Det var frygtelige scener, der udspillede sig. Det ville man undgå for enhver pris. Så en del af de internerede kom rent faktisk under frihedskæmpernes beskyttelse.
I en lille jysk by blev mand og kone hentet.
I en mindre jysk by nord for Aarhus slog den lokale modstandsbevægelse til tidligt om morgenen. Sagen var på flere måder oplagt. Konen havde meldt sig ind i DNSAP allerede i begyndelsen af 1941. Manden havde tjent gode penge som værnemager. Men da dette arbejde blev mindre og mindre, meldte han sig som marinevægter. Han blev udstyret med sort uniform, skrårem, ridestøvler – og også med en pistol.
Marinevægter i den sorte uniform med pistol i siden. Det skal understreges, at personen intet har med fortællingen at gøre. Foto: FHM
Han var langt fra konens forældre og brødre. De havde en ret stor gård i en mindre landsby. På denne skjulte man våben og sprængstoffer. En dag dukkede den bevæbnede marinevagter op i fuldt skrud. Det blev ganske enkelt for meget for hans svoger. Resolut greb han en spade og slog løs på landssvigeren, som fik besked på aldrig mere at vise sig på gården.
Under retsopgøret fik han en lang fængselsstraf, fik beslaglagt formuen og mistede sine borgerlige rettigheder. Hans kone måtte flytte hjem på gården, hvor hun tilbragte flere år sammen med deres barn.
Lærerinde i Nyborg hentet i modstandsbevægelsens bus
Rundt om i landet havde modstandsbevægelsen rekvireret busser til at samle folk i. I Nyborg stoppede den ud for en beboelsesejendom. Her afhentede man en ældre lærerinde, som man havde fået at vide, samarbejdede med tyskerne. Hun kunne vende tilbage nogle dage senere. Men hun var så sandelig ikke sluppet for at stå til regnskab. I begyndelsen af 1947 kom hun for Tjenestemandsdomstolen. Hun var jo kommunalt ansat. Læser man retsdokumenterne, tegner der sig et mærkværdigt billede. Den tiltalte var kort efter den 9. april 1940 blevet bedt om at undervise en lille gruppe tyske officerer i dansk. Det sagde hun nej til. Skolens inspektør meddelte hende, at hun ville få problemer, hvis hun ikke gjorde, som han sagde. Så bøjede hun sig.
Det blev til seks timer i alt. Så stoppede hun. Det var en hyggeklub, erklærede hun – og det orkede hun ikke længere.
Man kan så spørge, hvorfor hun havnede for tjenestemandsretten, Det viste sig, at hun ikke havde nogen kontakt til de andre lærere. I frokostpauserne blev hun siddende i klassen. Herefter tog dommeren fat på en lang belæring – af den skarpe slags, Hvorfor tugtede hun ikke datteren, når denne unge pige gik ud at danse et sted, hvor der også kom tyskere? Men retten fik hende ikke til at vakle, og da der ikke fandtes fældende bevis for, at hun havde optrådt udansk, blev hun frikendt.
Hun havde dog forinden taget sin afsked. Men resten af livet måtte hun gå med den påførte skam.
Sagen er et eksempel på, at mange brugte befrielsen til personlige hævntogter – som cykelhandleren i Matador, der hævnede sig på sagfører Skjold Hansen.
To personer bliver i fuld offentlighed udstillet for befolkningen og dens hån, inden de køres til afhøring hos modstandsbevægelsen. Foto: FHM
Den lille fiskerby på Fyn tog også hævn
I en mindre fynsk by, der ligger ved havet, havde man også travlt med at hævne sig. En kvinde, der havde fået et barn med en tysk soldat, var blevet afhentet af frihedskæmperne. Med sit barn i barnevognen måtte hun gå gennem byen, mens hun blev spyttet på. Og så blev der kastet æg efter hende. De ramte imidlertid mest byens politimand, der var dukket op igen. Han nåede at gå under jorden den 19. september 1944. Herefter fortsatte han som frihedskæmper.
Det mest interessante er i særdeleshed moderen med barnevognen. Hun lod sig ikke kue og besvarede i stedet menneskemængden ved at række tunge. Knække hende skulle de ikke. Der findes et fantastisk billede af hende i byens lokalarkiv. Men det har man ikke uden videre adgang til.
Da jeg for nogle år siden foretog en undersøgelse af byens retsopgør, fandt jeg i ’Landsarkivet for Fyn’ yderligere en afhøringsprotokol. Heri kunne man læse om en ung pige på 17, der var gået i fælden. Forhørslederen foretog sandelig ikke en blid udspørgen af pigen. Tværtom.
Han var i besiddelse af utrolig forhåndsviden. Blandt andet skulle hun have stået bag en statue og talt med en tysk soldat. Pigen måtte til sidst indrømme, at hun et par gange var mødtes med dem. Men der var aldrig tale om noget særligt – og slet ikke et forhold.
Flere af de omtalte episoder understreger den negative side af den 5. maj 1945. Men også de hører med til at tegne et billede af alt det, der skete på glædens morgen. Måske har Poul Henningsen ramt det bedst med denne strofe:
Der blev hvisket i et selskab.
De har hørt det på en trappe.
De var sikkert selv til stede,
da historien blev fortalt dem,
og de leder sand'lig ikke af forbening.
De har længe anet Deres,
men De hader alt om sladder,
De har været loyal og tiet,
men nu går den ikke længere,
under hensyn til den offentlige mening.
Ikke alt guld glimrer.
Erik Ingemann Sørensen
Se de øvrige artikler i serien om 80-året for Befrielsen her
[Historie-online.dk, den 14. maj 2025]
